Er den gamle hvide mand M/K fra gen x løbet tør for taletid – efter hyperliberale, selvbrandende meme-mennesker og woke-minoriteter har overtaget indholds-galehuset.
For markedet har skabt en arena, hvor det er alle mod alle – enhver generation prøver at vippe de forrige af pinden ved at vende verden og værdierne på hovedet, eller rettere, putte deres egen vin på tilsyneladende nye flasker – i stedet for at samarbejde og overføre erfaringer skal de yngre konstant genopfinde den dybe tallerken i et uendeligt Groundhog Day-loop, selvom man altid går i andres sko.
Trods det – I et hyperfragmenteret samfund er latterligt at tale om generationer og målgrupper, plaprer medierne alligevel konstant om Gen Z’s sårbarhed (godt) og Millennials’ boligdrømme (glem dem folks..) – men glemmer systematisk Gen X, dem født mellem 1965 og 1980 – så lad mig lege med, selom jeg har personligt aldrig identificeret mig med Gen X – eller nogen anden medieskabt målgruppe eller fake-kult – (eller noget andet) – og altid haft forbilleder både menneskeligt og kulturelt på tværs af tidslinjer og alder.
“Generation X’s frontløbere” – sorte 501ere mod pre-forvaskede blå
Jeg forstår godt modviljen mod Generation X – dem der gøglede sig ind i rampelyset med lidt larm, for straks at sælge ud og blive en endnu glattere version af deres forældre, der pludrer om bolig, stil og mad og måske endda er blevet neo-spirituelle i et uendeligt narcissistisk navlepillerprojekt.
Dem der råber højest fra generation X er tit privilegieblinde tomme tønder, der skider samme produkt på kommando for en café latte og en taxibong – en bande overspillede sampler-tyve, reklame-kreljere, mindreværdsmotiverede provinstosser og gastrosexuelle fedtspillere, der altid gemmer sig bag ironi, så de altid er på det vindende hold; de mener noget om alt, men står for intet. Ironi som eksistentielt værn, flow-tv og “modigt” formateret ligegyldighed, fake autenticitet som brand, pseudo-intellektualisme + feelgood hygge, slidte metaforer og livsvisdom i halvtempo, karriere bygget på at “være sig selv” som en begivenhed i stedet for viden eller kant – de møder op og så regner det med penge, samtidig med de peger fingre af de unge – der præcis bare har kopieret og forstærket de værste sider af Xerne.
Men der var også den del af genx der gemte sig i skyggen uden blå forvaskede Levis 501 – dem der dengang valgte sorte 501 jeans i en mere simpel tid: Henrik Vibskov, Christian Lollike, Lars von Trier (teknisk set ikke Gen X, men hans film er), Nicolas Winding Refn, Master Fatman, Beck, Lynch, Rune Lykkeberg, Beastie Boys, PJ Harvey, Björk, Ian Curtis, Spike Jonze, Sofia Coppola, Wes Anderson, Simon Staho, Morten Vammen, Thom Yorke, Courtney Love, Mark Fisher, Zizek, Baudrillard, Naomi Klein, Jeff Koons, Damien Hirst, Clement Kjersgaard, Barbara Bertelsen…tør ikke tænke på listen fra årgange der kom efter gen x…
Der er selvfølgelig også en masse retrokonservative Generation X’ere – nogle er endda maskinstormere – der har lavet en karriere på at ønske sig tilbage til noget Matador-Danmark fra før multikulturalismen. De er sikkert fine til ryggefunktionærroller, men ikke nogen vi kan regne med interagerer meningsfuldt med fremtiden eller skaber andet end remix og nostalgi.
Men… neden under overfladesurferne, angst-konservatisterne, defaitisterne og selvbrandere er der en klippefast hær af erfaringsramte, kompetente mennesker, der både tør mærke verden nydende – og samtidig forholde sig kritisk, hvilket man ikke må glemme er basis for al fremdrift.
Top grunde til ikke at ansætte Gen X
- De svarer ikke på Slack kl. 23.48 – og tak for det. De har grænser.
- De har ikke lavet en TEDx om deres traumer – de bearbejder det meste via musik, ironi og backstange via langvarige venskaber.
