Helt mod armslængeprincippet i dansk dokumentarfilm om at instruktører ikke laver glansbilleder af deres familie, har afdøde Mads Holgers “hemmelige” søster Pipi modigt haft premiere på sin debutfilm – MADS HOLGER – til farvel, der får mig til at huske tilbage og reflektere, thi det er en eget personlig film og en fantastisk men sørgelig historie, der gør mig trist over at Danmark kan ikke rumme originalerne mere, at de kreative (hvis det ord betyder noget mere…) er pariaer og misforstående mobbeofre, og det er umuligt at leve af at producere ærligt indhold på sine egne præmisser uden et netværk bag sig – og derfor ofte forfalder til ensomt misbrug i bedste kunster-kliche stil. Heldigvis er filmen meget mere, nemlig et herligt billede af datids København.
FLASHBACK Jeg får først øje på Mads Holger i andedammen i min indre by, i Bermuda-trekanten mellem Bordings friskole, Jazzhouse og Boltens gård. Det var dengang de andre børn i specialklassen lignede skatere eller Red Hot Chili Pebers, så Holger var helt ude af sync med tid og rum med sit look, en anakronistisk asynkront mix af 80ernes rockabilly-retro via David Lynch. Fedtet anderumpe, blå kors suit og signaturen – de beige slangeskinds-cowboystøvler var det tætteste han kom til drømmen om at flanere rundt i byen til hest. Holgers uniform virkede som et virkeligheds-panser og en nøgle til de bonede gulve kombineret med hans humor, gav det en Fætter Højben effekt. Den begavede og charmerende charlatan havde tryllet sig selv om til et omvandrende ikonisk Københavner-meme, der indikerede fortiden var bedre end nutidens pjat. Da cowboystøvlernes magi blev slidte, søgte han at få en præstekrave på via sine teologistudier, men mere om det senere.
PING & NASA Jeg fik Holger tættere på, da den diskrete nattelivs-matador Adam Falbert bragte os sammen omkring millenium: vi skulle lave et magasin til kronen i hans imperie, rumkapsel-klubben Nasa. Vi døbte bladet Ping – det gamle ord for VIP – og som klubbens Johannes Torpe´s Kubrick designede interiør havde bladet runde hjørner og skulle indeholde mine nattelivs-portrætter, der nu er standard overalt på nettet – det var før iphone-selv-overvågning blev standard. Vi smed en reklame for privatjets på bagsiden af magasinet for at tiltrække de helt dyre annoncører. Bladet blev tilsendt gratis til en lille party-elite, og alle tidsangivelser blev fjernet så det lå og prydede magasinbunkere i årevis. Indholdsmæssigt tonede vi klart flag: vi skammede os ikke over det originale og elitære – farvel til kitch, kult og leflen for “gadekultur”. Vi rappede godt sammen, i en mystisk nordisk tone – selvom vi var uenige om det meste.
Ping-magasinet var et farvel til datidens fetish for afbrændt slumromantik og neon-dakkedak og et hallo til eventyr fra pasteltonede San Tropé skabt tilsat made et fake vip jetset publikums aspirationer og drømme. Vi vedkendte os uden skam vi var hedonistiske libertinere, og hold en serie fester hvor jeg ikke var dj med enkelte musiknumre, men med eliten af djs. “Der er for mange yuppier, lad Bjørn Svin spille 20 min. Så vi kan få luftet ud, efterfuldt af Nima så damerne bliver her så drengene køber flere flasker…”. Det hele var lidt for sjov, det var dengang druk var frigørende, ikke et onde – og Holger ville helst høre Kim Larsen eller champagnegaloppen. Vi solgte hele magasinkonceptet mens legen var god, da min mavefornemmelse efter 11 september fortalte at annoncemarkedet ville styrte.
Holger var damerne mand – Herlufholms førsteelsker, fanget i et evigt lancier-Gif-loop. Mors frække dreng var på forkant med dating teknologi via en Nokia, hvor han havde arkiveret alle sit livs kvinder – fra folkeskolen og frem – inddelt i Fru (damer med kærester han kendte) og Frøken (damer uden…) – frøken-gruppe-mappen på mobilen fik ofte et generisk copy/paste kompliment via sms med en opfordring til at ses – han var ikke kræsen og holdt 1000 bolde varme og i en periode sofa-surfede han, med den klare dogme-regel ikke at overnatte mere end en nat hos en dame – et halvt år. “Fisse giver fisse” sagde han, og han brugte sine veninder til at få andre mindre heldige mænds respekt som en del af hans iscenesættelse – han rekruterede en hær af borgerlige bænkevarmere der betalte drinks for at nasse på hans karisma og harem. Han snobbede efter gamle penge og målrettede sit jagtarbejde, kvinder og piger var ikke blot en naturlig fornøjelse, de var en levevej, og der var altid en arving med et faderkompleks klar til et eventyr, der igen kunne imponere en festsponsorfyr. Dogmelivet kaldte han det. Som så mange andre mænd der var produkter af 1970ernes svage eller fraværende fædre, måtte han opfinde sig selv, så hvorfor ikke smøre tykt på? Holgers fader døde – han var også en fissekarl, der havde malet en masse abstrakte billeder og hængt dem op hos en del damer, der desværre blev smittet med Aids, så han hang sig i et svensk fængsel. Det vil være for platpsykologisk at konkludere at Holgers had til “det alternative” kommer fra faderens svigt, men det er påfaldende hvordan deres skæbne har ligheder. 
JETSET: Holger & Falbert fortsatte videre med fest-charter-konceptet Jet, hvor berusede flyladninger af wannabes, Shambala-fyre & CBS-piger fløj på weekend-vikingetogter til Stockholm, Beirut & Moskva. Jeg filmede lidt af løgerne, der røg i min film “De grænseløse”. Det så flot ud og pressen købte kilde-u-kritisk historien om den unge entreprenante playboy, men reelt levede Holger af slush ice, MacPlains – hamburgere uden grønt men med extra salt – og så bobler og peanuts til receptioner. Jeg filmede facaden – først i min debut “Øjet i natten”, hvor Holger iscenesatte sig selv perfekt i en ballongynge i Tivoli – komplet med to Øregaard piger og en lommelærke. Men når festen blev til arbejde, når man spiser viagra til morgenmad og elsker og drikker for at overleve – kommer depressionen og livsleden automatisk.
FORFATTEREN: Holger skulle videre i livet da han jo ikke havde tænkt sig at arbejde, og var ved at løbe tør for SU klip. Da han besad et originalt blik og avanceret sprog, var det oplagt at skrive mere end klummer – så jeg fik ham i stald hos forlaget Bindslev, hvor jeg selv havde lavet romanen Efterfesten. Bøgerne var en katastrofe der tydeligt bar præg af for meget indflydelse fra teologi og oldtidskundskab – en overflod af sprogligt fødeskum skjulte hans indhold, så da jeg fik eget talkshow på Radio24syg opfordrede jeg redaktørerne til at tage Holger ind og lave det kirkelige program Skriftestolen, da en public service-station jo er forpliget til at levere religion for licenskronerne (den nye kirkeskat). Som bekendt fører en forfatter-tjans i det lille danske sprogområde sjældent til andet end en masse IC3 togkørsel mellem højskoler, biblioteker og gymnasier, så vi havde en strategisk snak og blev enige om der var en uendelig kø af politisk korrekte humaniora-kloner foran Politiken og DR, men der til gengæld var et kæmpe behov for borgerlige kulturpersonligheder. Der var ikke nogen dengang, så han røg på det skingre Berlingske-bloggerhold, der mest bestod af tågehorn der laver clickbaits ved at varme sig ved negativ opmærksomhed – hvilket matchede Holgers “lad dem hade mig bare de husker mig” dogme fint. Berlingske nød de endelig havde fat i noget autentisk, men kviterede ikke med det økonomiske frirum som klummerne burde have udløst. En playboy kan ikke leve af internet-had, klik og afledte sideeffekter – på trods af geniale sprog-vira som f.eks “liberale tænker kun på andre når de onanerer”.
