Nu føltes punk som en gammel joke, efter Dead Kennedys virituose  “In God we trust” var formen perfekt – fremtidens punk kunne kun blive marginalt hurtigere og mere vrængende. Selv punkuniformen virkede allerede som en folkedragt for en ny stamme af  hvide rastaer. Medierne – og dermed masserne – havde dekodet punk, der havde mistet den tvetydighed og ekslusivitet der før virkede så provokerende. Punk og Rock var blevet kitsch og nostalgi i en verden der i stigende grad handlede mere om informationskrig og spekulation end håndværk. Rocken lignede oprør, men var reelt reklame for at fastholde status quo.

Punken havde trods sin antipati mod stadionrocken – stadig rødder i rockens struktur og attitude. Punk var kun første skridt i frigørelsen fra slave-rocken – nu skulle vi finde vores egne fortrænge europæiske rødder, finde vores egne metoder og distributionsformer. Det var først med industriel, at forbindelsen blev kappet helt. Her blev den sorte lidelse og guitar-riffet skiftet ud med ren støj, improvisationen med programmering, kroppen med maskinen, håndværket med ideerne. Samtidig havde proto techno som Summer/Moroders “I feel love” og Kraftwerks og Suicides mesterværker havde kastet lys over  et endnu mere cool postrock landskab.

En ny blues – uden rødder Følelsen af blues forsvandt dog ikke. Den skiftede bare form. Vores generation var ikke forældreløse, vi var skilsmissebørn, og undertrykkelsen var ikke igennem slavepiskere, men internaliseret social kontrol. Vi var ikke udstødte, men fremmedgjorte. Vi voksede op i en verden af plastik, reklamer, kernevåben og skærme. Sproget var slidt op. Virkeligheden kodet og gentaget. Utopierne var væk, og det eneste autentiske var frustrationen og smerten. Den centrale strategi var enkel: at eksponere den kontrolerende normalitets fortrængte ubeviste skyggesider. 

Vi havde ikke Mississippi, Woodstock, Hollywood eller Liverpool. Vi havde Düsseldorf, Sheffield, Berlin, Bruxelles, København – og vores instrument var ikke længere guitaren, men den billige monosynths, effektpedalen, trommemaskinen, metalpladen, kassettebåndoptageren. Tænk DAF´s pumpende basgange og kommando-råb – der overfladisk lignede facisme, men reelt var mere hyperindividuel nihilistisk hedonisme.Man kaldte det EBM, coldwave, industrial, techno, cyberpunk, metaldisco… Men i bund og grund var følelsen stadig blues – et forsøg på  at uddrive den tristesse vi var omgivet med, lyden af nedslidte tomme fabriksrum, døde drømme – og et forsøg på at nedstirre en usikker ond fremtid og finde lysten i angsten.

Coping mod kontrol: Industrial opstod ikke som underholdning, men som en copingstrategi. Musikken var et svar på kedsomhed, krig, AIDS, informations-overload, SM og tabet af autenticitet og fremtid. Industrial  tog volden og den ubeviste angst og loopede den. Den gentog mediernes mareridt, indtil mønsteret trådte frem. Det tribale var en anden understrøm – som voodoo præster der løfter bevisheden via fokus på det negative, der gjorde frygten dansabel. Den forvandlede kontrol til trance og katarsis. 

Kapløbet om det hårdeste beat:  punken åbnede for chok-taktik som PR-strategi. Man kunne få opmærksomhed ved at flirte med facistisk æstetik, og når joken blev for alvorlig kunne man blot sige det var et spejl, en demaskering af virkeligheden. Grebet  var meget mere end Joy Division og New Orders ambivalente flirt med facismen. Industrial gik dybere; der var energi i at sample Jonestown-masseselvmordet, Mansons profetier, Crowleys ritualer eller bare at mutere marchmusik mens man truttede i tibetanske lårbensknogler fra mordere eller jomfruer ovenpå. Alt for at skabe et grænseoverskridende soundtrack, en effekt der kunne demaskere den tamme lyseråde virkelighedsboble.

Laibach – der skabte hele basen for Ramsteins platte koncepter – perfektionerede  post-punkens flirt med det autoritære – først dekonstruerede de rock og pophits for at afsløre undertonerne af underkastelse, kontrol og nationalisme i et flimrende krydsfelt imellem facisme og stalinisme – de fik forbud mod at spille i ungdomshuset efter en legendarisk koncert i 83  – og spillede senere som det eneste vestlige band i Nordkorea – joken er i beskuerens øje.Intensitets-sampling og den tomme æstetik:  hurtigt gled betydningen i baggrunden. Det handlede ikke længere om at sige noget – men om at få det til at føles som noget. Det skulle lyde vredt,  det skulle føles farligt. Løsrevne tegn der var skyllet op på en cargokults studio strand og brugt som smykker på nye beats. Baudrillards simulakrum i praksis.  Samples blev effekter, et designvalg. Et mordercitat kunne blive et hook på  et dansegulv. En metalplade blev en lilletromme. Store stive snares, 16 dels basser, forvrængede autoritære vokaler, FM syntese og sporadiske sample collager som dressing – og senere – rockspade -ikke mere en åben genre-prærie, nu kørte man efter kortet – og endte senere som Marilyn Manson & Co….andre søgte tilbage til, absolut støj, Dødsmetal og neo-folk.

Recuperation: industrial forvandledes til frisør-electro-rock – en tom, men effektiv æstetik, der kunne klæde selv den mest glatte popstjerne i sort læder og lidt rust, en slags blitzkid 2.0. Smerten som styling, modgift mod cheesy poppet tomhed. Drengebandet Depeche Mode startede som lalleglad synthpop, men lånte mørkets stil. De tog metalpercussion fra Neubauten, uniformerne fra Front 242, loops og riffs fra Cabaret Voltaire. Andre søgte tilflugt i Merzbow og co´s eksluderende elfenbenstårn af ren støj eller neo-folkens okkulte revival.

Industrialens traumer blev transformeret til æstetik, sorgen parfumeret. Angsten legitimerede stadionpop. Revolutionen reduceredes til scenografi og hårlak. Nine Inch Nails, Marilyn Manson, Placebo – alle byggede de videre på denne æstetiske syntese,  visuel eyeliner for korporate rock.  Industrial døde ikke. Men dens indhold blev tømt, der gik inflation i udtrykket – plus det er svært at komme videre efter man har lavet absolut støj – eller at sælge nok plader med det. Fra øvelokale til ensom støj; rocken blev født i garagen. Et trommesæt, en guitar, en forstærker og nogle påvirkede venner. Fællesskabet var fysisk, kropsligt og kaotisk. Man svedte, råbte og drømte sammen. Men i begyndelsen af 80’erne skete der noget. De billige 4-spors båndoptagere og synthesizere blev sat på udsalg – maskiner, de “rigtige musikere” ikke ville røre. Pludselig kunne én person lave en plade solo. Uden kompromis. Uden bandmøder og bajere. Uden drugs og demokrati, uden ego-kampe, uden pladeselskab – uden nogen andre – og før hjemme-computeren kunne spille. Midi-synkronisering af trommemaskiner og synths gjorde selv den mest klumpfodede klorinblege forstadsfyr kunne emulere den særlige stive germanske funk. Endelig kunne alle med lidt fokus lave en skramlet fattigmandsudgave af levemændene og pioneerne Kraftwerks elegante prototyper. 

Post-post-punkens musikere kom ikke fra klubber og koncerter, men fra kassetter med fotokopierede flyers. Musikken blev først duplikeret, byttet, sendt med posten eller hustlet i kælderbutikker, f.eks Gry records i pisserenden. Det var begyndelsen på DIY som eksil. Et rum uden band, en genre uden navn og uden scene, en protest uden møder eller manifester. Industrial blev den første genre pre-internet, der dyrkede isolation som metode.

Cyberpunkens spejl Mens musikken blev stil og discokugle, blev cyberpunk dens litterære spejl og krystalkugle. William Gibson, Bruce Sterling, Blade Runner, Alien, Neuromancer og senere Mondo 2000 og Matrix tog Ballard & Burroughs prototyper videre – alle fortalte de den samme historie: High tech, low life. Kroppen som interface. Maskinen som herre. Netværket som Gud. Eneren mod kontrolmaskinen. Information som valuta. Body hacks. Cyberpunk var industrialens drømmespejl, der løftede dansegulves dystopi og gav håb om en DIY revolution der strakte sig ud over kassettebåndet – Cyperpunk gjorde PCén til en sexy oprørsmaskine.

Den danske scene: I Danmark var scenen lille, men klar. Bands som Kliché, der med Militskvinder fusionerede punk og uniformsæstetik. Before, med Man Walks the Earth, skabte coldwave/factory-coverjams. SS-Say leverede tribal minimalisme og klaustrofobi. Lars Hug legede med stilen på City Slang. Overlords legede med tegneserie-electro og tidlig Goa-trance.

Men med Barbue og DJ Kat D som omdrejningspunkt samledes en del ensomme studienørder og byrotter, der senere udkom på kompilationen Cyberworld: bands og sangtitler som In Absentia – Dead Mind (Dead Ex. Officio) , Psychopomps – Animals, T & T Agression – Beat The Profesor, Birmingham 6 – This Girl, Trash Taxi – Out Of Control, Sloppy Wrenchbody – When We’re Alive (Remix), Institute For The Criminally Insane – Creaclone, Leæther Strip – G.A.W.M.  

Efter 1986 landede de relativt billige samplere, og hiphop som Public Enemy blev endnu en brik i spillet om den perfekte post-post punk “terrordisco” globalt. Belgierne var gode til mere end fyldt chokolade, kolonialisme og pervertioner. I Detroit fetisherede den unge Jeff Mills de europæiske udgivelser, og lavede “The Final Cut”. Acid og især Gabba lånte fra genren, der igen opsugede fortolkningerne og integrerede i nye numre. Her er et dansk eksempel på dette mix af rave, acid, hip hop, EBM og industrial: 

Skift: Da mørket blev mainstream og muren faldt i slutningen af 1980’erne begyndte industrialens første epoke at gå i opløsning. Det, der havde været undergrundens sprog for angst, isolation og kontrol, gled nu ind i mainstreamens maskineri; Nine Inch Nails (Pretty Hate Machine, 1989) og Ministry (The Land of Rape and Honey, 1988) blandede støj, loops og chokæstetik med rock og metal. Angst blev til radiohits. MTV gjorde industrial til mode – eyeliner og læder som styling, hvor støjen engang var protest.

E gjorde en ny generation – der søgte en mere forenklet festmusik – foretrak post-Detroit Techno og houses trance, væk fra den sortklædte speedstil. Rave og techno overtog dansegulvet; fra Frankfurt til Manchester forvandlede ecstasy og 140 BPM maskinstøj fra PCP, KMS og Warp til en ny slags coping: fællesskabets utopiske non-game ekstase i stedet for individets angst og isolation – e healede speed-freaks og hooligans.