- De er ikke “deres eget brand” – de er noget. De sælger ikke bare et koncept om dem selv.
- De synes ikke clickbait er sjovt – de troede medier handlede om oplysning og samtale, ikke A/B-tests.
- De ved ikke, hvad en ‘social-first reel strategy’ er – men de ved, hvordan man fanger et menneske med ord og et blik live uden angstdæmpende faldskærm.
- De udfordrer ledelse uden bullshit-bingo – de spørger: Hvorfor gør vi det her? Men tør du det?
- De er ikke vokset op med en skærm i hånden – til gengæld har de læst bøger. Hele bøger, der har udviklet en selvstændig forestillingsevne og et langt attention span.
- De tror ikke på illusionen om arbejdspladsen som familie – fordi de har set, hvad det koster, når familien siger dig op.
- De er ikke begejstrede for morgensang og firmahoodies – de er ikke kultmedlemmer. De er professionelle, der ofte kan hænge deres ego på en bøjle, før de går på arbejde, og spiller på bolden, ikke manden – eller for fansene.
- De findes ikke i målgrupperne – og det gør dem usynlige i en tid, hvor data er vigtigere end dannelse.
- De har levet i det trygge smørhul i mellem murens og tårnenes fald, det tætteste vi kommer på !960ernes tro på fremtid og menneskehed. En godt pejlemærke i dagens kaos.
- De er opvokset med hippier: Medmindre de er født i en anakronistisk lomme, er de vokset op med uendelig tolerance. Sexisme og racisme var ikke noget, de signalerede om på SoMe – det var noget, de sloges mod på gaden live.
- De gamer ikke… de er ikke influenter, de tager ikke snus og meth…
- De overlevede den kolde krig, fattigfirserne og AIDS… så Ukraine, Musk og Trump kan bare komme an.
- De er nogle hårde bananer – dem der har overlevet og stadig bliver ved med at skabe, mener det – selvom det var en dårlig strategi, der ofte har ført til et kringlet liv
- De har selv skullet finde ting og skabe – ingen Google og ChatGPT, ingen YouTube-tutorials.
Gen X: Stilskaberne med bevisthed
Ja, det er to ulækre ord i en overskrift.
Jeg orker ikke gå ind i, hvordan min del af Generation X via genrer som rap og techno har revolutioneret ikke bare musikindustrien, samtalen og moden, men også vores måde at være sammen på.
I en tiltrængt artikel i det bedagede Vogue: “Hear Me Out: What If Gen Xers Are Actually the Cool Ones?”, kaster Daisy Jones lys på netop det, vi ofte glemmer: Generation X er ikke bare en parentes i kulturhistorien nu – de er fundamentet.
“Gen X skabte æstetikken, men havde ikke brug for at eje den.”
— Daisy Jones, Vogue
Jones fremhæver, hvordan Gen X – gennem ikoner som Chloë Sevigny, Winona Ryder og Alexander McQueen – satte scenen for meget af det, Millennials og Gen Z i dag dyrker. Fra grunge, Britpop og zine-kultur til den kølige melankoli i Sofia Coppolas film og David Lynchs tv-univers. Selv de nuværende modebølger – spaghetti-stropper, slouchy jeans og vintage-lag-på-lag – er blot remix af Gen X’s garderobe.
Men i stedet for at høste likes valgte Gen X tilbagetrækning og underspillethed. De så ikke sig selv som brands – de så sig selv som mennesker med smag, personligheder frem for positioner. Måske er det netop det – sammen med deres indbyggede systemskepsis – der gør dem farlige i et marked, hvor synlighed er vigtigere end dygtighed.
Gen X: Presset fra begge sider – og glemt i midten
The Economist er noget mere brutal: De er også den mest uheldige generation.
I artiklen “Generation X: The Forgotten Generation” udpensles, hvordan Gen X ikke kun er glemt i populærkulturen – men også i økonomien, politikken og samfundets strukturer.
“Gen X lider – og ikke kun i fantasien, som Seneca sagde – men i virkeligheden.”
