Glem Catalans banan med gaffatape, Haaning er mesteren.Mit favoritværk fra 2021 var Jens Haaning´s “Take the money and run” – indrømmet.
Værket/forhistorien
Kunsten – Museum of Modern Art i Aalborg hyrede Jens Haaning til at genskabe sine tidligere værker En gennemsnitlig dansk årsindkomst fra 2010 og En gennemsnitlig østrigsk årsindkomst fra 2007. De bestod af pengesedler indrammet i glas, en ret konkret måde at vise, hvordan en årsindkomst ser ud for at sætte spot på forskellene mellem EU-landene.
Museet udbetalte ham 532.549 kroner til at udføre opgaven, men da værkerne ankom, var rammerne gabende tomme. Kort efter dumpede en mail fra Haaning ind i museets indbakke: De havde fået et andet værk end det aftalte, og titlen var nu Take the Money and Run. Museet valgte at udstille de tomme rammer sammen med hans mail og gav ham frist til den 16. januar 2022 til at betale pengene tilbage.Jens Haaning tog ganske vist pengene – (spoiler) men han løb ingen vegne – og endte med at tabe i retten og få et erstatningskrav oveni en i forvejen kaotisk økonomi, trods hans store internationale anerkendelse. Stor neo-Rindalistisk og retro-konservativ populistisk forargelse fuldte reflektorisk, også internationalt, hvor historien gik millard-viralt. Kunsten i Aalborg kom på kortet for alvor, det var genial PR, men ude af deres kontrol – da værket nærmest opstod spontant.
Filmen
Heldigvis var dokumentaristen Ole Juncker allerede i gang med at filme Haaning tæt, før lorten ramte propellen. Jeg er slet ikke vild med filmens påklistrede klichemusik, droneskud og billedbanks-fyld, men det er ligegyldig indpakning, der heldigvis transenderes af pivåben Jens Haaning i en perlerække af morsomme scener. Han lukker op, vi er helt inde i troldmandens værksted, hvor den ene mands skammel (med tilhørende koncept/fortælling/lagt CV) måske kan trylles til multimilion-værker.
Via et opkald til en samler-edderkop, Jens Faurschou – manden der b.la er bag fabelagtige Copenhagen Contemporary – prøver Haaning at hacke økonomien igen så han kan købe et posthus på Møn(!!!). Faurschou smiler drevent ved tanken om at flippe de tomme rammer på Sothebys aktioner, han mærker det kunsthistoriske vingesus, han kan tydeligvis lide anarkiet, mediestormen og humoren. Haaning afslår at sælge og prøver igen og igen at hacke virkeligheden så han kan komme videre. Kritikken af kunstverdenens økonomi glider i baggrunden- det er mere et pudseløjerligt freak show af akavede scener.
Værkets kritik af de kummerlige økonomiske forhold for kunstnere og pengenes fiktion nævnes bare i forbifarten. Det første interview i DR, hvor Jens opfordrer til vi alle (ikke bare kunstnerne) “bare skal tage pengene og løbe nu” er underligt nok ikke med.
Jeg er slet ikke vild med filmens påklistrede klichemusik, droneskud og billedbanks-fyld, men det er totalt ligegyldig indpakning, der transenderes af Jens Haaning i en perlerække af morsomme scener. Han lukker op, vi er helt inde i troldmandens værksted, hvor den ene mands skammel (med tilhørende koncept/fortælling) måske kan trylles til multimilion-værker via et opkald til en samler-edderkop. Glem Catalans banan med gaffatape på, Haaning er mesteren. Problemet er bare han næsten aldrig sælger noget, men lever af at turnere smarte læreranstalter internationalt.
Filmen er et fint appendix til værkket viser med al tydelighed hvordan vores humør styres af penge. Haaning går ned med flaget, da presset fra fogeden, pressen og advokaterne bliver for hårdt. Sjældent har jeg set en bipolar hjerne portrætteret så tæt. Tak til Jens for at være så åben. Tak for at blive ved med at tro på at være menneske, tak for at hacke vores forestillinger og skubbe virkelighden igen og igen.
Se den NU på CPHDOX eller på DR senere på året.