“Verdens værste menneske” var lovende – og nu zoomer instruktøren Joakim Trier endnu længere ind, hvor det gør ondt.
Denne gang ramler Stellan Skarsgård som gamle narcissistiske patriark sammen med sin forsømte neurotiske skuespiller-datter Renate Reinsve aka. “Verdens værste menneske”.
Scenen: Hvor Trier før har brugt Oslo som et psykologisk biotop, reducerer han nu samme greb til et kammerspil i et nuttet hus (ikke ulig Ibsens “Dukkehjem”)…der først rummer en families sammenbrud. Huset skal så senere bruges som kulisse til den før så fraværende narcissistiske faders – i skikkelse af altid solide Stellan Skarsgård – ubeviste forsøg på at hele familien og ham selv – via et filmprojekt.
Det lyder irriterede meta – “en film om skabelsen af en film om en familie” – men den disciplinerede retro-modernist Joakim Trier turnerer setuppet suverænt og blotlægger en masse almentmenneskelige nerver – for film handler jo som bekendt også om at lave følelser i tilskuerne. 
Heldigvis prikker Joachim Trier ikke kun til vores følelser og bevidsthed for effekternes skyld – han får os til at meditere over, hvad hukommelse, fortrængning, tilgivelse, familie, kærlighed og ambition er. De store ting – vist på en måde så man mærker han mener det. Han kender sin Rohmer, Malle og Bergman.
Temaer som arvet smerte, kampen om fortællingen og ønsket om forsoning, selv når kærligheden har været klodset, forsømt og man er alt for sent ude og skaden er sket. Om hvordan kunst kan bruges som både kærlighedssprog, kontrolredskab og undskyldning.
Hvem ejer en families historie? Hvad er fiktion, virkelighed, hukommelse? Er fiktionen vigtigere end virkeligheden? Og er kunst en måde at hele på — eller en elegant måde at udnytte andre menneskers smerte på — eller presse sin egen smertelort til en diamant?
Det er måske det tunge store skandinaviske melankolske navlepiller-pensum – på papiret pretentiøst, men Joakim Trier får det til at virke let – han underfortæller, undersøger og er loyal mod sine mangetydige karakterer, der alle spiller fabelagtigt i Triers rolige, følelsesintelligente og intime rum fyldt med melankoli uden patos, dialog med både ironi og ømhed og troen på kærlighed som erkendelse og måske terapi.
Holdet er virkelig disciplineret: den danske Kasper Tuxen (der også har kredit på alle artiklens stills), som også fotograferede Verdens værste menneske, fanger følelserne perfekt, og Triers faste klipper, den dansk-franske Olivier Bugge Coutté, mestre både at lukke scener for hurtigt for at pirre vores forestillinger – og at pine os ved at lade dem hænge til det bliver ubekvemt. Jesper Christensen er pragtfuld, Zentropa har co-produceret og DFI har støttet, sådan. Mit gæt er, at den næste Joakim Trier-film er på engelsk, for Affektionsværdi var nomineret til 9 Oscars – men tabte til den pragtfulde og mere aktuelle USA-kritik “One Battle After Another”…men vandt da i kategorien “årets bedste internationale film”.
Jeg skal jo være djævelens advokat, så lad være at drikke for meget kaffe før du ser filmen i biografen. 133 minutter med intenst føleri der mangler smarte greb, gøgl eller hektiske klip kan virke klaustrofobisk for nogle. I teorien burde jeg hade hovedparten af alle skandinaviske familiedramaer om smukke privilegieblinde mennesker, da jeg er så traumatiseret af at have set alt for mange af dem pakket med overspil, klichefyldte karakterer, dovne kameragange og flade replikker.
Affektionsværdi er bare ikke en af disse film, trods rammernes slægtskab – det er måske udefra set klicheen om den store verdens fantasi om en intens lækker skandi arthouse-føle-porno – men her føles det bare ægte og relevant. Mit gæt er Trier snart er klar til en stor engelsksproget sag…
PS. Pas på med at invitere mennesker, du ikke vil have en dybere relation til, med i biografen til Affektionsværdi, for denne film kræver efterbehandling.