“Svindel, rockere, indvandrere, jetset, sex, stoffer, Nik & Jay…” Det burde være en no-brainer af en biografisk bestseller, men “Rich Kid – bedrag i den danske overklasse” har ikke haft en nem fødsel – for hovedpersonen Aaron er ikke til at styre på en tønde land, han holder verden i armslængde – så forfatteren Christina Ehrenskjöld har indsat kapitler med egne refleksioner – i kontrast til Aarons skøjtende jeg-fortælling. Det giver en spændende kontrast og laver en fin mosaik over en tid, et miljø – og ikke mindst en mentalitet – der absolut er værd at læse.
Flashback Første gang jeg mødte vel-tannede Aaron var på Nasa, en hyped hvid klub-kapsel i Kubricks 2001-design, en legendarisk fest-kulisse for et selvudnævnt opkørt jetset fra cirka 1997 til omkring 2012.
Aaron dirigerede Nik & Jay´s flaskebord med underspillet autoritet – stilen var the missing link mellem pretty boy-stilen på DKBN, et træningscenter og en R.Kelly video. Hvidt baggy designer-streetwear, bling-smykker og skihue i 30 graders varme, smurt ind i meget unge damer iført noget der lignede badedragter – “det var en helt anden tid”.
Aaron havde et lille dyrt frotte-håndklæde om halsen…”fordi det er ubehageligt at holde på iskolde champagne-flasker…” Jeg komplimenterede ham for denne stylistiske mester-detalje, og bemærkede han tog sig til hjertet, hvilket på den tid indikerede han havde været på wc en gang for meget en opbæring for tidligt…
Siden da lavede jeg en serie nattelivs-relaterede dokumentarprogrammer på DR2 hvor Aaron poppede op, komplet med kamphund, limousine, skuespiller-ambitioner, mentorer som klassiske Lars Bjarke og vilde Rudi Køhnke…byturen ender med Aaron spejder ud af vinduet efter politiet. Se selv her:
Set i stoboskoblyset transcenderede Aaron klubbens normale hierarkier med stærk image-økonomi – han var mere stjerne end stjernerne – tilsyneladende uden anden indsats end sin blotte tilstedeværelse og sin stil, som MTVs svar på Jørgen Leth, der møder op på en højskole og beundres og får kastet penge i nakken for at mumle om gyset af kolde fødder der rammer gulvet om morgenen i en pre-krøllet silkeskjorte.
Claim to fame-film: Før min film, men efter succesen med “Pushers” halv-dokumentar-fiktion – fattede filmbranchen en ny formel, så da Regner Grasten og Rune Bendix møder Aaron, køber de pakken. Aaron er med til at udvikle konceptet og skal spille hovedrollen, men desværre ryger han i fængsel i forbindelse med det han selv beskriver som “White collar crime i catch me if you can-stil”… Se traileren her…igen…”det var en anden tid.. (selvom filmen minder om den kummerlige “Kontra” fra 2024)…
Bog-gedemarkedet: Efter Jussi og co. kommer Jesper “Dolol After Dark” Binzer, Caroline”ADHD” Flemming, Katrine “Price” Diez, Hella “Bullerfnis” Joof…osv.
.Glem at være “ægte” forfatter i 2024 – glem nørden der bruger hele livet på at sidde på et loftskammer og hive inspireret poesi ned på papiret – for MÅSKE at ramme en bestseller, hvor overskuddet primært går til forlaget, da en succes udløser max et år i den lave del af middelklassen og et par år hvor forfatteren trylles til foredragsholder og så pendler på hele transportnettet for 2 flasker udrikkelig vin og en lille check – fed inspiration til den næste bog….
Bogmessen – ja måske det meste af mediebranchen – er blevet et realityshow, der handler om at malke klik-kendte karakterer frem for litterært talent eller ægte indhold. Folk der allerede har “trafik” og “brand” trumfer selv krimikongerne og lader journalisterne ghostwrite om deres nyopdagede svagheder så vi kan konsollidere parasociale relationer og erstatte dem med besværlige tovejs-kommunikerende venner og besværlige indre tanker om os selv. Dont hate the player, hate the game…parantes slut.)
