Jeg mødte Oliviero Toscani til en workshop på Holmen. Han var klart en af grundene til jeg startede med at flirte med reklame – han udviddede rammerne og massernes bevisthed – hans billeder var mere relevante end det meste af hvad der foregik på gallerierne dengang. Han gjorde med en rød tråd af naiv humanisme Aids, mafiamord, mellemøsten & bådflygtninge til blikfang for dødkedelige halvbillige Italienske sweatre. Han fortalte han ikke orkede at fotografere selv mere, han havde solgt sit udstyr – på det tidspunkt købte han pressebilleder i stedet. Gid reklame igen orkede gribe ud i virkeligheden og blande sig – i stedet for langsomt at dø i sin egen metaboble fylde byen og skærmene med visuel forurening. RIP.