Techno: my early years

Også medierne ændrede sig. I takt med CNN og global døgndækning begyndte billeder af sult, AIDS, atomulykker og terror at strømme direkte ind i stuerne. Industrial havde levet af at chokere med netop sådanne billeder og samples– men pludselig var virkeligheden mere ekstrem end musikken. Chokeffekterne blev normaliseret, underholdning i mellem reklameblokkene. 

I 1989 faldt Berlinmuren. Den kolde krigs ultimative kulisse, der i næsten 40 år havde givet industrialens mørke en konkret form af totalitære symboler, kontrolsamfund – alt det, Laibach, Neubauten og Front 242 havde bygget deres æstetik på – føltes pludselig forældet, i det mindste for en tid. Den gotiske tone af frygt og depression blev overdøvet af farverige 90’ere, optimisme, technologi-kærlighed, post-aids lir, fjollet postmoderne tegnleg og rave-kultur. Ligesom med den meget simulerede nostalgiske metal, fortsatte nørderne med EBM, men ofte uden fantasi og humor – og desværre blev de fake-facistiske spejleffekter nogen gange misfortolket; Jeg var i Texas og spille i starten af 1990erne og mødte en ekstrem EDM-scene, komplet med bagbundne bodybuildere der fik pisk af dominatrixer på scenen mens publikum ofte rige børn i komplet EBM uniform – ofte havde våben gemt i deres biler udenfor – røg skunk drysset med Boliviansk marchpulver. Musikken var meget hvid – de anede intet om Detriot techno og var ligeglade med rap. 

I dag finder vi post-post industrialens ekkoer i techno-raves mørke afkroge, i cyberpunkens revival, i memes om mentale sammenbrud, i schranz-techno, i TikToks loops, i AI-æstetik, hos AFX, neo-jungle, i dark ambient, på Berghein, Posh Isolation, dubstep, Death Grips, Kopenhardcore, Jpg-mafia og mange andre – og i denne dystopiske kaotisk-accelerende tid, hvor tech/house er reduceret til muzak – er stilen måske friskere og mere relevant end nogensinde. 

Post-industriel kanon 1980–1988

• Throbbing Gristle – Heathen Earth  (1980): Industrial bliver funky og ond.

• SPK – Leichenschrei (1982): Hospitalsæstetik og auditiv tortur.

• Whitehouse – Erector (1981): Sadistisk power electronics.

• Foetus – Hole (1984): Samplekaos, teatralsk collage.

• Einstürzende Neubauten – Halber Mensch (1985): Beton, metal og destruktion.

• Laibach – Opus Dei (1987): Propaganda og ironisk totalitarisme.

• Coil – Horse Rotorvator (1986): Okkult ambient og erotisk død.

• DAF – Alles ist gut (1981): Proto-EBM, maskinel erotik.

• Front 242 – Geography (1982): Elektronisk militans.

• Nitzer Ebb – That Total Age (1987): Britisk EBM-angreb.

• Test Dept – Beating the Retreat (1984): Industriel arbejderklasseslag.

• NON (Boyd Rice) – Blood and Flame (1987): Minimalistisk støjterror.

• Z’EV – As/If/When (1982): Metalskrot og spirituel trance.

• Cabaret Voltaire – Senoria (1983): Elektronisk paranoia og dub-industrial-disco.

—————-

• Richard Kern – Fingered (1986): Sadomasochistisk transgressionsfilm.

• Derek Jarman – The Angelic Conversation (1985): Shakespeare med Coil soundtrack.

• Chris Marker – Sans Soleil (1983): Essayfilm om hukommelse og simulacra.

• David Cronenberg – Videodrome (1983): Mediekrop og hallucination.

• Ridley Scott – Blade Runner (1982): Cyberpunk-dystopi.

• Kenneth Anger – Lucifer Rising (1980-release): Okkult filmikon.

• Pasolini – Salò (1975, genopdaget i 80’erne): Fascisme og vold som choktaktik.

• Shinya Tsukamoto – Tetsuo: The Iron Man (1989): Cyberkrop og metalfetichisme (lidt uden for perioden, men central).

• Katsuhiro Otomo – Akira  – (1988)  animeret cyberpunk action film
• Lars Von Trier: Element of crime (1984): Triers egen Europæiske Heart of Darkness/Dommedag nu.

———–

• William S. Burroughs – The Electronic Revolution (1970): Cut-up og mediekontrol.

• William S. Burroughs – The Place of Dead Roads (1983): Postapokalyptisk våbenmystik.

• Jean Baudrillard – Simulacres et Simulation (1981): Hyperrealitet.

• Jean Baudrillard – Fatal Strategies (1983): Ekstase og død i medier.

• Guy Debord – La société du spectacle (1967, kult i 80’erne): Spektaklets samfund.

• JG Ballard – Crash (1973, kultlæst i 80’erne): Erotik i bilulykker.

• JG Ballard – High-Rise (1975): Klassekamp i modernistisk arkitektur.

• Genesis P.O. – Psychic Bible: Magisk manual

• Philip K. Dick – VALIS (1981): Gud, hallucination, paranoia.

• Philip K. Dick – A Scanner Darkly (1977): Overvågning og narkotika.

• William Gibson – Neuromancer (1984): Cyberpunk-bibel.

• Bruce Sterling (ed.) – Mirrorshades Anthology (1986): Definerede cyberpunk.

• Donna Haraway – A Cyborg Manifesto (1985): Posthumanisme og køn.

• Michel Foucault – Discipline and Punish (1975, læst bredt i 80’erne): Overvågning og krop.

• Friedrich Kittler – Discourse Networks 1800/1900 (1985): Teknologi og magt.

• Georges Bataille – Erotism (1957, kult i 80’erne): Overskridelse og dødsdrift.

• Aleister Crowley – Magick Without Tears (1954, genlæst i 80’erne): Okkult ritual.

• Austin Osman Spare – The Book of Pleasure (1913, genudgivet i 80’erne): Sigil-magi.

• Hakim Bey – tidlige zines (1980’erne): Autonomi og TAZ.

• Lautréamont – Les Chants de Maldoror (1869, genlæst i 80’erne): Sort poesi, nihilisme.

• Yukio Mishima – Confessions of a Mask (1958, genlæst i 80’erne): Masker, seksualitet, vold.

• George Orwell – 1984 (1949, aktualiseret i 1984): Total overvågning.

• Marinetti – Futurist Manifesto (1909, genlæst i 80’erne): Maskin-fetishisme før 1 verdenskrig.

The post DEN HVIDE BLUES – om post-industrial, dansende dystopi, coping, cyberpunk og devaluering – punk 2.0 appeared first on BLAZAR.

ART: OBJECTS OF DESIRE

I dag føler jeg mig erfarings-/samspilsramt og slidt, ligegyldigt om jeg står på en bling messe med skibsreddere eller i en “avantgarde”-kælder; jeg genkender mønstre, ser banale rebusser: forsøg på at skabe investeringssikre visuelle møbler, pretentiøse materiale-undersøgelser, race-/klimakunst, hukommelsesløse reenactments af fortidens grænseoverskridelser, desperate forsøg med tech –  slet skjult nostalgi efter dengang, kunsten kunne tænke nyt eller give os et sus – før nettets billedøkonomi devaluerede alt.Min evige tese om, at “virkeligheden har overhalet fiktionen” har i den grad ramt kunsten. Verden – og vores adgang til næsten alt – er accelereret og gået bananas, så hvem kan føle noget sublimt men subtilt i olie mere, når digitale oversaturering bombarderer os med aten surrealistisk men meget virkelig dystopi, der får gallerierne til at føles som folkekirker.

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

Kunstverdenens økonomiske krise: Ingen tør tale om det, for så er de på taberholdet, men der er krise. Auktionshusene melder om dalende omsætning, mellemstore gallerier lukker, og mængden af usolgt samtidskunst stiger markant. Det mellemste prissegment (30.000–300.000 kr.) – som tidligere holdt liv i både gallerier og kunstnere – er særligt ramt, ligesom den pressede middelklasse. Mens enkelte ikoniske taschen-bogs superstjerner stadig sælger, kæmper unge og mellemstore navne for at få afsat værker, og deres gallerister har ikke råd til at byde dem op på auktionerne mere. Kunstnere presses ud i residencies uden honorar og oplever øget prækarisering. Samtidig reduceres kunstmesser, åbninger og udstillinger til nostalgiske kræmmermarked for visuelle møbler, der foregiver at være investeringssikre og sige noget helt særligt om køberen. Det er en fiaskospiral, for nu fladere kunstnerne er, nu mere er de tvunget til at “male penge”.Fra kunst til krypto En væsentlig årsag til krisen er, at store dele af den spekulative og skatteoptimerende kapital, som tidligere flød ind i kunstmarkedet, er migreret til kryptovaluta og DeFi-økonomi. Kunstens styrker som hvidvaskredskab – unikhed, manglende fast prissætning, diskrete handler – overgås nu af kryptos langt mere mobile og anonyme infrastruktur. Hvor man før flyttede penge via malerier og skulpturer , flytter man i dag kapital via smart contracts og wallets. NFT’erne er måske døde lige nu, men de åbnede kunstverdenen for krytoens mirakler, så kunstens rolle som “safe haven” og “gråzoneøkonomi” er reduceret – og netop de sorte penge har tidligere været kraftige drivere for markedet.

Generationskifte De boomere og Gen X’ere, der drev det klassiske kunstmarked, går nu på pension, sælger ud – eller dør. De unge rige – fra startupmiljøer, tech og influencer-økonomi – køber ikke kunst. De viser status gennem biler, ure, hypebeast-gøgl, AI-løsninger, sneakers, podcasts, kosmetiske operationer, helse, spiritualitet, rejser og podcasts – ikke malerier. Kunst, som kræver nærvær, kontekst og sansning, passer dårligt ind i en tidsånd, hvor en plevelse helst skal være hurtig, digital, mobil og delbar.Hvad sælger – og hvad dumpes? Kunstmarkedet er blevet ekstremt polariseret. Blue-chip-navnene sælger stadig – ofte som symbolske aktiver snarere end værker. De har institutionel støtte, kendisfaktor og global brandingværdi – kunstens Rolex eller Porsche. Samtidig dumpes mellemsegmentet og de kunstnere, der toppede under pandemien eller NFT-hypen. Kunst med lavt proveniensniveau & ukendte navne uden stærk narrativ falder markant i værdi. Abstrakt, ekspressivt maleri uden koncept, eller værker med tung tekst og lav visuel appel, kan slet ikke sælges – og mange ellers anerkendte værker handles i dag til under 30 % af oprindelig galleripris. Hvor blev visionerne af? I århundreder fungerede kunsten som krystalkugle: Den opfangede ny sensibilitet, opfandt æstetikker, pegede fremad. Men hvor er det sidste store æstetiske nybrud? Relationel æstetik? Zombie-formalisme? Superflat? Post-internet art? NFTs? Klimakunst? Kolonikritik? De er vigtige fodnoter – men intet har redefineret form, følelse og erkendelse, som modernisme, konceptkunst eller avantgarde gjorde. Kunst har mistet sit kald som visuel opfinder og følelsesmæssig pioner – og reduceres i medierne til kommentarsporskrige, kritik, foragelse, misundelse og nostalgi.

