ELEMENTÆRT foregår i kriblende Element City, hvor Ild-, Vand-, Jord- og Luft-beboere lever sammen – men ikke uden friktion. Filmen følger Ilena, en stærk ung kvinde, hvis venskab med den lalleglade og grådlabile vand-fyr, Evan, udfordrer hendes tankegang om, hvordan livet bør leves. Måske kan modsætninger – trods modstand fra både forældre og fysiske love – alligevel mødes – hvad tror du selv?
Det lyder som en romantisk fysiktime, men er måske mere en diskret metafor om race eller nationalitet… eller som min 7-årige datter siger: “Det kunne lige så godt handle om en russer, der vil være kæreste med en fra Ukraine – men hvor kærligheden er så stærk, at det er ligegyldigt, hvor de kommer fra…”
Der er flere nuancer: Ildpigen er en hårdtarbejdende købmandsdatter, der ender med at forlade den butik, hun arver, for at tage i (gratis) praktik som glaskunstner – en kontakt, vandfyrens overklasse-mor skaffer. Jamen held og lykke til middelklassepigen med livet i den kreative klasses nirvana. Måske viser filmen bare, at race og nationalitet er ligegyldige, for penge transcenderer alt.
Det er Pixar som vi kender det fra de dybere “Op” og “Sjæl”, men mere generisk.Udover konceptet med byens fire elementracer er der ikke meget mystik eller idéstoff her. Det hele ligner et spil til en iPad – og ville måske gøre det bedre på den platform. Måske er filmen bare en trailer til spillet?
Nu hvor alt er muligt at lave teknisk, ærgrer det mig lidt, at alle disse visuelt virtuose film mangler magi, indhold, darlings og ikke mindst sprog – det føles generisk – jeg savner næsten “Den store pære”, “Fantastic Mr. Fox” eller “Lego the Movie”.
Konklusion: min 7 årige datter har det anderledes, hun giver Elementært fire ud af fem stjerner… det er klart hendes foreløbige yndlingsbiograffilm denne sommer – den er ikke så god som den nye udgave af “Den Lille Havfrue”, men bedre end “Rosa, det vilde søuhyre” (jeg mener Rosa er bedre til tweens).