Flashback Engang var udstillingsteder magiske platforme, hvor man kunne nyforelske sig i verden. Måske handlede de oplevelser også om min uskyld, hvor det glimtvis føles som om samtidskunsten gav aha-øjeblikke, som pre-ekkoer af fremtiden, æstetiske nybrud og bevidsthedsskred kogt ned til værker, der transcenderede sproglig forståelse – stamtræer af fornemmelser, tegn og idéer, der kunne negle en uudtalt følelse eller ny tidsånd – mere præcist end en roman, en film eller en popsang. Et tosset/visionært individ kunne smaske sin hjerne op på et lærred uden større konsekvens og udstille det dagen efter – modsat den lange forarbejdningstid og gruppeproces, andre de andre medier led under.
I dag føler jeg mig erfarings-/samspilsramt og slidt, ligegyldigt om jeg står på en bling messe med skibsreddere eller i en “avantgarde”-kælder; jeg genkender mønstre, ser banale rebusser: forsøg på at skabe investeringssikre visuelle møbler, pretentiøse materiale-undersøgelser, race-/klimakunst, hukommelsesløse reenactments af fortidens grænseoverskridelser, desperate forsøg med tech – slet skjult nostalgi efter dengang, kunsten kunne tænke nyt eller give os et sus – før nettets billedøkonomi devaluerede alt.
Min evige tese om, at “virkeligheden har overhalet fiktionen” har i den grad ramt kunsten. Verden – og vores adgang til næsten alt – er accelereret og gået bananas, så hvem kan føle noget sublimt men subtilt i olie mere, når digitale oversaturering bombarderer os med aten surrealistisk men meget virkelig dystopi, der får gallerierne til at føles som folkekirker.
Kunstverdenens økonomiske krise: Ingen tør tale om det, for så er de på taberholdet, men der er krise. Auktionshusene melder om dalende omsætning, mellemstore gallerier lukker, og mængden af usolgt samtidskunst stiger markant. Det mellemste prissegment (30.000–300.000 kr.) – som tidligere holdt liv i både gallerier og kunstnere – er særligt ramt, ligesom den pressede middelklasse. Mens enkelte ikoniske taschen-bogs superstjerner stadig sælger, kæmper unge og mellemstore navne for at få afsat værker, og deres gallerister har ikke råd til at byde dem op på auktionerne mere. Kunstnere presses ud i residencies uden honorar og oplever øget prækarisering. Samtidig reduceres kunstmesser, åbninger og udstillinger til nostalgiske kræmmermarked for visuelle møbler, der foregiver at være investeringssikre og sige noget helt særligt om køberen. Det er en fiaskospiral, for nu fladere kunstnerne er, nu mere er de tvunget til at “male penge”.
Fra kunst til krypto En væsentlig årsag til krisen er, at store dele af den spekulative og skatteoptimerende kapital, som tidligere flød ind i kunstmarkedet, er migreret til kryptovaluta og DeFi-økonomi. Kunstens styrker som hvidvaskredskab – unikhed, manglende fast prissætning, diskrete handler – overgås nu af kryptos langt mere mobile og anonyme infrastruktur. Hvor man før flyttede penge via malerier og skulpturer , flytter man i dag kapital via smart contracts og wallets. NFT’erne er måske døde lige nu, men de åbnede kunstverdenen for krytoens mirakler, så kunstens rolle som “safe haven” og “gråzoneøkonomi” er reduceret – og netop de sorte penge har tidligere været kraftige drivere for markedet.
Generationskifte De boomere og Gen X’ere, der drev det klassiske kunstmarked, går nu på pension, sælger ud – eller dør. De unge rige – fra startupmiljøer, tech og influencer-økonomi – køber ikke kunst. De viser status gennem biler, ure, hypebeast-gøgl, AI-løsninger, sneakers, podcasts, kosmetiske operationer, helse, spiritualitet, rejser og podcasts – ikke malerier. Kunst, som kræver nærvær, kontekst og sansning, passer dårligt ind i en tidsånd, hvor en plevelse helst skal være hurtig, digital, mobil og delbar.