Vi kan anskue kunstverdenen som fem relativt autonome underfelter, der overlapper hinanden og er positioneret i forhold til økonomisk kapital og kulturel legitimationskapital:

Art-market Omfatter kommercielle gallerier, kunstmesser og auktioner. Her producerer kunstnere objekter, hvis værdi primært måles økonomisk – dvs. kunst som investering eller luksusvare.

Exhibition Består af museer, biennaler, kuratoriske institutioner og udstillingsplatforme. Her er fokus på at skabe oplevelser gennem kuratering og formidling. Kunstværker legitimeres symbolsk, ikke alene økonomisk

Academic Universiteter og forskningsbaserede kunstprogrammer (ofte phd-baserede). Kunstnerne i dette felt producerer viden og teoretisk refleksion – kunst som forskning eller diskurs

Community‑based  Uformelle og ofte lokale eller nonprofit-forankrede praksisser. Kunst som aktivt fællesskabsarbejde; sociale praksisser ofte uden markedsøkonomi som primær drivkraft.

Cultural activism Kunstformer knyttet til politisk eller social aktivisme. Her er målet ikke primært kunstnerisk anerkendelse, men social forandring; kunst som intervention i magtstrukturer

Kunstenudskillinger er blevet tamme events, begivenheder med snacks, lounge dj, økovin, lounge dj og selfiezone, en pdf med værksforklaring, en logovæg. Mystikken er forsvundet. Indholdet skal læses på et bladrebord eller i kataloget. Det uforståelige – og ofte slørede – er blevet oversat – på forhånd. Kunstens nuværende stemme er korrekt, men ikke vild, identitetspolitisk, men ikke visionær, meta-ironisk, men ikke sårbar – selvom den insisterer på autencisitet.  Kunst kommenterer højst – men skaber sjældent.

Hvad kunne fremtidens kunst være? Der er brug for en ny generation af kunstnere, der kan genopfinder sansning, reintroducerer mysterierne, skabe æstetiske chok, ikke bare kritiske noter, oprette nye former for fællesskab. Kapitalen er migreret, samlerne dør og dermed fylder markedet med mesterværker,  de unge er ligeglade med kunst som andet end cosplay for rige identitetssøgende børn – for kunsten ikke har leveret visioner længe, kun tom fetish.Klasseflugt, lukket kredsløb og en ubrugelig økonomi Kunstverdenens krise skyldes ikke kun global kapital eller generationsskifte – men også et sammenbrud i det mellemlag, som tidligere bar hele økosystemet. Den urbane, kulturelle middelklasse, som i årtier købte kunst, gik til åbninger og investerede i værker for at støtte en scene. Middelklassen har ikke længere økonomi til at købe– og mange er selv ramt af prækaritet. De forlader scenen som aktive deltagere og bliver tilskuere med likes og tak-for-invites, og er erstattet af overklassens hattedamer m/k.

Samtidig har de eksklusive gallerimodeller – white cube, appointment only, ingen priser online – fastholdt en æstetik og et system, der ikke længere kan forsørge kunstnerne, medmindre de allerede er i de højeste fem procent. Gallerierne skal stadig have halvdelen og kan ikke forsørge de fleste. Kunstnerne prøver at overleve ved at sælge i sidegaderne, på Instagram, via DM’s, på auktioner og i vennekredsen. 

Institutionerne Stadig flere aktører i kunstverdenen afhænger i dag af institutionernes køb – museer, udsmykninger, samlinger, kunstfonde. Men de køber ofte få værker til stærkt nedsat pris – og de har lange, bureaukratiske beslutningsgange, som ikke matcher kunstnernes kontante behov – plus de kræver kunstnerne bruger tid på hele det akademiske spil der skal til for at blive valideret af institutionernes elfenbenstårnet kontra det hyperliberale marked Samtidskunsten har i stigende grad lukket sig inde i et teoretisk elfenbenstårn, hvor form, sprog og diskurs bliver mere og mere afkoblet fra virkelighed, økonomi og publikum. Teoretikerne skriver hinanden op, får diskursfeber – og bruger værkerne som trampoliner til deres digte og ormehuller, afkoblet fra det skridende marked.Kunstner-cosplay Kunstakademierne fyldes i stigende grad af overklassebørn med forældrekøb, trustfundkids, bo-bos og kulturelle arvinger med meget lange efternavne, som har råd til at “lege kunstnere” i et årti – uden behov for indkomst. De skaber værker om identitet, køn, materialer og relationer – men ofte uden fare, radikalitet eller eksistentiel nødvendighed. Resultatet er et pænt, personligt og post-politisk felt, hvor alt kan forklares, men intet nødvendigvis mærkes. Det føles ofte som ghetto-turisme. Hvis kunstens økonomi ikke genetableres med reel adgang, offentlig støtte og meningsfuldt mellemlag, vil den blive til et gated community – hvor kun de, der ikke har noget på spil, har råd til at spille med.Det grænseløse gallerirum Det moderne galleri er blevet en scene for genopførelser, ikke åbenbaringer. Siden Duchamp stillede et urinal i et udstillingsrum, er alt potentielt kunst – så længe det er placeret inden for rammerne. En bunke visne blade på gulvet kan i dag være en installation, men uden for galleriet er det bare affald. Alt er allerede prøvet. Blod, sex, skrald, stilhed, grimhed, trash, bling, bomber, tomhed, gentagelse – provokation, chok, transgression
intet kan længere overskride noget, fordi alt er allerede skrevet ind i kunsthistoriens arkiv, så galleriet i dag er et ritualiseret rum for betydninger i gåseøjne – man ser ikke et objekt, man ser en reference, klargjort til salg. Man oplever ikke noget nyt – men forstår, at noget ligner noget, der engang betød noget, og måske giver en vibe.

I Mesterværkernes skygge Tænk på kunsthistorien som en buffet, hvor alle retter bliver stående uden at rådne, men der kommer nye til. Lidt som Spotify, hvor det gamle har flere plays end det nye – den nye single med Gilli konkurrerer altid med Kind of Blue og Mozart. Det betyder, at al ny kunst bliver dømt med fortiden som lineal – og sjældent måles på sit eget potentiale. En spændetrøje af tyngende historie. Det nye bliver mindre – ikke fordi det er dårligt – men fordi det vises i en ramme, der er mættet med fortolkning, forventning og filtrering.Hvor gik de nye kreative hen? For mange unge med virkelyst og æstetisk bevidsthed virker gallerirummet langsomt, hierarkisk og effektløst. De kvikke outsideres kreative drive, der tidligere kunne føre til radikale kunstneriske gennembrud, søger i dag andre veje: Tech og startups tilbyder hurtigere feedback, reelle output og global rækkevidde. Design, gaming og digital storytelling former sanser og adfærd i realtid – ikke bare som refleksion, men som intervention. Selv memekultur, techno, rap og DIY-æstetik har større kulturel effekt end samtidskunst. Kunstens rum må ændre sig, eller forblive tomt
Hvis kunstens formål er at skildre det eksisterende og sammenligne sig med det tidligere, mens virkeligheden skabes af kodere, content creators og kulturelle hackere, så risikerer kunstinstitutionen at blive et konservatorium for forældede eksperimenter.

Kunstverdenens interne psykologi Kunstneridentitet i sig selv garanterer ikke følsomhed, empati eller samfundssind. Viljen til at forme udtryk kan også drives af narcissisme, mindreværd, hævntørst og kontroltrang, men det er tabu i kunstverdenen. Mange kunstnere i dag er optagede af penge, strategi og netværk, de taler om fonde, priser, placeringer – og om hvor dårligt de andre klarer sig. Alle leger venner, men bagtaler hinanden, når de vender ryggen til, man skal spille sårbar og succesfuld. Man skal ligne en outsider, men tænke som en investor, for de fleste kæmper fra husleje til husleje,

For kunstnere foragter de rige: “De forstår ingenting”, “de vil bare investere”, “de dræber kunsten”. Omvendt elsker mange rige kunst: “Det giver mening”, “det er det eneste autentiske der er tilbage i en hyperliberal virkelighed” – eller er det bare investering, selvbranding, så man flasher, at man har sunde værdier – eller aflad. Det er nu engang sjovere med baseball kort på vægen end aktier…

Mellem dem står galleristen – mægleren, mellemmanden alle hader: Kunstneren synes, de tager for meget og forstår for lidt og bahandler dem som tjenestefolk. Køberen synes, de presser, pynter og pakker bras ind i smarte ord. Galleristen prøver at sælge visuelle møbler til velhavere, der vil have en billet til en snæver, snobbet, socialt defekt subkultur – og have en “sikker” investering til kontoret med fradrag.Kunstens sociale rum er ofte usunde de sociale og psykologiske klima i kunstverdenen er ødelagt. Det er gennemsyret af usikkerhed, jalousi, dobbeltspil, selvbranding og misbrug. Det er fyldt med semantisk konkurrence, intern performativ moral og eksklusivitet. Det skaber ingen ægte fællesskaber – kun positioneringer. Er der en magtfuld fagforening for kunstnere? Nej, det er alle mod alle.

I en tid, hvor kollaborative, hurtige, eksperimenterende fællesskaber opstår i tech, aktivisme og subkultur, virker kunstverdenen som en syg akvariekultur, hvor kun dem med iltreserver overlever.

Markedet er ved at dø  fordi der ikke er liv i relationerne eller revelationerne. Fordi markedet gør, at de psykologiske profiler og spilstrategier, der overlever i kunstfeltet, ikke skaber nyt, men bevarer det gamle. Fordi de sociale rum, som skulle være laboratorier for frihed og skønhed, er blevet rum for taktik, status, forstillelse og skjulte neuroser.

KUNST & MEDIER: BUSTED

Hjemmet som totalinstallation og showroom I dag foregår meget af den kommercielle billedkultur på Instagram og lignende platforme, hvor folk følger kunstnere direkte, swiper igennem auctions-story og køber lidt værker direkte eller igennem sidegade-hustlere – uden gallerist, uden institution, uden kontekst. Det er hurtigere, billigere og mere personligt. 

For de fleste danskere – inkl. kulturuddannede og kreative freelancere – er 20.000 kr. for et maleri ikke længere en mulighed, vægene er overtaget af plakater, arvestykker med sentimental værdi, børnetegninger og skoleprojekter, LP-covers, som kombinerer nostalgi, æstetik og musikalsk identitet, graffiti-fotografier, street-art-plakater eller print fra Re-Art, Sammenklippede moodboards – Pinterest offline, funde objekter, DIY-kunst, en stor skærm eller bare en stang dyrt tøj og en farvesorteret pyntereol, Kunst er bare et element i en æstetisk atmosfære, på linje med lamper, planter og bøger. Alt er tegn i vores showrooms, hjemmet er blevet en totalinstallation.

