Måske er min ædle ide om at indfange tidsånden igennem film bare en undskyldning for ubevist masochisme ?
Bridget Jones 4: vild med ham gav mig et indblik i underholdningskabt til en verden, et segment og en bevidsthed jeg har skyet hele mit liv. Efter husmor-fantasien Bridget Jones 4 skal jeg til fodterapeut – mine tæer er som låste ørneklør, jeg humpede ud af biografen som en klumpfodet Quasimoto efter en flok klukkende lattél-trunter, der tilsyneladende var ganske tilfredsstillede.
De tre tidligere film i serien har samlet haft et produktionsbudget på cirka 100 millioner amerikanske dollars og indbragt omkring 756 millioner dollars globalt, så klart BJ4 er en ujævn film – der på den ene side insisterer på at være meta og hip og på den anden side virker meget forældet og bonert – sikkert et resultatet af et stort holds stamtræ af lukrative kompromisser & et pudslespil af produktplaceringer (Netflix, Apple, Levis, div. hvidvin) og sikre musikplaceringer – garneret med følelsesboostende krystalklaver og kæk rocksax, filmen lyder som en sølvbryllupsfest-dj fra helvede.
Nutiden? I en nutid der er så vild vi ikke tør fantasere om fremtiden mere, er nostalgi ikke bare en effekt, et krydderi eller en gas man puster tomme koncepter op med, nej – nostalgi er blevet hovedretten, her tilsat akavet skrøbelighed, pinlighed og selvhad. Jones 4 er et godt eksempel – den foregår i et ellers uddødt harmonisk Paddington-London uden grime, Tommy Robinson, Brexit, crack & hjemløse i papkasser, et retro-London hvor den øvre medie-middelklasse udkæmper ubeviste livsstilskrige og måler clit i forsøg på at nå instagram-perfektion.
Køn? Kønsrollerne i 2025 er som en smadret vase, som Jones 4 skal heale med hæfteplaster.
“At forlade køkkenet var en fejl!” udbryder Jones, da hendes forsøg på at interagere med virkeligheden kollapser…Heldigvis redder rædselsfulde Tinder hende fra ensomheden – måske et desperat forsøg på at få Tinders synkende aktier til at stige igen.
Den nye mand? Seriens tidligere film står ikke bøjet i neon-tattoveringer på mine øjenlåg, men det forekommer mig Jones har skiftet smag – fra den faderlige direktørtype eller playboy til en 29 årig parkbetjent-dude – der heldigvis studerer klima og vil “redde verden med at opdage vigtigt skrald”…
Hård kost – værst var filmen for min anonyme kollega – et sjældent selverklæret mandesvin, der skamløst smaskede sig igennem en 7/11 “frokost” i bio-mørket iført elskelige sokker i fake-logo-sandaler. Især en scene, hvor en ung mand bader i slow motion pinte mandesvinet – ”the female/homo gaze” var ikke populær – stodderkonge-kollegaen holdt sig for øjnene – men scenen ville også være svært akavet centreret omkring en kvinde. Ligestilling til at se hinanden som ting…hurra?
Men rolig nu, Jones´s Cougar-eskapader ender trygt; en emotionelt umoden afro-skolelærer forklarer os om døden ved lejrbålet – “det er altsammen energi, det skifter bare form”….han er dyb som en krystalhealer.
Underligt nok gælder alle de nye post-woke køns-regler ikke for den anakronistiske furede playboy Hugh Grant, for så længe du har penge og flad mave kan du stadig gøre hvad du vil.
Look? Hvad sker der for at en cirka 50 årig dame – der iøvrigt ikke kan løbe uden at ligne en tosse – skal ligne en siameserkat i modvind? Hun er jo nærmest udtryksløs og uegnet til omgang med småbørn. Filmen er da også nød til at redde hendes mystiske “aldring” ved at lave en scene hvor hun kunstigt får puffet et allerede oppustet kyssetøj yderligere op…som om det ikke var slemt nok i forvejen. Det værste ved den trend er naturlige kvinder længe har lavet “det hævede syntetiske næb” når de skal tage selfier…man aspirerer til det unaturligt oppustede & udtryksløse som ideal.
Pinlighedens sødme BJ4 giver seerne følelsesmæssig massage, hvor du både kan grine af identificerbare fejltrin og finde trøst i, at man ikke er alene om at føle sig utilstrækkelig i en tilsyneladende perfekt verden, problemet er bare filmen er som at gå til frisøren i stedet for til den psykolog man reelt har brug for. Men er det at hylde og heale det akavede, det sårbare og det kiksede filmens motor? Eller er det bare meta-undskyldninger for at lave noget kedeligt bras, der reelt fremstiller kvinder som pinlige pjok og blåstempler den gamle orden – ligesom Barbie?
Konklusion? Jeg elsker en god komedie. Men Jones 4 mader min latente misantropi – filmen er som en skjult bat-signal til potientielle incels over hele jorden – endnu flere mænd vil flygte ud i skovene med og uden cykler og nulre hinanden på parkeringspladser og i saunaer – og fødselstallet vil falde yderligere. Filmen får mig lyst til at blande noget stærkt i drikkevandet der kan fjerne den kontrollerende og ulykkelige følelse “pinlig” i masserne.
Filmen har premiere den 12 februar…Valentins dag…den kommer til at indtjene styrtede med penge, men det er stadig noget usundt forudsigeligt bras. 
PS. Jeg frygter den danske version instrueret af Nikolai Steen eller Thomas Villum Jensen med titelsang af Rasmus Nøhr eller Rasmus Zebra er på vej.