Jeg har været på klub igen – og tempoet er oppe, den sorte tshirt er uniform og støjen og aggressionen er tilbage…en spæd Electronics Body Music/EBM revival efter 40 år med house/techno?  EBM (ikke EDM)  var profetisk…måske er nyfortolkningerne  mere end æstetisk retro-cosplay – måske rammer EBM´s dystopiske beat tidsånden -igen…? Lyt og læs…Rockens sidste suk: Rock blev født ud af slaveri og længsel;  bluesens elektrificerede barn og kanal for de undertrykte klagesange og lyst-kald. Senere var Rock paraply for hippiedrømmen, oprørstrangen, kærligheden og troen på det kollektive . Autentisk, uperfekt, håbefuld, en ventil, et false flag oprør – og snart et produkt – der dannede et fjollet livsstilsfængsel. Suicide var profetiske med deres social-realistiske electro-punk allerede i starten af 1970erne, og da 1980’erne begyndte, virkede punk-formen udpint som et nostalgisk ekko fra fortiden.  Punken var blevet kortlagt, pakket ind og solgt af korporate selskaber, modebrands og tamme stadionturnéer. De onde 1980ere – med kold atom-krig, oliekrise, AIDS, afindustrialisering, massearbejdsløshed og spirende digital kontrol– kunne ikke længere spejle sig i en muteret bluesguitar og post-flower power-retorik, polyester-disco eller vrængende fuckfingre.

Nu føltes punk som en gammel joke, efter Dead Kennedys virituose  “In God we trust” var formen perfekt – fremtidens punk kunne kun blive marginalt hurtigere og mere vrængende. Selv punkuniformen virkede allerede som en folkedragt for en ny stamme af  hvide rastaer. Medierne – og dermed masserne – havde dekodet punk, der havde mistet den tvetydighed og ekslusivitet der før virkede så provokerende. Punk og Rock var blevet kitsch og nostalgi i en verden der i stigende grad handlede mere om informationskrig og spekulation end håndværk. Rocken lignede oprør, men var reelt reklame for at fastholde status quo.

Punken havde trods sin antipati mod stadionrocken – stadig rødder i rockens struktur og attitude. Punk var kun første skridt i frigørelsen fra slave-rocken – nu skulle vi finde vores egne fortrænge europæiske rødder, finde vores egne metoder og distributionsformer. Det var først med industriel, at forbindelsen blev kappet helt. Her blev den sorte lidelse og guitar-riffet skiftet ud med ren støj, improvisationen med programmering, kroppen med maskinen, håndværket med ideerne. Samtidig havde proto techno som Summer/Moroders “I feel love” og Kraftwerks og Suicides mesterværker havde kastet lys over  et endnu mere cool postrock landskab.

En ny blues – uden rødder Følelsen af blues forsvandt dog ikke. Den skiftede bare form. Vores generation var ikke forældreløse, vi var skilsmissebørn, og undertrykkelsen var ikke igennem slavepiskere, men internaliseret social kontrol. Vi var ikke udstødte, men fremmedgjorte. Vi voksede op i en verden af plastik, reklamer, kernevåben og skærme. Sproget var slidt op. Virkeligheden kodet og gentaget. Utopierne var væk, og det eneste autentiske var frustrationen og smerten. Den centrale strategi var enkel: at eksponere den kontrolerende normalitets fortrængte ubeviste skyggesider. 

Vi havde ikke Mississippi, Woodstock, Hollywood eller Liverpool. Vi havde Düsseldorf, Sheffield, Berlin, Bruxelles, København – og vores instrument var ikke længere guitaren, men den billige monosynths, effektpedalen, trommemaskinen, metalpladen, kassettebåndoptageren. Tænk DAF´s pumpende basgange og kommando-råb – der overfladisk lignede facisme, men reelt var mere hyperindividuel nihilistisk hedonisme.Man kaldte det EBM, coldwave, industrial, techno, cyberpunk, metaldisco… Men i bund og grund var følelsen stadig blues – et forsøg på  at uddrive den tristesse vi var omgivet med, lyden af nedslidte tomme fabriksrum, døde drømme – og et forsøg på at nedstirre en usikker ond fremtid og finde lysten i angsten.

Coping mod kontrol: Industrial opstod ikke som underholdning, men som en copingstrategi. Musikken var et svar på kedsomhed, krig, AIDS, informations-overload, SM og tabet af autenticitet og fremtid. Industrial  tog volden og den ubeviste angst og loopede den. Den gentog mediernes mareridt, indtil mønsteret trådte frem. Det tribale var en anden understrøm – som voodoo præster der løfter bevisheden via fokus på det negative, der gjorde frygten dansabel. Den forvandlede kontrol til trance og katarsis. 