FRYGT I DANSK KUNST

I takt med at identitet er blevet løsrevet og noget, man iscenesætter og optimerer, er hjemmet blevet et performativt rum. Et sted, hvor alt er nøje udvalgt – og hvor det samlede indtryk ofte betyder mere end enkeltværker. I den fortælling bliver det klassiske kunstværk overflødigt – eller blot ét element blandt mange, kunst er ikke længere centrum – men accessoire.

Kunstverdenens main stage føles måske ikke som det vilde vesten mere, men som en tom kulisseby – hvor man måske er heldig at se tumbleweed blæse forbi. Men pyt med det…Måske er det bare – som altid – tid til at købe med øjnene, ikke med ørerne – eller med hjertet? Eller lave noget selv fordi du ikke kan lade være?

The post Fremtidens kunst – kunstens fremtid? appeared first on BLAZAR.

For markedet har skabt en arena, hvor det er alle mod alle – enhver generation prøver at vippe de forrige af pinden ved at vende verden og værdierne på hovedet, eller rettere, putte deres egen vin på tilsyneladende nye flasker – i stedet for at samarbejde og overføre erfaringer skal de yngre konstant genopfinde den dybe tallerken i et uendeligt Groundhog Day-loop, selvom man altid går i andres sko.

Trods det – I et hyperfragmenteret samfund er latterligt at tale om generationer og målgrupper, plaprer medierne alligevel konstant om Gen Z’s sårbarhed (godt) og Millennials’ boligdrømme (glem dem folks..) – men glemmer systematisk Gen X, dem født mellem 1965 og 1980 – så lad mig lege med, selom jeg har personligt aldrig identificeret mig med Gen X – eller nogen anden medieskabt målgruppe eller fake-kult – (eller noget andet) – og altid haft forbilleder både menneskeligt og kulturelt på tværs af tidslinjer og alder. “Generation X’s frontløbere” – sorte 501ere mod pre-forvaskede blå
Jeg forstår godt modviljen mod Generation X – dem der gøglede sig ind i rampelyset med lidt larm, for straks at sælge ud og blive en endnu glattere version af deres forældre, der pludrer om bolig, stil og mad og måske endda er blevet neo-spirituelle i et uendeligt narcissistisk navlepillerprojekt.

Dem der råber højest fra generation X er tit privilegieblinde tomme tønder, der skider samme produkt på kommando for en café latte og en taxibong – en bande overspillede sampler-tyve, reklame-kreljere, mindreværdsmotiverede provinstosser og gastrosexuelle fedtspillere, der altid gemmer sig bag ironi, så de altid er på det vindende hold; de mener noget om alt, men står for intet. Ironi som eksistentielt værn, flow-tv og “modigt” formateret ligegyldighed, fake autenticitet som brand, pseudo-intellektualisme + feelgood hygge, slidte metaforer og livsvisdom i halvtempo, karriere bygget på at “være sig selv” som en begivenhed i stedet for viden eller kant – de møder op og så regner det med penge, samtidig med de peger fingre af de unge – der præcis bare har kopieret og forstærket de værste sider af Xerne.

Men der var også den del af genx der gemte sig i skyggen uden blå forvaskede Levis 501 –  dem der dengang valgte sorte 501 jeans i en mere simpel tid: Henrik Vibskov, Christian Lollike, Lars von Trier (teknisk set ikke Gen X, men hans film er), Nicolas Winding Refn, Master Fatman, Beck, Lynch, Rune Lykkeberg, Beastie Boys, PJ Harvey, Björk, Ian Curtis, Spike Jonze, Sofia Coppola, Wes Anderson, Simon Staho, Morten Vammen, Thom Yorke, Courtney Love, Mark Fisher, Zizek, Baudrillard, Naomi Klein, Jeff Koons, Damien Hirst, Clement Kjersgaard, Barbara Bertelsen…tør ikke tænke på listen fra årgange der kom efter gen x… Der er selvfølgelig også en masse retrokonservative Generation X’ere – nogle er endda maskinstormere – der har lavet en karriere på at ønske sig tilbage til noget Matador-Danmark fra før multikulturalismen. De er sikkert fine til ryggefunktionærroller, men ikke nogen vi kan regne med interagerer meningsfuldt med fremtiden eller skaber andet end remix og nostalgi.

Men… neden under overfladesurferne, angst-konservatisterne, defaitisterne og selvbrandere er der en klippefast hær af erfaringsramte, kompetente mennesker, der både tør mærke verden nydende – og samtidig forholde sig kritisk, hvilket man ikke må glemme er basis for al fremdrift.

Top grunde til ikke at ansætte Gen X

1. De svarer ikke på Slack kl. 23.48 – og tak for det. De har grænser.

1. De har ikke lavet en TEDx om deres traumer – de bearbejder det meste via musik, ironi og backstange via langvarige venskaber.
2. De er ikke “deres eget brand” – de er noget. De sælger ikke bare et koncept om dem selv.
3. De synes ikke clickbait er sjovt – de troede medier handlede om oplysning og samtale, ikke A/B-tests.
4. De ved ikke, hvad en ‘social-first reel strategy’ er – men de ved, hvordan man fanger et menneske med ord og et blik live uden angstdæmpende faldskærm.
5. De udfordrer ledelse uden bullshit-bingo – de spørger: Hvorfor gør vi det her? Men tør du det?
6. De er ikke vokset op med en skærm i hånden – til gengæld har de læst bøger. Hele bøger, der har udviklet en selvstændig forestillingsevne og et langt attention span.
7. De tror ikke på illusionen om arbejdspladsen som familie – fordi de har set, hvad det koster, når familien siger dig op.
8. De er ikke begejstrede for morgensang og firmahoodies – de er ikke kultmedlemmer. De er professionelle, der ofte kan hænge deres ego på en bøjle, før de går på arbejde, og spiller på bolden, ikke manden – eller for fansene.
9. De findes ikke i målgrupperne – og det gør dem usynlige i en tid, hvor data er vigtigere end dannelse.
10. De har levet i det trygge smørhul i mellem murens og tårnenes fald, det tætteste vi kommer på !960ernes tro på fremtid og menneskehed. En godt pejlemærke i dagens kaos.
11. De er opvokset med hippier: Medmindre de er født i en anakronistisk lomme, er de vokset op med uendelig tolerance. Sexisme og racisme var ikke noget, de signalerede om på SoMe – det var noget, de sloges mod på gaden live.
12. De gamer ikke… de er ikke influenter, de tager ikke snus og meth…
13. De overlevede den kolde krig, fattigfirserne og AIDS… så Ukraine, Musk og Trump kan bare komme an.
14.  De er nogle hårde bananer – dem der har overlevet og stadig bliver ved med at skabe, mener det – selvom det var en dårlig strategi, der ofte har ført til et kringlet liv
15. De har selv skullet finde ting og skabe – ingen Google og ChatGPT, ingen YouTube-tutorials.

Gen X: Stilskaberne med bevisthed
Ja, det er to ulækre ord i en overskrift.

Jeg orker ikke gå ind i, hvordan min del af Generation X via genrer som rap og techno har revolutioneret ikke bare musikindustrien, samtalen og moden, men også vores måde at være sammen på.

I en tiltrængt artikel i det bedagede Vogue: “Hear Me Out: What If Gen Xers Are Actually the Cool Ones?”, kaster Daisy Jones lys på netop det, vi ofte glemmer: Generation X er ikke bare en parentes i kulturhistorien nu – de er fundamentet.

“Gen X skabte æstetikken, men havde ikke brug for at eje den.”
— Daisy Jones, Vogue

Jones fremhæver, hvordan Gen X – gennem ikoner som Chloë Sevigny, Winona Ryder og Alexander McQueen – satte scenen for meget af det, Millennials og Gen Z i dag dyrker. Fra grunge, Britpop og zine-kultur til den kølige melankoli i Sofia Coppolas film og David Lynchs tv-univers. Selv de nuværende modebølger – spaghetti-stropper, slouchy jeans og vintage-lag-på-lag – er blot remix af Gen X’s garderobe.

Men i stedet for at høste likes valgte Gen X tilbagetrækning og underspillethed. De så ikke sig selv som brands – de så sig selv som mennesker med smag, personligheder frem for positioner. Måske er det netop det – sammen med deres indbyggede systemskepsis – der gør dem farlige i et marked, hvor synlighed er vigtigere end dygtighed. 

Gen X: Presset fra begge sider – og glemt i midten
The Economist er noget mere brutal: De er også den mest uheldige generation.
I artiklen “Generation X: The Forgotten Generation” udpensles, hvordan Gen X ikke kun er glemt i populærkulturen – men også i økonomien, politikken og samfundets strukturer.

“Gen X lider – og ikke kun i fantasien, som Seneca sagde – men i virkeligheden.”
— The Economist

De har haft den mindste fremgang i realindkomst af nogen generation. Deres arbejdsliv har været en parade af finanskriser, lav lønvækst og boligbobler. Samtidig er de midt i den psykologiske U-kurve, hvor livstilfredsheden bunder omkring de 50. Og de står med dobbelt forsørgeransvar – børn i den ene ende, syge forældre i den anden. Tiden hvor det var fint at være på a-kasse og spille i et kultband og stadig have råd til at bo i Nansensgade er for længst forbi, man får ikke en kæreste fordi man har et par cowboystøvler mere.

Fremtiden? Også den er usikker. Flere pensionssystemer nærmer sig kollaps – og det er Gen X, der først får konsekvenserne at mærke. Mange af dem ved ikke engang, hvilken generation de tilhører. Ikke fordi de er uoplyste, men fordi de aldrig har været en del af det marketingmæssige narrativ.

Top 10 grunde til at ansætte Gen X i dag:

1. De kan både analogt og digitalt – de er brobyggere, ikke bare brugere i digi-dukkehuset.
2. De ser igennem hype og bullshit – og redder jeres virksomhed, når metaverset brænder sammen.
3. De kan arbejde uden likes og dopamine spikes – de leverer, fordi de kan, ikke fordi nogen klapper.
4. De har smag, ikke bare trends – de ved forskel på stil og filter, indhold, ikke bare æstetikker.
5. De har perspektiv og erfaring – de husker 2008, dotcom, 9/11 – og dengang man lavede TV uden SoMe-klip.
6. De lærer fra sig uden at gøre det til content – de skaber kultur, ikke tutorials.
7. De tager ansvar uden mikroledelse – de kan lede uden at kalde sig Chief Inspiration Officer.
8. De forstår deadlines – og overholder dem. Deres arbejdsetik er old school. Det virker.
9. De kan samarbejde uden selviscenesættelse – de ved, det bedste arbejde sker sammen.
10. De tror på fællesskab, ikke kult – de vil bygge noget, med nogen.
11. De tænker på værker som blivende, ikke som fyrværkeri og trend-medløberi.
12.  De er færdige med børn og fest – det har fundet et naturligt leje.
13.  De er ligeglade – især med ting de ikke kan påvirke – det nærmer sig zenbuddhisme.
14.  De flasher ikke – de har det fint med at inspirere og være bagmænd. De er lidt linsesky.
15. De er nysgerrige – de er de originale hipsters, så hver gang noget bliver for populært, vil de finde et eksklusivt nyt kulturfix. De er på evig jagt efter oplevelser.
16.  De tror, der er noget uden for markedet – noget magisk, romantisk, usælgeligt, ukvantiserbart.
17.  De har en ikke-binær verdensopfattelse – der er plads til uenighed, erfaringsudveksling og “både/og”.
18.  De har oplevet fjumreår, interrail og jordhookah – ikke bare feticheret rotteræset.
19.  Erfaring – i stedet for at surfe har de sabilt udviklet skills over årtier.

