Folk flasher covers på nettet og blærer sig med hamstret vinyl som aldrig før – eller udskammer det populære og banale…men hvad handler det om? Her kommer lidt perspektivering på musikhistorien – og lidt ammunition til at kortslutte muzak-connoisseur-sludder, så du kan rense luften og komme tilbage til at tale om livets større emner.
Du kender helt sikkert den lidt akavede sociale mislyd, der opstår, når folk kloger sig om musik – taler om ’vigtig vinyl’ eller går med uironiske logo-band-tshirts. Det kan være “ægte fans”, der var med fra starten, , der ikke bare har impulskøbt en Joy Division-grafik eller en nørdet Iron Maiden tshirt.
Så er der dem der roder med et meget vigtigt men misforstået band, som reelt er en druk-hobby, der handler om at komme væk fra konen i en uendelig teentilstand. For ingen voksne magter at indrømme, de hører playlistet radiomusik, der lyder som ringetoner eller retro-klassefest. Du er naturligvis undtagelsen, der stiver egoet af med din ganske særlige udsøgte gode smag. Men hvor startede det?
Den klassiske rock ’n’ roll-model har kørt siden 1960’erne, hvor USA – som del af Marshall Planen for at genopbygge og dermed kontrollere Europas unge – så de ikke marcherede igen – eller fik vrangforestillinger om kammerateri og kommunisme. I USA havde man tidligere succesfuldt taget trommerne fra de Afrikanske slaver og givet dem militær-truthorn så man kunne følge med i hvor meget jazzy ildvand, de havde bællet på behørig afstand – for at undgå oprørs-baghold. Rocken var en vulgær hvid klon af bomuldsplukkernes klagesange – et perfekt produkt til at undertrykke potentielt problematiske, frigørende men tabuiserede rene europæiske toner. (Da muren faldt i 1989, var tysken igen frie til at marchere uden rock, denne gang hjulpet af japanske trommemaskiner betjent af mørke spacekadetter fra Detroit tilsat MDMA, så det ikke virkede suspekt, facistisk eller aggressivt men mere som blid e-aerobic … mere om techno længere nede i teksten.) Rock ramte lanceringen af teenageren som separat målgruppe og op-boppede myten om selvrealisering gennem forbrug af brylcreme, blå ruskinds-sko, køretøjer og piger. Nihilistisk narcissistisk romantisk hedonisme frem for konstruktivt oprør – man skal helst dø omkring de 27 og aldrig “sælge ud”, på trods af, at rock var en vare fra starten. En false flag operation – en kulturkrig – for at aflede evt. rebelsegmenter med fake selvdestruktivt oprør.
Derefter fik hver generation fik sin egen musikstil de kunne grave en skyttegrav imod de ældre, ligesom moden dikterer sort efter farvet hver 2. år – del og hersk. Hippierne tilsatte Motown-melodik, plus de prøvede at spille dybe ved at låne indiske sitarer, strygere og tyske båndmanipulations-tricks. Til sidst var de spærret inde i et elfenbenstårn iført kapper og kokain-makeup i skattely bag volde af keyboards, hvor de sang om hvor hård deres forlængede barndom var, eller om det hårde ensomme turneliv på smadrede 5 stjerners hoteller er – hvis der altså ikke bare var gået rent koncept-magisk rollespilsvrøvl i omkvædene mellem de uendelige, selvfede soli. Prog-hippie-sovs:
Parallelt gærede undergrunden, hvor Andy Warhol-protegeer med smag for SM, heroin og sorte stramme rullekraver strippede rocken ned til et mere dokumentarisk aggressivt primal-minimalt udtryk uden prog-hippie barok, der spejlede den mere mørke virkelighed efter oliekrisen, Manson og Vietnam. En opfindsom tøjhandler i en butik på størrelse med en isbod på Kings Road tog stilen, mixede en knivspids rockabilly og Guy Debords situationistiske teorier ind og lavede drengebandet Sex Pistols, og den hvide parallel til rastafarien – punk – var født. (Stilen bliver senere skamkneppet af bl.a. Green day, et af verdens mest forbudte bands.) Punk var en slags agressiv DIY glamrock der rev musikken ned fra stadion og tilbage i den beskidte sidegade. Dette lidt begrænsede format blev naturligvis kedeligt efter et par år, så alle prøvede at differentiere sig, nu hvor den postmoderne klæd ud-leg var blevet en standard hobby for alle teens. Man lånte helt historisk asynkront løs fra 50erne, 60erne og 70erne, hvis man ikke bare nakkede nogle ideer fra oraklerne Kraftwerk, Bowie eller bare noget sort soul – bare alt andet end rock. Punk attitude:
