Vi kender alle en ven der prøver at melde sig ud og stå af rotteræset – og måske drømmer vi – lidt misundeligt – om at turde gøre det samme – og bare give slip på fortid, fremtid, identitet og ego – og være lykkeligt ligeglade. Men virker det i virkeligheden?
I “Munken”, Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsens nye meget håndholdte dokumentarfilm, følger vi en x-forskeren og x-familiefar – der nu lever som skovmunk på en vildtvoksende skråning på Sri Lanka. Paradoksalt har han en hær af lokale hjælpere der tilbeder ham – og et arsenal af kameraer og droner, han bruger til at missionere buddhisme med via Youtube. Virtue signaling på højt plan, og underligt ensomt og narcissistisk.
Ingen tvivl om munken er en klog men krøllet fætter – jeg er ikke læge, men han virker en kende manisk, paranoid, dødsangst og kontrolerende for en person, der er udadtil er tæt på nirvana.
Hans eksotiske kultur-kolonialisme virker tilsyneladende ikke, vestens dæmoner – eller hans egne – er flyttet med ned i junglen og indhenter ham, der skal mere til end et purpur lagen og lidt mantras for at transcendere hans smerte (og det vestlige ulykkelige sind), selvom han blever ved med at prædike at “det hele bare er her og nu – og inde i dit hovede”. Hans fremmedgjorte venner og efterladte familie har naturligvis et helt andet billede…
Munken er relevant film, i en tid præget af en kæmpe søgende spirituel revival og generelt egotrip – åbenbart virker samfundsteateret ikke glædes/menings-fuldt mere – the grind & hustle-culture er utilfredstillende – og med alderen lurer dødsangsten – markedet for alt fra krystalhealing til Reiki er eksploderet, måske fordi det er nemmere at tro på noget der ikke rigtig virker end at risikere ægte forandring, måske vil vi hellere gå til frisøren end i terapi.
Jeg vil ikke spoile, men kan afsløre du er i godt selvskab hos munken, der får et uventet twist og ikke er bange for de store temaer og følelser.