Jeg er ikke en person, der tilhører en uniformeret stamme, nej – jeg er et æstetisk lag over en flimrende kerne. Jeg føler ikke, jeg hører ikke til, jeg curater flydende. 
Engang var de der – retro-punkere, melankolske goths, hiphop-wiggere med oversized alt, mods på scootere der lignede englændere der imiterede franske film fra 1960erne, technoheads med MDMA-kæber, minimal-anal-Arne med de store firkantede briller, den sorte berliner-label tshirt og asbergers-vinyl-samlingen, eller en collagefyr som Vice-hipsteren med skinny jeans og “ironisk” Americana kluns. Men subkulturerne døde – uden nogen bemærkede det. 
Nu er det cottagecore på mandag, nepo-slumcore på tirsdag, FCK onsdag, lidt slutty nun-core til festen fredag, work-wear på klubben lørdag, selvom du ikke kan skrue en lampe op.
De klassiske subkulturer døde. Selv Skinhead-looket blev hijacket af nazister, så bøsser. Hele subkulturer blev tømt for indhold, arkiveret, genoplivet og solgt tilbage til os af H&M som “limited edition” t-shirts, der skyllede op på forbrugernes strand, ren cargo cult, objekter løsrevet fra betydning, reduceret til ren effekt.
Men subkultur som fænomen? Den muterer. Den er ikke død — den er bare blevet sværere at få øje på, fordi den ikke længere handler om modstand. Den handler om stil, æstetik & cosplay. Natklubber er ikke mere mødesteder, det er kulisser til instagram posts.
Tak Instagram og TikTok. Stil er blevet løsrevet fra historie, fra indhold, fra tilhørsforhold og reduceret til tegn – uden betydning, uden dybde. Også tatoveringer. Især tatoveringer. Vi gik fra “Born to lose” som en skillevej i livet til “et minimalistisk linework af en kat, jeg så på Pinterest”. Det hele er bare “et eller andet”.
Subkultur døde endeligt midt i 10’erne, da algoritmerne tog over, og cool blev noget du kunne købe som abonnement eller som pakkeløsning eller se en tutorial om.
Før i tiden krævede det en indsats at finde og medvirke i en subkultur, en stamme, typisk et neurosefælleskab, en overskuelig micro-verden, der ofte havde sit eget skyggeliv hvor personlige og lokale varianter ud fra en løs grund-template kunne marinere i årevis udenfor medielyset, modsat idag, hvor alle dumme ideer konstant bliver transmiteret og monetiseret.
I dag låner du bare en subkulkturs æstetik for at få reach. Altså… du klæder dig ikke ud for fællesskabets skyld. Du klæder dig ud for engagement-rates og nikker til det liv du drømmer om at leve – lige i dag.
I stedet for én identitet har vi mindst femten, der kan mixes samtidig: mikroæstetikker, cosplay-mentalitet og curated personaer. Du er din egen stylists moodboard. I stedet for “jeg er goth” siger man nu “jeg leger lidt med en angelcore vibe i dag”. I stedet for “vi er imod systemet” siger vi: “jeg bruger sepiafilter og går med meshhandsker.” Der findes ikke noget udenfor opmærksomheds-økonomi-markedet.
Inspiration:
- Cottagecore – Landlig romantik, vattæpper og rabarbergrød i blød sol. Ironisk?
- Goblincore – Skovtrold-vibes. Mudder, svampe, lommer fulde af underlige sten.
- Blokcore – Dansk betonjungle æstetik. Hætte over hovedet, joint, Hoodrich
- Mobwife-core – Store solbriller, leopardprint og “jeg betaler ikke skat”-energi.
- Slutty Nun-core – Kors om halsen, latex om kroppen. Kirke + OnlyFans. Sm.
- Silliconcore – Kunstig intelligens møder plastikpoesi. Alt skinner, ingen mimik.
- Sad Beige Toddlercore – jordfarvet skandinavisk barnelook i 2012. Hør og havregrød.