Hvad sælger – og hvad dumpes? Kunstmarkedet er blevet ekstremt polariseret. Blue-chip-navnene sælger stadig – ofte som symbolske aktiver snarere end værker. De har institutionel støtte, kendisfaktor og global brandingværdi – kunstens Rolex eller Porsche. Samtidig dumpes mellemsegmentet og de kunstnere, der toppede under pandemien eller NFT-hypen. Kunst med lavt proveniensniveau & ukendte navne uden stærk narrativ falder markant i værdi. Abstrakt, ekspressivt maleri uden koncept, eller værker med tung tekst og lav visuel appel, kan slet ikke sælges – og mange ellers anerkendte værker handles i dag til under 30 % af oprindelig galleripris. 
Hvor blev visionerne af? I århundreder fungerede kunsten som krystalkugle: Den opfangede ny sensibilitet, opfandt æstetikker, pegede fremad. Men hvor er det sidste store æstetiske nybrud? Relationel æstetik? Zombie-formalisme? Superflat? Post-internet art? NFTs? Klimakunst? Kolonikritik? De er vigtige fodnoter – men intet har redefineret form, følelse og erkendelse, som modernisme, konceptkunst eller avantgarde gjorde. Kunst har mistet sit kald som visuel opfinder og følelsesmæssig pioner – og reduceres i medierne til kommentarsporskrige, kritik, foragelse, misundelse og nostalgi.
Vi kan anskue kunstverdenen som fem relativt autonome underfelter, der overlapper hinanden og er positioneret i forhold til økonomisk kapital og kulturel legitimationskapital:
Art-market Omfatter kommercielle gallerier, kunstmesser og auktioner. Her producerer kunstnere objekter, hvis værdi primært måles økonomisk – dvs. kunst som investering eller luksusvare.
Exhibition Består af museer, biennaler, kuratoriske institutioner og udstillingsplatforme. Her er fokus på at skabe oplevelser gennem kuratering og formidling. Kunstværker legitimeres symbolsk, ikke alene økonomisk
Academic Universiteter og forskningsbaserede kunstprogrammer (ofte phd-baserede). Kunstnerne i dette felt producerer viden og teoretisk refleksion – kunst som forskning eller diskurs
Community‑based Uformelle og ofte lokale eller nonprofit-forankrede praksisser. Kunst som aktivt fællesskabsarbejde; sociale praksisser ofte uden markedsøkonomi som primær drivkraft.
Cultural activism Kunstformer knyttet til politisk eller social aktivisme. Her er målet ikke primært kunstnerisk anerkendelse, men social forandring; kunst som intervention i magtstrukturer
Kunstenudskillinger er blevet tamme events, begivenheder med snacks, lounge dj, økovin, lounge dj og selfiezone, en pdf med værksforklaring, en logovæg. Mystikken er forsvundet. Indholdet skal læses på et bladrebord eller i kataloget. Det uforståelige – og ofte slørede – er blevet oversat – på forhånd. Kunstens nuværende stemme er korrekt, men ikke vild, identitetspolitisk, men ikke visionær, meta-ironisk, men ikke sårbar – selvom den insisterer på autencisitet. Kunst kommenterer højst – men skaber sjældent.
Hvad kunne fremtidens kunst være? Der er brug for en ny generation af kunstnere, der kan genopfinder sansning, reintroducerer mysterierne, skabe æstetiske chok, ikke bare kritiske noter, oprette nye former for fællesskab. Kapitalen er migreret, samlerne dør og dermed fylder markedet med mesterværker, de unge er ligeglade med kunst som andet end cosplay for rige identitetssøgende børn – for kunsten ikke har leveret visioner længe, kun tom fetish.
Klasseflugt, lukket kredsløb og en ubrugelig økonomi Kunstverdenens krise skyldes ikke kun global kapital eller generationsskifte – men også et sammenbrud i det mellemlag, som tidligere bar hele økosystemet. Den urbane, kulturelle middelklasse, som i årtier købte kunst, gik til åbninger og investerede i værker for at støtte en scene. Middelklassen har ikke længere økonomi til at købe– og mange er selv ramt af prækaritet. De forlader scenen som aktive deltagere og bliver tilskuere med likes og tak-for-invites, og er erstattet af overklassens hattedamer m/k.
Samtidig har de eksklusive gallerimodeller – white cube, appointment only, ingen priser online – fastholdt en æstetik og et system, der ikke længere kan forsørge kunstnerne, medmindre de allerede er i de højeste fem procent. Gallerierne skal stadig have halvdelen og kan ikke forsørge de fleste. Kunstnerne prøver at overleve ved at sælge i sidegaderne, på Instagram, via DM’s, på auktioner og i vennekredsen. 
