Hvis du har en fetish for en virkelighedsfjern lang bar-mave fest-fantasi i “sværd og sandal genren” så glæd dig…årets popkorn-film? 
Sir Ridley Scott – der startede som reklameinstruktør og skabte b.la Blade Runner, Alien og senest Napoleon er en stor stylist. Han forstår filmmediet forfører med atmosfære, design og levende maleri, ikke bare dialog, plot og spillere. 
Problemet med Gladiator 2 er, at den ikke er meget andet end visuelt overdådig maximalisme – replikkerne er teatralske og stive, personerne og plottet ligeså – men når man har cirka 2.1 milliarder (!) ude og svømme, går nuancerne, eksperimenterne, den historiske korrekthed og karakterudviklingen tabt til fordel for fokus-gruppe-idiotisk over-tydelighed.
Sværd og sandal-genren er en slags omvendt kontrafaktisk sci-fi drevet af lysten til heltemodig letpåklædt vold uden krudt og kugler – fra “Ben Hur” og “Spartacus” over den dybere “Last Temptation of Christ” til grænseoverskridende “Caligula” – gid der var lidt mere af de film i glatte Gladiator 2 – det er synd, da “G2” har eminent teknik og masser af gode spillere – de har bare ikke så meget at arbejde med – kejserne er f.eks reduceret til ren Beavis and Butt-Head.
Scott kan trylle colosseum om til et virtuost søslag – komplet med gladiator-spisende hajer og beredne næsehorn, hvor det enorme publikum får pile i brystet hvis de hepper på den forkerte side, og en bar-mavet helt snildt kan klare 5 sværd-svingende ridere alene uden andre skader end den obligatoriske instinkt-vækkende “sy såret i armen” scene…
Visuelt er det da en fest, men til tider kammer Scott over, b.la ligner hans romerske amada en trailer til et Gladiator-spil, der sikkert er på vej – det føles som rituelle playstation-baner der skal spilles igennem, hvor man desværre allerede ved hvem der har uendelige liv. 
Værst er en kampscene, hvor den gamle Alien-mester opfinder en krydsning af en enorm sjakal og en bavian, der ikke engang findes på Discovery.
Hele filmen er tæppebombet med Harry Gregson-Williams “Wagner møder Hans Zimmer møder John Williams” muzak-bombast, der præcis fortæller os hvad vi skal føle – før det sker på den overdådige og til tider kitschy billedside.
Jeg er mættet af effekter, men savner mere om poly-religionen, sexualitet og dekadencen i Scotts ellers visuelt pragtfulde Rom. Værst af alt, jeg savner at det handler om noget universelt, identificerbart, interessant, følsomt eller indeholder bare lidt nutidige paralleller. 
Jeg savner også flertydige personer der udvikler sig – som Joaquin Phoenix i den første Gladiator – dog spiller Denzil Washington en tynd polyseksuel opertunistisk slavehandler – klædt i Isac Hayes smykker og silke-kaftan – ganske effektivt.
CGI-Rom er en flot kulisse, men dramaet kunne lige så godt være hensat til en cowboyby – Gladiator 2 er romerriget optimeret til konkurrence med Marvel, tomt forudsigelig flot eskapistisk effektjageri og den uundgåelige 3er. Men måske er det netop de uironiske pre-postmoderne greb der er kvaliteten – det giver en tryghed i publikum, ligesom f.eks Top Gun 2? Hvis ovenstående svada ikke har skræmt dig væk, så skynd dig at se den på størst mulige lærred nu.
BLAZAR