Snehvide er tilbage – denne definerende Disney-klassiker fra 1937 har fået et remix, denne gang med den columbianske Rachel Zegler i front, der er så pæn og flink, at det skærer i tænderne. Hun er langt fra den tidligere mere skandinavisk udseende original, hvilket naturligvis har fået krænkelsesparate højrefløjskræfter helt op i det blå felt. Omvendt har castingen af den israelske skuespiller Gal Gadot som den onde dronning udløst kritik fra pro-palæstinensiske fortalere.
Jeg bliver så træt – det er en børnefilm, ikke et manifest, og nutidens børn ved godt, at alt er gøgl, produktplacering og AI-effekter anyway.
Der er skam også positiv evolution: Den nye Snehvide er ikke afhængig af Prinsen. Han vækker hende stadig med et kys, men skal ellers ikke klare ærterne. Snehvides mål er ikke kun kærligheden – det er at være en ordentlig, empatisk solo-regent, modsat Gal Gadots onde dronning. Det er ærgerligt, at Disney ikke har foldet den evigt spejlende arketypiske dronning ud til en større forståelse af narcissisme – det skriger Instagram- og TikTok-generationen jo på.
En spildt mulighed er også manglen på ægte dværge – Disney har valgt at bruge animation, hvilket har provokeret Game of Thrones-kongen Peter Dinklage og mange andre små mennesker.
Dværgene (hvis man overhovedet må bruge det ord mere?) og de ellers nydelige og nuttede dyr er blot dekorationer, ikke medspillere.
Min børneanmelder på 9 giver den 4 ud af 6 stjerner. Hun mener dog, at historien er for kompleks for børn under 7 og undrer sig over den meget bedagede musical-musik. Den har jeg ikke så mange problemer med – det er jo stilen. Hvis dit barn bare kan lidt engelsk, så se den engelske udgave – den danske synkronisering er skidt og virker ret distraherende.
Men film handler jo ikke bare om dramaturgi og skuespil – en films stil er afgørende. Der fejler Disney desværre. Det er et miskmask af ahistoriske kulisser og kostumer.
Der mangler et metalag til os forældre, lidt lag i karaktererne, lidt humor – eller bare en smuk, magisk trylle skov at fortabe sig i – filmen mangler atmosfære.
Det er oplagt, at Disney vil remixe deres kerne-IP og sælge merc, men budgettet tog ballonfart og ramte $270 millioner … det kan man ikke se, for filmen virker som et stamtræ af kompromisser i korrekthedens navn – et burgermeal, alle kan spise, men ingen får næring af. Personligt foretrækker jeg originalen, og så har man endnu en lejlighed til at tale om fortiden med de små.
Jeg håber, Disney har bedre held næste gang.