Der er altid et ny folketingsvalg lige om lidt, men jeg er splittet, da jeg ved at hvis jeg stemmer blankt – eller bliver på sofaen – går min stemme til flertallet, gys.
Jeg har just prøvet at se tv om politik for første gang i mange år – wow hvor har de meget makeup på – og alle er bange for lange ord. Folk var nu pænere i gamle dage på B&O 26″ bredskærmen skudt på noget non-HD gear – før botox, 50” fladskærm, spindoktorer, stylister & djøf-formateringen udjævnede alt.
Hvis meningen med tv om politik er at demoralisere os med vrøvl og øge mistillid, systemangst, politiker-lede, fremmedgørelse og generel medie-træthed via en uendelige dødehavsrulle af banaliteter og truismer, retorisk judo, talmagi, løgn og skolegårdsmobning – lykkedes det perfekt. Jeg mærker apatien simre, er næsten i trance af al den leflen for den laveste fællesnævner. “Man mærker hensigten og bliver forstemt” skrev Goethe. Nu føler danskerne sig som foies gras-gæs, gagget af fed foder før slagtningen.
Jeg vil altid bag skærmen så jeg fik lyst til at dufte live til politikerne på trolde-øen – jeg pakkede mine nelliker, sprang ud af min København K-boble og fløj via en labyrint af transport til et andet beskyttet værksted: udkants-øen i i smukke kulisse-danmark, til de voksnes Distortion-festival, Djøfstortion – en relativt ny tradition opfundet af hidsigproppen med de stikkende øjne og de ni liv, Bertel Haarder.
PÅ øen mødte jeg et hav af travle toppolitikere på helikopter-gennemtræk, der talte med en mund – de replikker deres tekstforfatter/partiformand/spindoktor havde valgt, før de skulle i deadline igen eller dele varme balloner ud foran Irma til næste valgkamp.
Politikere, presse politi: udover politikere var en anden erhvervsgruppe stærkt repræssenteret – for jo vigtigere politikere er, jo flere bodyguards. Det var en sand politifestival. Fra skæve hjemmeværnsfolk, trafikbetjente i brandsikre hollændervognene over stereoide-opboppede frømænd og jægere og andre kommende lejesoldater fra Blackwater/Xe Services/Academi til mere hemmelige grå pantere med hudfarvede headsets, i hemmelige tonede korteger med mange mystiske antenner på. Jeg fandt desværre aldrig deres efterfest – synd for jeg har altid undret mig over hvad de fyre taler om når de chiller?
Læs min guide til partiernes tøj, musik og rusmiddel-stil her.
Forsvaret havde sågar lagt en vandbarriere ud for at undgå aktivist-invasion fra havet ved skole-scenen hvor den negative opmærksomheds mester, Geert Wilders, var blevet importeret ind for at provo-gøgle for 100 håndplukkede journalister og race-rene retrokonservative indebrændte gråsprængte vindjakkemænd. Stakkels Flemming Rose så stresset ud i flankeret i en fast firkant af Jack Bauer-kloner. Negativ likehunting har en høj pris – og karma er en bitch.
En anden medieopflasket tidstype der nyder godt af sikkerhedsbranchens skudsikre varme er den mørklødede fremmedhader – der higer efter spotlight via alt det generaliserende og grimme indvandrerhad, selv Politiken-folket – der som bekendt ikke bor nær en ghetto – ikke selv kan få over deres læber. Den mørke fremmedrevser ryger hurtigt ned i en negativ omvendt likehunting, der gør ham mere upopulær end Pia Kjærsgård i Mølnerparken. Jeg overvejer hvilken shitstorm-størrelse der ville udløses hvis en bøsse, hvid fattig vred mand eller jøde udtalte sig så negativt om sin oprindelse?
Videre til Liberal Alliance, der havde leget en lækker lakeret færge i havnens epicenter. Der var ingen damer ud over den slags der er imponerede af dyre bobler og det der ligner glimmer. De fleste LA-mænd tilbageskrabet fedthår hen over månen, blazer-belly og højtaljede mandejeans med mange detaljer, logo-bælte og noget sportshyttesko fra Lloyd – de ligner ludomaniske luderkunder, men har en mægtig netværks-fest og alle umulige medievampyrer samler sig for at få en bid af lagkagen. Per Mikael Jensen, forhenværende CEO i Metro International – rodede med en mixer der udstød den pureste patinerede sølvbryllupsfunk fra Dan Rachlins gamle pladekasse. (Mere om DJ´s her) Mon ikke de også nød noget Sinatra efter jeg blev eskorteret bestemt væk – selvom jeg påkaldte mig casino-kongens opmærksomhed, da dørmændene ikke kunne lide mit matsorte Prada-sport-sæt. Lars Seir kan ikke huske de gamle skate-mods fra Storkespringvandet mere. “Cool mediehåndtering” snerrede jeg ironisk. Fair nok, jeg ligner en skidt forretning. Så hellere hælde boblerne mere lukrative veje.