Kapløbet om det hårdeste beat:  punken åbnede for chok-taktik som PR-strategi. Man kunne få opmærksomhed ved at flirte med facistisk æstetik, og når joken blev for alvorlig kunne man blot sige det var et spejl, en demaskering af virkeligheden. Grebet  var meget mere end Joy Division og New Orders ambivalente flirt med facismen. Industrial gik dybere; der var energi i at sample Jonestown-masseselvmordet, Mansons profetier, Crowleys ritualer eller bare at mutere marchmusik mens man truttede i tibetanske lårbensknogler fra mordere eller jomfruer ovenpå. Alt for at skabe et grænseoverskridende soundtrack, en effekt der kunne demaskere den tamme lyseråde virkelighedsboble.

Laibach – der skabte hele basen for Ramsteins platte koncepter – perfektionerede  post-punkens flirt med det autoritære – først dekonstruerede de rock og pophits for at afsløre undertonerne af underkastelse, kontrol og nationalisme i et flimrende krydsfelt imellem facisme og stalinisme – de fik forbud mod at spille i ungdomshuset efter en legendarisk koncert i 83  – og spillede senere som det eneste vestlige band i Nordkorea – joken er i beskuerens øje.Intensitets-sampling og den tomme æstetik:  hurtigt gled betydningen i baggrunden. Det handlede ikke længere om at sige noget – men om at få det til at føles som noget. Det skulle lyde vredt,  det skulle føles farligt. Løsrevne tegn der var skyllet op på en cargokults studio strand og brugt som smykker på nye beats. Baudrillards simulakrum i praksis.  Samples blev effekter, et designvalg. Et mordercitat kunne blive et hook på  et dansegulv. En metalplade blev en lilletromme. Store stive snares, 16 dels basser, forvrængede autoritære vokaler, FM syntese og sporadiske sample collager som dressing – og senere – rockspade -ikke mere en åben genre-prærie, nu kørte man efter kortet – og endte senere som Marilyn Manson & Co….andre søgte tilbage til, absolut støj, Dødsmetal og neo-folk.

Recuperation: industrial forvandledes til frisør-electro-rock – en tom, men effektiv æstetik, der kunne klæde selv den mest glatte popstjerne i sort læder og lidt rust, en slags blitzkid 2.0. Smerten som styling, modgift mod cheesy poppet tomhed. Drengebandet Depeche Mode startede som lalleglad synthpop, men lånte mørkets stil. De tog metalpercussion fra Neubauten, uniformerne fra Front 242, loops og riffs fra Cabaret Voltaire. Andre søgte tilflugt i Merzbow og co´s eksluderende elfenbenstårn af ren støj eller neo-folkens okkulte revival.

Industrialens traumer blev transformeret til æstetik, sorgen parfumeret. Angsten legitimerede stadionpop. Revolutionen reduceredes til scenografi og hårlak. Nine Inch Nails, Marilyn Manson, Placebo – alle byggede de videre på denne æstetiske syntese,  visuel eyeliner for korporate rock.  Industrial døde ikke. Men dens indhold blev tømt, der gik inflation i udtrykket – plus det er svært at komme videre efter man har lavet absolut støj – eller at sælge nok plader med det. Fra øvelokale til ensom støj; rocken blev født i garagen. Et trommesæt, en guitar, en forstærker og nogle påvirkede venner. Fællesskabet var fysisk, kropsligt og kaotisk. Man svedte, råbte og drømte sammen. Men i begyndelsen af 80’erne skete der noget. De billige 4-spors båndoptagere og synthesizere blev sat på udsalg – maskiner, de “rigtige musikere” ikke ville røre. Pludselig kunne én person lave en plade solo. Uden kompromis. Uden bandmøder og bajere. Uden drugs og demokrati, uden ego-kampe, uden pladeselskab – uden nogen andre – og før hjemme-computeren kunne spille. Midi-synkronisering af trommemaskiner og synths gjorde selv den mest klumpfodede klorinblege forstadsfyr kunne emulere den særlige stive germanske funk. Endelig kunne alle med lidt fokus lave en skramlet fattigmandsudgave af levemændene og pioneerne Kraftwerks elegante prototyper. 

Post-post-punkens musikere kom ikke fra klubber og koncerter, men fra kassetter med fotokopierede flyers. Musikken blev først duplikeret, byttet, sendt med posten eller hustlet i kælderbutikker, f.eks Gry records i pisserenden. Det var begyndelsen på DIY som eksil. Et rum uden band, en genre uden navn og uden scene, en protest uden møder eller manifester. Industrial blev den første genre pre-internet, der dyrkede isolation som metode.