Bænkevarmer-rock: hele klicheen om indie blev – med kraftige lån fra Velvet og Joy Division – skabt i vacuumet efter punk. En flok seriøse “voksne” deprime mænd, der synger uklare tekster om fremmedgørelse og tabt kærlighed, gerne til en ensom pige med sort rullekrave der passer en blind kat – gennem en katedral-rumklang. Indiefolk er kronisk kede, kærligheden er et lidelsesprojekt, og man er jævnt sur og utilfreds, men passiv – midt i det storladne prætentiøse klangflade-fis, man for guds skyld IKKE må kunne danse til, selvom indiefolket senere har udviklet en svaghed for stive udgaver af de breaks og beatboxe, som sort musik afskrev 10 år tidligere – efter de fik E. Måske er indie bare folk, der skammer sig over, at de roder med voksen-pop og er bange for, at det skal virke som om, de vil have succes – der ses som fake – for tænk, hvis man så ud som om, man ville vinde, og ikke vandt? Så er det bedre at virke som om, man er ligeglad, ked og apatisk – og ser dyb ud istedet for tom. Absurd i en tid hvor selv klamme Coldplay nakker løs af indie-kliché-kataloget. Indie er nutidens voksenrock-muzak, en stor prætentiøs prut, hvor man maskerer, at man intet har på hjerte ved at remixe makeup-tudefjæs palletten på fyrretyvende år. Måske er Indie den hvide mands blues-light? Ultimativ proto-indie:
Heldigvis kom der en masse billige dimser og senere laptops, så musikere ikke skulle mødes i virkeligheden og jamme og drikke i små uhumske “øvere” og lægge ego-arm over, hvem der skrev hvad, og hvem der havde givet trommeslagerens dame klamydia, eller hvem der skulle rulle kabler sammen. Hele “band-øver-tour-pladeselskab-studio-single-video-tour-album”- loopet blev brudt. Man købte musik på, hvordan det virkede, ikke på hvordan artisterne dansede i en video, eller om de døde før de lavede noget med strygere og Elton John. Anonymitet og talent var konge i techno, kontra rockens fokus på stil og markedsføring af gammelt bras på uendelige nye flasker. Techno var nørdernes hævn, og alle raske drenge havde et blippende soveværelse, hvor de vred deres knapper – og producerede et pakhus fyldt af identiske 808-909 beats på 12″. Nu er techno overtaget af semistrippere, rigmandsbørn og sponsorer – samtidig med den muterer tilbage i undergrunden konstant.
Nu kan man med lidt snilde og talent ret hurtigt samle hele baduljen i sin laptop, og smide tracks på nettet som mønter i en enarmet tyveknægt som f.eks iTunes eller Spotify. Lave en video på iPhonen og køb en masse visninger og post succesen til rockmedie-dinosaurusserne: måske rammer man et økonomisk middelklasseliv et par år ved at knokle rundt på provins-scener, høste lidt likes og teens, før man dræber sin “realness” med at lave en reklamejingle eller temaet til en tv-serie. Problemet er, at måske forudsagde techno IT-samfundets komme, men nu er det en genre med lige så mange regler som blues eller jazz … et færdigt format, hvor den eneste reelle udvikling de sidste 15 år har været i softwarens evne til at komprimere, så bassen flytter mere luft. Så hvad gør man i dag, hvis man savner at spille speciel via sit meget særlige musikforbrug?
Klassisk musik er som at se en flok dresserede aber klædt ud som pingviner save sig igennem skamspillede feudal-fortidspartiturer pisket af en dirigent med digtermanke sammen med en flok grå Volvo-piloter med våde øjne og stomiposer. Indrømmet, det lyder vildt live og rammer en bredere emotionel regnbue end meget radiomuzak, men det støver, og man ender i en Loden-frakke mens man diskuterer pensionsordninger og hofteoperationer.