Senere erfarede jeg at Lars Seiers forbillede Ayn Rand også var gudmor til selveste satanismen, da hun er citeret rigt i Anton La Veys satanbibel – jeg ærgrede mig over jeg ikke havde denne bonusinfo, så jeg kunne teste kaste vievand og teste Bourgogne-vampyrerne – men jeg kan godt lide de bare toner klart piratflag og affærdiger lighedsfantasier og fake-empati og bare holder på de stærkes ret til at dominere frit, med eller uden stereoider og viagra.
De har suget blodet ud af de konservative, og mon ikke afdøde Mads Holger – der er på øen for at tale privatbilismens sag uden kørekort – fik sit kandidatur sat op som et snedigt ironisk inside job – betalt af f.eks Liberal Alliance – for at lægge resterne af det før så hæderlige konservative “Lodenfrakke med reol-frederiksberg-parti” i graven?
Dørmændene kunne heller ikke lide mig til Dansk Industris fest, der dog spillede noget mere P3-agtig EDM, men det var måske fordi jeg havde et kæmpe Canon, der potientielt kan filme de fine aftaler mellem lobbyister og politikere, der ikke tåler folkets øjne. Måske er det min interesse for den danske part i det militærindustrielle kompleks, der er blevet spottet. Det er nemt at blive paranoid til Djøfstortion. Det er som om, hver fjerde gæst arbejder med “sikkerhed”, og jeg tydeligvis er profileret og flagget via GPS, da politiet senere lukker samtlige efterfester jeg er til 10 min. efter min ankomst. Der kører en brandsikker transit 10 meter bag os hele vejen til skønne Hotel Nodrland. Måske skulle jeg ikke have været ude på invasions-korvetten Absalon til dansk forsvarsindustris cocktailfest forrige år…
Næste morgen lyder en suppe af memorerede hooklines om stakkel-had, fremmed-had og bistandsklient-had – da de ikke er målgrupper for andre end yderpartierne – ingen taler om den største udgift på statsbudgettet er de hellige stemmekvæg der er passeret 65.
Mange af politikerne virker som nørdede indebrændte mobbeofre, socialt defekte mennesker der ikke rigtig har fået det til at spille med karrieren ude i virkeligheden, og nu håber på hævn via et magt og medieapparat – og allerede efter frokost er det tydeligt de bærer ikke en brandert med ynde.
Se Mads Holger – RIP – til folkemødet.
Jeg går i dækning i Kvinfos telt. De har hyret kussehviskeren Jakob OIrik til at provokere og mandestrippe for de fremmødte feminister og bøsser. En yndig korthåret piercing-pige med is-øjne spørger panelet om “hun stadig kan være feminist – når hun gerne vil tages meget hårdt af mange fremmede mænd samtidig?”
Heldigvis afbrydes det noget akavede meget teoretiske svar af ekstremt lavtgående flylarm, da 2 smukke B52H maskiner dykker over pladsen. Jeg bliver euforisk over at se og især mærke disse to flyvende KZ-lejre designet i 1950erne, der ikke bare satte napalm-ild til hundrede tusindvis af civile i Vietnam og skvattede ned med brintbomber og bestrålede eskimoerne i Thule, men også var det mekaniske omdrejningspunkt i Kubrik´s Dr. Strangelove – udover at nakke Irak og Afganistan ganske eftertrykkeligt. Et fly der uden kernevåben stadig bærer f.eks 20 x 1 ton mk 84 bomber, der hver laver et 11 meter krater og ryder 370 meter….gange 20. Det er sandsynligvis den flytype der har dræbt flest mennesker i verdenshistorien. Jeg fik et flashback til en kæmpe airfixlim-skævert, da jeg byggede den i plastic bag om ryggen på mine rasende hippieforældre. Overflyvningen var Amerikansk sabel-raslen, der føltes meget mere reel end al den devalurede ordflom fra tribunerne. “Kom an Pultin.”
Møder igen nattens engel, den insomnia-ramte Peter Skaarup, dybt i det lyserøde fjendeland på toilettet. Han udstråler en autentisk næsten enfoldig zen-ro, og tager sig tid til at lege med mit kamera, i modsætning til Søren Pind, trods det faktum at jeg holder meget af hans sydafrikansk inspirerede “hvidt svin i det gamle sydafrika-look”. Hans nye grå skæg og voksne voks-hår skjuler ikke han ligner en skinger forvokset dreng, men han gider ikke lege med kameraet, men det behøver han ikke, da Venstre er blevet default kryds for de fleste danskere – især dem der ikke gider følge med i politik, der arbejder hårdt og føler de betaler for meget i skat, der hader indvandrere – og bor i provinsen eller forstæderne.
