Animations-mesteren Hayao Miyazaki fyldt er 83 og efter en 10 års pause har “Drengen og Hejren” endelig premiere – i Japan fyldte den biograferne helt uden reklame og trailers.
Filmen rummer som vanligt komplekse figurer der hverken er gode eller onde, drømmenede sekvenser og grafisk sublime billeder jeg har lyst til at have som tapet, ofte er sammensat af pastel baggrunde med animerede klassiske figurer og bizare væsner i forgrunden. Intet nyt her, hans teknik og stil er stort set uændret de sidste 40 år – blot optimeret – Miyazaki arbejder i sin egen tid.
Miyazaks procces er fascinerede – han starter med at male enkelte billeder – nærmest drømme-visioner, han så sammensætter til en handling helt på tværs af alle normale narrative fortælle-modeller.
Tid og sted ekspanderer og trækker sig sammen i uforudsigelige rytmer og alt er helt åbent og frit til fortolkning. Jeg og min datter på 8 år opgav hurtigt at finde en logik, men svømmede bare med i billedstrømmen.
Denne gang tager Miyazaki udgangspunkt i sin egen opvækst under krigen i Tokyo, hvor hans moder dør under et Amerikansk luftangreb på et hospital. Faderen bygger kampfly og flytter på landet og gifter sig med moderens søster…men Miyazaki i skikkelse af drengen Mahito, der naturligvis er traumatiseret og kommer i kontakt med en magisk parallel-dimension da de flytter på landet. Jeg skal ikke røbe mere, men det er et trip for alle åbne sind fra 8-100.
Min datter på 8 er fan, og mener de uindviede skal starte med “Ponyo”, måske den sjoveste, smukkeste og mest homogene af Miyazakis værker. De helt små skal starte med den småstenene “Min nabo Totoro”, 1988, mens den der foretrækker et mere realistisk univers med inspiration fra Corto Maltese skal se “Porco Rosso” – de episke “Prinsesse Mononoke” og “Kiki – den lille heks” & ’Det levende slot’ har også en stor stjerne og virker slet ikke som om de er lavet i 80erne og 90erne. ’Chihiro og heksene’ er lidt uhyggelig for de små – men klart på min egen Miyazaki top 3.
Find dem på filmstriben.dk
Det er vildt man i autencitetens hellige navn ikke har valgt at udstyre “Drengen og Hejren” med engelsk tale i de danske biografer, eller endnu bedre, med dansk tale – det ville udbrede denne film betragteligt blandt de børn, der ikke kan nå at læse de sparsomme undertekster.
I en tid hvor der mangler æstetiske og tankevækkende abstrakte film, som både børn og voksne kan nyde er Miyazakis nye klassiker et frisk pust, se den i biografen nu.
6 (ud af 7) stjerner