Institutionerne Stadig flere aktører i kunstverdenen afhænger i dag af institutionernes køb – museer, udsmykninger, samlinger, kunstfonde. Men de køber ofte få værker til stærkt nedsat pris – og de har lange, bureaukratiske beslutningsgange, som ikke matcher kunstnernes kontante behov – plus de kræver kunstnerne bruger tid på hele det akademiske spil der skal til for at blive valideret af institutionernes elfenbenstårnet kontra det hyperliberale marked Samtidskunsten har i stigende grad lukket sig inde i et teoretisk elfenbenstårn, hvor form, sprog og diskurs bliver mere og mere afkoblet fra virkelighed, økonomi og publikum. Teoretikerne skriver hinanden op, får diskursfeber – og bruger værkerne som trampoliner til deres digte og ormehuller, afkoblet fra det skridende marked.
Kunstner-cosplay Kunstakademierne fyldes i stigende grad af overklassebørn med forældrekøb, trustfundkids, bo-bos og kulturelle arvinger med meget lange efternavne, som har råd til at “lege kunstnere” i et årti – uden behov for indkomst. De skaber værker om identitet, køn, materialer og relationer – men ofte uden fare, radikalitet eller eksistentiel nødvendighed. Resultatet er et pænt, personligt og post-politisk felt, hvor alt kan forklares, men intet nødvendigvis mærkes. Det føles ofte som ghetto-turisme. Hvis kunstens økonomi ikke genetableres med reel adgang, offentlig støtte og meningsfuldt mellemlag, vil den blive til et gated community – hvor kun de, der ikke har noget på spil, har råd til at spille med.
Det grænseløse gallerirum Det moderne galleri er blevet en scene for genopførelser, ikke åbenbaringer. Siden Duchamp stillede et urinal i et udstillingsrum, er alt potentielt kunst – så længe det er placeret inden for rammerne. En bunke visne blade på gulvet kan i dag være en installation, men uden for galleriet er det bare affald. Alt er allerede prøvet. Blod, sex, skrald, stilhed, grimhed, trash, bling, bomber, tomhed, gentagelse – provokation, chok, transgression
intet kan længere overskride noget, fordi alt er allerede skrevet ind i kunsthistoriens arkiv, så galleriet i dag er et ritualiseret rum for betydninger i gåseøjne – man ser ikke et objekt, man ser en reference, klargjort til salg. Man oplever ikke noget nyt – men forstår, at noget ligner noget, der engang betød noget, og måske giver en vibe.
I Mesterværkernes skygge Tænk på kunsthistorien som en buffet, hvor alle retter bliver stående uden at rådne, men der kommer nye til. Lidt som Spotify, hvor det gamle har flere plays end det nye – den nye single med Gilli konkurrerer altid med Kind of Blue og Mozart. Det betyder, at al ny kunst bliver dømt med fortiden som lineal – og sjældent måles på sit eget potentiale. En spændetrøje af tyngende historie. Det nye bliver mindre – ikke fordi det er dårligt – men fordi det vises i en ramme, der er mættet med fortolkning, forventning og filtrering.
Hvor gik de nye kreative hen? For mange unge med virkelyst og æstetisk bevidsthed virker gallerirummet langsomt, hierarkisk og effektløst. De kvikke outsideres kreative drive, der tidligere kunne føre til radikale kunstneriske gennembrud, søger i dag andre veje: Tech og startups tilbyder hurtigere feedback, reelle output og global rækkevidde. Design, gaming og digital storytelling former sanser og adfærd i realtid – ikke bare som refleksion, men som intervention. Selv memekultur, techno, rap og DIY-æstetik har større kulturel effekt end samtidskunst. Kunstens rum må ændre sig, eller forblive tomt
Hvis kunstens formål er at skildre det eksisterende og sammenligne sig med det tidligere, mens virkeligheden skabes af kodere, content creators og kulturelle hackere, så risikerer kunstinstitutionen at blive et konservatorium for forældede eksperimenter.
