Metroseksuel herremodel på moralsk deroute i steampunk digi-kulisse inspireret af 1984 -part 5… The Hunger Games: The Ballad of Songbirds & Snakes fokuserer på seriens forhistorie – hvordan Coriolanus “Coryo” Snow blev diktator-monsteret vi kender længere nede af tidslinien i Donald Sutherlands version . Misseren udspilles igen i en trist  uforklarlig  parallel-fremtid uden mobiler – men nu med genmanipulerede aflytnings-fugle…

Forudsigeligt ved vi hovedpersonen, en fornuftig waxed metro- adonis med ballet-heltehår – skal transformeres til et uempatisk svin efter 157 lange minutter og filmens 100 millioner dollars er brugt. Stilen er stadig dystopisk steampunk, der mixer brutalistisk arkitektur med industrielt forfald – befolket af en på alle måder underernæret og stresset underklasse, der deles og herskes over via propaganda og rå vold af et hyperdekadent indavlet medie-kleptokrati, der er iført barok-gøglet kluns Vivienne Westwood kunne have kastet op. Kort sagt et gøglet version af nutiden.For trods sci-fi distancen og de røde faner virker det hele bekendt…det er ikke tilfældigt seriens trefinger håndtegn og logo er blevet samplet af oprørere – og forbudt – i Thailand, og serien vil appellerer til teens der leger med rebelske attituder – og tanken om samfundet er et stort “alle mod alle” realityshow har da en vis pondus, uden at være rumme en Guy Debordsk tyngde. Trods det for serien nye greb med at gøre skurken til hovedperson er det stadig et tegneserie-mix af reality, mediekritik og 1984 genbrug, men kører uden metamoderne greb, ironi og andre selvbevidste svinkeærinder – vi får en tryg moralsk lineær fortælling –  der tager dig i hånden og hele tiden bekræfter ved at lægge spor ud, der forløses senere  – alt sker af en grund, handlingen virker forudsigeligt og mekanisk – men gør samtidig publikum overlever grusomhederne mentalt – for selvom filmen tydeligvis bejler til purunge kvinder med kameraets fetish af hovedpersonens fysik og den indbyggede umulige romance – er der ikke sparet på den afstumpede vold, det er bare blevet standard.Jeg er ikke målgruppen, så jeg havde taget min bonusdatter på 13 med – hun har set hele serien & hun læste en af bøgerne på en dag…hun var tydeligt påvirket bagefter, men det lettede hurtigt: “Filmen er god, men jeg ville have foretrukket lidt mere viden om krigen mod Capitol, som er grunden til Hunger Games blev skabt. Filmen er virkelig god, men også meget dyster og lang. Jeg ville personligt ikke se den igen.”Jeg mener filmen blot endnu et produkt fra det underholdningsindustrielle kompleks den foregøgler at kritisere, filmen virker passificerende og let deprim via forudsigelig følelsespornografi og konkluderer oprør er umuligt. Vi bliver efterladt med mange løse ender – det er tydeligt der er lagt i ovnen til en opfølger eller to.