“Laver du snart et nyt podcast-format?” Jeg har et studie og 1000 ideer, men orker ikke sponsorer og redaktører lige nu, for Danmark er tydeligvis et meget lille sprogområde hvor nicheprodukter har trange kår bag betalingsmure, og nye talenter bliver tit skubbet ud i glemslen af alverdens andet trygt indhold. 

Til gengæld lytter jeg til podcasts når jeg støvsuger, der afføder lidt tanker og nedenstående anbefalinger, efter 24syv´s  startskud på podcastens guldalder, men nu har enhver pølsevogn en podcast – podcast er det nye QR-kode – og podcasts er nu blevet de gamle medieelefanters kirkegård – alle laver en eller anden uendelig serie hvor to menneskebrands prøver at malke hinandens aura langt efter hovedstolen er udbrændt.

Typisk debuterer odcastformater for fuld damp men ender ofte som blegnede loopy Groundhawk-days, for hvem kan levere noget nærværende og vedkommende uge efter uge? Værterne ender tit som bulimikere der overspiser for at brække sig…eller tygger drøv på deres egen hale – eller laver circle jerkende rygklapper-klubber i lydform.

Måske skyldes det også  mikrofon-folket bliver dårligere og dårligere til at lave deres “kunst” – fordi de er nød til at bruge mere og mere tid på at markedsføre selvsamme hastige værker – alle er nød til at lege SoMe managers for at høste likes, trafik og egonærning – thi kun de færreste tjener penge på at podde.

Der er noget ensomt over tidens podcastbølge – mange programmer  handler ikke om så meget andet end lysten til at publisere – og resulererer i en slags hygge-trance i lytteren – der måske erstatter fortidens telefonsamtale med en ven?

Måske føles det nemmere end en interaktiv samtale – alternativet er at have parasocial fake-interaktion med en virtuel ven via podcast – man kan altid slukke for f.eks Jørgen Leth, det er nemmere end at ringe til ens rigtige forældre for de fleste…

Her er lidt (k)ærlig efterkritik af mine guilty-podcast-pleasures;

Broken Record: superproduceren Rick Rubin der påstår kan ikke spille et instrument eller mixe selvom han har l præget musikhistorien siden midten af 80erne, en musik-Yoda der virker som om han ikke behøver ikke bevise en skid, men bare hygger sig – har nu  skrevet en slags kreativ zen-selvhjælpsbog.

Han er god til at lytte og laver podcasts med folk han gerne vil lære noget af – f.eks en anden musikalsk enhjørning, Brian Eno, hvilket der kommer noget af det bedste “musikradio uden musik” jeg nogensinde har hørt ud af – uden de måler pik eller suger hinandens aura – et mesterligt og naturligt møde mellem to gamle mestre, der forstår kunsten at lytte, ikke bare snakke. Lyt her

Q og det gode selvskab: alle elsker en god skurk – Henrik Qvortrup har altid været kvik, konfliktsøgende og knivskarp – og ikke bleg for at overvåge selv de kongelige – jeg forestiller mig Foghs gamle spindoktor har et pengeskab fyldt med snavs på alle linse-lusene som pensionssikkerhed – han er en terminator & teflon-don nummer et. 

Måske er det en drøm, men jeg husker jeg så Q i et “hjemme hos” program, hvor han viste et hobby-rum/kontroltårn dedikeret til analoge fly-planer…Q viste præcis hvornår hvilke flytyper havde afgang til f.eks Maldiverne…en fascinerende asberger-måde at slappe af på.

Nu har han så haft premiere på et nyt program, “Q og det gode selvskab” udsendt via det hensynene BT . Det er et uventet format fra Q, der her søger konsensus og hygge blandt de stramt castede deltagere – således blev Inger Støjberg bongkammerat med Georg Metz i første afsnit, der f.eks handlede om at sove uden undertøj (med udgangspunkt i BTs mest klikkede historie denne uge…)…Det er ren Otto Leisner – og spild af god Q energi  hvem skal nu sætte politikerne på plads? Er Q i tung terapi? Er han blevet lykkelig og dermed kedelig? Jeg vil have onde Q tilbage! Lyt her

Q´s gennemgang af ugens gang i medie-Andeby overgås af “Verdens klogeste land”, der underfundigt distilerer vandviddet – de finder de sygeste interviewbidder og er relativt grove. Deres fake true crime versioner af aktuelle begivenheder og arbejde med det fiktive bogprojekt “Os i middelklassen – statsministerens guide til at snobbe nedad”. Absurdistan-holdet er virkelig vokset.