FACEBOOK-PRÆSTEN Han var den sjoveste på b-holdet og fandt sit publikum, og byggede videre på facebook, der dengang var et mindre algoritme-reguleret sted, hvor man kunne sprede indhold relativt organisk uden boost og kampanger. Han var hurtigt ude med at købe likes og trafik, og det gav endnu mere. Han leverede varen via utallige facebook opslag, der påpegede tidens absurditeter – modsat hans romaner, der var så overlæssede med sprogligt flødeskum de næsten var ulæselige. Facebook var det perfekte medie til ham og tidens korte attentionspan, og Holgers opdateringer ramte en del af ungdommen knivskarpt – dem der var blevet plaget af Bob Dylan-dyrkende rundkredspædagoger med døde idealer og drømme, eller deres afkom, de metaironiske vejrhane-vendekåber, der var optaget af loppemarkedsfund og gourmet-gokkeri. Holger blev stemmen for de stille pragmatiske miljøer på Østerbro og Frederiksberg, der ved at den der lever stille lever godt – langt væk fra hipstere, rave og andet nymodens pjat – og for de neoliberale CBS-brezzerbørn med hvide Hermes kopi bælter. Ingen kunne som ham skære igennem hele storytelling skyen – fra at påpege de evige men irrelevante livsstilskrige mellem det bestående, det bevarende og de fake alternativer – f.eks det faktum det er problematisk at bestille en simpel orange juice på Joe & the Douche. Hans publikum var pæne mennesker der kunne mærke at det post-post-moderne livsstilsfængsel skabt af medierne var langt over sidste salgsdato – og løgn. Nogen fans var blot nyborgerlige realister, andre skingre hyperliberale krypto-facister, der troede på hans fake-jetset-image. De var alle på en helt uironisk måde vilde med at Holgers humor og klarsyn -og at han var ved mine meningers mod og snorlige og stabil holdningsmæssigt – modsat resten af det kaotiske mediebilleds vejrhaner og vendekåber.
KONGENS FALD Holger havde brændt mange broer og havde brug for en ny supermandsdragt, der kunne gøre ham usårlig igen, præstekraven krævede for meget læsning, så han valgte så at gå for det ultimative rygmærke for den forkerte bande i dansk politik, de konservative. Da han stillede op troede jeg det som sædvanlig det var endnu et oppertunistisk infiltrationsprojekt – men da jeg ville filme valg-processen skiltes vores veje, da den ellers ikke linse-sky Holger frabad sig at blive filmet. Jeg viste for meget om den private Holger – der tog solarie og løg om han havde været på ferie, og da jeg havde ofte sagt fra overfor hans valg af omgangskreds og ikke mindst alkohol og kvinde-misbrug, de brændte broer og konsekvenserne og den sociale dissonans der opstod som sideeffekt – var jeg ude. Jeg divergerede med hans opdaterede brand, og selvom jeg forsikrede ham helhjertet om om jeg var ellevild for at få ham valgt da det ville klæde både tinget og ham, nærede han en dyb mistillid til min anarkistiske grundindstilling kombineret med min viden om mennesket bag brandet – det var nemmere hele tiden at arbejde med nye betuttede mennesker der ikke havde en tyngede historik, der gav ham nærhedsangst. Holger var dybt alvorlig i sin politiske mission – jeg havde et stille håb om han bare havde fået mønt for at infiltrere og smadre Konservative af LA…men desværre satte han alt på et bræt i et parti hvis parti-disciplin, visionsløshed og middelmådighed han tydeligvis aldrig ville kunne fungere i. Men ok, der var jo en ledig plads…måske troede han det var det sidste chance for at realisere Holger-brandets potientiale? Jeg savnede mennesket Holger, nu masken havde overtaget – men nåede at filme ham på folkemødet, hvor han fik honorar for lobbysnak for bilbranchen, selvom han så vidt jeg ved ikke havde kørekort. Det gik op for mig min Frankenstein ikke mere var en opportunistisk ironisk false flag operation – at han ikke mere var den Kim Larsen-lyttende Egon Olsen med den store plan – men faktisk mente alt det vrøvl om f.eks at nedlægge den velfærdsstat han tydeligvis var et produkt af. Det var hårdt at føre valgkamp, han var træt af at blive mobbet af unge liberal alliance purke på Pink Flamingo eller Toga og hadet af masserne for sin arrogante facon, eller blive brugt som misforstået akavet krukket klovn i medierne.