— The Economist
De har haft den mindste fremgang i realindkomst af nogen generation. Deres arbejdsliv har været en parade af finanskriser, lav lønvækst og boligbobler. Samtidig er de midt i den psykologiske U-kurve, hvor livstilfredsheden bunder omkring de 50. Og de står med dobbelt forsørgeransvar – børn i den ene ende, syge forældre i den anden. Tiden hvor det var fint at være på a-kasse og spille i et kultband og stadig have råd til at bo i Nansensgade er for længst forbi, man får ikke en kæreste fordi man har et par cowboystøvler mere.
Fremtiden? Også den er usikker. Flere pensionssystemer nærmer sig kollaps – og det er Gen X, der først får konsekvenserne at mærke. Mange af dem ved ikke engang, hvilken generation de tilhører. Ikke fordi de er uoplyste, men fordi de aldrig har været en del af det marketingmæssige narrativ.
Top 10 grunde til at ansætte Gen X i dag:
- De kan både analogt og digitalt – de er brobyggere, ikke bare brugere i digi-dukkehuset.
- De ser igennem hype og bullshit – og redder jeres virksomhed, når metaverset brænder sammen.
- De kan arbejde uden likes og dopamine spikes – de leverer, fordi de kan, ikke fordi nogen klapper.
- De har smag, ikke bare trends – de ved forskel på stil og filter, indhold, ikke bare æstetikker.
- De har perspektiv og erfaring – de husker 2008, dotcom, 9/11 – og dengang man lavede TV uden SoMe-klip.
- De lærer fra sig uden at gøre det til content – de skaber kultur, ikke tutorials.
- De tager ansvar uden mikroledelse – de kan lede uden at kalde sig Chief Inspiration Officer.
- De forstår deadlines – og overholder dem. Deres arbejdsetik er old school. Det virker.
- De kan samarbejde uden selviscenesættelse – de ved, det bedste arbejde sker sammen.
- De tror på fællesskab, ikke kult – de vil bygge noget, med nogen.
- De tænker på værker som blivende, ikke som fyrværkeri og trend-medløberi.
- De er færdige med børn og fest – det har fundet et naturligt leje.
- De er ligeglade – især med ting de ikke kan påvirke – det nærmer sig zenbuddhisme.
- De flasher ikke – de har det fint med at inspirere og være bagmænd. De er lidt linsesky.
- De er nysgerrige – de er de originale hipsters, så hver gang noget bliver for populært, vil de finde et eksklusivt nyt kulturfix. De er på evig jagt efter oplevelser.
- De tror, der er noget uden for markedet – noget magisk, romantisk, usælgeligt, ukvantiserbart.
- De har en ikke-binær verdensopfattelse – der er plads til uenighed, erfaringsudveksling og “både/og”.
- De har oplevet fjumreår, interrail og jordhookah – ikke bare feticheret rotteræset.
- Erfaring – i stedet for at surfe har de sabilt udviklet skills over årtier.
Efterord: Den mest værdifulde generation, vi aldrig nævner
De er for gamle til TikTok, for unge til seniorprogrammer og for erfarne til praktikantløn. Resultat: De falder ud. Ikke på grund af evner – men fordi vi har bygget et samfund, der måler synlighed over substans.
Gen X har aldrig krævet særlig behandling. De har bare arbejdet. Skabt. Skubbet til tingene, fordi de mente det. Deres evne til at se gennem bullshit – og samtidig producere kvalitet – er mere aktuel end nogensinde.
Men i et system, hvor man konstant skal piske målgrupper og pitche identitet, falder de udenfor. Ikke fordi de ikke har noget at sige. Men fordi de nægter at skrige – fordi de har nået et stadie af zen.
De er ikke “fremtidens stemmer”, men dem, der allerede har levet i fremtiden – dengang den fandtes, før den blev overhalet af fiktionen – og de står stadig op hver morgen og får tingene til at ske med erfaring fra fortiden og fremtidens værktøjer.
Gen X: fuck alder, fuck klasse, fuck race – du har ikke en chance – brug den! Eller rettere: gen. x har ikke en chance – brug dem”
Disclaimer – det er totalt latterligt og dummere end racisme at vurdere et menneske på deres fødeår og generationelle stil – dumt på lige fod med racisme.