Engang var metal noget mennesker dyrkede hele livet – metal var en tatovering – og et fravalg. Idag virker det mere – som alt andet – som et karneval, et mode, en attitude man leger med til en velkoreograferet gennembranded event i evig udvikling.
En slags vrestling for voksne, hvor man ikke kan komme til skade, et karneval hvor selv aktiehandlere kan tage dagens uniform på og forsvinde i masserne – præcis som en fantrøje til en fodboldkamp, og nyde det frirum Copenhell er – hverdagen er sat ud af kraft – og vi kan få et pusterum fra skadinavisk design, politisk korrekthed, nymoralisme wellness og fitness og dyrke det uperfekte et sekund. 
Men metal er banalt set – som techno, gabber og D&B – en måde at cope med tabubelagte følelser – og erkende vi alle har tabt – og skal dø. En slags træning til at overleve den moderne stress, en slags afladning igennem symbolsk rituel aktualisering af “det negative” – bare i tryg tegneserieform, et Disneyland for mennesker med fortrængt vrede. Det er nu engang nemmest at give sig hen til det helt tomme, eller måske at underkaste sig markedets menneskekværn og lære at nyde det, eller bare lade sig underholde?
Professor i musikpsykologi William Forde Thompson mener metal forløser vrede, sorg og angst – ikke ved at fjerne følelserne eller tage stilling, men ved at give dem krop, system og rytme. Når du står i moshpitten, får du lov at mærke alt det, du normalt pakker væk. Metal fungerer som et slags ydre kontroleret stormvejr der lynafleder det mere kaotiske indre stormvejr. 
Vi kan også læse metal som et symptom på det kapitalistiske realismes mørkeste skygge. Det larmer på forudsigelige måder, men udretter ingenting – metal er et “safe space” for systemgodkendt hygge-nihilisme.
Måske er doom, black og drone metal mere ægte hauntologisk: en besværgelse af det tabte fremtidshåb, hvor støjen er klagesang over alt det, vi aldrig blev, alle de følelser vi aldrig havde, alle de vikingetogter vi aldrig var på, al den smerte vi har ved at fravælge egne behov for markedets gøgl. 
Klart der er et kæmpe marked for et fælleskabs-ritual i dagens hyperfragmenterede ensomhedskultur: alle kan være med, der er flad struktur og det er stort set umuligt at spille smart på Copenhell – der har spredt metal-palletten ud til også at indkludere røvballerock, big beat og 80er ikoner som Billy Idol. Alt andet end dakkedak, lå lå lå, trap og tiktok. 
Flashback: da rock blev for landligt, bluesy og hippie-agtigt i 1970erne – eller for studendikost og esoterisk og gemt bag volde af keyboards, concepter og lasere – der begge føltes virkelighedsfjerne og forældede efter Manson, Alamont, Vietnam og oliekrisen – opstod metal – der reelt bare var en tilbagevenden til Kinks og Who, til ren ungdommelig nihilisme og adrenalin. 
Ligesom med datidens opblomstrene Gru tegneserier, Rocky Horror, glam, knallertbander og gyserfilm kunne man så LEGE med bagsiden af idealismen og månelandningens kolaps, uden det reelt førte til andet end selvskade, hylende ører og spredt hærværk på vej til og fra Brøndbyhallens koncerter.
Jeg var ikke så vild med sange om riddere og motorcykler fremført at mande-mænd i spandex med der gokker på træpikke mens de viner og slår med mankerne, jeg var mere til punk og senere industrial, da disse former var mindre formaterede, renere og mere artikulerede i deres analyse og kritik af systemsammenbrudet.
Metal blev – b.la via Kiss – til en slags wrestling. Metal mestrede dog – ligesom rap – både at være under og overgrund samtidig og har da udviklet sig. Selvom det minder om cosplay, er Copenhell stadig en god fest – prøv det!