Kunstverdenens interne psykologi Kunstneridentitet i sig selv garanterer ikke følsomhed, empati eller samfundssind. Viljen til at forme udtryk kan også drives af narcissisme, mindreværd, hævntørst og kontroltrang, men det er tabu i kunstverdenen. Mange kunstnere i dag er optagede af penge, strategi og netværk, de taler om fonde, priser, placeringer – og om hvor dårligt de andre klarer sig. Alle leger venner, men bagtaler hinanden, når de vender ryggen til, man skal spille sårbar og succesfuld. Man skal ligne en outsider, men tænke som en investor, for de fleste kæmper fra husleje til husleje,
For kunstnere foragter de rige: “De forstår ingenting”, “de vil bare investere”, “de dræber kunsten”. Omvendt elsker mange rige kunst: “Det giver mening”, “det er det eneste autentiske der er tilbage i en hyperliberal virkelighed” – eller er det bare investering, selvbranding, så man flasher, at man har sunde værdier – eller aflad. Det er nu engang sjovere med baseball kort på vægen end aktier…
Mellem dem står galleristen – mægleren, mellemmanden alle hader: Kunstneren synes, de tager for meget og forstår for lidt og bahandler dem som tjenestefolk. Køberen synes, de presser, pynter og pakker bras ind i smarte ord. Galleristen prøver at sælge visuelle møbler til velhavere, der vil have en billet til en snæver, snobbet, socialt defekt subkultur – og have en “sikker” investering til kontoret med fradrag.
Kunstens sociale rum er ofte usunde de sociale og psykologiske klima i kunstverdenen er ødelagt. Det er gennemsyret af usikkerhed, jalousi, dobbeltspil, selvbranding og misbrug. Det er fyldt med semantisk konkurrence, intern performativ moral og eksklusivitet. Det skaber ingen ægte fællesskaber – kun positioneringer. Er der en magtfuld fagforening for kunstnere? Nej, det er alle mod alle.
I en tid, hvor kollaborative, hurtige, eksperimenterende fællesskaber opstår i tech, aktivisme og subkultur, virker kunstverdenen som en syg akvariekultur, hvor kun dem med iltreserver overlever.
Markedet er ved at dø fordi der ikke er liv i relationerne eller revelationerne. Fordi markedet gør, at de psykologiske profiler og spilstrategier, der overlever i kunstfeltet, ikke skaber nyt, men bevarer det gamle. Fordi de sociale rum, som skulle være laboratorier for frihed og skønhed, er blevet rum for taktik, status, forstillelse og skjulte neuroser.
Hjemmet som totalinstallation og showroom I dag foregår meget af den kommercielle billedkultur på Instagram og lignende platforme, hvor folk følger kunstnere direkte, swiper igennem auctions-story og køber lidt værker direkte eller igennem sidegade-hustlere – uden gallerist, uden institution, uden kontekst. Det er hurtigere, billigere og mere personligt.
For de fleste danskere – inkl. kulturuddannede og kreative freelancere – er 20.000 kr. for et maleri ikke længere en mulighed, vægene er overtaget af plakater, arvestykker med sentimental værdi, børnetegninger og skoleprojekter, LP-covers, som kombinerer nostalgi, æstetik og musikalsk identitet, graffiti-fotografier, street-art-plakater eller print fra Re-Art, Sammenklippede moodboards – Pinterest offline, funde objekter, DIY-kunst, en stor skærm eller bare en stang dyrt tøj og en farvesorteret pyntereol, Kunst er bare et element i en æstetisk atmosfære, på linje med lamper, planter og bøger. Alt er tegn i vores showrooms, hjemmet er blevet en totalinstallation.
I takt med at identitet er blevet løsrevet og noget, man iscenesætter og optimerer, er hjemmet blevet et performativt rum. Et sted, hvor alt er nøje udvalgt – og hvor det samlede indtryk ofte betyder mere end enkeltværker. I den fortælling bliver det klassiske kunstværk overflødigt – eller blot ét element blandt mange, kunst er ikke længere centrum – men accessoire.
Kunstverdenens main stage føles måske ikke som det vilde vesten mere, men som en tom kulisseby – hvor man måske er heldig at se tumbleweed blæse forbi. Men pyt med det…Måske er det bare – som altid – tid til at købe med øjnene, ikke med ørerne – eller med hjertet? Eller lave noget selv fordi du ikke kan lade være?