UGE 29 i Nord: Alt er fedt på den genhusede kontrovercielle MIL-festival: alt spiller — god lyd, stram afvikling, ingen toiletkø, bredt udvalg af tryg mad, f.eks Sticks’n’Sushi og Joe & the Juice. Hurra, ingen bøvede branderter, overdoser, nymodens dakke-dak, jambands, digtere, podcastere, champagnevask, VIP, romaer, fuzak, folkedans, reklame-buddisme, freakshows, subkultur-gøgl, conceptkunst, rock-dinos, woke-manifester eller Brian-energi på det super positive genfødte MIL.
Festivalgæsterne er nydelige, kontrollerede, høflige og nysgerrige – og dyrker en uniformeret enshed: nye hvide T-shirts, baggy jeans, korte sorte shorts, Birkenstocks og New Balance-sneakers til begge køn. Logoer og bling er dødt. LVT er gået 18 % ned, og mode er for tabere. Det er ikke eksklusivt mere.
Her er hedonisme og dekadence passé. Gæsterne er meget fokuserede, sunde, smukke og veltrænede – en homogen masse. De er mere til CBS, Joe & the Juice, aktier, saunagus og Sats end til den forrige generations fetish for grænseoverskridelse, bling, kultur som identitetssignal, ironisk helgardering, efterfester og andet dumt hipsteri.
Det smukkeste er næsten, at telefonerne nu er gemt væk. Ikke bare fordi der er dårligt net på festivalen, men fordi mennesker, der har et liv, hellere vil opleve det hele live end at lege digi-dukkehus.
Det er simpelthen lavstatus at bruge sociale begivenheder som bagtæppe til selfies, influenza og selvbranding. De Instagram-venlige sponsor-vægge skyede folket som skinny jeans. Vi prøver at være nærværende igen — sammen. Det er smukt og meget kontoleret.Modsat de forrige generationer dyrker gæsterne det basic og anonyme – de nyder at flyde sammen med massen, de er ikke så fokuserede på at være individuelle på overfladen. Der er gået inflation i fashion, der virker som et uendeligt absurd cosplay-projekt. Alle er næsten klædt ens, så nu aflæses klasse på gener, hvor meget tid man har til at træne (eller om man er diskret kirurgisk korrigeret). Det er ligemeget, den der har det største sommerhus tættest på vandet vinder alligevel.
Kønssplittelse: Det er klart pigerne, der styrer spillet. De er 20 cm højere end drengene og mest fokuserede på veninderne. Drengene fjoller generte rundt i grupper og ligner noget uironisk fra Beverly Hills, 90210, de sikkert aldrig har set — igen ren cargo-cult. Måske ordner de det online.
En ting skar mig i øjnene…folk med børn der fester – vi taler ikke bare om den klassiske liderlige nyskilte med stikkende øjne, der lige skal ned og checke sin teenagers venner og veninder og festivalbrændert som alibi for et tilbagefald.
Det nye er man fester i bedste nuller-stil mens ens mindre børn – ofte ned til 5 år – løber rundt i flokke, ofte med øreværn og iPad – og gerne til sent. Jeg skal lige vende mig til det, min indre juru er ved at votere, men måske er jeg bare sippet. Modsat er aldersfacisme helt out, da de unge blevet er nysgerrige på os der har oplevet en ikke-digital verden…skønt generationskløfter er ude.
Det gamle Backstage-parnas: “du skal høre det her hemmelige band, der kun udgiver afrobeat møder saunatechno på vinyl” – slut. Ingen har tid til anmelderen, skribenten, oversætteren, medie-mennesket, smagsdommeren, originalen eller seniorhipsteren – de er blot overflødige mellemled og mellemhandlere der prøver at lave af at drøvtygge virkeligheden for os – for nu kan alle trykke på alt og få alt og blive eksperter på alt, hvad algoritmerne har skyllet op på vores kulturelle cargo-cult-strand — om det er håndspillet funk udført af 60-årige mænd i bedemands-suits, lesbisk straight-acting 80’er-retropoprock eller en nyfortolkning af UK garage eller Lis Sørensen – vi prøver alt: ”Hvis det virker, virker det.”
Det, der trækker på scenen nu, er artisten som meme — som en antenne for tiden sensibilitet og æstetik, man kan samles om en times tid, for i dag bliver der udgivet lige så mange numre som i hele 1989, så popmusik handler naturligvis stadig mest om markedsføring — men oven på det også parasociale interaktioner med artister, der gør sig til spejle for tidens samtaler.
