Disneys nye live-action-version af deres film fra 1989 – løst baseret på HC Andersens eventyr fra 1837. Halle Bailey har hovedrollen i samspil med Jonah Hauer-King, Daveed Diggs, Awkwafina, Jacob Tremblay, Noma Dumezweni, Javier Bardem og Melissa McCarthy. 
Vi følger havfrueprinsessen Ariel, der modvilligt indgår en pagt med den forræderiske havheks Ursula – hun bytter sin stemme for menneskelige ben for at imponere menneske-prinsen Eric – men glem plottet, alt kan lade sig gøre og intet giver mening men er blot motor for CGI-bulder, legetøjs-reklame og føleri generelt. 
Jeg havde en ekspert i børnefilm med, min 7 årige datter, der mener CGI-effekterne ser kunstige ud – men det er sejt de har ladet Ariel bevare sine bumser, at musikken er ok – og minder om den gamle version hun kender – men den ikke kommer på hendes playliste. Hun kan bedst lide filmens eneste komiske figurer – Ariels animerede hjælpere – især krabben – værste figur er den massive haj – der er tilpas uhyggelig uden at være skræmmende – men hun undrer sig over ingen dør i den indledende skibskatastrofe. 
Hun mener at filmen skal have 3.7 ud af 5 stjerner, at den er god til piger mellem 7-10 men hun mener ikke hun kommer til at gense filmen på Disney+ når den udkommer der engang. Hun kan godt lide trylle-genren, men foretrækker den første Maleficent. Vi var enige om en enkelt fabelagtig scene stak ud – Ariel synkron-danser med stort set samtlige havdyr i en næsten psykedelisk montage i fuld fake discovery kvalitet – det er fantastisk!
Den gamle patriark spillet af Javier Bardem (jeg fik lyst til at gense den suveræne “No Country for Old Men”) driver dramaet frem – men desværre overtager Ariel ikke hans position som maritim hersker efter hans død. Nej nej, han genopliver og hun bliver taget til nåde af papa hvorefter havfolket og menneskerne forbrødres i en klæg påklistret anti-racisme-metafor. Tør ikke at analysere kønsrollerne yderligere i filmen.
Det er gammeldags, ligesom den utroligt harmoniske skildring af en renset dreadlock-Benetton-kolonialisme i Caribien – og kønsrollerne generelt. Jeg vil ikke dømme musikken da jeg ikke ved noget om retro-hybrider af musical-skaberi og olietønde-percussion – different strokes for different folks – men det er jo effektivt, ude af sync med samtiden og mega renset – ren Disney.
De voksne kan også bare bruge filmen som mode eller cosplay-inspiration: 