Cyberpunkens spejl Mens musikken blev stil og discokugle, blev cyberpunk dens litterære spejl og krystalkugle. William Gibson, Bruce Sterling, Blade Runner, Alien, Neuromancer og senere Mondo 2000 og Matrix tog Ballard & Burroughs prototyper videre – alle fortalte de den samme historie: High tech, low life. Kroppen som interface. Maskinen som herre. Netværket som Gud. Eneren mod kontrolmaskinen. Information som valuta. Body hacks. Cyberpunk var industrialens drømmespejl, der løftede dansegulves dystopi og gav håb om en DIY revolution der strakte sig ud over kassettebåndet – Cyperpunk gjorde PCén til en sexy oprørsmaskine.

Den danske scene: I Danmark var scenen lille, men klar. Bands som Kliché, der med Militskvinder fusionerede punk og uniformsæstetik. Before, med Man Walks the Earth, skabte coldwave/factory-coverjams. SS-Say leverede tribal minimalisme og klaustrofobi. Lars Hug legede med stilen på City Slang. Overlords legede med tegneserie-electro og tidlig Goa-trance.

Men med Barbue og DJ Kat D som omdrejningspunkt samledes en del ensomme studienørder og byrotter, der senere udkom på kompilationen Cyberworld: bands og sangtitler som In Absentia – Dead Mind (Dead Ex. Officio) , Psychopomps – Animals, T & T Agression – Beat The Profesor, Birmingham 6 – This Girl, Trash Taxi – Out Of Control, Sloppy Wrenchbody – When We’re Alive (Remix), Institute For The Criminally Insane – Creaclone, Leæther Strip – G.A.W.M.  

Efter 1986 landede de relativt billige samplere, og hiphop som Public Enemy blev endnu en brik i spillet om den perfekte post-post punk “terrordisco” globalt. Belgierne var gode til mere end fyldt chokolade, kolonialisme og pervertioner. I Detroit fetisherede den unge Jeff Mills de europæiske udgivelser, og lavede “The Final Cut”. Acid og især Gabba lånte fra genren, der igen opsugede fortolkningerne og integrerede i nye numre. Her er et dansk eksempel på dette mix af rave, acid, hip hop, EBM og industrial: 

Skift: Da mørket blev mainstream og muren faldt i slutningen af 1980’erne begyndte industrialens første epoke at gå i opløsning. Det, der havde været undergrundens sprog for angst, isolation og kontrol, gled nu ind i mainstreamens maskineri; Nine Inch Nails (Pretty Hate Machine, 1989) og Ministry (The Land of Rape and Honey, 1988) blandede støj, loops og chokæstetik med rock og metal. Angst blev til radiohits. MTV gjorde industrial til mode – eyeliner og læder som styling, hvor støjen engang var protest.

E gjorde en ny generation – der søgte en mere forenklet festmusik – foretrak post-Detroit Techno og houses trance, væk fra den sortklædte speedstil. Rave og techno overtog dansegulvet; fra Frankfurt til Manchester forvandlede ecstasy og 140 BPM maskinstøj fra PCP, KMS og Warp til en ny slags coping: fællesskabets utopiske non-game ekstase i stedet for individets angst og isolation – e healede speed-freaks og hooligans.

Techno: my early years

Også medierne ændrede sig. I takt med CNN og global døgndækning begyndte billeder af sult, AIDS, atomulykker og terror at strømme direkte ind i stuerne. Industrial havde levet af at chokere med netop sådanne billeder og samples– men pludselig var virkeligheden mere ekstrem end musikken. Chokeffekterne blev normaliseret, underholdning i mellem reklameblokkene. 

I 1989 faldt Berlinmuren. Den kolde krigs ultimative kulisse, der i næsten 40 år havde givet industrialens mørke en konkret form af totalitære symboler, kontrolsamfund – alt det, Laibach, Neubauten og Front 242 havde bygget deres æstetik på – føltes pludselig forældet, i det mindste for en tid. Den gotiske tone af frygt og depression blev overdøvet af farverige 90’ere, optimisme, technologi-kærlighed, post-aids lir, fjollet postmoderne tegnleg og rave-kultur. Ligesom med den meget simulerede nostalgiske metal, fortsatte nørderne med EBM, men ofte uden fantasi og humor – og desværre blev de fake-facistiske spejleffekter nogen gange misfortolket; Jeg var i Texas og spille i starten af 1990erne og mødte en ekstrem EDM-scene, komplet med bagbundne bodybuildere der fik pisk af dominatrixer på scenen mens publikum ofte rige børn i komplet EBM uniform – ofte havde våben gemt i deres biler udenfor – røg skunk drysset med Boliviansk marchpulver. Musikken var meget hvid – de anede intet om Detriot techno og var ligeglade med rap. 

