Tron i dag: Den nye 3-D Tron hjælper os med at fortrænge nutidens nihilistiske accelerationisme med visuelt flot nostalgi – uden at kaste nyt lys over nutiden – eller fremtiden.
En på balancenerven: sikke en 3D-rutsjebanetur — aldrig har jeg set så effektiv 3D – men glem plottet – selvom emner som AI, transhumanisme og tech-lords berøres, forspilder filmen lejligheden til at sige noget meningsfyldt om nutiden – det der med at vi er inde i en computer, der så hopper ud i virkeligheden er måske en fin metafor, men det virker ikke her, men pyt, for hovedretten er stilen, effekterne og lyden – det er en totaloplevelse, et univers, en drøm – ligesom Alien, Avatar eller Blade Runner – men her ren simulakrum. Og hvis filmens intention er at fange tilskueren inde i et spil, lykkes det flere gange.
Filmen fortæller om når den digitale og den virkelige verden kolliderer. Ares (Jared Leto) spiller et program, der sendes ud i den virkelige verden på mission, som markerer menneskehedens første møde ansigt til ansigt med kunstig intelligens….øh? Det handler ikke så meget om personudvikling…
Flashback: Tron (1982) var den første store CGI-film – længe før Toy Story, The Matrix og Avatar. Filmen havde et soundtrack af synth-pioneren Wendy Carlos, men var et flop, da plottet foregår inde i en computer – hvilket simpelthen var for abstrakt dengang, hvor en VHS-maskine var det mest hi-tech i et standardhjem. Senere fik Tron kultstatus blandt programmører, fantasy-typer og andre Asperger-dudes.
Tron 1 var et stilskabende præ-ekko af en fremtid, der måske var dystopisk, men stadig eventyrlig – ligesom klassikerne 2001 og The Matrix. Tron-designet blev visuelt ikonisk – Daft Punk har været der, og blev så nappet af Infernal i “From Paris to Berlin”.
I det herrens år 1982 spillede jeg Tron for 2 kr. i en snusket biograf på Strøget – Nygade – hvor cottoncoat-klædte turister med solbriller indendørs tog tasker med huller i med ind for at gokke til Malcolm McDowell, der fistede i Caligula – og blev drillet af skinheads, der havde været på fem-fingerudsalg i Chocoland overfor biografen og tyrede vingummibamser på gokkerne. Jeg var mere interesseret i spillemaskine-udgaven af Tron – det var et grafisk tigerpring. Den havde fire minispil inspireret af filmens scener, ekstremt avanceret for sin tid – og solgte over 10.000 arkademaskiner, selvom gameplayet var stift.
Den oprindelige Tron (1982) fra Disney blev ikke nomineret til en Oscar for visuelle effekter, netop fordi Akademiet mente, at brugen af computere var “snyd”. Der er sket meget siden – grænserne er i daganderledes. Disney er “gået uden om” brugen af AI-figurer i Tron: Ares, fordi de juridiske udfordringer og image-risikoen var for store.
Jared Leto har klistret Morten Albeck-garn og er et personificeret levende program, der har et glitch – følelser. Han genererer dog ikke mange følelser i mig, ligesom resten af castet, der spiller generisk. Jeff Bridges er en blanding af The Dude fra The Big Lebowski og Gud. Ellers er rollerne besat med et tidstypisk mix af beta-males, asiatiske heltinder, indiske standuppere, onde amazoner – og damen fra X-Files, så selv 90’er-bedstefar kan relatere.
Problemet er, at spillerne ikke har ordenlige replikker at arbejde med, og plottet – hvis der er et – er det sædvanlige “Drømmer androider om elekriske får” – “lær at elske maskinen, den har moral”. Replikkerne er sløjt skrevet – bevares, der er da et par meta-jokes om Depeche Mode vs. Mozart – men ellers er ordene mest funktioner og forsøg på at overforklare et plot, der er uforklarligt. Mit råd er bare at acceptere præmissen og flyve afsted med 3D-brillernes hjælp.
Trent Reznor fra T-shirt-bandet NIN plastrer soundtracket til med sine sædvanlige bombastiske EBM-non-riffs, der minder mig om en tur på Barbue i 1985 – tilsat stive store snares og lidt forvrængede droner – som en Rammstein-instrumental. Det havde været mere interessant med et kontrapunktisk og mere poetisk lydspor i stedet for NIN, der bare skriver MASSIVT oven på allerede MASSIVE billeder. En scene hvor heltinden nærmest laserprinter et appelsintræ på Nordpolen er eneste lys i cyberpunk- mørket.
Jeg kommer svimmel ud af biografen – filmens fremtid var ond, verden virker heldigvis stadig taktil, og nærmest endnu mere fremtidig end filmen, der er et nyt lavpunkt for Disney. Men hvis du er til en opdateret 80’er-nostalgisk, let post-Marvel rusketur, skal du ind i den størst mulige biograf nu og på med brillerne!