Den talentfulde, kun 33-årige irakisk-fødte instruktør Jahfar Muataz’ spillefilmsdebut er en flot filmet low-budget indie-thriller i den tradition, som Nicolas Winding Refn startede med Pusher for snart 30 år siden.
Siden kom Pusher II (2004), Pusher 3 (2005), Pizza King (1999), Nordvest (2013), Underverden 1 & 2 (2017), Gå med fred, Jamil (2008), Ækte vare (2014) og Shorta (2020). Nu ved du, hvor “Hele Vejen” placerer sig.
Endnu en maskulin fortælling, der næres af et cast af glimrende, friske, autentiske spillere på et uglamourøst ydre Nørrebro, der ikke ligner en Branco-video. Læg dertil en historie, jeg ikke skal spoile, da den twister vores forventninger med sit hævnspiral-plot.
Desværre minder Hele vejen om en dansk version af 1970’ernes blaxploitation: en gang ghetto-safari, hvor uretfærdigheder giver den retskafne hovedperson – en bande-exit-medarbejder – motiver der legitimere hans voldsomme hævn, helten bliver bøddel, og vi frydes følelsespornografisk over, at idioterne bliver sat på plads – uden at skamme os.
Klichéerne står i kø: serbere i lange Matrix-læderfrakker, sløve racistiske politifolk, afstumpede bandebosser, stereoride-nazister, macho-broderskab og idealistiske socialarbejdere – og en masse “Fuck walla, hvor er min shufi”, som vi har hørt de sidste 15 år via børnerap på DR.
Vi finder aldrig ud af, hvorfor banderne er tryllet til modborgere og blevet afstumpede – det er bare sådan. Den systemiske og sociale kritik udebliver, ligesom de mere positive rollemodeller. Der bliver ikke fortalt noget, vi ikke ved i forvejen – blot cementeret et billede, der nemt vil kunne klippes om til en valgvideo for DF eller Støjberg. Men måske er filmen, trods sin fascination af machoisme, en advarsel?
Det ville være spændende med en film, der f.eks. handlede om en filmmand, der karikerede sin baggrund for at komme ind på de bonede gulve – lidt som f.eks. Jim Lyngvild.
Når det er sagt, er der masser af talent her og basis for en forhåbentlig mere nuanceret 2’er – der måske foregår i Malmø?