Efterord: Den mest værdifulde generation, vi aldrig nævner
De er for gamle til TikTok, for unge til seniorprogrammer og for erfarne til praktikantløn. Resultat: De falder ud. Ikke på grund af evner – men fordi vi har bygget et samfund, der måler synlighed over substans.

Gen X har aldrig krævet særlig behandling. De har bare arbejdet. Skabt. Skubbet til tingene, fordi de mente det. Deres evne til at se gennem bullshit – og samtidig producere kvalitet – er mere aktuel end nogensinde.

Men i et system, hvor man konstant skal piske målgrupper og pitche identitet, falder de udenfor. Ikke fordi de ikke har noget at sige. Men fordi de nægter at skrige – fordi de har nået et stadie af zen.

De er ikke “fremtidens stemmer”, men dem, der allerede har levet i fremtiden – dengang den fandtes, før den blev overhalet af fiktionen – og de står stadig op hver morgen og får tingene til at ske med erfaring fra fortiden og fremtidens værktøjer.

Gen X: fuck alder, fuck klasse, fuck race – du har ikke en chance – brug den! Eller rettere:  gen. x har ikke en chance – brug dem”

Disclaimer – det er totalt latterligt og dummere end racisme at vurdere et menneske på deres fødeår og generationelle stil – dumt på lige fod med racisme. 

The post ALDERSFACISME? FARVEL GENERATION X? appeared first on BLAZAR.

Flashback: da rock blev for landligt, bluesy og hippie-agtigt i 1970erne – eller for studendikost og esoterisk og gemt bag volde af keyboards, concepter og lasere – der begge føltes virkelighedsfjerne og forældede efter Manson, Alamont, Vietnam og oliekrisen – opstod metal – der reelt bare var en tilbagevenden til Kinks og Who, til ren ungdommelig nihilisme og adrenalin. 

Ligesom med datidens opblomstrene Gru tegneserier, Rocky Horror, glam, knallertbander og gyserfilm kunne man så LEGE med bagsiden af idealismen og månelandningens kolaps, uden det reelt førte til andet end selvskade, hylende ører og spredt hærværk på vej til og fra Brøndbyhallens koncerter.Jeg var ikke så vild med sange om riddere og motorcykler fremført at mande-mænd i spandex med der gokker på træpikke mens de viner og slår med mankerne, jeg var mere til punk og senere industrial, da disse former var mindre formaterede, renere og mere artikulerede i deres analyse og kritik af systemsammenbrudet.

Metal blev – b.la via Kiss – til en slags wrestling. Metal mestrede dog – ligesom rap – både at være under og overgrund samtidig og har da udviklet sig. Selvom det minder om cosplay, er Copenhell stadig en god fest – prøv det!

SUBKULTURERNES DØD?

The post COPENHELL – mig og metal appeared first on BLAZAR.

LÆS LOVFORSLAGET HER: forslag til lov om ændring af lov om PET

Forestil dig, at PET registrerer alt – fra dine hospitalsbesøg og kontakt med psykiatrien til dine relationer med civile og sociale myndigheder, din civilstatus, skatteforhold, og endda hvilke bøger du låner på biblioteket – uden dommerkendelse, bare automatisk – af det system NSA og Israel allerede bruger.

Dertil kommer overvågning af hele din færden på nettet: dine kommentarer, likes og delinger på sociale medier, de hjemmesider du besøger, og dine lokationer hentet fra apps og tjenester via GPS. Læg dertil SMS, mails, telefonsamtaler og chats.

Fusioner det med de snart flere milloner kameras i det offentlige rum, der er udstyret med ansigts-genkendelse. 1984? KINA?

Nej, det er ikke en dystopisk fremtidsvision – det er kernen i den nye lov, som regeringen planlægger for at udvide Politiets Efterretningstjenestes (PET) beføjelser. 

Du har sikkert ikke noget at skjule, og accepterer derfor overvågning i dag – men det her er next level:

Her skal alle borgere kunne undersøges systematisk og profileres af AI – ikke fordi de er mistænkt for noget, men fordi de eksisterer. Og dataene? De skal gemmes i op til 20 år. Der røg ytringsfriheden…

Husker du, hvad du lavede online i 2005? Det kommer staten til snart…

Næste skridt kan blive DNA register integretet i profileringen...læs mere her.

Loven er planlagt til at træde i kraft den 1. juli. Men her er det mest opsigtsvækkende: Den er endnu ikke blevet fremsat i Folketinget..

Er Danmark ved at indføre masseovervågning forklædt som sikkerhed? Med den nye lov om ændring af Politiets Efterretningstjenestes befojelser bevæger Danmark sig tættere på et teknologisk overvågningsregime, hvor staten indsamler og analyserer massive datasæt om borgerne. Selvom det italesættes som nødvendigt for at forhindre terror og spionage, er implikationerne dybere: Staten får adgang til kontoudtog, rejsemønstre, sociale netværk og netaktivitet i en skala, der tidligere kun fandtes i science fiction eller autoritære regimer. Den åbner også for såkaldt “målopdagelse” via AI – hvilket i praksis betyder profilering af borgere, som ikke er mistænkt for noget konkret. Samme software der bruges mod Gaza.

Men er kriminalitet og terror da ikke på retræte? Statistikkerne viser, at både vold, indbrud og anden traditionel kriminalitet er faldet markant over de sidste 20 år – f.eks var der 67 drab i 2024, og “kun” 37 i 2023. Opklaringsprocenten er meget høj, b.la på grund af DNA teknik. 

Man kan argumentere for der er skyggetal, da kriminaliteten er blevet profesionaliseret – dvs. de kriminelle mest laver overgreb på hinanden der så ikke anmeldes og derfor ikke indgår i stattestikkerne. Men stadig, min subjektive oplevelse er danmark er et trygt samfund hvor man kan gå med Rolexur alene om natten i “ghettoen”.

Terrortruslen er ifølge PET stadig “alvorlig”, men reelle angreb er stort set fraværende. Tendensen fra udlandet er de eneste der ikke bliver opdaget er ensommme ulve, der kører biler ind i menneskemasser. Alle der taler om terror og planlægger noget i fællesskab, søger på nettet om emnet eller skaffer våben bliver heldigvis diskert korrigeret.

Det rejser spørgsmålet: Hvis samfundet er blevet mere sikkert, hvorfor skal overvågningen så udvides? Svaret ligger måske ikke i realiteterne, men i den psykologiske og politiske gevinst ved at virke handlekraftig. Der er stemmer i angst.

Kommer frygten fra politikerne selv – eller er det en strategi? Politikere vil nødig være dem, der “gjorde for lidt” inden et møjsscenarie. Det er sikrere at handle for meget end for lidt. Sikkerhedsretorik er også politisk populær: 

Det skaber følelsen af kontrol og ansvarlighed. I virkeligheden er mange af de love, vi får, ikke baseret på faktiske behov, men på forestillinger om fremtidige trusler. Det er politik formet af frygt, ikke fakta. 

Er utrygge vælgere nemmere at styre? De mest utrygge vælgere skifter holdning hurtigst og som søger simple løsninger. De er partimæssigt illoyale og swinger. Det ved partistrategerne udmærket. Derfor skaber de narrativer, der får borgerne til at se på verden som ustabil, farlig og i behov for “fast ledelse”. Cambridge analytica var bare starten på denne digital/emotionelle kampagnemetode.

Det er lettere at sælge kontrol end nuancer, når folk er bange. Medierne kører med på den, for dårlige nyheder spredes hurtigst, de virker biologisk stærkere på os – stærkere end andre favoritter som liderlighed, forargelse eller misundelse.

Forbereder staten sig på fremtidig social uro? Med al den oprustning og global uro er det ikke svært se en fremtid med stigende ulighed, AI-arbejdsløshed, velfærdsnedskæringer, toldmure og klimakrise. Dette kan føre til sociale protester og uro. 

Staten har allerede systemer fra f.eks Palantir (Peter Thiel) der kan overvåge – og neutralisere – sådan uro, før den opstår. Det kaldes “præemptiv kontrol”: Ikke at styre folk, når de gør oprør, men at forhindre dem i overhovedet at organisere sig. Nu mangler de bare at snige en enkelt lille lov igennem denne sommer, før de lovligt kan tænde for skidtet.

Hvad med datasikkerheden? Selv de mest lukkede systemer kan hackes, fejlsikres eller misbruges. PET, FE og offentlige myndigheder bruger allerede eksterne leverandører og AI-platforme som Palantir og IBM, der sikkert selv har bagdøre i systemerne, der går til andre landes tjenester. Det betyder, at adgang til systemerne i praksis er distribueret til mange aktører – ikke kun staten. Vores privatliv er kun så sikkert som det svageste led i en meget kompleks digital infrastruktur, der er styret af ustabile globale spillere, der meget nemt kan lægge til den kommercielle civile verden.

Kan erhvervslivet få adgang til statens data? Vi har allerede set, hvordan offentlige data bliver brugt af private virksomheder til fx rekruttering, kreditvurdering og marketing. Forestil dig et banklån, hvor du bliver vurderet på baggrund af din sociale omgangskreds, tidligere kontakt med kommunen, forbrugsmønstre eller rejsemønstre. Teknisk set er det muligt – og det kunne hurtigt blive politisk muligt under dække af effektivisering eller “tryghed”. Såkaldt funktionel glidning gør, at teknologi bygget til ét formål (sikkerhed) senere bruges til noget andet, f.eks reklame, validering af forsikring eller rekrutering, kontrol og sortering.Hvad gør vi nu?  Vil vi være et samfund, hvor borgerne ses som potentielle trusler, der skal profileres og forudses? Eller vil vi være et samfund, der bygger på tillid og frihed? Teknologien er allerede her. Politikerne er tydeligvis paranoide overfor borgerne, magtsyge og måske i lommen på lobbyister…vi er nød til at have en stor debat:  Loven skal træde i kraft 1. juli, MEN ER STADIG IKKE FREMSAT i Folketinget! Debatter, del!

The post OPRÅB: Overvågning- ny lov på vej appeared first on BLAZAR.

“Laver du snart et nyt podcast-format?” Jeg har et studie og 1000 ideer, men orker ikke sponsorer og redaktører lige nu, for Danmark er tydeligvis et meget lille sprogområde hvor nicheprodukter har trange kår bag betalingsmure, og nye talenter bliver tit skubbet ud i glemslen af alverdens andet trygt indhold. 

