DISCLAIMER: Jeg ved intet om metal. Efterdønningerne af Corona har dræbt flere mere generiske festivals – omvendt trives stramt kuraterede genre-specifike events.

Mens Djøfstortion-eliten netværker i selfie-fjollemøde-boblen på krøllebølle-øen åbner et hyggehelvede på Reffen: Copenhell er en gennemtænkt gennembrandet totalinstallation med flad struktur. Copenhell er tankevækkende:
Guns N´Roses: dengang de var 90ernes Aerosmith havde jeg en pervers glæde ved Axl Roses outfits – blandingen af kropsnære cykelshorts, små junkie-solbriller, kæder, duperet hår, bandanas, slangeskindsstøvler, nitter og en pangfarvet Armani blæser med vat-skuldre man kan lande fly på er selv idag en fest. Sidst jeg så ham var han medicin-hævet, havde approprieret ghetto-corn-roll-hår og havde en iltmaskine backstage – det var en af den slags koncerter hvor man nærmest møder op for at se om artisten dør på scenen.Senere småslumrede Axl tudseagtigt på Nasa og blev pænt parkeret og forladt på Cozy bar som en slags karmahug for hans afstumpede tekst: “immigrants and faggots/They make no sense to me(They come to our country/And think they’ll do as they please/Like start some mini-Iran/Or spread some fucking disease/ And they talk so many goddamn ways/It’s all Greek to me”. Bøsserne troede han var en eller anden drengebands-dude pga. Axls garn… I 2023 er Axl friskere – man kan næsten ikke se hans øjne for bar filter – han ligner Donald Trumps lillebror – iført spritnyt østtysk kontor-biker-kluns og totalt blottet for selvironi. Han hviner stadig som en syg kælling i en tegnefilm henover en bøvet bluesrock-bund mens bagtæppet blinker som en enarmet tyveknægt eller fyrer klodset Amiga-grafik af der ligner noget fra en eurodance video om teenage angst fra 94.Lyspunktet er Stash eller Slash der faktisk kan spille en ond guitar – og får lov til det – ud over det hele. Han har ret oplagt en Eric Claphat t-shirt på – endnu en fingernem hvid fyr med smag for blød blues og heroin – og Slash skifter til en ny sikkert sponsoreret spade i hvert nummer, som var det en guitar-messe.
Men årets version af helvede spænder bredt – fra kropslig mosh pit til gotisk hængekøje chill out – til tonerne af alt fra pompøs tågehorns far-rock til commandoraids fra de nyeste subgenrer, frugterne fra det næsten uendeligt muterende metal-stamtræ – der er sket en del siden The Kinks indspillede “You really got me” i 1964. Resterne af Texanske Pantera spiller uden guitaristen Dimebag Darrel, der blev skudt på scene af en skør fan – og trommeslageren Vinnie Paul, der døde ung af et hjerteslag.Men Pantera virker stadig – sangeren prinser rundt og råber i badesandaler, trommeslageren er fra legendariske Anthrax og pisker en mægtige lydmur op, der blæser støvet på pladsen vandret. Det virker fint tak.For de forsamlede far-kroppe føles Copenhells mørke fantasifoster tydeligvis mere relevant end natklubbernes uendelige flaskebordes selfie-ræs.
I en tid hvor epidemier og atomtrusler igen er præsente føles metal som en metode til at kramme angsten ihjel, se den uundgåelige død i øjnene og omfavne forfaldet og det menneskelige.Det hele bliver taget et niveu op da svenske Meshuggah angriber efter solnedgang. Deres suveræne polyrytmik og – tør jeg skrive det – jazz-funky grooves – med modificerede mekaniske guitarkaskader på toppen og flimrende lysshow skærer igennem luften.
Min makker, en hærdet rave-veteran, bliver ganske utilpas – han går i panik og spurter mod RIP-områdets mere tamme rammer.
Prøv Meshuggah – de er klart i min kanon for fucked up gulvrenser-musik sammen med Carcass, Throbbing Gristle, Public Enemy, DJ The Producer og Ryojo Ikeda. Måske er Metals rituelle grænseoverskridelse med horror-glam, antydningen af hobby-satanisme, vikingetrip, oprør, Nietzsche & biker-romantik forudsigelig og fake, men dens udgangspunkt er ægte – en hellig vrede mod magten og pumpende undertrygt livslyst og længsel efter eventyr, skoldmøer og skibskatastrofer en overreguleret verden. Eller er metal ekkoer af uformulerede følelser af fremmedgørelse og meningsløshed, depression, ensomhed, tabt kærlighed, tømmermænd og dødsangst? En tribal coping strategi? Er metal en overlevelses-ventil for vores negative følelser? Eller er det bare en silverbacks dødsrallen efter han har fyldt sig med Jack D mens han slår sig på brystet?Er Metal et sundt alternativ til hooliganisme? Eller er Metal bare den uartikulerede wrestling udgaven af punk? Nevermind.Jeg glæder mig ved at se hele hverdagens billede-økonomi blive vendt om, her er grim godt, ondt er godt i denne kirke for den hensynene maskulinitet.Der er kommet flere kvinder til med årene  – selvom bjørne-mænd skyldløst kan grubbe topmaver til tonerne af spandex-klædte mandekællingers hvin når de gruber deres træpikke og river i osteklingerne i varmen fra flammekanonerne på scenen.
Metal-troldene siger undskyld når jeg spilder naturvin på dem – jeg gætter på de er nyskilte biokemikere med asberger eller ægte mennesker fra Nakskov. Der er ikke nogen der måler pik eller gør sig til – og alle verdens problemer kan relativeres med en fadbamse – eller 6 i en pap-holder mellem fødderne mens man nikker sammen i lydinfernoet.Der er nul narko og nul slagsmål og en del gamle punkere. Vi tager magten tilbage ved at være ligeglade med alt deres livsstilslort denne weekend.Hvor kommer de fra? Hvor er de til hverdag, de skønne masser? Der er meget få ironiske voyeur-turister her. Hvis alle danskere var som publikummet på Copenhell ville verden være et bedre sted.
Klart metal også er blevet en slags cosplay for Danske Bank medarbejdere oversmurt som formel 1 racere i spritnyt logo-merc fra de mange boder.De samme mennesker er sikkert på Heartland iført Patagonia-fleece og tidens rigtigste meninger eller til Royal Run i lycra for at hylde kondi-prinsen senere på året. Nevermind. For Copenhell er ikke blevet dødskysset af Politiken- abonnenter og influenzers endnu, der er fred i Valhalla – for Copenhells kernekvalitet er stadig at det er er umuligt at være prætentiøs, smart, dyr eller lækker – det er skønt med et pusterum fra livsstilsfængslet. Det var årets stikprøve fra overflødighedshornet på Reffen – bare rolig – helvedet kører videre derude nu!

Prøv Copenhell 2024!

GUIDE: Musikgenre-ævl