Tilsyneladende virker Eternitys lidt dybe/fjollede præmis om det evige liv efter døden lovende – især fordi du efter døden her selv kan vælge scenariet – og hvem du vil være sammen med – for evigt.
Vil du leve i en perfekt forstadsfantasi, i en alpehytte eller i et hedonistisk men nazifrit Berlin i 1930erne? Vil du vælge dit kussepiskede evigt pleasende mandemøbel, der har fundet sig i dit uendelige ulykkelige neotoriske brok til han faldt om, eller vil du vælge den hotte ulykkelige ungdomsflirt, der aldrig blev foldet ud? “Sexy glamour dude” eller “flawed ordinary guy”? Gaaab! Gæt hvem der vinder…
Evigheden ligner en salgsmesse med “uendeligheds-pakke-scenarier”: “Yacht World”, “Beach World”, “Paris in the 1960s”, “Capitalist World”, “Studio 54 World”, “Man-Free World” Det er en total neoliberal fantasi: du er forbruger også efter døden. Evigheden er et produktkatalog – du skal bare vælge den rigtige “oplevelse”. Alle får deres egen custom-evighed → lyder egalitært, men er dybt individualiseret og depolitiseret: ingen snak om fælles himmel, ingen “vi”, kun “mit perfekte setup”.
Point for et fantasifuldt setup – problemet er det bare er kamoflage for en bund-borgerlig retro-romantisk komedie, der spotvis er vittig, men aldrig rigtig sjov. Jeg ikke behøver at være bange for at spoile, for du ved præcis hvor det ender fra start, de tre ture rundt om blokket er rent forspils-ritual før stygerne kompenserer for de manglede følelser på lærredet når klimaks nås. Ren husmor-porno, trøst i en urolig verden – for kærligheden er jo stærkere end døden…og kvinders frihed er reduceret til valget af mand…det er altafgørende…det er nostalgisk konservatisme: det banale ægteskab som højeste sandhed.
Killers of the Flower Moon beviste Apple kan lave mere end pæne glossy film der reflekterer brandets selvbillede, men det sker desværre ikke her…filmen er et stort krisetegn, Eternity er perfekt medicin til forstillede kvinder i kedelige liv og forhold, så de accepterer og genfinder skønheden i det forstillede og banale. Det er emo-ideologi til middelaldrende kvinder: du valgte den sikre fyr, det blev småkedeligt – men hey, det var i virkeligheden den største kærlighed, så lad være med at flippe bordet – revisor-Henrik er måske kedelig, men tryghed er alt.
Efterlivet og evigheden er et følsomme akser i en film – især hvis filmen selv ender med at føles som en evighed. Jeg ville hellere i det sorte hul end at afsone evigheden med Marvels neglebidene Elizabeth Olsen til uendelig afklaring og parforholds-snak i en bjerghytte – eller se 2eren.
BIAS: Romantiske komedier er ikke min kernekompetence. Min mor var en af danmarks første feministiske forskere, jeg har været på kvindelejr og ser ikke serier eller porno. Jeg er en globaliseret dansk mand, så de værdier Hollywood flager for virker svært støvede. Læg dertil jeg er relativt nyskilt. Se traileren og smag selv på filmen: