Barbieheimer – mid-sommerens store bio-premieredag spalter sig kontrapunktisk imellem en alvorstung – nærmest gammel-modernistisk – koldkrigsfortælling om en atomforsker – og en post-post moderne meta-ting fra Mattel lavet til gamle voksne Barbie-brugere (over 7 der forstår engelsk) til 145 millioner dollars – der nok skal tjenes hjem igen, da filmen via ironi revitaliserer og relegitimerer deres plastik-bras – og give os endnu en undskyldning for at klæde os ud – og nu kan voksne kvinder endelig samle legetøj legitimt – ligesom alle Faraos-cigarer fyrene med fuldskæg.
Filmen sælges som en karnevalistisk event, banen er kridtet op til en masse uforpligtende festlig samfunds- og kønskritik – men det er en stor maveplasker, en papirtiger lavet af regneark, en Concorde der aldrig letter, baseret på et stærkt IP-brand som så mange andre blockbustere for tiden.
Barbie er en fantasi-komedie, der helgarderer sig med meta-fjolleri – så intet betyder noget mere – det bliver ret kedeligt ret hurtigt – det er mere et grimt museum over plast-sæt tilsat lidt fake ufarlig kønskrig for underholdningens skyld.
Naturligvis har man sikret sig mod woke og PC-angreb med et bredt udbud af Barbie-variationer i alle former, farver & i rullestole – selv en wierd-Barbie er der plads til i plast-paradiset – hun reklamerer for Bierkenstocks…
Vaskebrættet Gosling er så modstanderen, men beviser tydeligt ingen har brug for mænd mere, og derfor søger en slags neo-bro-patriakalsk identiet som en Andrew Tate-light – efter et besøg i den virkelige forvirrende parallel-verden udenfor den perfekte Barbie verden, der vender det gamle patriarkalske samfund på hovedet.
Eneste tabu i Barbieland er den gravide Barbie, der også blev pillet af markedet i virkeligheden. Efter lidt eksistensiel modstand og frygt for apelsinhud ender filmen med Barbie finder sit livs mening i netop moderskabets glæder – hvordan vides ikke, da hverken Ken eller Barbie har nogle kønsorganer.
Men måske er det bare fordi jeg er et mandesvin at jeg misser Barbies store kulturelle betydning? Da jeg var lille legede jeg med Actionman (gerne i Vietnam eller Nazi-uniform) under protest fra min mor, der var feministisk kvindeforsker og demonstrerede mod krig. Actionman var den mandlige Barbie, bare med våben, men det blev hurtigt kedeligt at klæde ham af og på og skændes med de andre børn om hvem der var blevet skudt af plastfyrens maskingevær.
Ligesådan med Barbie, hun har altid været passiv, materialistisk og død – og er det stadig, lige meget hvor mange metalags-redningsveste man giver hende på.
Måske er Barbiefilmen bare en måde at omfavne undertrykkelsen og droppe alt det opslidende forbrugs-skyld, kritik og brok – lad os opgive al modstand, lad det kommercielle opsluge og omvende enhver kritik og bruge det som motor til mere vækst. Men det er jo ikke Ken der er problemet, problemet er systemisk – og flere kjoler og dimser har aldrig gjort verden bedre.
Hvis man vil se dygtige Margot Robbie, så se den benhårde “I, Tonya” i stedet. Eller gense Aquas visionære “Barbie Girl” video, der rammer filmens feel allerede i 1997. Eller hvis du absolut skal infantiliseres med legetøjs-reklamefilm, så se de første to suværene Lego-film. Hvis du absolut er til flotte dukke-sæt så se “Astroid City”, den er sjovere og mere kreativ og der er mere at tænke over bagefter. Men hvis du har en sød tand at se en pumpet og afbleget Gosling blive ydmyget i en musical-komedie – eller har samlet på Barbie – er filmen et oplagt valg til en regnvejrsdag.