En stjernespækket vigtig hyperaktuel emotionel rutsjebanetur, et sublimt metamoderne værk, der vibrerer imellem tegneserie-satire og benhård doku-alvor – der prøver ikke bare at underholde, men tager stilling og mene noget helt seriøst – og advare om, hvor USA – og verden – er lige nu.
Mesteren Paul Thomas Anderson: med klassikere som kitsch-porno-orgiet Boogie Nights (1997), Magnolia (1999), hans pophit Punch-Drunk Love (2002), den fabelagtige kapitalkritiske western There Will Be Blood (2007), scientology-parafrasen The Master (2012) er Paul Thomas Anderson blandt eliten af nulevende instruktører. Virtuost balancerer han nær personinstruktion af suveræne casts, visuelt overskud og manuskripter, der vil mere end at underholde.
I hans nye film med den ikke så mundrette titel One Battle After Another kan man nyde altid solide Leonardo DiCaprio som en stener-dude komplet med rød badekåbe, hestehale og dåseøl. Sean Penn er overraskende brillant som en racistisk elitesoldat (Oscarmateriale), Benicio del Toro som en hyggelig sensei, Chase Infiniti er Leos datter – der bliver lidt for voksen for øjnene af os, Teyana Taylor er militant revolutionsromantiker – plus mange andre perfekt castede talenter – som Anderson vrider perfekt rundt over 161 spændende minutter. Behøver du vide mere?
Jeg vil ikke spoile, da plottet twister igen og igen … men Paul Thomas Anderson er en modig mand her, der går mod USA’s tidsånd ved at vise et – desværre ret realistisk – dystopisk USA, han profetisk forudsagde, da optagelserne på One Battle After Another startede 22. januar 2024.
Filmen er en fabel om, hvor galt det kan gå, når yderfløje tager over og viser en evig gentagelse. Det er en allegori for, hvad der sker, hvis demokratierne kollapser under populisme og polarisering, og viser – som titlen antyder – at kampen aldrig slutter, men bare skifter ansigter og generationer, da både staten/militserne og rebellerne grundlæggende er selvdestruktive. Hver gang en side tror, de har sejret, undermineres de af paranoia, vold eller interne svigt. Oprør er en uendelig, umulig cyklus, men der kan måske findes et andet spor – et mere menneskeligt, intimt håb.
Stil: Filmen er skudt på 35mm film (Panavision), ikke digitalt – og vises på 70mm i udvalgte biografer. Det giver et slidt, dokumentarisk, retrofuturistisk parallel-samtids-look et sted imellem 80’erne og 2030. Der er mange smukke billeder og kamerature, men æstetikken er underlagt fortællingen, da stilvalgene etablerer en nærværende, næsten dokumentarisk følelse.
Fotograf Robert Elswit (Andersons faste DoP) valgte en bred 2.39:1 cinemascope-ramme, men med en kornet, næsten “rå” analog tekstur, ofte håndholdt, med pludselige zooms og ujævne bevægelser – det giver en 1970’er-agtig følelse, der skaber en fornemmelse af amerikansk 70’er-krigsfilm/politisk paranoia-thriller. Tænk The Parallax View, Apocalypse Now ellerDog Day Afternoon – til cirka $130-175 millioner
CGI/AI er kun brugt til “usynlige” rettelser: fjerne sikkerhedswires, tilføje lidt røg eller forlænge baggrunde, da Anderson ikke stoler på digitalt look, fordi det dræber følelsen af nærvær. Rart, at vi for en gangs skyld slipper for flyvende mennesker i en amerikansk storfilm – det ligner mere The Deer Hunter end en Marvel-film.
Jeg er lidt i tvivl om det aparte 1970’er-agtige, neurotiske pastiche af et retro-avantgarde-soundtrack skabt af Jonny Greenwood fra nutidens depri-Pink Floyd, Radiohead. Det er klart bedre end tidens Hans Zimmerske basbuldren, swooshes og impacts, der tæppebomber tidens lydsider, men det virker lidt for arty. Til gengæld fungerer det ofte perfekt, når Anderson vælger at rekontekstualisere vintage-hits kontrapunktisk til billedsiden som Scorsese og Tarantino.
Eneste virkelige anke er et plothul: En af hovedkaraktererne forsvinder bare, men never mind – når stort set alt andet spiller. Film handler om at lave følelser i seerne, og det kan denne her trods dens grotesk-dystopiske tone.
Reaktioner? I USA kan filmen blive polariserende, da begge yderfløje kan bruge den i deres nonsense-retorik. I Europa kan filmen blive en anledning til at se på egne problemer gennem spejlet af amerikansk kaos: de evige polariserende diskussioner om migration, EU’s ydre grænser, postempatisk accelerationisme og overvågningssamfundet. Jeg glæder mig til at se efterspillet – om Trump mener den er en opfordring til terror – og hvor mange Oscars denne potientielt kontroversielle sag kan rive hjem i tidens politiske klima.
Triumf: Andersons film viser, at man kan lave noget dyrt og blockbusteragtigt med et kritisk, næsten kunstfilm-agtigt hjerte, der kan blive et referenceværk i amerikansk popkultur, ligesom Network (1976) eller Joker (2019) – og ligesom disse minde folk om, hvor tynd linjen mellem satire og virkelighed i USA er blevet.
Anbefaling: Det er en af årets film, den perfekte balance mellem satire, spænding og tankevækkende realisme – endelig en rørende amerikansk storfilm, der tør mene noget uden at blive kitch eller kedelig. Jeg er meget spændt på, hvordan den bliver modtaget i det fortrængte nutids-USA, den så effektivt spejler. Kan du så komme afsted!
BLAZAR: 