Bogen: “Rich Kid” er et anderledes projekt – i bogen ser relativt ukendte Aaron´s sig selv som en slags Robin Hood, der bare gør alt det hele Nordsjælland gør – han er en meget kreativ iværksætter – men knaldes over misundelse og ondt i røven pga. hans Iransk/Jyske baggrund og flamboyante facon – og en del uhellige alliancer med løgnagtige partnere og karambolage med medierne.
Omvendt skildres hans opvækst i Tønder som indvandrer i 90erne nærmest som en paradisisk utopi, men senere tåger det hele: vi får aldrig helt at vide hvad Aaron i virkeligheden laver med printeren og motorcyklisterne (der har godkendt bogen…), eller hvad der reelt sker til alle de fester, der skildres udvendigt – som var det en inventarliste af statister, brandede flasker og menneske-brands – men måske var der bare helt stille i nirvana-kernen i det store hvide 2000ér-hul?
Hvorfor det er så vigtigt for Aaron med alt det bling og smarte biler fortaber sig desværre, men til gengæld får vi indblik i en verden og mentalitet, der kan bruges som bevis på at det kapitalistiske system er decideret usundt. Heldigvis giver forfatteren Christina Ehrenskjöld – der før har lavet vigtige og modige bøger “Kvinderne bag vesten” – Aaron kam til slikhåret og kamp til stregen – det er vildt han har godkendt bogen, der nærmer sig et transparent karaktermord.
True crime? True crime er kæmpestort…når den truede middelklasse ikke fortaber sig i gourmetsexuelle podcasts, biografier, nyheds-ambulance-jagt eller overklasse-facination og millionærklubben – mæsker de sig i “True Crime” – dramatiske fortællinger fra den bund af samfundet de færreste Politiken-typer har været i.
Bestseller-produkterne er lavet af journalister – der aldrig selv har været nødt til at holde en skummel sportstaske – og skrevet ud fra politirapporter og tossede stikkere i underverdenen.
Heldigvis er der sket et nybrud – for nu er de kriminelle og x-kriminelle selv kommet til orde – for ligesom i fiktionsfilm er skurkene de nye helte, eller ligesom i politik – hvor alle lyver, men den der lyver bedst helt åbenlyst er mest Trump-troværdig. Om de kriminelle, der stiller op i medierne, er drevet af anger, narcissisme eller ønsket om rebranding varierer fra sag til sag.
Produkter som det store tv-hit “Den sorte svane” har øget folkets fetish/fokus omkring linket i mellem økonomisk kriminalitet og brandede superhelte på motorcykler, vi elsker at se magthavere vi frygter – vestene og slipse-fyrene – dingle.
Som (endnu en) indskudt tanke mener jeg “Den sorte svane” har skabt et skønt fokus på specielt advokatfirmaers mangel på moral, men finder det problematisk man bruger civile agenter som provokatører OG presse – den hellige deling imellem presse, politik, udøvende og dømmende er simpelthen blevet for mudret for min smag – det lugter af holdningsagtent-virksomhed med klar politisk køreplan bag, men det finder vi aldrig ud af da det er tjenesterne som altid er tavse.
Læs løs: Jeg venter spændt på at Go´aften Danmark osv. slipper Aaron løs i det rampelys han tilsyneladende elsker – ikke som ugens glade handicappede fra den mørke side, men som en vigtig debatstarter om køn, klasse, mentalitet, medier og moral idag.
Men hvad der motiverer Aaron til at lave denne bog -og hvem Aaron er – vil sandsynligvis altid være et mysterie – identitets-kamæleonen er her alting og ingenting, og udsynet til hvad der i virkeligheden foregår dækker røgmaskinen.
Selvom forfatteren kæmper for virkeligheden i spejlkabinenettet, er Rich Kid er endnu et bevis for at reality, fiktion og fakta er et nu. Læs eller lyt til Rich Kids alligevel, et partsindlæg fra den anden side, et dokument om en metalitet og tidens grænseløshed.