Min Indre By? Som indfødt savner jeg ikke den onde, rodede fortid med Michael Strunge og Jazzhouse, bare mere ægte, mindre homogent liv i flotte København. Byen er nu så ren, at vi kan spise en bolle med ost (67 kr.) direkte fra gaden, mens vi betragter verdens lykkeligste, høfligste, mest veluddannede og sundeste mennesker… der prutter, så her stinker af fermenteret kål, mens de pludrer med kinesisk-talende svensk personale i elegante boutiques i lyst træ eller er på vej i saunagus. At vi parakdoksalt nok trods den struttende velstand har psykisk syge og hjemløse i gaderne har vi lært at fortrænge.
Verdens navle. Det perfekte paradis føles bare som en tom tivolificeret kulisse – trods turisternes entiusiame, der heldigvis kaster millarder af sig. Der er sorte huller i facaderne i form af tomme lejemål, specielt efter netshopping og corona krakelerede kernen. Stemningen er ikke blevet bedre af mange har lavet deres bolig til små hotel-kabiner og proppet facaden med nøglebokse. Resultatet minde et stort gourmet-tivoli/Illums Bolighus, der glimtvis mere og mere føles som den samme generiske flagship-store arkade vi finder f.eks i Paris, London, Dubai & Stockholm.
Vil du ændre på det, så vi kan få billigere erhvervslejemål i stedet for sorte huller på dyre adresser? God tur gennem Folketinget og Skatteudvalget. Det er ikke kommunens bord, de kan kun lægge blomsterkummer og lave Google Ad-pumpede street food-magneter, turistfælder og fyrværkeri-events, men de tør ikke røre ved selve systemets kerne, der fundamentalt kan ændre Københavns sammensætning, look & feel.
De sorte huller i Københavnersmilets tandsæt: det kan betale sig at lade butikker stå tomme, for lav leje giver lav vurdering. Høj vurdering kræver høj leje. Så hellere vente og gå i tomgang – det er derfor, du ser så mange “til leje”-vinduer, der aldrig kommer lys i. SKAT vurderer ikke efter virkeligheden om hvad du kan få, men efter hvad du burde kunne få. Du kan udleje til din fætter så han kan drive en tom cute pladebutik, men bliver beskattet, som om det var en Chanel butik – så hellere en inaktiv spøgelsesbutik. Plus hele ejendomsværdien falder hvis lejemålene er billige. Husk, det er jo ikke fordi, udlejerne er onde og ikke vil have et lækkert galleri – til reduceret husleje – i bunden af deres ejendom – men det kan ofte ikke betale sig pga. skatteloven – derfor de sorte huller på de fede adresser. Gak.
Byns kridhvide kunstige tænder er så flagship stores, reelt bare reklamesøjler, så man køber brandets parfumer og underbukser i lufthavnen. Showrooms uden salg, facader uden indhold, virkelighedens svar på et gammeldags modeblads bagsidereklame – med månedlig husleje på 20-30.000 for 50 m². Hver eneste måned. Det her er ikke for din venindes smykkebrand eller et nyt ungt galleri. Lejemål for LVMH, der taber penge med vilje. Det giver en standardiseret charmeløs bykerne fyldt med cocktails til kr. 250 og 10 kroners barer til forstadsbørnene, med cokebude der kommer hurtigere end pizza til de arbejdende og oxyer under disken i kiosken til resten.
Kultur – heldigvis har vi meget mere end sponsor-sport, live-nation rock og royal run – der er et totalt overbud af muligheder, og himlen og kalenderen brager med kultur-fyrværkeri. Problemet er bare der ikke er noget blivende – det er eventbaseret – og gerne centreret om kuraterede tamme temaer, eller sponsorvenlige forsøg på at parre kunst med design eller musik og mode. Hvor er kunstnerkollektiverne, øvelokalerne, subkulturen, de experimenterende art spaces og warehouse raves udenfor marketsræset, hvor nye miljøer og trivselsfremmende sociale akser kan opstå – også for dem der ikke er har en forældrekøbslejlighed i Nyhavn og et langt efternavn der giver plads på en kreativ institution? Det innovative, der er morgendagens investeringer, har altid vokset bedst i kaos som del af byens tekstur, udenfor skolernes og galleriernes reservater og regelsæt. Måske er det derfor meget kultur virker som pasticher nu? Hvor er den helt lokale københavnske scene, hvordan ser den ud? Hvad er lyden af København?
Optrapning: nu vil lobbyister ophæve bopælspligten…så vi kan sælge ud til rige udlændinge – som i f.eks. London, der er smadret af 2 millioner turister dagligt – de fleste non-bankere er forvist til forstæderne. Der er ikke åbenlys politisk vilje til at ophæve bopælspligten i København endnu. Men der er vilje til ikke at gøre noget. For det sker allerede. Udenlandske kapitalfonde, pensionskasser, udlejningsmaskiner og spekulanter ejer byen allerede. Ingen siger det højt, alle ved det – og de har tydeligvis fat om nosserne på politikerne – se bare Lynetteholmen eller Carlsbergbyen.
En modgift kunne være politkerne insisterede på at nybygge en masse nye ejer, andels og anmennyttige boliger – der er behov for dem, og måske ville det regulere det vanvittige marked lidt og sikre byen en mere divers befolking. Der sker bare ikke noget…
Det går nok, så længe der er rige og turister nok til at holde København kørende som investeringssikkert øvre- middelklasse reservat. Københavner-illusionen holder lidt endnu, så længe nogen gider betale for det gourmetsexuelle gøglermarkeds storyselling. Men et brand er kun noget, så længe nogen tror på dets kult, men hvad sker der, når magien dømmes passé og overklassen – og siær dem der gerne vil ligne dem – hellere bruge pengene på et safe room eller et hus på landet? LVMH er lige faldet 18 %, de mellemstore gallerier i NYC lukker – lad os erkende, der er krise – og middelklassen er presset, de har reelt ikke råd til hverken at sige op, blive skilt eller flytte mere – mange er stavnsbundne af boliggæld. De minimalt overskud til at deltage i byens tilbud. De står i kø for boller med ost i stedet for til et galleri, i stedet for at give en frokost. Nydelse og klasse er blevet et suttekluds-symbol lavet af mel.
