“No-dak ikke Kodak øjeblikke”..de fortrængte billeder….
Døm ikke en satan-bibel på coveret: hvert år skal jeg til Copenhell, selvom jeg hader Metal og ikke kan læse identiske bandnavne skrevet med ulæselig norsk dødsmetal-font. Copenhell er en fest for øjet, og alle fraglerne er kravlet ud af deres hemmelige hule for helt uironisk at dangdere den i et parallelt univers komplet med vikinge-lejr, mjød, svedhytter, mosh-pit og satanisme. Men sjældent har så mange stilistisk udfordrede dyrkere af aggressiv musik været så søde. Klicheen om bongrygning og rollespil er nærliggende, men jeg gætter på, de er vegetarer og plejer moderløse sorte egern-unger i deres fritid, mens de opfinder kuren mod kræft. 130 kg mænd med hjemmesyede Maiden-patch-veste, der siger undskyld, når jeg skubber og er uterlig. Jeg håber ikke, det er ved at blive endnu en ironisk Københavnerbegivenhed. Midt i alt den anakronistiske plastik-nitte-attitude er der noget meget fint og ægte menneskeligt på spil på Copenhell. SES!
