MUSIK I LEJET er FREMTIDEN!

Nogle spår i kassegrums – jeg aflæser festivaller – der ligesom gallerier og gadeliv er tidsånds-termometre – og glimtvist udfaldsrum, der kan aktualisere fremtiden.  I år var vadestedet imellem fortids-Tisvildes leg med “ægthed” og nutidens kvantificerede effektivitet. Fremtiden vandt.
UDRENSNINGEN lige om lidt er det gamle Tisvilde, generation Jazzhouse, arkitekten i badekåbe med Weekendavisen og alle de nyskilte og rodehovederne fra generation X & Y VÆK – tilbage er et paradis renset for smagsdommere, chavs, rastaer, gøglere, spinatfugle, roadmen, tourister, hættemåger, flaskeborde, mullets, romaer, senior hipstere, ølbonger, joints, pimp-pusher-promotere, folk fra forkerte postnumre – ja selv nordlige bling bling flashere. Tænk grøn koncert uden fadølsbøtter – via Stick og Joe & the Juice, optimeret i Photoshop, unge høflige pæne trænede mennesker.

GUIDE: TISVILDE

Bevares, der er stadig lidt mediedinosaurer og C-celebriteter der bruger MIL som en ung/dyr selfie-markør – plus kongens børn der hygger og den friske amerikanske milliardær-ambassadør – men det fylder ikke noget i det store billede, der mere tegnes af  dyre børn med både der lastmover på Stone Island, de cosplayer et mix af hooligan/britpop, Miami Vice og Kate Moss på Glastonbury.

For MIL er nu mere for mennesker, der er bedøvende ligeglade med kulturel kapital – der ikke skal bevise noget, der bare elsker at lege ens sammen, der mere vurderer hinanden på beliggenheden og størrelsen af (deres forældres) sommerhus end logoet på en bøllehat eller din vinylsamling. Det er ret sundt. NARKOMANUNGER Vi vil så gerne se de unge som ritalinblæste performancemonstre fanget imellem Joe & The Juice, Sats og CBS der vibecoder apps på toilettet. MIL viste et meget mere nuanceret billede, for selvom fakta fortæller, at lægerne deler drugs ud som aldrig før og billig stærk kokain og ketamin nærmest er blevet pensum i nattelivet, må man bifalde publikum på MIL, for de skjuler det forbilledligt. De køber ikke engang hele flasker mere. Bevares, de drikker da alkohol, men på en hyperkontrolleret måde, som om de er til et networking-event eller en kongres. Jeg så en – en – prøve at brække sig – det var alt. 

Det vildeste kontroltab, er at når looksmaxer drikker sig mod til at tage skjorten af for at flashe sin barberede helt jævnt brune sixpack, mens dem med mere sikker smag diskret ryster på hovedet. 

Ingen overdoser, spændte kæber, lokums-lusk eller pølsemandsposer og pilleark ved toiletterne. Men måske tager de kamera og brandbeviste unge her stoffer helt alene, nøje doseret som performance-fremmere, så ingen har taberklemme på dem, eller måske er de bare så lykkelige på MIL og har så mange andre fantastiske muligheder, at de ikke behøver modgift til den senkapitalistiske tristesse? OFFLINE LOVE Det allerbedste ved festivallen er næsten den dårlige mobildækning, der gør, at man faktisk er nødt til at interagere direkte i realtid med dem og det, der foregår omkring en. 

Læg dertil den nye tendens – der som så meget andet startede i technokældrene – hvor det ses som uhøfligt og dårlig smag at filme og tage selfies.  For de unge ved, at der allerede er masser af billeder af festivalen i skyen, så hvorfor se en koncert eller fest igennem en skærm? Skærm ses som et skjold for dem der ikke har overskud til at agere i første person live – så MIL er en ferie fra det digitale panoptikon-fængsel. MUSIKKEN Generalisten i mig skriver: jeg er erfarings- og samspilsramt og langt uden for X-faktor-segmentet – men jeg føler en slags emotionel kompression i dansk pop – de store følelser, tunge protein-ideer og AHA!-oplevelser udebliver – det virker mere som musikalsk wrestling, meme-mageri, realityshow og performativ inderlighedssimulation  – frem for “kunst”. Fuck jeg er gammel. Måske booker man inspireret af DR’s top 100 over danske hits; måske har man en meget effektiv algoritme, der booker artister som et demografisk haglgevær:  Christopher med Thomas Helmig,  Burhan G, Benjamin Hav & Familien, Dodo & the Dodos, GNAGS, Poul Krebs – alle artister, der excellerer i øreorme, jeg har gjort helt bevidste valg for at undgå, men alligevel via DR’s massive propagandamaskine ligger nær tågerne omkring krybdyrhjernen. 

DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange?

Jeg prøver noget, jeg slet ikke kender: unge Saveus har britpop-hår og minder mig om et mashup af hits fra 80erne og 90erne. Der er absolut intet, der skiller sig ud, det er næsten anonymt, men det er måske det sidste “ægte” og en kvalitet efter årtier med eccentiske, åh så individuelle popstjerner. Hellere minimalt tøj fra Uniqlo eller noget dyrt der ligner – end “et råb om hjælp fra modeugen” – bare som musik. 

Guldimund, der vist er fra provinsen men ligner en der har en båd i Hornbæk, kommer og synger “Vil du noget?” – en moderne slags “Hvor skal vi sove i nat?” – eller rettere det evige tema i dansk pop “hvorfor gik du fra mig til festen?”  – meget inderligt fremført med afsæt i nogle provinsgymnasietraumer og lysten til at smadre noget meget uspecifikt som bait til en ballade – uden ballade, bevares. Alle kigger på deres kommende partner og skråler det ind i hovedet på hinanden. Effektivt festværktøj! Kesi virker som et eksotisk dyr i MIL-kontekst, men posh har altid været fascineret af nosh – og omvendt. Den flotte Nørrebrodreng rapper ikke som Big Daddy Kane, men han skruer et overraskende dynamisk show sammen som en dj, der udløste massiv fællessang og crowdsurfing, til et bagkatalog der er meget mere end “Blå Himmel”.

Kesi er mere end ghettoturisme, de ærlige tekster kredser om det gode liv som både triumf og midlertidig tilstand: vennerne, byen, festerne, kvinderne, forbruget, pengene og følelsen af endelig at være kommet indenfor,  fra gadeuniverset ind i noget mere luksuriøst, romantisk og sommerligt. 

Han skriver i slogans, stemninger og øjebliksbilleder, der fastholder følelsen af fællesskab og fremdrift, men hvor Gilli ofte tilfører samme univers mere mørke, krimi, skæbne og distance, er Kesi den varme, udadvendte vært: mindre tragedie, mere fællesskab, flirt og fremdrift. 

Grundfortællingen er enkel: Han fik det liv, han drømte om som ung, men opdager gradvist, at selv det gode liv har en udløbsdato. Nedenunder ligger en voksende bevidsthed om tid, alder og angst for tabet af momentum. Det bliver spændende at se hvordan han lyder om bare 5 år. Jeg tror, det er hårdt at være Kesi, men Nordsjælland elsker en altid en vinder. NATTEMUSIK Der står en netværks-dj-kurator omkring 30 der ligner en ung Rainer Werner Fassbinder. Overskæg, mullet, mandesmykker – en rollespillende vinylsamler der spiller house, der ville være helt standard i Kødbyen, men han er obskur her, for han tilhører den gamle verden, og kun få gider det.  Selv da han spiller Diana Ross og kaster håndklædet med med den måske lavest hængende frugt på USB-nøglen: ABBA’s “Give Me a Man” after midnight, er det kun hans entourage, der danser. Måske er det fordi alt, der ligner undergrund, ses som fake og uden succes på MIL. Måske er det bare fordi Emil Lange, der arbejder på Universal og har tunet sit sæt efter mange års afsoning som après-ski-DJ, spiller samtidig. Trafik er alt her.

Nogle musikere vælger umulige opgaver. Papa’s Got a Brand New Bag er et James Brown-jamband, der fokuserer på funk-godfathers’ katalog før han tabte til disco og PCP. Det er en umulig opgave – JB havde et af verdens strammeste bands, der blev indspillet helt råt analogt og derfor samplet på hundredetusindvis af hiphopnumre,  men ritualet er peppet op med Joseph Agami, Al og Kukus totalt undervurderede lillebror. Det er min aftens eneste oplevelse af et band der spiller uden radiohits, backtrack og autotune – og de suger en del publikum til sig, selvom de mere nettrafik-tunge artister suger masserne.

Alt kører snorlige, der er ingen kø til noget og rene toiletter og frisk sushi kl.2.30. Backstage var – som på Roskilde – endnu tammere end festivalpladsen. Jeg bemærker, at det lille udsigtstårn er nu blevet reserveret til brands og partnere, der hver får et afmålt tidsrum ligesom på en restaurant.  Jeg burde have blevet lørdag og hørt Kidd, men storbyen kaldte…

Jeg ser en stor og lysende fremtid for MIL og Tisvilde – der burde gøres til en slags gated community eller frilandsmuseum. Helekilden vil bygge et fabelagtigt resort med 1000 friske senge – og jeg kommer helt sikkert tilbage til MIL igen og igen!

Fest-Guide: Lobby-marked på Djøfstortion