Disney har sprøjtet $250 millioner i film- plus meget mere oveni til marketing og promotion. Så nu sidder jeg i CinemaxX og bliver blæst igennem ved siden af legendariske Marvel-Morten fra Fantask – der er vagter der overvåger jeg ikke tager min telefon op og optager…det er big bizz.
Jeg ved intet om Marvel – men er draget af hvilke fortællinger der kan samle os i denne atomiserede tid, hvor alle mennesker er blevet deres eget isolerede microfragment.
På plussiden er der fabelagtige Hieronymus Bosch-inspirerede syre-universer og et overflødighedshorn af mystiske aliens – det er en digital fest – og en perfekt animeret central helt – vaskebjørnen Rockets – kamp mod en superskurk der hygger sig med at sprænge universer når han har udviklet sin egen perfektionerede – læs muterede – utopi-version.
Problemet er at hvis du ikke allerede har investeret i Marvel-universet og resonerer med figurerne fra tidligere, er det en tom tam omgang. Plottet giver kun mening som sentimental følelsesgenerator og det bliver aldrig rigtig spændende, men bevares – filmen er lavet til det helt brede globale plus 11 segment så kanterne er slebet af fra start.
I skrigende kontrast til alt det visuelle gøgl er replikkerne flade – underligt sted at spare – og afleveringen af disse replikker falder flat som i en animeret sitcom – heldigvis slipper vi f.eks for Vin Diesels fjæs, han lægger bare stemme til et træ-monster – konsekvent.
Jeg savner lag og ironiske twists og relevans – gid det handlede om et eller andet – eller var metafor for noget større – eller bare noget mere virkeligt? Det er et univers der lukker sig om sig selv i selvreferencer og blød vold.
Jeg savner lag og æstetik, som f.eks i Luc Bressons sci-fi eskapader som “Femte element” eller hans mindre vellykkede men også visuelt overdådige “Linda og Valentin” – eller Spielbergs “Ready Player one” eller Avatar filmene. 
Måske er denne type frikvarters-films force bare den totalt uvirkelighed, at det er et ret kunstprodukt som en vingummi uden specifik reference til en frugt, men bare ren smag af vingummi? Måske er denne flade u-eventyrlige fornemmelse bare en ny post-post-moderne kvalitets-nuance jeg ikke fatter? Måske er det meningen det ikke skal handle om noget men bare være en ende i sig selv?
Måske har Scorsese og Coppola ret – superheltefilm idag er ikke film er ikke film, det er tivoliture – sikre tegneserie-universer transformeret til hjerteløs retro-marketing for legetøj og spil – produkter der tager plads og penge fra mere nærværende auteurs. Jeg kan sagtes forstå de gamle silverbacks er misundelige på Marvels budgetter – og gad godt se hvad de ville kunne udrette med den slags penge. Eller hvad med at lade Guy Richie eller Wes Anderson lave en Marvel film?
Så jeg er splittet – på den ene side imponeres jeg over Disneys visuelle muskler – på den anden side kan jeg kun anbefale filmen til fanboys m/k af Marvel universet – hvis de er over 11 – eller hvis du bare skal blæses igennem af total tomhed et par timer.
PS: Filmen bærer sin dårlige smag med stolthed og driver rovdrift på en meget sigenede sand shitparade af hårfager far-rock: Creep (acoustic version) – Radiohead, Crazy on You – Heart, Since You Been Gone – Rainbow, In the Meantime – Spacehog – Reasons – Earth, Wind & Fire, Do You Realize?? – The Flaming Lips, We Care A Lot – Faith No More, Koinu No Carnival – EHAMIC I’m Always Chasing Rainbows – Alice Cooper, San Francisco – The Mowgli’s, Poor Girl – X, This Is the Day – The The, No Sleep Till Brooklyn – Beastie Boys, Dog Days Are Over – Florence + The Machine, Badlands – Bruce Springsteen, I Will Dare – The Replacements, Come and Get Your Love – Redbone – det er et mareridt – og sikkert et kompromis mellem fokusgrupper og pladeselskaber.