I dag finder vi post-post industrialens ekkoer i techno-raves mørke afkroge, i cyberpunkens revival, i memes om mentale sammenbrud, i schranz-techno, i TikToks loops, i AI-æstetik, hos AFX, neo-jungle, i dark ambient, på Berghein, Posh Isolation, dubstep, Death Grips, Kopenhardcore, Jpg-mafia og mange andre – og i denne dystopiske kaotisk-accelerende tid, hvor tech/house er reduceret til muzak – er stilen måske friskere og mere relevant end nogensinde. 

Post-industriel kanon 1980–1988

• Throbbing Gristle – Heathen Earth  (1980): Industrial bliver funky og ond.

• SPK – Leichenschrei (1982): Hospitalsæstetik og auditiv tortur.

• Whitehouse – Erector (1981): Sadistisk power electronics.

• Foetus – Hole (1984): Samplekaos, teatralsk collage.

• Einstürzende Neubauten – Halber Mensch (1985): Beton, metal og destruktion.

• Laibach – Opus Dei (1987): Propaganda og ironisk totalitarisme.

• Coil – Horse Rotorvator (1986): Okkult ambient og erotisk død.

• DAF – Alles ist gut (1981): Proto-EBM, maskinel erotik.

• Front 242 – Geography (1982): Elektronisk militans.

• Nitzer Ebb – That Total Age (1987): Britisk EBM-angreb.

• Test Dept – Beating the Retreat (1984): Industriel arbejderklasseslag.

• NON (Boyd Rice) – Blood and Flame (1987): Minimalistisk støjterror.

• Z’EV – As/If/When (1982): Metalskrot og spirituel trance.

• Cabaret Voltaire – Senoria (1983): Elektronisk paranoia og dub-industrial-disco.

—————-

• Richard Kern – Fingered (1986): Sadomasochistisk transgressionsfilm.

• Derek Jarman – The Angelic Conversation (1985): Shakespeare med Coil soundtrack.

• Chris Marker – Sans Soleil (1983): Essayfilm om hukommelse og simulacra.

• David Cronenberg – Videodrome (1983): Mediekrop og hallucination.

• Ridley Scott – Blade Runner (1982): Cyberpunk-dystopi.

• Kenneth Anger – Lucifer Rising (1980-release): Okkult filmikon.

• Pasolini – Salò (1975, genopdaget i 80’erne): Fascisme og vold som choktaktik.

• Shinya Tsukamoto – Tetsuo: The Iron Man (1989): Cyberkrop og metalfetichisme (lidt uden for perioden, men central).

• Katsuhiro Otomo – Akira  – (1988)  animeret cyberpunk action film
• Lars Von Trier: Element of crime (1984): Triers egen Europæiske Heart of Darkness/Dommedag nu.

———–

• William S. Burroughs – The Electronic Revolution (1970): Cut-up og mediekontrol.

• William S. Burroughs – The Place of Dead Roads (1983): Postapokalyptisk våbenmystik.

• Jean Baudrillard – Simulacres et Simulation (1981): Hyperrealitet.

• Jean Baudrillard – Fatal Strategies (1983): Ekstase og død i medier.

• Guy Debord – La société du spectacle (1967, kult i 80’erne): Spektaklets samfund.

• JG Ballard – Crash (1973, kultlæst i 80’erne): Erotik i bilulykker.

• JG Ballard – High-Rise (1975): Klassekamp i modernistisk arkitektur.

• Genesis P.O. – Psychic Bible: Magisk manual

• Philip K. Dick – VALIS (1981): Gud, hallucination, paranoia.

• Philip K. Dick – A Scanner Darkly (1977): Overvågning og narkotika.

• William Gibson – Neuromancer (1984): Cyberpunk-bibel.

• Bruce Sterling (ed.) – Mirrorshades Anthology (1986): Definerede cyberpunk.

• Donna Haraway – A Cyborg Manifesto (1985): Posthumanisme og køn.

• Michel Foucault – Discipline and Punish (1975, læst bredt i 80’erne): Overvågning og krop.

• Friedrich Kittler – Discourse Networks 1800/1900 (1985): Teknologi og magt.

• Georges Bataille – Erotism (1957, kult i 80’erne): Overskridelse og dødsdrift.

• Aleister Crowley – Magick Without Tears (1954, genlæst i 80’erne): Okkult ritual.

• Austin Osman Spare – The Book of Pleasure (1913, genudgivet i 80’erne): Sigil-magi.

• Hakim Bey – tidlige zines (1980’erne): Autonomi og TAZ.

• Lautréamont – Les Chants de Maldoror (1869, genlæst i 80’erne): Sort poesi, nihilisme.

• Yukio Mishima – Confessions of a Mask (1958, genlæst i 80’erne): Masker, seksualitet, vold.

• George Orwell – 1984 (1949, aktualiseret i 1984): Total overvågning.

• Marinetti – Futurist Manifesto (1909, genlæst i 80’erne): Maskin-fetishisme før 1 verdenskrig.