Til gengæld lytter jeg til podcasts når jeg støvsuger, der afføder lidt tanker og nedenstående anbefalinger, efter 24syv´s  startskud på podcastens guldalder, men nu har enhver pølsevogn en podcast – podcast er det nye QR-kode – og podcasts er nu blevet de gamle medieelefanters kirkegård – alle laver en eller anden uendelig serie hvor to menneskebrands prøver at malke hinandens aura langt efter hovedstolen er udbrændt.

Typisk debuterer odcastformater for fuld damp men ender ofte som blegnede loopy Groundhawk-days, for hvem kan levere noget nærværende og vedkommende uge efter uge? Værterne ender tit som bulimikere der overspiser for at brække sig…eller tygger drøv på deres egen hale – eller laver circle jerkende rygklapper-klubber i lydform.

Måske skyldes det også  mikrofon-folket bliver dårligere og dårligere til at lave deres “kunst” – fordi de er nød til at bruge mere og mere tid på at markedsføre selvsamme hastige værker – alle er nød til at lege SoMe managers for at høste likes, trafik og egonærning – thi kun de færreste tjener penge på at podde.

Der er noget ensomt over tidens podcastbølge – mange programmer  handler ikke om så meget andet end lysten til at publisere – og resulererer i en slags hygge-trance i lytteren – der måske erstatter fortidens telefonsamtale med en ven?

Måske føles det nemmere end en interaktiv samtale – alternativet er at have parasocial fake-interaktion med en virtuel ven via podcast – man kan altid slukke for f.eks Jørgen Leth, det er nemmere end at ringe til ens rigtige forældre for de fleste…

Her er lidt (k)ærlig efterkritik af mine guilty-podcast-pleasures;

Broken Record: superproduceren Rick Rubin der påstår kan ikke spille et instrument eller mixe selvom han har l præget musikhistorien siden midten af 80erne, en musik-Yoda der virker som om han ikke behøver ikke bevise en skid, men bare hygger sig – har nu  skrevet en slags kreativ zen-selvhjælpsbog.

Han er god til at lytte og laver podcasts med folk han gerne vil lære noget af – f.eks en anden musikalsk enhjørning, Brian Eno, hvilket der kommer noget af det bedste “musikradio uden musik” jeg nogensinde har hørt ud af – uden de måler pik eller suger hinandens aura – et mesterligt og naturligt møde mellem to gamle mestre, der forstår kunsten at lytte, ikke bare snakke. Lyt her

Q og det gode selvskab: alle elsker en god skurk – Henrik Qvortrup har altid været kvik, konfliktsøgende og knivskarp – og ikke bleg for at overvåge selv de kongelige – jeg forestiller mig Foghs gamle spindoktor har et pengeskab fyldt med snavs på alle linse-lusene som pensionssikkerhed – han er en terminator & teflon-don nummer et. 

Måske er det en drøm, men jeg husker jeg så Q i et “hjemme hos” program, hvor han viste et hobby-rum/kontroltårn dedikeret til analoge fly-planer…Q viste præcis hvornår hvilke flytyper havde afgang til f.eks Maldiverne…en fascinerende asberger-måde at slappe af på.

Nu har han så haft premiere på et nyt program, “Q og det gode selvskab” udsendt via det hensynene BT . Det er et uventet format fra Q, der her søger konsensus og hygge blandt de stramt castede deltagere – således blev Inger Støjberg bongkammerat med Georg Metz i første afsnit, der f.eks handlede om at sove uden undertøj (med udgangspunkt i BTs mest klikkede historie denne uge…)…Det er ren Otto Leisner – og spild af god Q energi  hvem skal nu sætte politikerne på plads? Er Q i tung terapi? Er han blevet lykkelig og dermed kedelig? Jeg vil have onde Q tilbage! Lyt her

Q´s gennemgang af ugens gang i medie-Andeby overgås af “Verdens klogeste land”, der underfundigt distilerer vandviddet – de finder de sygeste interviewbidder og er relativt grove. Deres fake true crime versioner af aktuelle begivenheder og arbejde med det fiktive bogprojekt “Os i middelklassen – statsministerens guide til at snobbe nedad”. Absurdistan-holdet er virkelig vokset.

Notesbogen: Radio 4 er blevet meget bedre end det skrækscenarie de detroniserede 24syv-konger maler op: jeg har lyttet til “Notesbogen”, hvor kreative kan få lov at sovse rundt i deres egne efterladenskaber og strøtanker uden at være bange for at lyde banale, pretentiøse eller navlepillende. Det minder om en aften på Jazzhouse i 1990erne.

Programmet reddes af dramatiker og selverklærede neurotiker Line Knutzon, der bare fyrer den spontant af med den ene utaktiske selvudlevering efter den anden, der giver seancerne et befriende autentisk touch…jeg ville ønske jeg turde gå i teateret og se hendes ting blive opført – men jeg er bange for alt med optræden og udklæding – det er der nok af til hverdag, hvorfor putte et lag mere på? Lyt her!

Euroman: “Arbejdstitel”: Euroman var engang et sted der lukkede det kantede og nye ind med lange velskrevne artikler. Nu er det vist mest en masse slet skjult “betalt indhold” hvor man – hvis man f.eks læser på CBS i provinsen, træner meget og arbejder i en tøjbutik – kan lære hvad der er “rigtigt og forkert” i denne sæson – i nogle imaginære finere kredse. 

Uroman holder abonnementstallet oppe ved at dele det ud i frisørsaloner og på skodcafeer og har naturligvis lavet en podcast for netop at hellige sig distinktion, nuancer af forbrug og “de finere ting i livet” – tydeligvis mindreværdsmotiveret og grådigt efter endnu flere materielle symboler – det lyder rungende tomt, bedaget og værdiløst i al sin overfladedyrkende signal-affyrring og slet skjulte PC-optimerede retrokonservative smagsdommer-fetish  – personligt mener jeg ikke det er god smag at snakke om god smag idag, for findes det?  Lyt her

Questlove Supreme:  tromme-autisten fra The Roots er blevet en slags kustode for sort musik, hans “Summer of soul”  aka “Black Woodstock” dokumentar rummede vild stil og hudløse performances – i denne hyggelige podcastserie interviewer hans bande alle de glemte helte, fra Motown ikoner til rap-producer-beat-bagmænd.

Der er ofte en fabelagtig quiz hvor de skal gætte breakbeat-bidder på under et halvt sekund… ja, det er nørdet, men et fantastisk stykke vital kulturhistorie der konsoliderer hiphop som kulturel kraft, hvor kan man ellers høre Bizz Markie (RIP) lyve om sin obskure pladesamling? Nyd det…

Philosophize This! Jeg læste Jean Beudrillard da jeg var 13 – men opdagede til en session med mesteren på det Franske institut at ingen forstod ham, han grinede bare af alle i spørgerunden – men jeg elsker bøger jeg ikke forstår – men jeg har mindre og mindre tid, så “Philosophize This!” er som en bullion-terning af tung post-Frankfurterskole pensum.

Nu kan du endelig kloge dig om Deleuze og Duattari eller min genopdagede yndling, Byung-Chul Han og hans teorier:

“the terror of the same affects all areas of life today. one travels everywhere, yet does not experience anything. one catches sight of everything yet reaches no insight. one accumulates information and data, yet does not attain knowledge. one lusts after adventures and stimulation, but always remains the same. One accumulates online friends and followers, yet never encounters another person.”

Perfekt til træne hjernen og forvirre ens verdenssyn, og til indsovning, nyd det her

Ludvigs Podcast: x-djen Ludvig er en produktiv men totalt underspillet fyr, der har forstået at masserne vil have billeder på deres podcast  – ligesom Rogan (jeg forstår ikke videodelen, bruger kun podcast når jeg ryder op eller shopper og er træt af musik).

Ludvig giver en oplevelse af – med hans egne ord – “et varmt kram”. Han har droppet alle journalistiske dyder og har en forkærlighed for unge iværksættertyper og livsforlængende teknikker (a la isbade) der kan gøre dig yngre, mere produktiv osv…den der dødsangste performance-selvoptimerings kultur virker lige lovlig liberal og der mangler lidt systemkritik – siger min gamle hedonistiske generation X tvilling, men lyt til Ludvig, der giver gæsterne plads og f.eks får mennesket frem i Morten Messerschmidt eller Sarah Grunewald – eller giver en ny-frelst Joker så meget line han næsten hænger sig selv. Nyd det her

Art Smack: jeg savner excentriske Jerry Gogosians og kunstmarkeds-analytikeren Matt Capasso opgejlede ugentlige kunst-podcast – de bluffer sig kærligt igennem den skøre blue-chip kunstsamler-verden – men midt i stealth-wealth infernoet imellem Frieze og Art Basel rammer satiren virkeligheden – så Jerry har lukket butikken, da hun er blevet optaget på en tung business-school – det er bare nemmere at navigere i den verden med sine egne penge…lyt de gamle afsnit her: 

Det Hemmeligste af det Hemmelige: minder om konspirations-radio, men der er tung research bag løjerne – værterne vil ikke afsløre for meget om sig selv, men jeg fornemmer de har haft insider adgang til efterretningsverdenen – de har taget hovedspirng ned i Palmemordet kaninhul – der virkeligt beviser fiktion overgår virkeligheden. 

De afklæder det pæne uniformerede Sverige, de trækker tråde til alt fra Iran-contra skandalen til alverdens okkulte tosser, men så det hele fremstår plausibelt og skræmmende. Der kan gå lidt for meget “live research” i den og pointerne bliver trukket ud over alt for mange afsnit – det er tankevækkende at serien jo stopper hvis Palme-gåden løses – men giv det et skud. 

Mine yndlingsafsnit er med den herlige x-hjemmeværnsmand Mogens, der afdækker hvordan Danmark skulle bekæmpe Russerne med hemmelige atomvåben ved Køge Bugt, hvordan Nørreport var tænkt som en bunker osv…der desværre lyder uhyggeligt aktuelt igen.

Respekt for programmets indignerede harme over pressens lamme dækning af Finsen eller North Stream angrebet – endelig et program der lever op til det forsuttede begreb “magtkritisk”. Nyd det her

True Crime: Jussi ved det – der er meget trafik i “rekreativ frygt”, ghetto-reality og udpensling af vold & voldtægt – true crime-genren ligger altid på toppen af listerne, selvom der dør 10 gange flere i trafikken end af drab. 

Men hvor “true” er det at sætte to journalister til at samtale udfra nogle retsdokumenter? Politiet er altid hovedkilden, i sagens natur er hovedpersonerne, de karakterstærke kriminelle fraværende, så man kan påstå hvad som helst. 

Jeg tænker nogle af programmerne nærmest fetisherer en lille anakronistisk bandekultur og indirekte reklamerer og eskalerer konflikter, der bliver kommenteret som var det sportsresultater. Der bliver aldrig talt om økonomien bag banderne, hvordan livet er efter folk træder ud af miljøet eller hvordan politiet bruger banderne til at øge beføjelser og bevillinger. 

Det bedste i genren er lavet af Carsten Norton og Sune Fischer, men de hele tiden zapper mellem programmer og kanaler så følg dem på tværs af formaterne.

I den lettere ende er “Bag vesten” også sjovt, da Brian Sandberg, manden der har brugt et liv på at zappe rundt imellem banderne i bad standing, træder i karakter som en slags vært, der giver en virkelig fornemmelse af den kriminelle mentalitet – der transcenderer udnyttelsen af underverdens-facinationen. 

Alternativt kan du gå planken ud og hør den pivskøre “Førerbunkeren i Greve” hvor ægte gamle Nazister selv fortæller om at grille svin på hagekorsgrillen i Nazikollektivet – nyd det her

Syvkabalen: Rene Fredensborg insisterer stadig på hellig druk, tam countrymusik og umoderne kønssyn – men han har nu udviklet noget der minder om empati – det virker som om han er begyndt at hvile mere i sig selv, eller også behøver han ikke lave sine forcerede provokationer mere…han er blevet etableret…hans “Syvkabale” serie insisterer på at tage primært tabuiserede skæve stoddere ind til 2 timers fest – hvis du kan holde det ud så lyt hans uendelige program med det yderste højres fineste stripper, Uwe Max Jensen – eller nyd et mere fornuftigt afsnit her

Storhedsvanvid: ADHD har været moderne blandt voksne i lang tid – måske fordi man så kan fralægge sig ansvaret for ens rædselsfulde tosserier, måske fordi retalin er performance-fremmende? Biologer mener ADHD var der siden jæger/samler tiden, da de løb rundt i udkanten af flokken og fandt nye veje – og blev spist af bjørnene. Manu Sareen har lavet en selvsmagende serie om ADHD…Jeg finder Wulff og Morgenthalers podcast mere forfriskende – de bruger dampen konstruktivt i stedet for at sygeliggøre og pive.

Jeg har snedigt undgået alt født på standup-scenen, men på en god dag kan programmet skabe surrealistisk sjov, på en dårlig dag gentager de slidte historier og tror det er sjovt eller frækt at råbe “kokain” eller “anal”…til gengæld går det altid stærkt, lyt her

Politikens poptillæg: hør verdens mest følsomme alvorlige gammel-unge folde sig ud om f.eks trenchcoats i Jægersborggade tilsat 90er retro pop-soul, neo-fake-indie, kloge synsninger om popkultur og digte – der måske – måske afspejler et særlig PC woke sæbeboble-miljø et sted i mellem RUC og KUA. Man insisterer på at anmelde alt – i en tid hvor folk bare klikker på tingene og ser/hører om de virker i stedet for at have alting i drøvtygget form…

Jeg troede først programmet var satire over woke-post-livsstilsekspert-gøgleriet – det er næsten uhyggeligt så forsigtige og korrekte gæsterne er – the missing link mellem klassike hvide hjelm-boomere med Politiken plus og hipsteren – sorry det er sikkert krænkende overhovedet at kommentere på programmet – så undskyld på forhånd. Lyt her

R8dio: en fake dokumentar om en retarderet radiostation i provinsen…man fornemmer det er hævnerne fra 24syv der er bag – desværre er miljøbeskrivelsen sikkert tæt på virkeligheden i en fjern provins af krejlerkonger og køllehoveder. 

Man kan forsvare programmet med “det er ironisk” og “det er fedt der intet sker” og “pinligt er det nye sjov” men hvorfor bruge så meget energi på at gøre nar af noget ubetydeligt – og lave noget der bevist er bras, i stedet for at lave noget flot/klogt der vil noget – om noget man ved noget om? Jeg har en sød tand for provins-bashing, men selv gæste cameos med geniale Frederik Cilius kan ikke ændre på det er ufarlig indsovnings-radio. Lyt her

Aflyttet – i garagen: dansk techjournalists godfather, Anders Kjærulf blev dømt for niche af redaktørerne – så han har rykket sit usædvanligt velreseachede digitaliserings-kritiske program hjem i garagen og sød musik opstår – tænk P1 før populismen tog over. 

Diskrete Anders er klassisk journalist uden at gøre sin blotte tilstedeværelse til seriens hovedbegivenhed og besidder en særlig tone og poetisk tæft, der tilføjer hans tankevækkende demaskering af det ofte dystopiske stof et særligt liv, nyd det her

Det vi taler om: startede som et frisk program der luftede al den ubehagelige sladder fra gangene på Borgen – men så blev der sikkert lukket for kilderne – samtidig med lysten til selv at blive elite tog over, så nu er det sådan en gang “Se & Hør fredagsbar live”, hvor man ikke er for fin til f.eks at svine psykisk syge & dobbeltmoralisere derudaf.

Det er bizart at de har fået tabloidpressens ofre til selv at medvirke i panelet – mobbeofre bliver mobbere – rent Stockholmsyndrom – eller også fatter jeg bare ikke moderne opmærksomhedsøkonomi – eller glæden ved at skralde andres artikler og håne. 

Det er også bizart de panelet emulerer kendte selv…deres private gøren og laden er en stor del af programmet…det er uhyggeligt så mange mennesker kan samles om at svine folk de ikke kender til, jeg ville ønske programmet igen ville sparke lidt opad igen – lige nu spreder det bare social angst.

Okman medvirker også i “35 års skandaler i forsvaret” der på overfladen opsumering af forsvarets skandaler fra Olfis egen befalingsmand Peter Ernstved med den nyudsprungne forsvarsekspert Okman som klakør, så Billedblads-segmentet kan eksponeres for propagandaen. Subteksten er forvaret skal opruste – gad vide hvem der har betalt for dette program?

Men hej, måske er det tid til at slukke og ringe til en ven, eller bare lytte til lydene omkring os?

Morten´s podcasts

The post GUIDE: PODCASTS – lyd-klummer,  fremtidens medie eller sølle parasociale narresutter? appeared first on BLAZAR.

LISTEN TO MY NON-PURIST RETRO-FUTURISTIC CLASS TOURIST NON BINARY UTOPIAN TECHNO HERE

Techno: my early years

LISTEN TO MY NON-PURIST RETRO-FUTURISTIC CLASS TOURIST NON BINARY UTOPIAN TECHNO HERE

The post The Origins of Techno – Play That Funky Music White Box appeared first on BLAZAR.

DISCLAIMER: Jeg ved intet om metal. Efterdønningerne af Corona har dræbt flere mere generiske festivals – omvendt trives stramt kuraterede genre-specifike events.

Mens Djøfstortion-eliten netværker i selfie-fjollemøde-boblen på krøllebølle-øen åbner et hyggehelvede på Reffen: Copenhell er en gennemtænkt gennembrandet totalinstallation med flad struktur. Copenhell er tankevækkende:
Guns N´Roses: dengang de var 90ernes Aerosmith havde jeg en pervers glæde ved Axl Roses outfits – blandingen af kropsnære cykelshorts, små junkie-solbriller, kæder, duperet hår, bandanas, slangeskindsstøvler, nitter og en pangfarvet Armani blæser med vat-skuldre man kan lande fly på er selv idag en fest. Sidst jeg så ham var han medicin-hævet, havde approprieret ghetto-corn-roll-hår og havde en iltmaskine backstage – det var en af den slags koncerter hvor man nærmest møder op for at se om artisten dør på scenen.Senere småslumrede Axl tudseagtigt på Nasa og blev pænt parkeret og forladt på Cozy bar som en slags karmahug for hans afstumpede tekst: “immigrants and faggots/They make no sense to me(They come to our country/And think they’ll do as they please/Like start some mini-Iran/Or spread some fucking disease/ And they talk so many goddamn ways/It’s all Greek to me”. Bøsserne troede han var en eller anden drengebands-dude pga. Axls garn… I 2023 er Axl friskere – man kan næsten ikke se hans øjne for bar filter – han ligner Donald Trumps lillebror – iført spritnyt østtysk kontor-biker-kluns og totalt blottet for selvironi. Han hviner stadig som en syg kælling i en tegnefilm henover en bøvet bluesrock-bund mens bagtæppet blinker som en enarmet tyveknægt eller fyrer klodset Amiga-grafik af der ligner noget fra en eurodance video om teenage angst fra 94.Lyspunktet er Stash eller Slash der faktisk kan spille en ond guitar – og får lov til det – ud over det hele. Han har ret oplagt en Eric Claphat t-shirt på – endnu en fingernem hvid fyr med smag for blød blues og heroin – og Slash skifter til en ny sikkert sponsoreret spade i hvert nummer, som var det en guitar-messe.
Men årets version af helvede spænder bredt – fra kropslig mosh pit til gotisk hængekøje chill out – til tonerne af alt fra pompøs tågehorns far-rock til commandoraids fra de nyeste subgenrer, frugterne fra det næsten uendeligt muterende metal-stamtræ – der er sket en del siden The Kinks indspillede “You really got me” i 1964. Resterne af Texanske Pantera spiller uden guitaristen Dimebag Darrel, der blev skudt på scene af en skør fan – og trommeslageren Vinnie Paul, der døde ung af et hjerteslag.Men Pantera virker stadig – sangeren prinser rundt og råber i badesandaler, trommeslageren er fra legendariske Anthrax og pisker en mægtige lydmur op, der blæser støvet på pladsen vandret. Det virker fint tak.For de forsamlede far-kroppe føles Copenhells mørke fantasifoster tydeligvis mere relevant end natklubbernes uendelige flaskebordes selfie-ræs.
I en tid hvor epidemier og atomtrusler igen er præsente føles metal som en metode til at kramme angsten ihjel, se den uundgåelige død i øjnene og omfavne forfaldet og det menneskelige.Det hele bliver taget et niveu op da svenske Meshuggah angriber efter solnedgang. Deres suveræne polyrytmik og – tør jeg skrive det – jazz-funky grooves – med modificerede mekaniske guitarkaskader på toppen og flimrende lysshow skærer igennem luften.
Min makker, en hærdet rave-veteran, bliver ganske utilpas – han går i panik og spurter mod RIP-områdets mere tamme rammer.
Prøv Meshuggah – de er klart i min kanon for fucked up gulvrenser-musik sammen med Carcass, Throbbing Gristle, Public Enemy, DJ The Producer og Ryojo Ikeda. Måske er Metals rituelle grænseoverskridelse med horror-glam, antydningen af hobby-satanisme, vikingetrip, oprør, Nietzsche & biker-romantik forudsigelig og fake, men dens udgangspunkt er ægte – en hellig vrede mod magten og pumpende undertrygt livslyst og længsel efter eventyr, skoldmøer og skibskatastrofer en overreguleret verden. Eller er metal ekkoer af uformulerede følelser af fremmedgørelse og meningsløshed, depression, ensomhed, tabt kærlighed, tømmermænd og dødsangst? En tribal coping strategi? Er metal en overlevelses-ventil for vores negative følelser? Eller er det bare en silverbacks dødsrallen efter han har fyldt sig med Jack D mens han slår sig på brystet?Er Metal et sundt alternativ til hooliganisme? Eller er Metal bare den uartikulerede wrestling udgaven af punk? Nevermind.Jeg glæder mig ved at se hele hverdagens billede-økonomi blive vendt om, her er grim godt, ondt er godt i denne kirke for den hensynene maskulinitet.Der er kommet flere kvinder til med årene  – selvom bjørne-mænd skyldløst kan grubbe topmaver til tonerne af spandex-klædte mandekællingers hvin når de gruber deres træpikke og river i osteklingerne i varmen fra flammekanonerne på scenen.
Metal-troldene siger undskyld når jeg spilder naturvin på dem – jeg gætter på de er nyskilte biokemikere med asberger eller ægte mennesker fra Nakskov. Der er ikke nogen der måler pik eller gør sig til – og alle verdens problemer kan relativeres med en fadbamse – eller 6 i en pap-holder mellem fødderne mens man nikker sammen i lydinfernoet.Der er nul narko og nul slagsmål og en del gamle punkere. Vi tager magten tilbage ved at være ligeglade med alt deres livsstilslort denne weekend.Hvor kommer de fra? Hvor er de til hverdag, de skønne masser? Der er meget få ironiske voyeur-turister her. Hvis alle danskere var som publikummet på Copenhell ville verden være et bedre sted.
Klart metal også er blevet en slags cosplay for Danske Bank medarbejdere oversmurt som formel 1 racere i spritnyt logo-merc fra de mange boder.De samme mennesker er sikkert på Heartland iført Patagonia-fleece og tidens rigtigste meninger eller til Royal Run i lycra for at hylde kondi-prinsen senere på året. Nevermind. For Copenhell er ikke blevet dødskysset af Politiken- abonnenter og influenzers endnu, der er fred i Valhalla – for Copenhells kernekvalitet er stadig at det er er umuligt at være prætentiøs, smart, dyr eller lækker – det er skønt med et pusterum fra livsstilsfængslet. Det var årets stikprøve fra overflødighedshornet på Reffen – bare rolig – helvedet kører videre derude nu!

