Der bliver ofte råbt om den “røde presse” i Danmark. Om DR’s røde lejesvende, Politikens kulturradikale kult og journalister, der angiveligt stemmer Enhedslisten. Jeg råber her at pressen slet ikke har tøj på….hvad blev der af den fjerde statsmagt?
Men når vi skruer ned for myterne og op for fakta, viser det sig, at virkeligheden er langt mere blå, grå og ekstremt loyal overfor regeringen og de interessegrupper, der betaler regningen gennem annoncer og politisk opbakning.
Rød er naturligvis et relativt begreb i en verden, hvor alle før valget lover så meget vi glemmer hvad de allerede HAR gjort, hvor de blå og røde flimerer rundt i tørretumbleren til vi ender med en fad kogevasket lilla.
Misforstå mig ikke – jeg ønsker på ingen måde den gamle DKP/KGB-presse tilbage. Jeg undrer mig bare over, hvor den nytænkende, kritiske og strukturelt anfægtende presse egentlig er blevet af? Hvem taler borgernes sag? Hvor er den fjerde statsmagt?
Undersøgelser viser at et flertal af journalister hælder til røde side i stemmeboksen og burde derfor være empatisk og solidarisk sindede. Men mediernes økonomi, ejerskab og logik skaber et helt andet output. Åbenlyst er Berlingske, Jyllands-Posten, Børsen og Finanswatch er erhvervslivets hoforganer, men Politiken, der på overfladen fremstår progressiv, er ejet af JP/Politikens Hus og lever i høj grad af annoncer fra banker, pensionskasser og flyselskaber. Politiken leverer et “alternativt” livsstilsunivers, men sjældent reelle alternativer eller aktiverende indsigt – det handler mere om livsstilskrig og moraliseren, eller at blive enige om noget er for galt – lang tid efter det er blevet ond virkelighed og ude af hænderne på os.
Så hvem er så den “røde” presse? Information, Arbejderen og måske flinke Zetland. Tilsammen udgør de langt under fem procent af det samlede medieforbrug. Information, Arbejderen og andre nicheprogressive, præget af forældet retorik, mangel på vision, en moraliserende tone og en tendens til at fremmedgøre og passivisere. Resten af medierne er midte og blå – selvom de foregiver noget andet og spiller vagthund, progressive og alternative.
Den store midte, cirka 55 til 60 procent, består af statsstøttede medier som DR, TV 2 og Politiken. De prøver desperat at vedligeholde fællesskabsfortællinger, men fungerer i praksis som statslig propaganda, altid konsensussøgende og ofte på en moralsk høj hest om ting, alle i forvejen er enige i. Det er meget sigende for libaraliseringen af pressen at Bjarne Corydon, ja ham, New Public Management-profeten, privatiserings-mesteren fra Dong/Ørsted, tidligere chef på Børsen med tætte bånd til Boston Consulting Group og McKinsey – har overtaget ledelsen af danmarks største “røde” offentligt betalte mediehus….
De resterende 35 til 40 procent blå eller blå-sort medier: Berlingske, JP, Børsen, BT, Ekstra Bladet og Frihedsbrevet. De hylder vækst som universel løsning, drømmer om at barbere velfærdsstaten ned og flytte i skattely, og de holder altid med vinderne, der betaler gildet. Danskernes daglige medie-sondemad er derfor primært en blanding af regeringsloyal midte og borgerlig erhvervslogik.
Fyrtårnshistorierne i et hængedynds-hav af tidsrøvende grød:
Danske Bank hvidvask-skandalen (2017–2024, Berlingske/Financial Times) – afsløringer af kæmpe hvidvask via Estland, førte til direktørfyringer, milliardbøder og retssager.
Ahmed Samsam-sagen (2017–2025, Politiken/DR) – afdækket at han var dansk agent i Syrien, endte med PET-bekræftelse og krav om erstatning/rehabilitering.
Minksagen (2020–2022, TV 2/Politiken/Berlingske) – ulovlig aflivningsordre og slettede sms’er, Minkkommissionen kritiserede regeringen, stor politisk krise.
FE-sagen (2020–2024, DR/Information) – hemmelige spionaftaler og tilsynskonflikt, førte til afskedigelser, retssager og langvarig tillidskrise i efterretningstjenesten.
Udbytteskat-skandalen (2015→, DR/Politiken) – svindel for 12,7 mia. kr., førte til stramninger, internationale retssager og stort fald i tilliden til SKAT.
EFI-skandalen i SKAT (2015–2022, DR/Berlingske) – kollaps af inddrivelsessystemet, milliarder tabt, projekt droppet og førte til omstrukturering af hele skattevæsenet.
Britta Nielsen/ Socialstyrelsen (2018–2020, DR/Politiken) – underslæb for over 100 mio., endte med fængselsdom, nye kontrolsystemer i staten.
Atea-bestikkelsessagen (2015–2019, Computerworld/DR) – omfattende bestikkelse i offentlige IT-kontrakter, førte til domme og strammere indkøbsregler.
Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse-korruption (2019–2020, Jyllands-Posten/DR) – svindel og returkommission, førte til fængselsdomme og intern oprydning.
Blackstone/§5 boligindgrebet (2019–2020, Politiken/DR) – udenlandske fonde pressede boligmarkedet, resulterede i “spekulantstop” og lovændring.
Kvotekonge-sagen (2017, DR/Politiken) – fiskekvoter koncentreret hos få rige, førte til politiske reformer og debat om kystsamfund.
Dan-Bunkering/Syrien-sanktioner (2021, DR/TV 2) – ulovlig jetfuelhandel til Syrien, endte med historisk dom for brud på EU-sanktioner.
Sundhedsplatformen (2016→, Information/DR) – massivt kritiseret EPJ-system, førte til undersøgelser, politisk kritik og planer om udskiftning.
TV 2 #MeToo/sexismesagen (2021–2022, Discovery/TV 2-dok/Politiken) – dokumentar afslørede systemisk sexisme, førte til fyringer, kulturændringer og branchereform.
Tibet-sagen (2012–2018, Jyllands-Posten/Politiken) – ulovlige polititiltag mod demonstranter, kommissionens kritik, svækkede tilliden til politiet.
Lynetteholm & slamdumpning (2021–2022, DR/Politiken/Information) – miljøkritik af dumpning i Køge Bugt, førte til stop for praksis og ændret anlægsplan.
Skare Meat Packers (2023, DR/Fødevarestyrelsen) – “gammelt kød” afsløret, kæmpe tilbagekaldelse, konkurs og politiefterforskning.
Ejendomsvurderingsskandalen (2023–2024, Politiken/Berlingske/DR) – tusindvis af fejlvurderinger, skarp kritik fra ombudsmanden, system justeres igen.
Instrukssagen mod Inger Støjberg (2016–2021, Jyllands-Posten/DR) – ulovlig instruks om adskillelse af par, endte i rigsret med 60 dages fængsel.
Dansk udstyr i Yemen-krigen (2018–2020, Danwatch/TV 2) – dansk teknologi fundet brugt af Emiraterne, førte til politisk debat og skærpede eksportregler.
På papiret er Danmark et pressefrihedsparadis. I praksis ser det anderledes ud. Der er omkring 1.800 nyhedsjournalister i landet – men over 10.000 kommunikations- og PR-medarbejdere. Hertil kommer et hav af lobbyister på Christiansborg, i Bruxelles og i erhvervsorganisationerne. For hver kritisk journalist står der fem PR-folk med sminkede citater, PowerPoint-slides og invitationer til vin og middag – og ikke sjældent med tilbud om lukrative konsulentjobs bagefter. Den såkaldt uafhængige presse bliver derfor ofte reduceret til videreformidling af professionelt spin. Alt for ofte er kilderne ikke researchede, men direkte omskrevne pressemeddelelser.
Staten yder direkte støtte på omkring 370 millioner kroner årligt og indirekte tilskud gennem momsfritagelse i milliardklassen. Denne støtte sikrer mediernes overlevelse, men også deres loyalitet. Ingen bider hånden, der fodrer. DR og TV 2 fungerer som statens husorkestre: DR med et budget på ca. 3,7 milliarder kroner og TV 2-regionerne med yderligere en halv milliard. De spiller regeringens melodi – EU, NATO, velfærd, vækst og grøn omstilling – med små disharmonier for at virke kritiske, men altid om emner, der for længst er kørte. Det er nemt at være forarget over ting, der allerede er afsluttede.
Selv de medier, der foregøgler at repræsentere en form for opposition, er mest af alt woke light™ – en sukkerfri cola af kultur- og identitets-debatter, der lindrer, men ikke udfordrer systemet. Zetland leverer moraliserende mindfulness. Politiken Kultur dyrker gourmetoprør, men altid flankeret af elbilreklamer. Eurowoman sælger feministisk empowerment via sneakers og kosmetik. DR P3 er lidt queer, lidt klima, men aldrig i opposition til Finansministeriet. Vice – nu RIP – var tattoo, techno og stoffer, men sponsoreret af Red Bull, Coke og Levis. Alt sammen fake-opposition i form, men aldrig i indhold.
