En healende mini-ferie: Tænk en cute, hærgende bamse med superkræfter uden sprog, der smadrer en turistvideo med Hawaii som kulisse til tonerne af Elvis – og finder en herlig alternativ familie – uden mænd – på vejen – en outsider/queer-hyldest fra Disney eller 2000’er-nostalgi…eller?
ET møder Looney Tunes: Den nye Lilo & Stitch er et remake af Disneys animerede film Lilo & Stitch fra 2002. Filmen følger Lilo, en ensom pige på Hawaii, der adopterer en “hund”, som viser sig at være det genetisk modificerede, anarkistiske rumvæsen Stitch. Sammen udforsker de betydningen af familie (“ohana”) og venskab, mens de står over for udfordringer fra både rumvæsener og sociale myndigheder – og den dybe stat… i form af verdens flinkeste afroamerikanske CIA-mand, komplet med store guldøreringe og Hawaii-skjorte, med et humanistisk hjerte der gør, at han glemmer missionen.
Ballade er clicks: Nu remixer Disney igen… Det er ikke en katastrofe som deres nye Snehvide, men filmen har allerede mødt kritik – (eller er det en ny slags billig PR?) – især valget af skuespillere med lysere hudtoner til rollerne som Lilo og Nani, hvilket har ført til beskyldninger om whitewashing. Figurens Pleakleys karakteristiske cross-dressing fra originalfilmen er også udeladt, hvilket har skabt debat blandt fans, der så karakteren som et queer-ikon.
Den brudte familie: Til filmens fordel viser den en brudt familie, der danner en ny – helt uden en mand, ud over en lækker surfer, der bare er et dumt sexobjekt, der konstant får besked på at holde mund. De skulle have lavet jødetesten på den figur. Det hele er meget sentimentalt, en opbyggelig fortælling om, at ens venner kan blive ens familie – der kan være mange ting. Den rammer alle skilsmissebørnene klokkerent.
The numbers game: Hvorfor denne forsigtighed, dette stramme moralske kodex, der får 2002-originalen til at virke som en fest? Risiko. Filmen har kostet 100 millioner, og med et estimeret marketingbudget på yderligere 100 millioner dollars skal filmen indtjene omkring 200 millioner dollars for at gå i nul, hvilket anses for at være en realistisk målsætning givet den stærke franchiseappel og positive forventninger.
Lilo & Stitch er ekstremt populær i Asien, især Japan og Korea, hvor Stitch næsten er lige så kendt som Mickey Mouse. Filmen og franchisen er en krydsmålgruppe-succes: Den rammer både små børn, unge internetbrugere og voksne nostalgi-samlere – og sælger derfor alt fra bamser til kaffekopper til festival-tasker.
En anden del af publikum er tweens og unge voksne på 13–25 år, nostalgikere der voksede op med originalfilmen (2002) og dens spin-offs, TikTok-generationen, som engagerer sig i søde/quirky karakterer og fandom, der ofte er tiltrukket af figurer som Pleakley og de queer-venlige undertoner i originalen.
Også millennials og samlere på 25–40 er på; de har følelsesmæssige bånd til originalfilmen fra barndommen og køber high-end-produkter: samlerfigurer, retro-tøj, limited edition Funko Pops osv. og reagerer på temaet “ohana” og det emotionelle fokus på søskendeforhold og outsider-eksistens.
Det seneste tal, jeg kan finde, er fra 2021, hvor Disney (der også inkluderer Pixar, Marvel, Star Wars og National Geographic) var verdens største licensgiver med et samlet salg af licenseret merchandise på $56,2 milliarder. Så det kan betale sig at gå med livrem og seler… men hvor længe?
The end: Jeg foretrækker den originale film, da den nye films live action-look er en nedgradering i forhold til den mere rå animerede 2002-udgave, der også vinder på et langt friere og mindre “korrekt” kodex.
Blazar mener, børnefilm skal anmeldes af børn – jeg troede, den var for pattet til den 9-årige, men børneanmelderens dom er: “Jeg mangler fordybelse, jeg forsvinder ikke ind i den, men det er ikke den slags film, det er mere en rutchebane – men den er god til alle over 8.” Hun giver den 4 ud af 6 stjerner.