Som forudsagt gik alliancen med de konservative desværre ikke, Holger var for kvik, egenrådig og sikkert fuld – de så de beskidte skjorter og da det – modsat på venstrefløjen hvor det regnes for autentisk – ikke er fedt at være flad som borgerlig selviscenesat entreprenant levemand, måtte han ud. Efter valget ringedes vi ved, han fortalte han skrev på et værk om hans seneste eventyr i politik – jeg håber en dag ser dagens lys, ligesom en bog med hans bedste facebookoneliners (og ikke mindst hans afskedsbrev). Han lød extra træt der. Fætter Højben havde malet sig op i et hjørne og var løbet helt tør for held…han ville han have været en formidabel løsgænger.
TRAGEDIEN Foran kisten i blitzlyset dansede netop de chefer der sultede og dumpede Holger bag deres solbrille-masker for at dække deres empatiforladte tørre tomme øjne. Holgers død – han blev 38- var blot endnu en lejlighed til at brande sig med lånte fjer og konsolidere deres brands. Jeg var dybt rørt og kaldte pressen udenfor kirken “medievampyrer der skulle skamme sig”. Jeg blev forfulgt af en begravelses-gæst, der påstod at Mads var blevet dræbt af “de sorte og de røde” – “han havde jo det hele, damerne, kassen, talentet…” – han kendte – som mange af de fremmødte – tydeligvis kun Mads via nettet, hvor han jo brillerede – han kendte ikke bagsiden. Jeg savner mest Mads på telefonen, det måske mest intime medie – men har af bitter erfaring lært at lytte mere til mellemrummene i kommunikation – stilheden – de hemmelige huller, hvor ensomheden, skammen, fiaskoerne, tømmermændene, nedturen, den brændte jord og depressionen suser. Jeg tror masken blev for tung, virkeligheden indhentede hans bluff – det er tungt at svømme i vodka i cowboystøvler, hvis man har dem for kære til at ikke at sparke dem af. I stedet for som så mange andre bare at rebrande sig, rappe, blogge eller stikke af til udlandet et par år valgte den gamle Titanic-kaptajn at gå ned med sit brand – kvalt af en Webergril-kopi. Gid han bare var droppet ud, blvet valgt eller fået en præstegård i stedet. Vi har mistet en af generationens store originaler, så se filmen her. Mange kreative søger anderkendelse og lever mest i beskuerens øje, og det smertede Holger mere at hans La Glace-tunge romaner blev sablet ned end godt var. I filmen siger han: “Man huskes for det man skaber”. Jeg vil helst bare huske mennesker for det jeg oplevede med dem, ikke hvor mange misforståede mesterværker de har produceret eller hvor meget legetøj de har med sig i graven.
FILMEN Pipi har begået en meditation over ensomhed, sorg, døden,nærhedsangst, identitet og København indenfor voldene…ja det lyder tungt – men Pipi slipper afsted med det trods manglede budget – fordi filmen kører med åben agenda og klare greb – hendes sorg skal behandles. Det er ikke bare en opmærksomhedssøgende lillesøsters kannibalisering af en tragedie, eller et forsøg at male et glansbillede – hun vil have orden i kaos, hun vil offentligt efterrationalisere et traume, ikke producere følelsesporno – selvom filmen også kan bruges som det. Hans farvelbrev – jeg inderligt håber ser dagens lys snart i sin fulde form – fungerer som facitliste bag facadespillet, men ender igen som endnu et skjold mod virkeligheden. Eneste virkelige anke er filmen starter meget langsomt med en stribe anslag før den kommer igang – den skifter urytmisk gear flere gange, og består mest af pæne talking heads, inderlige familie-fortroligheder, fantastiske klip med Holger og så de flotte droneture med krystalpiano med rumklang til, der er overalt i disse år. Det er et fint eftermægle, og et fint apendiks til myterne om Holger. Hvis man ikke kender Holger kan filmen stadig anvendes – den rummer så mange af de almentmenneskelige konflikter, vi normalt fortrænger – men livet byder os alle. Især identitets, druk & depressions-temaet gør filmen burde være gymnasiepensum og vises på en statskanal. Jeg blev underligt opløftet over at se den gamle kriger igen. Hvil i fred. Fem stjerner.