En kommentar om kultur, klasse og den evige fake-debat om kunstnernes politiske bias.
Smagsdommeren og mediesadisten Lars Bukdahl fra blåsorte Berlingskes eget tillæg, Weekendavisen, og den stirrende bottleflipper og udenlandsdansker Anders Samuelsen har lige begået endnu et medie-harakiri – denne gang med deres synsninger om kunstnernes politiske bias.
De lever i to asynkrone, anakronistiske elfenbenstårne, men spiller begge dørmænd, for kultur handler åbenbart om identitetsproduktion via eksklusion.
Det er påfaldende, at kulturlivet ikke kommer med modsvar, men de dukker sig vel som så ofte før… at kritisere kan virke ekskluderende i et presset kulturmarked, hvor der er flere dansere end djs. Jeg har måske tourette, jeg er frygtløs:
Bukdahl har svært ved at fordøje, at unge marginaliserede semi-incels søger løsninger, identitetsløft, opmærksomhedsballade – eller måske snarere forklaringer – på højrefløjen – som modgift mod den post-postmoderne tristesse – nu hvor venstrefløjen er blevet usynlig, slatten norm eller bare ikke kan tilbyde hverken gøgl eller virkelige alternativer.
Samuelsen ser omvendt kunstneren som den ideelle liberale helt, når han lykkes: en slags superiværksætter eller Tour de France-vinder. Altså: Når kunstneren når i mål volumemæssigt, er det dér, de blå opdager ham. For en stor mand har en dyr bil, en god musiker kan fylde Parken, og en god bog er en bestseller – eller klassisk og kanoniseret.
Det har, positivt set, inspireret mig til at tænke følgende:
Denne debat illustrerer, at det ikke er sjovt at være venstreorienteret mere. Man skal konstant skamme sig, moralisere, selvregulere og begræde verdens gang. Der er konstant modstand og forfald i bytte for et lille identitetssus.
Omvendt kan man som borgerlig bare skamløst fyre den af og drive med strømmen uden konsekvenser, som var det en naturlov. Man tror på den stærkes ret, tror på, at man er på vinderholdet, og accepterer undertrykkelse uden skyld, skam eller stressende kognitiv dissonans. Markedet virker, de stærke har ret…
Nu har neorindalisten Samuelsen har den frækhed at pisse på de sidste rester af kulturlivet, der endnu ikke er blevet mainstream, eller rettere, han har ikke tid til – eller forstår. “Lad falde hvad ikke kan stå…” logik.
Konflik – eller rettere en debat om en debat – giver clicks og der sidder en redaktør og griner, mens der bliver solgt et par annoncer mere…
Det er dumt, medierne burde bruge mere plads på at vise kulturen ufordøjet – den rene vare – frem for at lade narcissistiske vejrhaner bruge kulturen som gidsel i deres søgen efter opmærksomhedstrafik. Nå nej, medierne lever jo af at tygge drøv på virkeligheden og lave den til konfliktstof…
Lad mig – inspireret af Anders – forestille mig en verden uden kultur, hvor der kun er reklamer. Biograferne er erstattet af blockbusters på streaming, der igen bare er reklamer for legetøj, ure, tøj, drikkevarer og biler: en slags langformat influencer-reels. Dokumentarfilm er blevet reality-tv. Musikken klares af en blanding af X-faktor, Universal, Live Nation og Spotify og er tilpasset biorytmerne fra dit sportsur. Kulturlivet leverer ikke ny bevished, det er minder mere om mode eller design. Der er nu reklamer på alle medier, selv DR. I det offentlige rum er de få spæde kunstforsøg erstattet af Formel 1, Royal Run, folkedans og militærparader. Litteraturen er reduceret til kendisbiografier skrevet af ghostwritere, selvhjælpsbøger, lufthavnslitteratur og krimier. Museerne viser nationalromantik og retro, kunstnere, der allerede er kanoniserede eller døde, for at holde den del af den skattefri antikbranche, som endnu ikke er blevet ædt af krypto, i live. Kunstfondene og bestyrelserne, der kaster de sidste krummer ud til nepokids med forlommer, de eneste der kan overleve i længere tid i spillet, er besat af alt andet end skabende kunstnere.
Men hov … det er jo allerede virkeligheden.
Resten af kulturmarkedet pirrer ikke den blå klichémand. Han har simpelthen ikke tid til at fordybe sig i ukendtes kreative værker; det er en dårlig investering, der måske er affødt af tvivlende tanker om livet.
De skal nærmest bare udrenses eller ud og grave grøfter. Han illustrerer perfekt klichéen om den blå kulturforbruger, der egentlig er mere til sport. Den blå kliché har for travlt med selv at leve livet i første person til at se på tabernes skitser.
Men det, der måske irriterer den blå/røde, er, at kulturproduktionen rummer en skjult, indbygget kritik. De fleste laver kultur, fordi de søger noget andet end status quo, eller fordi de ønsker at kaste et andet blik på virkeligheden.
Det føles ikke fyldestgørende bare at arbejde, forbruge og forplante sig. Den kreative vil skabe en verden, der ikke findes endnu, eller vise andre sin egen indre verden – eller dele sit blik på verden. Man vil innovere og afsløre. Det kan virke, men denne praksis bliver ofte overtrumfet af nogen, der laver noget ud fra en allerede angivet rute eller tradition: noget sikkert, trygt, bevarende og genkendeligt, som alle kan forstå, investere i og hænge over sofaen.