Notesbogen: Radio 4 er blevet meget bedre end det skrækscenarie de detroniserede 24syv-konger maler op: jeg har lyttet til “Notesbogen”, hvor kreative kan få lov at sovse rundt i deres egne efterladenskaber og strøtanker uden at være bange for at lyde banale, pretentiøse eller navlepillende. Det minder om en aften på Jazzhouse i 1990erne.

Programmet reddes af dramatiker og selverklærede neurotiker Line Knutzon, der bare fyrer den spontant af med den ene utaktiske selvudlevering efter den anden, der giver seancerne et befriende autentisk touch…jeg ville ønske jeg turde gå i teateret og se hendes ting blive opført – men jeg er bange for alt med optræden og udklæding – det er der nok af til hverdag, hvorfor putte et lag mere på? Lyt her!

Euroman: “Arbejdstitel”: Euroman var engang et sted der lukkede det kantede og nye ind med lange velskrevne artikler. Nu er det vist mest en masse slet skjult “betalt indhold” hvor man – hvis man f.eks læser på CBS i provinsen, træner meget og arbejder i en tøjbutik – kan lære hvad der er “rigtigt og forkert” i denne sæson – i nogle imaginære finere kredse. 

Uroman holder abonnementstallet oppe ved at dele det ud i frisørsaloner og på skodcafeer og har naturligvis lavet en podcast for netop at hellige sig distinktion, nuancer af forbrug og “de finere ting i livet” – tydeligvis mindreværdsmotiveret og grådigt efter endnu flere materielle symboler – det lyder rungende tomt, bedaget og værdiløst i al sin overfladedyrkende signal-affyrring og slet skjulte PC-optimerede retrokonservative smagsdommer-fetish  – personligt mener jeg ikke det er god smag at snakke om god smag idag, for findes det?  Lyt her

Questlove Supreme:  tromme-autisten fra The Roots er blevet en slags kustode for sort musik, hans “Summer of soul”  aka “Black Woodstock” dokumentar rummede vild stil og hudløse performances – i denne hyggelige podcastserie interviewer hans bande alle de glemte helte, fra Motown ikoner til rap-producer-beat-bagmænd.

Der er ofte en fabelagtig quiz hvor de skal gætte breakbeat-bidder på under et halvt sekund… ja, det er nørdet, men et fantastisk stykke vital kulturhistorie der konsoliderer hiphop som kulturel kraft, hvor kan man ellers høre Bizz Markie (RIP) lyve om sin obskure pladesamling? Nyd det…

Philosophize This! Jeg læste Jean Beudrillard da jeg var 13 – men opdagede til en session med mesteren på det Franske institut at ingen forstod ham, han grinede bare af alle i spørgerunden – men jeg elsker bøger jeg ikke forstår – men jeg har mindre og mindre tid, så “Philosophize This!” er som en bullion-terning af tung post-Frankfurterskole pensum.

Nu kan du endelig kloge dig om Deleuze og Duattari eller min genopdagede yndling, Byung-Chul Han og hans teorier:

“the terror of the same affects all areas of life today. one travels everywhere, yet does not experience anything. one catches sight of everything yet reaches no insight. one accumulates information and data, yet does not attain knowledge. one lusts after adventures and stimulation, but always remains the same. One accumulates online friends and followers, yet never encounters another person.”

Perfekt til træne hjernen og forvirre ens verdenssyn, og til indsovning, nyd det her

Ludvigs Podcast: x-djen Ludvig er en produktiv men totalt underspillet fyr, der har forstået at masserne vil have billeder på deres podcast  – ligesom Rogan (jeg forstår ikke videodelen, bruger kun podcast når jeg ryder op eller shopper og er træt af musik).

Ludvig giver en oplevelse af – med hans egne ord – “et varmt kram”. Han har droppet alle journalistiske dyder og har en forkærlighed for unge iværksættertyper og livsforlængende teknikker (a la isbade) der kan gøre dig yngre, mere produktiv osv…den der dødsangste performance-selvoptimerings kultur virker lige lovlig liberal og der mangler lidt systemkritik – siger min gamle hedonistiske generation X tvilling, men lyt til Ludvig, der giver gæsterne plads og f.eks får mennesket frem i Morten Messerschmidt eller Sarah Grunewald – eller giver en ny-frelst Joker så meget line han næsten hænger sig selv. Nyd det her

Art Smack: jeg savner excentriske Jerry Gogosians og kunstmarkeds-analytikeren Matt Capasso opgejlede ugentlige kunst-podcast – de bluffer sig kærligt igennem den skøre blue-chip kunstsamler-verden – men midt i stealth-wealth infernoet imellem Frieze og Art Basel rammer satiren virkeligheden – så Jerry har lukket butikken, da hun er blevet optaget på en tung business-school – det er bare nemmere at navigere i den verden med sine egne penge…lyt de gamle afsnit her: 

Det Hemmeligste af det Hemmelige: minder om konspirations-radio, men der er tung research bag løjerne – værterne vil ikke afsløre for meget om sig selv, men jeg fornemmer de har haft insider adgang til efterretningsverdenen – de har taget hovedspirng ned i Palmemordet kaninhul – der virkeligt beviser fiktion overgår virkeligheden. 

De afklæder det pæne uniformerede Sverige, de trækker tråde til alt fra Iran-contra skandalen til alverdens okkulte tosser, men så det hele fremstår plausibelt og skræmmende. Der kan gå lidt for meget “live research” i den og pointerne bliver trukket ud over alt for mange afsnit – det er tankevækkende at serien jo stopper hvis Palme-gåden løses – men giv det et skud. 

Mine yndlingsafsnit er med den herlige x-hjemmeværnsmand Mogens, der afdækker hvordan Danmark skulle bekæmpe Russerne med hemmelige atomvåben ved Køge Bugt, hvordan Nørreport var tænkt som en bunker osv…der desværre lyder uhyggeligt aktuelt igen.

Respekt for programmets indignerede harme over pressens lamme dækning af Finsen eller North Stream angrebet – endelig et program der lever op til det forsuttede begreb “magtkritisk”. Nyd det her

True Crime: Jussi ved det – der er meget trafik i “rekreativ frygt”, ghetto-reality og udpensling af vold & voldtægt – true crime-genren ligger altid på toppen af listerne, selvom der dør 10 gange flere i trafikken end af drab. 

Men hvor “true” er det at sætte to journalister til at samtale udfra nogle retsdokumenter? Politiet er altid hovedkilden, i sagens natur er hovedpersonerne, de karakterstærke kriminelle fraværende, så man kan påstå hvad som helst. 

Jeg tænker nogle af programmerne nærmest fetisherer en lille anakronistisk bandekultur og indirekte reklamerer og eskalerer konflikter, der bliver kommenteret som var det sportsresultater. Der bliver aldrig talt om økonomien bag banderne, hvordan livet er efter folk træder ud af miljøet eller hvordan politiet bruger banderne til at øge beføjelser og bevillinger. 

Det bedste i genren er lavet af Carsten Norton og Sune Fischer, men de hele tiden zapper mellem programmer og kanaler så følg dem på tværs af formaterne.

I den lettere ende er “Bag vesten” også sjovt, da Brian Sandberg, manden der har brugt et liv på at zappe rundt imellem banderne i bad standing, træder i karakter som en slags vært, der giver en virkelig fornemmelse af den kriminelle mentalitet – der transcenderer udnyttelsen af underverdens-facinationen. 

Alternativt kan du gå planken ud og hør den pivskøre “Førerbunkeren i Greve” hvor ægte gamle Nazister selv fortæller om at grille svin på hagekorsgrillen i Nazikollektivet – nyd det her

Syvkabalen: Rene Fredensborg insisterer stadig på hellig druk, tam countrymusik og umoderne kønssyn – men han har nu udviklet noget der minder om empati – det virker som om han er begyndt at hvile mere i sig selv, eller også behøver han ikke lave sine forcerede provokationer mere…han er blevet etableret…hans “Syvkabale” serie insisterer på at tage primært tabuiserede skæve stoddere ind til 2 timers fest – hvis du kan holde det ud så lyt hans uendelige program med det yderste højres fineste stripper, Uwe Max Jensen – eller nyd et mere fornuftigt afsnit her

Storhedsvanvid: ADHD har været moderne blandt voksne i lang tid – måske fordi man så kan fralægge sig ansvaret for ens rædselsfulde tosserier, måske fordi retalin er performance-fremmende? Biologer mener ADHD var der siden jæger/samler tiden, da de løb rundt i udkanten af flokken og fandt nye veje – og blev spist af bjørnene. Manu Sareen har lavet en selvsmagende serie om ADHD…Jeg finder Wulff og Morgenthalers podcast mere forfriskende – de bruger dampen konstruktivt i stedet for at sygeliggøre og pive.

Jeg har snedigt undgået alt født på standup-scenen, men på en god dag kan programmet skabe surrealistisk sjov, på en dårlig dag gentager de slidte historier og tror det er sjovt eller frækt at råbe “kokain” eller “anal”…til gengæld går det altid stærkt, lyt her

Politikens poptillæg: hør verdens mest følsomme alvorlige gammel-unge folde sig ud om f.eks trenchcoats i Jægersborggade tilsat 90er retro pop-soul, neo-fake-indie, kloge synsninger om popkultur og digte – der måske – måske afspejler et særlig PC woke sæbeboble-miljø et sted i mellem RUC og KUA. Man insisterer på at anmelde alt – i en tid hvor folk bare klikker på tingene og ser/hører om de virker i stedet for at have alting i drøvtygget form…

Jeg troede først programmet var satire over woke-post-livsstilsekspert-gøgleriet – det er næsten uhyggeligt så forsigtige og korrekte gæsterne er – the missing link mellem klassike hvide hjelm-boomere med Politiken plus og hipsteren – sorry det er sikkert krænkende overhovedet at kommentere på programmet – så undskyld på forhånd. Lyt her

R8dio: en fake dokumentar om en retarderet radiostation i provinsen…man fornemmer det er hævnerne fra 24syv der er bag – desværre er miljøbeskrivelsen sikkert tæt på virkeligheden i en fjern provins af krejlerkonger og køllehoveder. 

Man kan forsvare programmet med “det er ironisk” og “det er fedt der intet sker” og “pinligt er det nye sjov” men hvorfor bruge så meget energi på at gøre nar af noget ubetydeligt – og lave noget der bevist er bras, i stedet for at lave noget flot/klogt der vil noget – om noget man ved noget om? Jeg har en sød tand for provins-bashing, men selv gæste cameos med geniale Frederik Cilius kan ikke ændre på det er ufarlig indsovnings-radio. Lyt her

Aflyttet – i garagen: dansk techjournalists godfather, Anders Kjærulf blev dømt for niche af redaktørerne – så han har rykket sit usædvanligt velreseachede digitaliserings-kritiske program hjem i garagen og sød musik opstår – tænk P1 før populismen tog over. 

Diskrete Anders er klassisk journalist uden at gøre sin blotte tilstedeværelse til seriens hovedbegivenhed og besidder en særlig tone og poetisk tæft, der tilføjer hans tankevækkende demaskering af det ofte dystopiske stof et særligt liv, nyd det her

Det vi taler om: startede som et frisk program der luftede al den ubehagelige sladder fra gangene på Borgen – men så blev der sikkert lukket for kilderne – samtidig med lysten til selv at blive elite tog over, så nu er det sådan en gang “Se & Hør fredagsbar live”, hvor man ikke er for fin til f.eks at svine psykisk syge & dobbeltmoralisere derudaf.

Det er bizart at de har fået tabloidpressens ofre til selv at medvirke i panelet – mobbeofre bliver mobbere – rent Stockholmsyndrom – eller også fatter jeg bare ikke moderne opmærksomhedsøkonomi – eller glæden ved at skralde andres artikler og håne. 

Det er også bizart de panelet emulerer kendte selv…deres private gøren og laden er en stor del af programmet…det er uhyggeligt så mange mennesker kan samles om at svine folk de ikke kender til, jeg ville ønske programmet igen ville sparke lidt opad igen – lige nu spreder det bare social angst.

Okman medvirker også i “35 års skandaler i forsvaret” der på overfladen opsumering af forsvarets skandaler fra Olfis egen befalingsmand Peter Ernstved med den nyudsprungne forsvarsekspert Okman som klakør, så Billedblads-segmentet kan eksponeres for propagandaen. Subteksten er forvaret skal opruste – gad vide hvem der har betalt for dette program?

Men hej, måske er det tid til at slukke og ringe til en ven, eller bare lytte til lydene omkring os?

Morten´s podcasts