Prøv Copenhell 2024!

GUIDE: Musikgenre-ævl

The post COPENHELL 2023 appeared first on BLAZAR.

FLASHBACK Klip til sen-90erne hvor Københavns spirende men fragmenterede klub og ravescene – via den franske Bobo Thomas –  fik en fælles samlende ramme. En uge om året kunne man få et armbånd der gav adgang til hele klub-kataloget – rammet ind af en episk anarkistisk afslutningsfest på en frisk hemmelig lokation. 

Scenen startede i det små omkring Stereo Bars cast af senior-hipstere, naturvins-fetishister, vinyl-jonglører, goa-overlevere, konceptkunstnere, klatmalere, Christianitter, kaospiloter, Punk-Royal-jyder, udvekslings-studerende og lommemarkeds-stylister der club-cruisede sammen i dobbeltdækker-busser og i Havnerundfarten til lyden af hoppende techno-dj-pick-ups.

For København har altid manglet en ordentlig byfest – og selv om jeg lider af salsa-fobi og hader wiggers må jeg erkende karnevallet var magisk de første år i indre by, indtil forstædernes knivstikkere overtog og seancen skalleredes ned ude i fælledparken. 

Distortion blev hurtigt  en nærværende utopi, et menneske-museum hvor nye sociale akser blev aktiveret – byen blev vendt på vrangen og der opstod rodede temporære autonome zoner helt organisk. Smukke øjeblikke, hvor masserne føltes så trygge de lukkede kaos ind, tabte egoet og overlevede nattens ballade. Den monotone hverdag blev udstillet i dette cirkus af lyst og muligheder.

DISTORTION – RAVE MUSEUM – VÆRKER AF MORTEN ROCKFORD RAVN

Heldigvis var der mange kræfter der så potientialet i at støtte Distortion som en frisk ny byfest – med passede kommunal armslængde – så ansvaret når det går galt – for det gør den slags ofte – var uddelegeret til en frisk franskmand udefra, ikke en kulturborgmester. 

Thomas var trådt i karakter som situationistisk general, der også rebrandede København som den sjoveste by i Skandinavien. Jeg har selv spillet foran Børsen lige efter en Helle Thorning tale…det var pisse sjovt.

Distortion bed sig fast – og blev “Politiken-læsere i Nørgaard tøjs” darling – indtil festen svulmede op og blev for folkelig, for hedonistisk, for rave. Distortion eksploderede i størrelse og så kom backlashet – men “Tistortion” ramaskriget gjorde bare Fleurquin trodsig, han tabte sit ellers sikre boheme-stilkompas og lukkede op for det rave-industrielle komplex, der kom fodbold dakke-dak trance-trap & EDM på programmet for stereotype sunny beach-basarms-chav med fake raybans der klatrer i lygtepæle med en sixpack i bæltet.

De små subkultur-konger, smagsdommere og resteratører der oprindeligt var fundamentet for Distortion distancerede sig fra monsteret, ligesom kommunen var fremme med pegefingeren. 

Jeg blev selv for magelig i de år og optaget af de “finere” ting i livet – orkede ikke dåseøl og wc-køer og lyden af udbrændte PA systemer der bankede rippede MP3 filer op i det røde. Måske er jeg bare erfaringsramt, men nattelivet føles ikke som det mest spændende sted i samfundet mere. Ø I 23 fik jeg lyst til at være turist i min egen by igen – og jeg må tilstå at Distortion – nu har ramt en balance imellem åben fri gadefest med næsten lige som mange hobby-djs som dåseøls-dansere – og en stramt kurateret prof festival langt ude på Reffen – Distortion Ø – men stadig inkluderende og uden herakier og  boble-borde, vip-områder & kø. Selv backstage-området er bare funktionelt og kedelig i forhold til selve festen udenfor hegnet, hvor det passé  og føles upassende at tage billeder til insta (eller til denne artikel), da Distortion er en nærværende fuld-kontaktsport i 2023. Jeg opgiver hurtigt enhver form for overblik i techno-trylleskoven, der bombarderes af femi-trance, neo-dakkedak og tysk labtop-dub-techno. Der sker meget imellem scenerne, de erfarne event-arkitekter forstår en ordentlig fest skal have afkroge, køkkener og dark rooms – ikke bare scener og barer. 

Jeg møder en susende gammel klubkriger der er lidt stiv i betrækket, han råber:  “coke er for dyrt og restløst – nu suser jeg på et afmålt mix af ketamin og MDMA. ” Vildt med en heroisk dose i kaotisk setting – jeg ville ikke turde indtage det mix på et privathospital i Alperne. Heldigvis har den gamle medicinmand et større entourage af bodyguards og en ædru kone der konstant hælder kildevand på ham for at forhindre den totale nedsmeltning.

DISTORTION NØRREBRO

Så rammer jeg den franske fest-general & sølvræv Tomas Flyerking, der vælter rundt alene 72 timer efter festens start – vi orker ikke drikke mere, men ender alligevel oppe på hovedscenen med DJ Beige fra Detroit i solopgangen – så bliver Thomas besat af en ung Iggy Pops sjæl og begynder at tyre palmer ud til publikum – der bare griber dem og opfører en slags stammedans eller bruger planterne som vifter. Han er blevet hvidhåret – det tror fanden efter 25 år som ansvarlig for Københavns største byfest – men ser bedre ud end da eventyret startede. 

Foran scenen smelter en skøn blandning af turister, proto-ravere, byrotter, crusties med dreads, natklub-ikoner fra 90erne, ægte hippier, Tulum-jetset dealere, terapeuter og millionærer sammen på tværs af alder, race, klasse og rusmiddel-præferancer – der er ingen Brian-energi, bander, hools, cool smartness, overdoser, drugrape eller vold, kun fremmede der er klar til at kramme nye venner. Måske er MDMA eller pot bare rarere end alkohol.

Der hænger non-binære atleter i ringe i loftet.  Den gullige fuldmåne danner sammen med Copenhill og kraftværkets skorstene og kraner et bagtæppe af stor skønhed. Detroits Moodyman læner sig lidt for meget op af geniale Prince – i stedet for at spille sine egne klassiske funky syrede tech/house/gospel ting. Hans mix er slappe, men hans valg af tracks forbløffer – efter stram stilren house lister han Womack & Womacks “Teardrops” ind – og selvom de fleste foran scenen gik i børnehave da den udkom er de med på teksten som var det en Helmig koncert…Moodyman topper den med Arrested Developments ulidelige “Everyday People” der sender mig tilbage til traumer på Park og Jazzhouse i 90erne – jeg er rystet og stirrer olmt over mixeren til en grinene Moodyman, der straks skifter til noget tempo-ustabil eksperimenterede minimal tech-soul. “I love you!” mumler han over microfonen. En labelejer forærer sine farvede limited edition 180 grams vinyler til Detroit-DJ’s backstage – en sonisk flaskepost.

Et par moderelaterde byrotter har piftet sig så stramt op jeg ikke kan se deres øjenfarve i morgenlyset – den ene springer ud på mig – den andens skæve sports-tøj – der er smart på første række ved en catwalk – skaber desværre – mixet med hans spændte kæbe – et skræmmende hooligan-agtigt udtryk. Gad vide hvad der reelt var i deres cuttede “coke”?

Jeg savner dog Distortion Ø genopdager vintage-undergrunden: hvor er Ohoi, Dub-scenen fra Bolchefabrikken, Copenhardcore, fantastiske erfarne djs som f.eks Bjørn Svin, Daniel San, Madvig, Vammen, Klaus Boss, Opiate eller Bjarke?Der bliver booket lidt hukommelsesløst. På en mindre scene virker det som om DJ Jean Von Baden vil have hævn – måske har for mange lounge-jobs og corporate events fået ham til at pakke en solid gang tysk techhouse og iføre sig en glimmerjakke der ville gøre Elton. Den gamle go-go danser entertainer med livet som indsats og ender i en læder-harnisk og feedback, en regn af ekkoer der renser luften før Kollektive Turmstrasses mere kontrolerede laptop-live-sæt. Da jeg som en anden sportsjournalist spørger Jean “hvad føler du nu?” Svarer han “der var 20 minutter hvor de Cambodianske svampe gjorde jeg bare spillede ned i et sort hul -helt blind…” tror nu ikke andre bemærkede det…folket havde hænderne over hovedet. 

Men trods normalitetens mangeårige dødskys af ravekulturens æstetisk og indhold føles Distortion vital – for ligegyldigt hvor meget minimal techno der er blivet spillet i tøjbutikkerne og hvor mange forklarende artikler og rave-mode der er gået mainstream kan selve fest-akten føles aktuel igen her – den transcenderer total ritualisering og egne traditioner. Distortion er stadig mere end en eskapistisk ventil, detet utopisk udfaldsrum. Eller som Colonel – der barsler med en dokumentarfilm om Distortion – siger: “Dont go to museum /Thomas Dalvang Fleurquin is the King of relational aesthetic” Måske danser Distortion – traditionen tro – videre til efterfest ude ved vindmøllerne?

Ses i 2024!

The post DISTORTION 25 ÅR! appeared first on BLAZAR.