F.eks. så/hørte jeg dansk pop/soul/trap, der var brandet som LGBT+/anti-tykfobisk/hyper-inkluderende, komplet med One-Two-agtige ubarberede armhuler — der, trods publikums meget trænede og indavlede sammensætning, blev hyldet voldsomt, for der er jo bare en æstetik og et kald efter følsomhed og accept, selv den mest adelige fitnessdronning kan (for)bruge, også som markering af vi er gode mennesker med gode værdier, og lidt en en tur i zoo, ligesom gangsterrap (der helt uansvarligt er blevet pimpet til børn i 1o pr af det ellers så korrekte DR) — så kan man få suset fra den helt ægte ghetto, man alligevel aldrig kommer i, på sikker afstand som en romantisk krimiserie.
Jeg har pjækket fra Tisvilde i 10 år – tror jeg stod af omkring pony-slagtningen… her er en rapport fra helt anden tosset tid:
I udkanten står fomo-seniorhipsterne og trykker næsen mod ruden lidt endnu, og måske for at sikre dækning i de døde gamle medier – og for at dæmme op for mere Tisvilde-brok — har de fået deres eget trygge territorium, så de kan føle sig inkluderede og fetere hinanden og føle sig relevante, nu alle andre ikke ved, hvem de er mere, du finder dem på en simulation af Jazzhouse, komplet med reklameklovne der skriger på relevans fra deres privilegieblinde vakuum i de digitale elfenbenstårne og i gokkecirkler i talkshows, udsultede vin-anmeldere, retrokonservative “flippere”, kartoffelrække-børnevoksne, x-børne-tv-stjerner og en aggressiv terapeut/coach-type, der svajer rundt til slidt sølvbryllupsfunk à la Dan Rachlin, scenens “djs” stadig tror er spændende undergrund eller god smag – som om det findes. Det er pisse hyggeligt.
Jeg våger pelsen som turist og skriver lidt om den helt overblæste agurketids-debat, der tidligere har været om festivalen, en hentz fra et krænkelsesparat Tisvilde-borgerskab. Måske har debatørerne for meget tid og for mange tømmermænd efter lange spændende liv? Der er kun festival 3 dage om året… ørepropperne er opfundet? Det er svært at lave en omelet uden at slå et æg i stykker…
Det er jo ikke Nationalmuseet, der er blevet købt af Berghain eller blevet lavet til et Dubai-center af en kapitalfond, vel? Der har altid været livsstils-krig i Tisvilde. Først var det de lokale fiskere, der brokkede sig over københavnernes opkøb og adfærd, de brokkede sig så over togvogns-generation-x, der så brokkede sig over Musik i Lejet. De stakkels indfødte mod gamle penge mod nye penge mod gøglere uden penge, der gøgler for de rige – reelt bare et microkosmos der viser den samme gentrificeringsmølle og centralisering, vi ser overalt.
Konflikten har sågar fået sin egen tv-serie, jeg aldrig kommer til at se. (Hvad med at lave tv om Nakskov eller Brøndby?) Nu foreslår nogen lokale endda at lave en ny, mere “autentisk” festival i Tisvilde — det samme sted, Musik i Lejet er blevet smidt ud fra, så kan konflikten køre forfra…
Lav dog en romersk arena på parkeringspladsen ved loppemarkedet, hvor alle de store, vigtige egoer kan kværulere eller wrestle videre om, hvem der er reelt er den virkelige enevældige borgmester med den helt gode smag? Jeg nævner ingen navne…Zoom dog ud og find en vigtigere kamp. Men hej, problemet er vist løst nu via udflytningen til Vejby, hvor sommerhusene sikkert stiger, nu der sker noget via MIL.
Så lad os få togvognen med reklamedigterne og stålhjelmene tilbage, lad os få Noma og Copenhell og Distortion, et vikingemarked, Chart art fair og Formel 1, wrestling og Bostad-fest til gamle Nordsjælland – der er en kulturel udørk, et plejehjem for gourmetsexuelle arvinger, netværksnassere, fedterøve, indavlede alkoholiskere, vejrhaner og kuponklippere.
Eller måske skulle man genopføre antitesen til Musik i Lejet – det mere Politiken Plus-agtige, ældre men fantastisk smukke og større Heartland deroppe?
Nevermind, det er bare gas… fuck Skagen, hurra for Musik i Lejets genfødsel, hurra for der er nogen der magter at skabe nye sociale akser.
Jeg booker Helenekilden nu!
Fortsættelse følger… ses næste år!
