Dead Internet Theory hævder, at nettet er overtaget af bots. Det er delvist forkert. Vi har bare overtaget bot-adfærden, det er et digitalt Stockholm-syndrom.
Velkommen til internettets uncanny valley. Her taler vi ikke længere med hinanden. Vi henvender os. Til systemet. Til statistikpanelet. Til den store Gud med det lille like-hjerte, der belønner os for selvcensurerede humble-brags, virtue signaling , sixpack, vintermad, gastrosexualitet, inderligheds-valuta og subtil post-hipster-kultur-blær.
Det startede uskyldigt. En selfie her. En like der. Men stille og roligt begyndte vi at optimere os selv så vi kunne ramme algoritmerne bedre, vi udførte selvregulerende adfærdsdesign. Nu er der ikke nogen tilbage ved roret – kun en content manager i krise, der kalder det “nærvær”, når hun reposter sin egen skilsmisse med #taknemmelighed. Vi taler ikke længere sammen digitalt, vi indikerer position og brander os med kontekst for at holde positioner.
Vi skriver ikke for at blive forstået – eller dele vi har forstået noget -men for at blive anerkendt som nogen, der forstår mekanikken. Det er blevet et maleri af et maleri af et maleri – eller bare en reaktionsvideo på en reaktionsvideo, der havde gode tal.
“Dead Internet Theory” er en teori, som opstod omkring 2021 i nichefora som Agora Road’s Macintosh Cafe. Den hævder, ikke uden inspiration fra “The Matrix” og Jean Baudrillard – at størstedelen af internettets indhold siden omkring 2016 er genereret af kunstig intelligens og bots. Ifølge teorien er nettet blevet en slags kulisse, styret af statsaktører og techgiganter, der manipulerer den offentlige samtale og forbrugeradfærd gennem automatiseret indhold for profit. Den ensartede, overfladiske og algoritmisk optimerede karakter af meget online indhold tyder på, at at nettet er “dødt” – eller i hvert fald ikke længere organisk og menneskedrevet, men snarere automatiseret udfra menneskelige reaktioner. i 2016 udtalte Elon Musk, at: »Vi højst sandsynligt lever i en simulation.«
Det kaotiske vilde vesten af kommunikation er nu blevet selvregulerende. Ligesom reality-tv har formet forsømte børns adfærd, er vi alle begyndt at agere som influencere – selvom vi ikke skal sælge andet end vores selvbillede. Vi plejede at være mennesker. Nu er vi indholdsproducenter med brand-identitet og tone of voice. Der findes ikke længere samtale – kun content-pingpong med strategisk placerede emojis der desperat prøver at ramme relevans – vi lever i en usynlig upersonlig beskuers øjne.
Den digitale tudetid: Selv sorg og skrøbelighed er blevet en vare, der har mere reach end glæde, der skal times til prime-time og boostes med 40 kr. i annoncebudget – men det skal se autentisk ud, du skal helst se ud som om den ikke prøver for hårdt, men stadig performe 20% bedre end gennemsnittet i din branche eller de menneske-brands du måler dig med. Genialt lige efter en skilsmisse, velkommen på markedet.
Samtalen er død – længe leve kommunikationsstrategien: Før i tiden gik du ned til en ven og sagde: “Jeg har det forfærdeligt.” Nu skal du først lige spørge dig selv: Skal jeg lave en story eller et reel? Skal jeg nævne det i et post, eller vente til det kan blive en TED Talk eller en podcast? Skal jeg være “sårbar med kant” eller “brutalt ærlig, men med håb”? Det er svært at føle noget, hvis man ikke også kan formidle det til feedet. Følte jeg det, hvis der ikke var en reaktion? Skal jeg slette det der ikke bliver reageret på?
Genkendelsens glæde: Du kender følelsen: Du scroller igennem stories og tænker: Er der nogen her, der faktisk taler ægte? Hvorfor lyder alle platforme enten som skingre X, labile Linkedin eller narcisistiske Instagram? Hvorfor er samtaler IRL begyndt at lyde som posts?Vi svarer med auto-emojis. Vi stiller retoriske spørgsmål vi ikke vil have svar på. Vi er ikke nysgerrige – vi er positionerede og simulerer passion, men ironisk, så vi automatisk spiller på vinderholdet – så du enten kan udskamme kritikerne “med det er for sjov” – eller sole dig i din positive trafik.
Vi er blevet små marketingafdelinger, der kæmper om samme opmærksomhed-srest på den samme uendelige digitale toiletrulle, i evig kamp om guldfiske-øjne, i ræs om sekunders serotonin mod Taylor, Trump, sponsoreret indhold og kattevideoer.
En modgift? Vi kunne vælge at tale rigtigt igen. Tale til hinanden person til person, ikke til systemet eller massen eller mediet. Lade sætninger slentre, lade følelser være grimme, eller lade stilheden eksistere uden prompt eller skript. Men det kræver en ting, vi har glemt: Vi skal tale, uden at vide om nogen ser det.
Uden bekræftelse. Uden feedback. Uden data. Bare – fordi vi har brug for det – tal til dig selv – eller med EN klar personlig modtager – der formodentlig er så banal, det kan resonere i andre. Eller måske ikke. Pyt.
Vi skal generobre kommunikationens oprindelige ekstase, ikke producere mere positionerende porno eller digital flaskepost til alle og ingen, der ligesom et Mcmeal kan spises af alle, men nærer eller begejster ingen.
Mennesker taler. Bots optimerer. Spørgsmålet er bare: Hvem er du, når du åbner munden eller rammer tastaturet eller trykker record? En collage af stylede barndomsminder, fake skrøbelighed, iscenesat succes, mindreværdsmotiveret karriere, ensomheds-ekkoer? En ubevist sample af tidsånden, læs de lukrative -reklame drømme der har ramt dig bedst – der ligger øverst i bunken?
Måske skal vi bare lade botterne overtage de asociale medier og slukke for alle de podcasts med to mennesker der prøver at bytte modgrupper, gæster og værter der forlægst har solgt hovedstolen og nu reflektorisk drikker sveskejuice for at generere ugens munddiarre til stakler der bedre magter parasocial interaktion frem for ægte analog kontakt?
Måske er det tid til vi genopdager et af de mest intime medier igen – telefonsamtalen – helt uden algoritmer, datamining og reklamer. Altså indtil ai-assiteret voice cloning rammer mainstream om lidt – du ved det nærmer sig når call-centrene bliver automatiserede…
fortsættelse følger….