Tryg CGI-vrestling Marvel camoufleret med meta-ironi og et drys emo-Freudianisme: Marvel er ikke bare underholdning – det er et værktøj for amerikansk blød magt, en forestilling om moralsk overlegenhed gennem individualistiske helte, som ofte (gen)integreres i en statslig eller militær kontekst.
Thunderbolts, hvor tidligere skurke arbejder for regeringen, er et perfekt eksempel: Filmen simulerer oprør og renser ud i staten og bekræfter til sidst systemet og det militær-industrielle kompleks, samt Amerikansk overordnet kontrol og beskyttelse globalt.
Det er glimtvis flot, men upoetisk og fantasiløst – og med mange tætte skud, som om den er lavet til at dø en stille død på en telefon via streaming. Thunderbolts koster omkring 200 millioner dollars,og skal tjene 600–800 millioner dollars globalt for at lave overskud – en økonomisk risiko i en tid, hvor publikumsinteressen for superhelte er dalende, trods flere metajokes og stærke kvindelige karakterer.
Marvel som voksen-sutteklud: For mange fans fungerer Marvel-universet som en psykologisk støttefunktion i en fragmenteret og uforudsigelig samtid. Det er et univers, hvor reglerne er klare, og hvor kampen mellem godt og ondt er genkendelig – selv når karaktererne er antihelte. Marvel tilbyder en pause med følelsesmæssig struktur og sikker identitetsforankring i en kaotisk verden præget af acceleration, informationskaos og konstant tvivl.
Marvel tilbyder et univers, hvor det magiske individ kan redde verden – ikke ved kollektiv eller individuel handling, men ved at være “den udvalgte”. Superhelte tilbyder et idealiseret billede af styrke, retfærdighed og handlekraft, som mange føler, de har mistet kontakt med i det moderne, bløde mandsideal.
Marvel leverer en ny mytologi med gudelignende figurer, skæbnefortællinger og moralske prøvelser, der kan bruges om emotionel regulering – et sikkert sted at føle spænding, sorg og forløsning uden at skulle forholde sig til egne traumer. Marvel tilbyder loyalitet og regression, emotionel forløsning gennem CGI-katarsis.
Dertil leverer Marvel-fandom en tribal struktur, hvor tilhørsforhold og fælles referencer skaber globalt fællesskab i en ellers atomiseret verden. Fans ser ikke bare filmene, de laver reaktionsvideoer, deler memes, skriver fan-teorier og deltager i en evigt cirkulær fortælling.
På den måde bliver Marvel en psykosocialt regulerende platform, hvor fortrængte følelser, længsler og identiteter sættes i spil i trygge rammer og (midlertidigt) finder ro og re-territorialiseres. De potentielt farlige følelser og figurer – antiheltene – inddæmmes og sættes i system, købes og sættes på Ikea-trofæhylden ved siden af de andre tæmmede dæmoner.
Begæret og traumerne kanaliseres – ikke til kollektiv forandring, men til funktionel vold i statens tjeneste. Marvel neutraliserer det vilde, ukontrollerede begær og omsætter det til en kontrolleret fantasi, der sikrer status quo.
Marvels faldskærm og alibi har været den postmoderne distance, men Thunderbolts svinger metamodernistisk mellem autentisk emo-følelse og bevidst kitsch. Vi ved, det er Disney. Vi ved, der er merchandise. Men vi lader os alligevel røre. Måske endnu dybere, fordi det er trygt – fordi vi ved, ikke er ægte eller betyder noget væsenligt. Regressiv emo-CGI-wrestling for fanboys/men.