- Post-divorce Dadcore – New Balance, grillhandsker, rødvins-snik-snak.
- AI-Protagonist-core – Promtet main character vibe.
- Digital Pilgrim-core – Techno-mystik, runer, starseed-vibes og krystaller
- Doomer Techno Fairytale – Sort eyeliner + æstetiseret vampyr-verdensundergang. K.
- Cronenberg Casual – rygsæk er formet som et organ. Body horror og matrix kåbe.
- Flatpack Goth – IKEA-møbleret depression. Billig, pæn, knust, et med murene.
- Feral Girl Autumn – Ikke “hot girl summer”. Mere: råb i skoven, bliv væk i 3 dage.
- Corporate Burner-core – Tag på ayahuasca-retreat mellem to Zoom-møder i Patagonia.
- EasyJetset-core – Aperol i solnedgangen, Reffen og rullekuffert.
- Bobo artisan – laver usælgelg kulturbras for forældrenes penge og dresser ned pga. skam.
- Nepo-Kid Fake Slum-core – leger med muslimsk gangsterrap-æstetik og kører fars SUV.
- Quiet Luxury – Cashmere, beige, ultra-dyrt og ekstremt kedeligt, paranoid men håber på at blive kidnappet.
- Politikenlæsende Gamme-ung (aka Mormor-core) – strikker og poster meninger om Gaza og børneopdragelse, moralsk, god, udskammer alle, der ikke fatter den korrekte Østerbro-kode. Glædesløs.
- Gorbcore – er overalt i Metroen – goretex, drømmer ubevist om at gå så langt ud i skoven at der ikke er mobildækning – frihed.
- CBS Neo-Yuppie-core – Techvest, hvide sneakers og grøn matcha i hånden. Fuld woke-vibe men drømmer om at jobbe for Deloitte og lave en app, skjult Trumpist.
- Posh Hooligan – Kombinerer UK-vibes, Stone Island, coke og tandbeskytter, men er i HK og prøver at networke på stadion, måske skabsbøsse, råber i kor som terapi.
- Victor-core – Rolex, Shamballa for at virke følsom, blazer og jeans. Fuzak.
- Soy boy – hårbolle, gastrosexuel, peaker i den dyre bagerkø, børn som accesory.
- Incel-core – pornhub kasket, atrapvåben, sort Fred Perry polo med gul kant
- Gamer-core: sko der ligner rumskibe af bland-selv slik, energidrik
- Diddy-core: store brandlogos, daterape fetish, smykker
- Hunter-core: retrokonservativ, drømmer om at netværke royalt under jagt, tror på tickle down men prepper fordi de ved massserne kommer efter dem
- Fake Metal: helt ny multi-logo cowboy vest, er på teambuildig med Nordea på Copenhell
- Fitness techno: næsering og hakket krop, x-stripper på kanten af neo-trance.
- Dit eget mix…?
Cosplay er subkulturens forcerede, mærkelige, kærlige, hyper-fanatiske fætter. Det handler ikke om modstand, men om indlevelse. Det er ikke anti-mainstream — det er super mainstream, i erkendelse af der ikke findes noget udenfor markedet – og alt allerede er prøvet. Det er nostalgi efter ritualer, passion og kroppen som lærred, nøje emuleret efter helt stramme forbilleder. Cosplayere er ikke i opposition — de lever i fiktive universer, ligesom de mest tossede fashionistas, men cosplayfolket ved det i det mindste.
Subkulturer, hvor man ligede det man lavede eller følte, er erstattet af et flyende identitetsmarked. En æstetik-økonomi. En performativ post-subkultur, hvor vi konstant producerer tegn — som ikke betyder noget som helst, men som ser godt ud på feedet. Subkultur er ikke længere noget, man er — det er noget, man gør, kortvarigt, til det næste like. Måske er det den eneste form for ironi, der er tilbage: at vi alle sammen cosplay’er som nogen der føler eller mener noget – ægte.