Jeg kender mange, der griber deres pistol ved lyden af jazz – et mareridtet af bands af kogevaskede gymnasielærere med rosinfjæs, der spiller ’alle mod alle-jazz’ med/mod veldresserede Kartoffelrække-børn fra Rytmekons, der spytter i omvendte messing-fadøls hane-horn og simulerer sorte junkier i 1950’erne i blå røgtåger kan være ganske afskyeligt. Men “god smag” er selvcensur, så giv dem en chance. Jazz er mange ting, og jeg kan – i teorien – godt lide ideen om fri improvisation – bare jeg slipper for at se på deres skæggede fordrukne onanifjæs. Jazz attitude:
Noget man kan hævde sig med er forbrug af de fine, fine sub-micro-genrer: Da der – i vestlig musik- kun er 12 toner, er der en kæmpe industri af selvbrandende, potrygende anmeldere og labels, der drømmer sig til div. hybrider, der danner et helt hierarki af musikgenrer, hvor noget er finere end andet, fx er industrial finere end indie og rare groove finere end sølvbryllupsdisco, techno er finere end house, jungle er finere end gabba, thrash er finere end white metal, dub er finere end dancehall, alt er finere end euro dance osv … selvom alle reelt helst vil høre Michael Jackson kl. 04 efter indtag af banale bajere.
En særlig gruppe musikidentitetskrigere er Samlerne: Den psykoinfantile Jackson tiltrækker vilde fans – hørte om en samler der købte gulvet Jackson havde betrådt, da han handlede insignia og kvaster hos Seifert da han var i København i 1997. En anden samler fik en depression, da han havde samlet den komplette Beatles samling – der med bootlegs fylder en stor kælder. En smart antik-pladehandler lettede hans hjerte, da han påpegede, at samleren havde 2 sønner. Livsmodet kom piblende tilbage, da han nu skulle samle den samme samling forfra, så begge sønner havde den komplette Beatles-samling, når han døde. Samlere er i dag reduceret til nogle tossede arkiv-fetichister, da næsten alt er på nettet. Bevares, det er da hyggeligt at grave vinyl og narre pre-ebay antik-krejlere og covers er flotte og ja, man kan tjene kassen på at sælge soul 7” med 3 sekunders allerede skam-samplede “hemmelige” breakbeats til oligarkers sønner, så de kan stable dem i pengeskabe, men det handler bare ikke så meget om musik mere.
Alle de klassiske vinylplader, som de smarte af vores forældres venner havde, bare med rammer, man kan få i hipster-H&M, Urban Outfitters. Hvis samlerne virkelig ville have noget sjældent, burde de opkøbe gamle labels og digitalisere gamle uudgivne masterbånd i stedet. Og lad nu være med at begynd at tale om lydkvalitet – det er så kedeligt som at tale PC vs. Mac eller Beatles vs. Stones eller Hof vs. Tuborg. Hifi er okkulte møbler for ingeniør-wannabes— 90% af alle plader er på et eller andet tidspunkt mixet på relativt beskedne Yamaha NS10 monitors – køb dem hvis du vil have en kedelig objektiv højttaler uden bas for at høre, hvordan musikken er tænkt, den skal høres. Men folk vil narres, selvom mange mp3’ere bare er noget nasalt mellemtone-fis uden krop, bekræfter undersøgelser, at de unge helst vil høre lavopløste MP3er, da det er det, de kender – De samme mennesker der “hører musik” i det offentlige rum ud af deres smartphones højtaler … jeg er for gammel, kan ikke føle det trip. Det er ligesom når der spilles kl. 03 house på spisesteder kl. 20 … det virker som en vuvuzela på mig.
Pop er kedeligt idag – selvom nogle artister skyder semi-femi sponsorvideoer på solkonges slot til det samme trap beat.Heldigvis dræber nettet dennne latterlige musik-tribalisering … alle hører jo alt nu, især da alle nye tracks lyder af de samme loops, der ligger i de samme software-arbejdsstationer, alle producere bruger – og da musiksalget daler pga. streams osv., lyder alle numre som et mix af en collage-radioballade, en stadion-banger og en ibiza-tramper, der skal virke på club og i bil og på laptop og headset til alle målgrupper … et hit der vil sidde på alle stole, et haglgevær der rammer ingen ordenligt – funktionel fast food som musik. Under denne pop ligger der så heldigvis millarder af uhørte mere uformaterede produktioner, men de drukner ofte, da PR, radio-plugging og markedsføringsmuskler fylder medierne og dermed dine ører først.