Videre på Gæstgiveren, hvor systemet Politiken holder kulturradikalt bal, dog uden Yahya Hassan eller alt andet med kant. Festen føltes som et desperat jobcenter fyldt med folk fra K-Forum og Østerbro – livsangste rosin-RUC-bævere, der vil truttes i deres grå kalkunblævr til de sprøjter fad-tis.På gæstgiveren synger Steen Jørgensen, iført røde solbriller, fodlang matrix-kåbe og dansk doped Nick Cave patos – han holder sig godt- og bræger noget på “danglish” om mørke skyer og dommedag – det er mit bedste gæt. En slags nedtursromantisk Gnags for folk med “kant” fra 90erne, der matcher de kropsangste Politiken læsere/skribenter meget godt, da de ikke gider danse om så Brown, Prince og Jackson blev tøet op af kummefryseren hos Nasa og spillede live sammen her og nu. Henrik Vesterberg godter sig og håber på et Bob Dylan-covernummer eller noget andet nasalt, mens han trækker en kælk med sit analoge arkiv mellem scenekant, bar og wc.
Folket glimrer ved deres fravær, der er ingen vrede hvide mænd, burkadamer, chavs eller narkomaner. Ytringsfrihed er mere et teoretisk koncept for en forkælet journalist-elite, eller noget man laver negativ opmærksomhedsjagt igennem for at brande sig selv, så jeg går på Røgeriet for at finde de ægte Bornholmere – en midaldrende sølvræv klimprer sig igennem Bon Jovi´s mest forbudte fadæser – og tryllebinder et hav af youngsters der ligner noget fra Mig og Charlie, bare med tøj fra Føtex, der dufter af fadbamser og red bull. Det er rart at være væk fra politikere, PET og journalisterne – og jeg erfarer fra en lokal NGO at danske svineavlere får mere i støtte per gris, end børnefamilier gør pr. barn. Et andet forvildet æggehoved fortæller mig om partikelforskning. Alle har masser af tid da de har opgivet at trænge igennem til politikernes lukkede fester.
Til Alternativets midnatsfest spiller jeg ond militant funk for unge glade skæggede barfods-idealister, der spiser avokadoer med fingrene og snakker om partiets brainstorm-app – min gæsterapper Al Agami ankommer lige da anlægget smelter under E40´s choices subbas. Festen går i Peaktime panik – jeg har prøvet det 1000 gange så jeg stepper tilbage fra pulten for at undgå den negative energi og lader tekniggas rode med det de er bedst til, men det virker som om alle har fået e i deres fadøl, men 20 min. efter står der et nyt anlæg – imponerede på en overbooket ø. De spiller lave danske hits – helt lettede – og den eneste burka på øen danser.
Tilbage på hotel Nordland er alt perfekt, havn og himmel går i et, maden er ny nordisk, Lucas Graham, Morten Messerschmidt, Mette Davidsen-Nielsen og Michael Christiansen ånder sammen i de minimale utopiske rum. Der kom aldrig CS-gas trods Wilders og Gyldent Daggry, så jeg vælger at rende rundt efter en sort og en hvid kanin på klipperne i solopgangen og søger efter Krølle Bøller, bakkepuslinge og andre underjordisk iført min medbragte gasmaske indtil jeg spotter Helles livvagter zoomer ind på mig, hun var min nabo. Godnat.
Jeg når ikke flyet næste dag og går gennem en tom spøgelsesby smurt ind i Shrek farvede plakater fra Alternativet. Jeg møder et par frafaldne fra firsernes Floss-bar, der fik nok af det vilde rock-n-roll liv og blev genfødte som katteelskende kemiske keramikere på solskindsøen. Tilflyttere der typisk har et super hus på 250 kvm til kun en halv million, der kan leve uden et fast job. Jeg får fat i en lokal DF´er fra kommunalbestyrelsen, “Dæk-Torben”, der engang blev hængt ud for at have skabt og opstillet en dæk/dildo-skulptur 1. april. Han er pisse flink, men jeg kan ikke helt forstå hvad han siger i telefonen.
Her er meget stille, men det skal prøves – perfekt forspil til Copenhell. Det mirakuløste menneskelige møde mellem masserne og politiker-parasit-klassen udebliver, lobbyisterne betaler gildet, eksperterne gøglede, men folket er blot statist-gidsler. Bevares, måske er der en dialog om hvordan man taler om politik, men virkeligheden har fortabt sig i retoriske skyttegrave og sprogspil under en fortrængt B52 atomparaply.
Prøv folkemødet hvis du er træt af at skubbe til børn til larmende anakronistiske rock-sponsor-festivaller. Bornholm er smukt, og det giver en unik energi at det er så svært at komme væk. Men regn ikke med at komme bag den tågede diskursgas der danner dansk politik, og slet ikke hvis du er iført et voksent kamera.
PS. Valget biiver ikke tabt eller vundet til folkemødet, det sker nok snarere ud fra hvem der har flest penge til det sidste reklamestød, eller hvem der sviner hvem bedst i slutspurten. Hav et godt valg snart..
Jeg har tidligere skrevet sidste valg her.