En presset branche: Journalistuddannelserne producerer årligt omkring 500 nye journalister og kommunikatører. Men der er kun 1.800 til 2.000 jobs i nyhedsbranchen, et faldende antal, hvilket betyder, at lydighed, netværk og hastighed er vigtigere ansættelseskriterier end kritisk integritet eller tallent. Til gengæld vokser antallet af PR- og kommunikationsfolk støt og ligger nu på omkring 10.000 til 12.000. For hver journalist i et potielt kritisk job findes der altså 5–6 PR-folk, der skal fylde rummet. Plus AI disrupter hele brachen, se bare det nye sortblå medie “Projekt Y´s” vilde aliance af Lars Tvede, Lars Seier, Michael Dyrby, Morten Messersmith og konen for lige at få en enkelt kvinde med i toppen.
Den danske presse er altså ikke rød. Den er gråblå. Regeringen og erhvervslivet leverer melodien, mens post-woke medier er lynafleder og livsstilskultur spiller opposition og distraherer, men reelt kun leverer trøst, distraktion og symbolske kampe.
Den eneste reelle røde – læs alternativt tænkende – presse findes i mikroskopiske lommer: et par spredte debatter, en overvintret teoretiker på KUA, der skjuler sit systemhad i obskure afhandlinger for at holde fast i en pensionsordning, eller et glimt i en Jonatan Spang-sketch, hvor alt alligevel er i gåseøjne.
Men pressen er ikke en informationskanal mere, det er en følelsesmaskine. Det, der sælges, er ikke sandhed, men en blanding af uro og lindring – et stof, man vender tilbage til dag efter dag. Pressen giver følelsen af overblik midt i kaos, illusionen af, at “nogen” har styr på det og du “er med” i et fællesskab, der er blevet et traumefælleskab, se bare de hadefulde diskutioner på f.eks BT, EB og TV2s facebooksider. Sundt?
Pressen kanaliserer angst for krig, klima og inflation ind i konkrete figurer – Putin, CO₂, hackerangreb – så diffus uro får et mål. Den leverer følelsen af at være med: at kunne sige “jeg læste det i Politiken” eller “jeg så det på DR” er en social valuta, der gør dig til en del af flokken og bruges til som social lim. Breaking-bannere fungerer som små adrenalinfikser: katastrofen serveres, men ledsaget af en ekspert, der siger, at det nok skal gå og du trygt kan se videre.
Og det er netop her, afhængigheden opstår. Pressen producerer en uendelig dødehavs-WC-rulle af angst og belønning: trusselsbilleder, der aldrig slutter, permakrise, men hele tiden lindres med nye historier, nye analyser, nye stemmer. Det er ikke designet til at blive færdigt, ændre eller aktivere – det er en ende i sig selv, et drug, en tilstand, et kollektivt misbrug – en blanding af angst og trøst, frygt og fake-fællesskab. Pressen dulmer vores uro og fortæller os fornuften vil sejre og de voksne nok skal klare den for dig, men skaber samtidig den passivicerende afhængighed, der holder os klistret til den endeløse feed-rulle for dopamin og angst-fix.
De unge har for længst gennemskuet medierne er propaganda forklædt som underholdning: unge mellem 18 og 29 år bruger i gennemsnit under 15 minutter dagligt på klassiske nyhedsmedier, men flere timer på TikTok, YouTube og Discord. Over 60 procent får nyheder via sociale medier og influencere, mens kun 20 procent betaler for et abonnement på et nyhedsmedie. De smarte vil hellere skabe end at konsumere.
Bevares, DR og TV 2 rammer de unge indirekte – men mest gennem Instagram-reels og TikTok-klip. Unge vågner til et meme om krisen, før DR når at sætte et breaking-banner på. De stoler mere på en gamer-streamer end på en korrespondent i blazer, og de diskuterer verdenssituationen på Discord med folk i seks forskellige lande. For dem er de klassiske medier uærlige mellemhandlere. Så hellere fællesskab, direkte kilder og meme-sandheder end doomscrolling af mellemhandleres sponsorerede synsninger.
Tag en pause og få det bedre…dine venner skal nok ringe – hvis den er helt gal.
PS. Blazar har ingen støtte, ingen sponsor, ingen skribent-ego, ingen tidsangivelse. Blazar er ren lyst.