Grav selv noget nyt i stedet, eller gå retro som alle andre … tilbage til den genkendelige guldalder, hvor specialister og genier brugte år i store analoge studier på at udvikle mesterværker … selvom det, GYS, er dine forældres musik: Retro: I det hele taget handler meget musikforbrug/misbrug om at pisse territorium af: Overvej om du ikke hænger fast i dit “flytte hjemmefra”-soundtrack af støjende asocial antiautoritær musik, du terroriserede matriklen med, og om dine forældres pladesamling ikke føles pinlig? Værst er næsten, når unge bøjer nakken og bare hører klassikere som Led Zep, Doors, New Order osv. eller måske værre, kloner af disse lavet i Jylland af tomme curlingbørn hypet af Gaffa/Soundvenue. Eller bare giver op og hører det i radioen eller det, der lige spiller i Parken eller på Orange. Succes er lig med kvalitet … not. 20 milliarder fluer spiser lort, men det gør jo ikke, at jeg vil spise det.
En anden tendens er at søge det marginale, men hvor man så skubbes af andre musik-hipstere, videre væk fra det populære, til man sidder til sidst med en samling knase-clickende finsk industrial-drone/post dødsmetal, der får torturcenteret i Abu Ghraib´s playliste til at lyde som new age chill out lounge fra en forBudda-bar CD. Når man når den absolutte støj, hvad kommer så bagefter? Neo folk? Få et liv..
En tredie mulighed er bare at få en fetich for hiphop, selvom du er fra Nordsjælland, og det tætteste, du har været på en ghetto, var da du kørte med taxa hjem fra Sunday. Det passer perfekt til du er en tyk, fordrukken børnevoksen, der samler på gummisko og lader som om, du har lavet en farlig masse dyr graffiti, selvom du reelt er en skæv intern-grafikker på din fars vens reklamebureau – og raps guldalder i NYC var mellem 76 og 94. Vildt i går – ufarligt i dag – tamt i morgen. Samme kan man sige om danskhall, vor tids Shu-bi-dua. Trap er for børn, Rakim er bare bedre end Drake – sorry.
En anden strategi, der måske vil kunne kaldes post-kitsch-dj-metoden, er at spille den mest rædselsfuldt “forbudte” musik, bare for gysets skyld – en slags musikalsk version af Chili Klaus, eller den logiske efterfølger af alt easy-listening lortet fra Stereobar i 90erne – en bevidst krænkelse via det mest normale og skamspillede muzak. Lige nu tænker jeg fløjtet fra Scorpions Wind of Change, Don´t worry be happy, Going to Ibiza, George Michaels saxofoner i et uendeligt loop – den logiske konsekvens af den “forbudte” genre må være, at jeg sampler ventetonen fra SKAT og mixer ind med “3, thats the magic number”: Personligt er der kun to slags musik for mig – noget jeg kan mærke og, noget jeg ikke kan mærke – og at gyse er også en følelse. Jeg er fløjtende ligeglad med, hvordan artisten, videoen og coveret er, eller hvem der hører det, eller hvordan det er lavet af hvem eller hvornår. Jeg swinger enten med eller imod det, og smag kan ikke diskuteres. Derfor finder jeg det meste musikjournalistik absurd, men heldigvis er det hurtigere at jogge sig gennem et album end at læse en anmeldelse af en indebrændt skribent, der aldrig har været i et musikstudie.
Misforstå mig ikke, musik er en fabelagtig social lim, et magisk antidepressiv, der kan være som et pre-ekko af fremtiden, et lyd-kort over ukendte emotionelle tilstande; musik har målbart gavnlige effekter på hjernen. Måske var musik bare som det vilde vesten – først vildt og frit, men nu kultiveret, kontrolleret og udpint. Måske er alt prøvet, måske virker musik-stoffet ikke mere end som andet af et ekko af det, vi følte engang, en slags voodoo af tabte uskyldige følelser, hvor vores receptorer nu er oversaturerede og udblokkede af nettets musik-bulimi?
En modgift er at tænde f.eks Garageband NU (det ligger i alle Macs efter 2006 – eller bare trykke på f.eks audiotool for lidt old school techno mantra-terapi). Det er nu engang mere givende at være skabende frem for at være konsument. Upload resultatet til Bandcamp, det er der, de musikinteresserede gemmer sig lige nu, og der er de mindst ringe økonomiske forhold, såfremt du vil sælge dit mesterværk. Find en model, en stylist, en programmør og en pr/tekstmand, lav noget spam-pr-larm, og måske rammer du et digi-meme, der åbner nye muligheder for tshirt-salg? Men måske er vi bare – via al den gratis musik – nået til, at virkelighedens musik er vigtigere – at lydene og samtalerne omkring os … eller spil dog noget nyt og uventet, så vi i det mindste har en illusion om, at der sker noget nyt, tak.
Verdens måske dyreste plade af guld – den ene er i rummet…læs mere her.