Hvis markedet er den vigtigste driver i København, ender den som alle andre storbyer – måske skulle vi give plads til byens ånd, til positivt kaos og skabe udfaldsrum for nye smukke tilfældigheder igen?
Desværre virker det ikke som om magten er på rådhuset…jeg kan ikke mærke det røde flertal, og tvivler på en anden sammensætning ville ændre noget radikalt…det er ret tydeligt de store linier længges i folketinget, i EU og ikke mindst i det private..
Nattelivet fader. Engang var nattelivet en skøn menneske-roulette hvor socialklasser minglede hedonistisk og dyrkede det irrationelle. Nu er de enkelte steder stramt segmenterede, ekslusive eller bygget som kulisser for instagram-børn, der agerer digitale reklameagenter, men det er snart passé. Heldigvis drikker de unge mindre og træner og spiser, som om udødelighed var muligt. De har færre penge, de går mindre ud. Studerer længe, mens de arbejder, bor udenfor byen – eller bor så småt, det nemmeste og billigse fix er hele tiden at løbe.
Vil vi have en steril bykerne for shopping og administration for rige arvinge-par med lange uddanelser uden børn, der bor her nogle år før de flytter nordpå eller udenlands, eller vil vi have en mere diverst setup, hvor der bliver produceret nye oplevelser og kultur beboet af et mere diverst persongalleri?
Natklubberne er for fodboldspillere, der booker borde med flasker, så de kan tiltrække Matas-piger, det kan godt være stripklubberne næsten er væk, men deres helt anakronistiske logik er sevet ind på klubscenen. Musikken er den samme som i H&M, stofferne er de samme som på Istedgade, de kreative har ikke råd til at feste og origianlerne har det forkerte tøj på og ingen penge – så der har reelt ikke været noget kulturelt nybrud i natten siden…hmmmm….dubstep?
Modreaktionen er at techno endeligt er slået helt bredt igennem, da subkultur bare er noget i et feed man kan bruge i sit cosplay-arsenal som en FCK-trøje. For hvem gider stå i kø for at blive målt og vejet af en dørmandsballon for måske at komme ind så du kan betale dyrt for dresskode dress og drinks – for at være fyldet på et tinitus dansegulv styret af influencer-djs der tager selfies? Så hellere en sort tshirt, kildevand og en pose med keta i en kælder hvor der er klistermærker på telefon-kameraet, dansende til et uendeligt nummer der i det mindste afspejler krisen, det dystopiske nu og sammenbrudet mere ærligt, hvor man kan prøve cope med maskinen og danse med sig selv alene og med alle samtidig, udenfor parringspil, undenfor networking-strategi, udenfor tid og rum – til man står i bar mave kl.08. En slags e-arobic og en terapeutisk copingstrategi og et forsøg på at finde en ordløs stamme og et ritual. Selvskade i stedet for husbesættelse. Keta i stedet for den uoverskuelige kærlighed i tinder-singletown.
Tivolificering: Al rod og råhed er skyllet ud med gentrificerings-vandet. Din rolle er at købe og kigge – men helst ikke larme, ikke være her for længe, kun passere imellem hjem, arbejde og forbrug. Der er stort set ingen steder man bare kan være uden klart defineret formål og skjult agenda, hvor er legepladserne til de voksne? Hvor er underklassen? Ikke fordi de ikke findes. Men fordi de ikke har råd til at være her. Netto, parkerne og de skrabede biblioteker er de sidste frirum hvis de ellers orker kravle op af medicinhullerne i forstæderne. Selv de arbejdere, der tørrer dine børn i halen, eller politiet, der passer på dig, må bo udenfor Køge. Eller Nakskov. Eller Bornholm, hvor hele enklaver af indfødte Københavner-legender overlever, presset ud af markedet i fødebyen. Det, jeg bor i, burde være et kollegie tunet til SU – men er så dyrt, her kun bor fintech-indere, Novo-pendlere, fondstøttede kinesiske pianister eller fire argentinske barista/tatovører i små lejligheder, det hele føles som et hotel. Hvor er de billige boliger med tossede musikere og originaler, der kan give byen en stemme?
Det sidste roderi, de skumle: I 2024 blev to souvenirbutikker på Strøget brugt til at vaske kokainpenge. Kontanter blev til euro, sendt ud i busser i Danmarkshistoriens største kokainsag. Der er også andre metoder: Sushi og slik som hvidvask. Kontantvenlige brancher + lav gennemsigtighed + hurtige ejerskift = oplagt til at vaske penge hvide. Momsfrit gammelt slik købt i Sverige: bland-selv-økonomi. Det nye er oxy, kopi-viagra og CBD-joints i kioskerne, der skifter ejere konstant. Hyperliberalt på sin egen asociale måde, men også et perfekt spejl på byen.
Konklusion? En by, der har det hele – undtagen nogen, der lever her hele livet – København er blevet en passage. København ligner en drøm. men drømmen er til salg, der er ikke mange hverken fysiske eller psykiske rum tilbage udenfor markedet, alt bliver mere og mere centraliseret på få spilleres hænder – vi er vidne til en økonomisk singularitet globalt. Drømmen om København er til salg, og sandsynligvis allerede solgt helt stille mens du stod i kø efter en kardemommekringle.