Det, begge debatpoler misforstår, er, at kunstnerens politiske orientering ikke primært er defineret af ideologi, men skabt af livssituationer. Kreative er flade og arbejder ofte alene, langt fra det “normale” arbejdslivs koder. Derfor ser de samfundet udefra. De er reelt outsidere, og selv om de i Politiken ses som nogle af de fineste mennesker, er de også blandt de fattigste, men de er stille med det for manglende succes sælger ikke. Denne outsiderposition giver klart en bias mod noget kritisk, der ofte er hinsides politiske banaliteter.
Og hverken de røde eller de blå kan få deres hjerner rundt om, at der findes mennesker, der tilsyneladende laver noget meningsløst, fordi de mener noget – eller ikke kan lade være.
Plus, kunstnernes position provokerer både de røde og de blå. Kunsten fungerer næsten uden for de normale markedsrammer, uden pensionsordninger, fagforeninger og forudsigelighed. Se bare håndteringen af de kreative under covid-19. Alle glemmer, at kultur er grundforskning, masseterapi og social lim – og at den kaster langt mere af sig end de forholdsvis få støttekroner, staten investerer i den.
Reelt er der maksimalt tusind kunstnere i Danmark, der kan leve noget, der ligner et middelklasseliv, hele livet, af deres kunst. Bevares, der er en masse formidlere, som lever fint af de kreatives afledte sideeffekter. Resten, der ikke kan knække markedskoden, ikke magter networking, ikke kan lave værker, der indskriver sig i en tradition eller tidens debat, eller ikke magter legatsøgning og underkastelse under den bedagede galleri-model, overlever på freelancejobs, foredrag, undervisning, legater, sort værksalg, kontanthjælp, morgenrengøring og overtræk.
Nogen burde lave en analyse af de psykiske sideeffekter ved at operere i kulturbiotopen. Mit gæt er, at det kræver en stærk vilje, en knivspids megalomani, en snert autisme – men mest effektivt: en narcissistisk personlighed, hvis man skal overleve. Ligesom i mediespillet.
Kulturarbejderen er nød til at opretholde sit boheme-, shaman- og mentalarkitekt-look, der tit står i kontrast til, at vedkommende reelt producerer visuelle møbler, der skal udstråle tidsløs investeringssikkerhed og generere herlighed, signal, tryghed og identitet hos samleren.
Jeg må ikke skrive det, men nepokids født med en økonomisk faldskærm har altid en fordel. De har mere stamina, mere tid, bedre materialer. De kan holde hof og rejse, og de har ofte arvet et netværk i branchen af formidlere og samlere. De møder de rigtige mennesker på de rigtige ferier, i de rigtige sommerhusområder. De kan blive ved med at skabe uden at tænke på huslejen – og vinde på stamina, efter kollegaen/konkurrenten er blevet underviser, er flyttet til Nakskov eller har drukket sig ihjel.
Fremtidens kunst – kunstens fremtid?
For der er flere kunstnere, end der er kunstsamlere. Det marked skaber selvcensur og indbygget konservatisme, plus en benhård konkurrence, hvor alle på overfladen er venner, men stikker knive i ryggen på hinanden for at overleve – uden fagforeninger, overenskomster, a-kasse eller andre fælles fronter.
For det er tabu at være flad, også for kunstnere. For igen orker at købe noget af en desperado, der lugter af sult. Beggars aren’t choosers.
Kunstnere er ikke røde eller blå, nej de er bare så flade, at de ikke har den luksus at mene noget klart formuleret, der kan ekskludere dem. Markedet gør, at de foretrækker åbne værker og statements hævet over politik. Markedet censurerer.
Bevares, der kommer en tam grænseoverskridelse hvert 10. år, noget med et dødt dyr, race eller en buste – det er bare PR før gavebutikken åbner.
De eneste, der tør melde klart ud og larme lidt, har enten penge med fra andre aktiviteter – eller vil bare have trafikken. Som en Hornsleth, en Brammer, en Bukdahl eller en Samuelsen.
Derfor er debatten om den røde kunstner en af de mest dovne debatter i coverband-Danmark. Den handler ikke om kunst. Den handler om kommentatorer, der bruger kunstnere som rekvisitter i deres egen desperate identitetsproduktion.
Lad mig foreslå noget radikalt: Gå ud og se kunsten på første hånd, før den er blevet tygget om til konfliktstof eller reduceret til banal binær politik af smagsdommere og dørmænd.
Læs bogen, hør musikken, se forestillingen eller filmen, gå ind på det lille galleri, køb noget direkte af en levende kunstner, før vedkommende er blevet kanoniseret, alkoholiseret eller flyttet til Nakskov.
Eller endnu bedre: Lav noget selv.
Disclaimer: Dette er en kommentar til en debat om to artikler, jeg ikke har tid til at læse. Artiklerne er gemt bag betalingsmure, så man er sikker på, at ingen kreative har råd til at læse dem og dermed ikke kan kommentere.
Den gråblå presse – myten om de røde lejesvende, den frie presse – og PR-maskinens totale dominans