Jeg har just skimmet FYRE: The Greatest Party That Never Happened på Netflix – og tænkte: “fortjener douchebags der betaler tusindvis af dollars for at høre Blink 182 og EDM ikke en snert generation Y Titanic, en ond gang ufrivillig ond Robinson?”

Ingen spoiler alert her: det er ikke en stor dokumentarfilm – men en vild historie der er et perfekt billede på vores tid: en sælger-dude, der har indset verden er en luderbar – kommer frem på at lave et kreditkort af metal med et fake netværk for rodløse, kulturløse og meget ensomme opadstræbende wannabees. Han møder den konfliktofile beef-retardo-rapper Ja Rule, opfinder en ikke fungerende elite-booking app og de får fingre i en af de bounty-øer Pablo Escobars smuglerfly brugte, hvor de vil lave en burhønefabrik så de kan slagte alle de champange-vaskende desginer-ravers kreditkort via en festival – de faktisk tror på i en kokset sky af hype, umættelig grådighed og selvfed storhedsvanvid – ideen holder desværre for festivaller er blevet overtaget af “overklassen” for længst – se bare alle de afdankede CEO´s til Burning Man…den med den største pose vinder hver gang – selv over hippierne.

HULU har også lavet en film om Fyre:

Problemet er naturligvis at Fyre sælger et ikke-eksisterende instagram-luftkastel (som så mange andre)  og ingen ide har om hvad en festivalproduktion indebærer. Hypen og virkeligheden hænger ikke sammen overhovedet, og de ender i retten. Det er sjovt at se de charmeforladte hovedpersoner og deres hær af hypekonger med bullshit bingo-jobtitler lege flaskehalsen peger på – filmen viser en verden hvor alle snakker men ingen reelt kan andet end at pimpe opmærksomhedsøkonomien – men ikke slå en pind i en lort uden begge går i stykker. 

Jeg savner lidt noget dybere indsigt ind i hovedpersonen Billy  – men måske er han bare ren overflade? Er det et scam planlagt fra start, en overmodig ide i en koger eller bare en dans i kviksand? Billy har fået 200.000 dollars for at medvirke i dokumentaren – lavet af det firma han ansatte til at dokumentere festivalen…. og selv på nedturen insisterer på at have et videoteam til at filme (næsten) alt – selv rent svindel-bevismateriale – endnu en generations-fetish. Hvis du ikke er på er du der ikke – hellere blive husket for noget slemt end ikke at blive husket – folk kan ikke huske hvad de kender dig for næste uge anyway…

Mon Fyre fik ideen fra dette nasty Columbianske rejsekoncept?

Så alle os der altid har set ned på de fattigfine aspirerende kulturløse brandede boblevaskende bas-arme og narcisistiske digitale doucebags kan få vores fordomme om “partyeliten” bekræftet – og visse unges værdiløse dans om guldkalven. Jeg savner et mere psykologisk portræt – ikke bare af svindlerne, men også af de stakkels key accout manager typer der købte drømmen ukritisk. For hvem fanden gider sidde på cuttet coke og være søsyg på en båd i bas-arms-larm med kontorfolk der tror de ejer verden og halvnøgne brandtunge børnebabes der instagrammer – I VIRKELIGHEDEN? Det ser måske blæret ud digitalt men føles det rart? Filmen er en reminder ikke bare til festindustrien, men også til alle andre – vi køber drømme via brands, der intet har med den fysiske virkelighed at gøre. Ikke bare events og oplevelser, men også produkter. Jeg orker ikke mere. Jeg ved ikke hvorfor, men filmen er den perfekte metafor på Danmark 2019.

En anden vild svindler-doku: