On October 31, Juan Atkins died in Mexico City. He was techno’s visionary chill big brother, the man who fused Kraftwerk’s machine music with George Clinton’s cosmic funk and created an entirely new, ever-shifting musical language – a sonic blueprint for the future. It makes me sad.I once spent hours dancing to a DJ whose identity I couldn’t make out through the thick smoke at a legendary Copenhagen rave in the mid 1990s.

The music was unlike the fast minimal being played at the time. Fluid, alien, strangely emotional. I couldn’t leave the dancefloor. When the smoke finally cleared, I realised it was Juan Atkins. Behind him stood Derrick May and Robert Hood. Taking notes. 

Morten Vammen here. I’m a sound snob. An occupational hazard after decades of making records and listening to records, a lot of records – but every time Juan Atkins released something new, I had to listen several times. Not necessarily because I liked it immediately, but because I needed to work out what the hell he was doing – and what new emotional territory he was mapping out.  His tracks were often slow burners. Strange machines, peculiar swing, unfamiliar emotions – There was always something to learn from.

More Than Breakdance Tools My first encounter with Juan Atkins was through a record: Cybotron’s Clear, released in 1983. At the time, electro was the soundtrack to the breakdancing craze, with drum machines, vocoders and synthetic basslines serving primarily as dance tools for young people spinning around on pieces of cardboard in tracksuits. Addictive as Pac-Man, built from breakbeats and Kraftwerk quotes.

Juan’s Clear was something else entirely: sophisticated electro, sonic fiction from the funky future. There was a cool elegance and a more sinister tone, making it perfect for my post-industrial funk DJ sets. 

More than two decades later, Clear would provide the foundation for Missy Elliott’s enormous 2005 hit Lose Control, demonstrating just how far Atkins’ sonic inventions could travel beyond the Detroit underground. And how remarkably little they had aged.

The Belleville 3 Early Detroit techno began with three school friends from the suburb of Belleville: Juan Atkins, Derrick May and Kevin Saunderson.

Derrick May was the supreme DJ, the charismatic ambassador and interview prophet who could discuss techno as if it were an almost philosophical or spiritual movement. His music could be dramatic, romantic, and overwhelming, and his famous description of techno as George Clinton and Kraftwerk stuck in an elevator became one of the genre’s most quoted lines.

Kevin Saunderson was the hit machine, with his more house-oriented Roland TR-909 on cruise control. With Inner City and tracks such as Big Fun and Good Life, he introduced Detroit’s music to a much wider audience.

But Juan Atkins was the visionary big brother, the man who didn’t simply produce tracks within a genre but helped invent the genre itself, before continuing to twist, stretch and challenge its sound and parameters – he was the futurist and inventor.

Model 500 – Techno Finds Its Identity

In 1985, Atkins founded the Metroplex record label and began releasing music as Model 500. With records like No UFO’s, Night Drive (Thru-Babylon), The Chase, and later Starlight, he developed a distinctive, fluid musical aesthetic: these weren’t novelty DJ tools or rave fodder. The music could be cool without being emotionless, and emotional without becoming sentimental.

Today, anyone with a laptop can produce a reasonably convincing techno track using AI or loops in an afternoon. Juan Atkins had to invent much of the musical vocabulary before there was a manual, a preset pack or a YouTube tutorial explaining how to sound like a Juan Atkins clone.

The early machines were limited, often primitive and unpredictable. The challenge was to discover what these strange electronic boxes could do that nobody had imagined before, opening new mental landscapes. Atkins didn’t regard synthesizers and drum machines as expensive lifestyle accessories, museum pieces, or status symbols. They were tools for mental exploration and space travel.

The Future in a Dying City

It is difficult to imagine a more appropriate birthplace for techno than Detroit in the early 1980s.

The once-prosperous city that had invented modern industrial mass production was slowly falling apart. Even Motown had moved its headquarters to Los Angeles back in 1972. Car factories were closing, jobs were disappearing, and the American Dream was turning into a nightmare of crime, drugs and poverty, leaving behind enormous abandoned factories and decaying neighbourhoods.

The economic security of Detroit’s Black middle class was eroding as the American car industry struggled with Japanese competition, automation, corporate restructuring and the relocation of manufacturing.

For a young Black man growing up in and around the city, the present was hardly an inspiring advertisement for the American Dream. And the past was not necessarily a more comforting destination.

The past offered a magnificent musical heritage, but a brutal political one. Behind him lay slavery, segregation, racism, and generations of struggle. Ahead lay unemployment, urban decay, and diminishing prospects. Outside the door crack, your neighbours turned into zombies with guns.  So Juan stayed in the small studio; the future was the only place where everything could still be possible.

Afrofuturism and Berlin on Ecstasy: Instead of romanticising the past or accepting or describing the miserable possibilities of the present, a generation of Black American futurists turned towards science fiction, technology and outer space – not as escapism, but as positive action.

Atkins read futurists such as Alvin Toffler, whose books explored the social consequences of the coming information age, while listening to a remarkable collision of European synth music and funk broadcast across Detroit by the legendary radio DJ The Electrifying Mojo. It could be Yellow Magic Orchestra and the futuristic Black pop of Prince, side by side. In most other places at the time, these records belonged to different musical worlds. In Detroit, they were all part of the same inspiring transmission from the future. And Atkins connected the dots.

This was Afrofuturism in action: taking a rich but painful historical inheritance and transforming it into an alternative technological future, where Black identity was no longer defined by the limitations imposed by the past or present.

Atkins could imagine a future in which Black Americans were not merely participants but architects.  And then something extraordinary happened.

Before the internet, when fax machines, hardware sequencers and vinyl still ruled, his rare music travelled across the Atlantic and found its spiritual home in a city undergoing an equally dramatic transformation: Berlin.

After the fall of the Wall in 1989, the city was full of abandoned industrial buildings, empty warehouses, underground bunkers, cheap space and an entire generation looking for a new identity. Just like the Detroit guys.

The young Germans had inherited the ruins of a failed political experiment. The young Black Americans had inherited the ruins of a failed industrial dream. And the young Berliners, dancing through reunification on ecstasy, needed a soundtrack. 

Young Black Americans, whose own city had been devastated by industrial decline, provided the musical blueprint for a new generation of largely white Europeans celebrating freedom among the ruins of another failed industrial and political system.

The connection would become one of the most important cultural alliances in electronic music, with labels, clubs and record shops such as Tresor and Hard Wax helping to establish a direct musical axis between the two cities.

And it was in this world that Atkins developed a particularly fruitful creative relationship with the German producer Moritz von Oswald.

With his post-punk background, aristocratic von Oswald was a master of dub, space and sonic understatement, a sophisticated Berlin musical adventurer whose work with Basic Channel, Rhythm & Sound and other projects had transformed Jamaican dub techniques into a uniquely European form of electronic stoner minimalism.

Their association stretched back to the early 1990s, including collaborations around the 3MB project with Thomas Fehlmann, long before they formally joined forces as Borderland.

The beautiful Borderland albums, Borderland (2013) and Transport (2016), brought their shared sensibilities into focus.

These were not nostalgic exercises by ageing techno legends attempting to recreate their glory days. They were spacious, deeply musical explorations of rhythm, texture and atmosphere,  existing somewhere between the fading echoes of a nightclub at four in the morning and a spacecraft drifting through the universe.

Maybe Juan’s studio sessions didn’t end with space travel, but he escaped dystopian Detroit and traveled the world.

A Night at Pakhus 11: I truly experienced Juan Atkins’ genius live on a dancefloor in Copenhagen during the 1990s.

I had been playing a live set at the legendary, chaotic Sound and Vision festival at Pakhus 11 for a trippy crowd, and at some point I found myself on the dancefloor, completely hypnotised by the music. I stayed there for hours.It wasn’t the fast, industrial, hard-edged or trance-influenced minimal techno that dominated large parts of the European scene at the time.

This was something far more sophisticated. The music had a peculiar fluid, almost weightless quality, with rhythms and poetic, alien melodies constantly shifting and opening up new spaces.

It was intelligent and deeply physical at the same time. You could lose yourself in the details while remaining completely unable to stop dancing. I had no idea who was playing. Only when the smoke machine was switched off, and I could finally see the DJ booth, did I realise it was Juan Atkins.

Standing behind him were Derrick May and Robert Hood, among others, watching intently. Taking notes.

A Perfect Day in Ørstedsparken

On another occasion, I experienced Juan Atkins play at Tripping (founded by legend Henrik Møll RIP) on Sunshine in Ørstedsparken, one of Copenhagen’s most beautiful and distinctive settings for electronic music events. I opened at noon, playing a humble W30 sampler and a 303.

The park, also well known as one of the city’s gay cruising areas, was packed with ravers, many of whom had arrived directly from the previous night’s parties without a minute of sleep.

This was a time when electronic music was still a relatively small subculture. There were no VIP enclosures, no gigantic LED screens, no influencer campaigns, and no multimillion-dollar production budgets. Or iPhones.

In a hot skunk-drenched tent, I remember smoking with Mixmaster, Sun Electric, and Juan Atkins, who was dressed entirely in white cowboy gear. 

I interviewed Juan Atkins later, and what struck me most was how humble and down-to-earth he was. He had every possible reason to behave like a legend. He had helped create a musical revolution that had already transformed club culture around the world. Yet there was no self-importance, no grandstanding, no groupies, coke, or big label deals. He seemed more like a curious, thoughtful man fascinated by music and technology than someone who needed to remind everybody of his historical significance. It was almost as if he hadn’t fully grasped the extent of his own influence. I recorded the interview on DV tapes. Hopefully, they are still somewhere in my archive. By the time Juan took over the music, the day had already been perfect.

When Everyone Thought He Was High

The last time I met Juan Atkins was at Culture Box in Copenhagen. It was a very different experience. The man I remembered from the 1990s now seemed terribly exhausted. He was practically falling asleep over the mixer.

Over the years, rumours had circulated within the scene that he had developed a serious drug problem. Some even claimed he was using crack cocaine. I asked him about it myself. He told me that, yes, he smoked weed, but he dismissed the stories about crack. Instead, he told me something far more disturbing. He had spent years living with undiagnosed diabetes.

Severe disturbances in blood sugar levels can cause extreme fatigue, confusion and behaviour that may resemble intoxication. I couldn’t know how much of Juan’s condition diabetes explained or whether he had suffered permanent damage.

But I remember thinking how easily illness can become gossip (even among ravers) when nobody bothers to ask what is actually wrong.

The story also raises questions about the difference between the American and Danish healthcare systems. In Denmark, we can see a doctor without paying for the consultation and have serious illnesses investigated and treated within a publicly funded healthcare system. In the United States, money, insurance coverage and access to medical treatment can present far greater obstacles.

It is difficult not to reflect on the tragedy of someone who gave so much to the world, yet spent years struggling with a serious disease that modern medicine can often manage effectively.(His official cause of death has not been established, and I have no reason to assume diabetes caused it.)

From Revolution to Billion-Dollar Industry

Music that began as futuristic experiments by a handful of young Black Americans using relatively inexpensive electronic instruments in a struggling industrial city has become one of the world’s most widespread forms of dance music.

Today, techno is a global industry built around superstar DJs, enormous festivals, luxury clubs, brand partnerships and gigantic production budgets.

Sometimes I barely recognise the techno world I helped build:  what began as an experimental underground culture populated by outsiders, sonic obsessives and beautiful freaks has become a global lifestyle industry of Boiler Room exhibitionists, ketamine casualties, Instagram aerobics instructors posing as DJs, promoter-vampires and corporate money.

Techno increasingly resembles everything it originally offered an escape from. Even Juan made a Vuitton show set.

And there is something deeply paradoxical about the fact that music originally concerned with imagining the future and breaking away from established conventions and the cult of ego has so often become an exercise in repeating the same tried-and-tested formulas in new emperors’ clothes, exploiting people’s need for social scenes and fake escapism.

Juan Atkins belonged to the time before the formulas. Before the algorithms.

Before techno became a lifestyle boring people can buy your way into.

He was there before any of it existed, creating a blueprint for play, sensuality and experimentation. Not formulaic mass excess. He imagined a musical world that did not yet exist, and then built it himself.

He’s dead now – and somewhere up there, I imagine Juan laughing with Miles Davis, Prince, Vangelis, Peter Christopherson, Florian Schneider and Sakamoto.

God knows who’s producing, who’s playing bass and who’s arguing about the mix.

But I’d love to hear what they’re working on. It probably sounds like the future. P.S. If this rant has sparked your curiosity and left you craving for Detroit techno, Octave One will be playing live alongside Morten Vammen, Dennis HorvatSakena and Prom Night this Friday, November 6, at Copenhagen’s hedonistic oasis DAS (Den Anden Side), Axeltorv 9. Highly recommended!

CHEAP TICKET / SKIP THE LINE HERE

COPENHAGENS SECRET SOUNDTRACK

The post RIP: Juan Atkins – He Heard the Future Before the Rest of Us appeared first on BLAZAR.

Danmarks måske mest kendte sanger – uden udgivelser – er død. Søren Jakobsen voksede op i Brønshøj og døde i oktober 2026, angiveligt 53 år gammel. Mange oplevede ham som en ulidelig øreorm, men ingen anden dansk musiker har personificeret uligheden som ham.Søren var 12 år, da han flyttede på gaden. Han havde ikke engang dun på læben. Han passede ikke engang ind blandt punkerne på Gammeltorv.

Sørens performance gør Nick Cave og alle nedtursfetichisterne til posers, fakes. Søren var dokumentar, han brugte det, han havde masser af – smerte og nederlag – for at vise os en anden parallelvirkelighed, der kan ramme alle.

Det værste var pauserne – ikke bare pauserne, hvor jeg frygtede, at Søren havde forladt sin friluftsscene for evigt – men mere pauserne imellem versene, der normalt var fyldt ud med instrumenter. Jo længere pauser, jo værre – nogle gange ramte rusen ham, så han gik helt i stå, frøs. Jeg kiggede en ekstra gang, tænkte: Heroin eller bare en søvnløs nat? Nogle gange havde han fået tæsk.

Nogle stillede sig op, som var det reality-tv, og nød blues-effekten – suset ved at se på velfærdsstatens kødsår og tænke: »Godt, det er ikke mig. Det går sgu ok for mig trods alt.«

Det var frygteligt, en accelereret nedtælling til døden, fordi Sørens sang personificerede vores angst for fiasko – og især fordi jeg følte afmagt, fordi jeg vidste, at den 20’er, jeg gav, reelt bare dulmede lidt, måske trak pinen ud, men ikke kunne samle skårene. 

På den ene side lignende han en der var blevet fastholdt i en afbrudt barndom, på den anden side var han allerede dengang gammel – gammel på den måde, mennesker bliver, når de har oplevet noget helt forfærdeligt – og mareridet fortsætter, bliver normalt. Livet på gaden var hårdt dengang, men også nu i rullekuffert-København. Tæsk og misbrug er hverdag.

Restaurationsmatadoren Adam Falbert havde kontor på Amagertorv: »Det var 30 grader, og vi havde åbne vinduer. Ingen kunne holde ud at høre hans sang længere – han havde meget energi og luft i lungerne den dag. Butikker, kontorer osv. Alle var ved at gå kolde. Efter 30 gange på repeat gik jeg ned og gav ham 500 – for at stoppe resten af dagen. Søren sagde: Tak! – Fedt – så kan jeg tage ud på Staden og holde fri resten af dagen’.« De hilste hjerteligt på hinanden de næste 22 år.

Et filmselskab over pibeforretningen oplevede, at Søren kørte med abonnement: Det virkede måske nogle timer at betale ham 100 kr. for at rykke 300 meter væk, men han kom igen dagen efter – sonisk afpresning.

I 2020-2021 fik han tilknytning til et bosted på Vesterbro og begyndte at komme på værestedet Gang i Gaden. Han var i bedring – men det er lidt mystisk, at der ikke havde været mere hjælp at hente for ham før. SØRENS SCENE: første gang jeg mødte den ganske velartikulerede Søren var Strøget et større økosystem, et live-internet, hvor et bredt spektrum af ukategoriserbare originaler dansede i et attitude-relativistisk, situationistisk karneval. Det var et overflødighedshorn af karakterer med lang line, der hang ud, levede og døde omkring Strøget – dengang før rullekufferter og videoovervågning, dengang man måtte synge, spille og tigge.

I dag ligner det Stortorget i Stockholm. Det koster 100.000 om måneden for en butik på størrelse med en isbod – de samme brandstores lægger deres levende reklamer i spænd op ad hinanden i håb om, at den københavnske aura smitter af på logoet, så turisterne køber parfumen på vej ud i lufthavnen.Jeg hader nostalgi, men savner i glimt dengang før gentrificeringen – eg husker ikke bare Sanger-Søren, men også naturmærkemanden, Rotte-Tim, Krishna-trancere med gonger, Boogie-Preben der fik tyret mønter efter sig, Jazz-Orne-Ole, Black Panthers gadebanden, livgardere på voldsdruk, en tvekønnet same i folkedragt, fløjtemanden, xylofonmanden der var organist til dagligt, Mr. Funk afro uden sko i sneen, violmanden med den trehjulede cykel, anarkistiske KU og, KG, stalinistiske DKP & KAP, malerbombekastende BZ’ere, elegante mods på scootere, jamaicanske rastas med hatte der lignede marokkopuder, Niebuhr, ulovlige skatere og rullere, Cirkus ChangHighs hashede børne-gadegøgl med ild på ethjulede cykler, lange Ørva den første graffiti skriver, læderbøsser med nazikasketter og moustache,  Olafur Eliason med en blinkende breakdance-boombox med kohorn, bikere, børnemagtere, Lars Seier i miliærtøj, fimsede trækkerdrenge på rådhuspladsen og i Illum, henna-flippere der røg chillum på bænkene,  skinheads, Bernadotte-Montmartre-mennesker i pink sweatshirts og grønne Gerry-dunjakker og sejlersko, Knalde-Palle, Kiosk-Leon med porno og madrads i baglokalet, Pacman-Gus i Nygade bio, voldelige svenskere, der brækkede sig i hvide træsko, rakkere, digtere i gamle overfrakker med barberede nakker og sideskilning, gøglede Sigvaldi, der solgte digte fra en barnevogn, breakdancere fra Lorteøen med mullets, der rullede rundt på pap foran Burger King, nazi-negeren Lobo fra Bullshit, Warriors, grønjakker, psychobillys, dystre goths, teds, hejremanden, tantriske Osho-tilhængere i lilla  og mange flere jeg har glemt – omgivet bagtæppe af civile, softice-spisende shoppere overvåget af uropansere i Ecco- og Jaco-andefødder til tonerne af Yul Andersons Satie-klaver med ekstra rumklang. Alle er væk nu, selv fakiren, der tilbad springvandene og altid balancerede en hellig brosten på skulderen, er væk.

Måske fordi boligpriserne er blevet så høje, at den slags mennesker ikke længere kan bo inden for en realistisk transportafstand – det siges, at de overlevende er teleporteret til Bornholm og Nakskov. Måske fordi SU’ens og kontanthjælpens reelle købekraft er decimeret? Måske fordi det ikke er særligt smart eller boheme-hipt at tabe med stolthed i offentligheden? Måske fordi subkulturerne døde med internettet? Måske er der sket noget med psykiatriens doseringer? Måske fordi hele ideen om et alternativt liv bare er død. Måske laver man bare ikke den slags originaler mere?De forrige generationer prøvede at mestre individualitet via looks. I dag gælder det om at forsvinde i massen eller klæde sig, som om man er på vej så langt ud i skoven, at man slipper for mobildækning.

Måske fordi de unge har fattet, at den eneste chance, de har for at komme tættere på Instagram-drømmene, er at blende ind, læse på CBS, arbejde på Joe & The Juice og ellers bare træne max og måske handle aktier eller lave en app, når de er på toilettet.

De forvredne sange: Det er svært at skille en kunstner fra sit værk, men Sørens næsten selvbiografiske sangvalg endte med at gå i ét med fortællingen, myten – han remixede hyggesange om til rene nedtursrapporter:

Gasolin’: Kvinde min– tab og misbrug:

Og selvom vi har skændtes tit / og du har grædt og lidt / og jeg har huslet / og spillet tosset / og jeg har snydt dig / og skammet mig / og stjålet af din kærlighed / Tror du, vi skal følges ad / til livet det er slut / at der er tusinde mil / imellem dig og mig

Kim Larsen: Midt om natten – ren rapportage fra Sørens indre by:

Strisserne kom, før vi ventede dem / En fyr, vi kaldte Spacy, tog den ud i det blå / De sagde: »Gå nu hjem«, men vi spurgte: »Hvor er det?« / Så får jeg nok et værelse med lys og med vand / Håber, vi får i morgen med – Ååh, mañana – Håber, vi får i morgen med

Rod Stewart: Sailing – rus, langt hjemmefra og længsel efter at vende hjem til et ikke-eksisterende hjem.

Shu-bi-dua: Den røde tråd– Det er selvfølgelig ikke Sørens selvbiografi. Men når han sang den, var det svært ikke at høre den sådan. Spørgsmålet er, hvor mange mennesker der skal stå og synge deres egen undergang midt på Strøget, før vi begynder at høre efter.

Hva’ mon man er, før man bli’r til / Et stjerneskud, et puslespil? / En tanketorsk, en gulerod? / Til min far sagde hun glid / Vi var en kæmpe børneflok /Og der var aldrig penge nok / /Otte år så var jeg klar / Til at gå på kaffebar / Min ryg så ud som strivret flæsk For dagens ret var tørre tæsk / Jeg voksed’ og koksed’ / Men jeg ku’ aldrig bli’ til noget Trods mit store ordforråd / Stod i kø på livets vej / Mens andre overhalede mig / Jeg voksed’ og koksed’ / Jeg fandt min plads i skyggen / Med ryggen op mod muren Hvorfor blev jeg født? / Og hva’ mon der sker, når man ska’ bort / Når livets skjorte bli’r for kort Hvor mon den er, den røde tråd / Man må for fa’en da bli’ til noget

Det var ikke, fordi vi ikke så ham. Vi så ham i årtier. Vi lyttede, grinede, var irriterede, gav ham penge – og gik videre. Jeg gjorde præcis det samme. På den måde blev Søren en del af byens inventar, og måske var det netop problemet: Vi vænnede os til, at et menneske kunne gå i stykker for åbent tæppe.

Jeg siger ikke, at Søren var psykisk syg, bare tydeligvis traumatiseret, men hans død minder mig om noget, vi fortrænger i verdens lykkeligste by: psykisk sygdom som en medvirkende årsag til hjemløshed hos 45 procent af landets registrerede hjemløse. I København er antallet af hjemløse 1.572, (plus 457 udenlandske uden fast ophold, registreret i København) – en stigning på 13 procent på et år. Kilde

Hjemløshed er også et spørgsmål om, hvorvidt psykiatrien og den sociale støtte formår at gribe mennesker hurtigt. Hvor mange Fields-skyderier skal vi opleve, før der virkelig sker noget? Vi kender alle sammen en psykisk syg, og en tredjedel af befolkningen er i behandling på et tidspunkt i livet. Er der en politiker, der læser med her? København handler om mere end instagramable michelin-restaurenter, cyklende post-hipstere, festivaller og smart design – lad os arbejde mere mod hjemløshed- vi burde have viden og penge til at gøre det bedre. 

Vi kune starte med en statue – uden indbyggede højttalere? Hvil i fred.

The post Den ultimative gadedreng: Sanger-Søren er død appeared first on BLAZAR.

5. september: Det er flagdag for Danmarks udsendte. Flyvevåbnet larmer med sine stealthbombefly til 800 millioner kroner stykket, mens jeg flanerer på tamme Østerbro. Jeg jager gourmetseksuel is, kunst og kastanjer med mit barn.

Da vi når Trianglen, møder vi en flok mennesker, der tilsyneladende skal til landskamp. Hovedparten ligner helt almindelige danskere, man kunne møde i IKEA. Der er også klaphatte med bajerposer og mormødre fra forstæderne, men der er ingen veteraner i uniform, de er vist på Kastellet for at mindes de udsendte, der ikke kom hjem.

Så møder vi Paludan, klassiske bodeganazister fra Sydhavnen, Generation Identitær, pumpede Men in Black-typer, Tommy Robinson-dudes, incels – og forrest i paraden måske 80 balaclava-turtles mod burkaer i uniformer fra The North Face, som jeg antager er fodboldrelaterede.

Soundtracket er Kim Larsens *Midt om natten*, der pludselig får en mere dyster betydning, da jeg får øje på bannere med ordet »remigration«. Jeg går væk, før Volbeat kommer på.Optoget dirigeres paradoksalt nok af mellemøstligt udseende mænd i neonveste. En hurtig søgning viser, at nogle af dem tilhører medarrangøren United Lion & Sun Nordic, tidligere Aryan Lions Association. Måske meget godt, at de skiftede navn fra noget med Aryan … det lyder så meget af 1940’erne.

Det er iranske eksilmonarkister, der er modstandere af præstestyret og orienterer sig mod USA og Israel. En noget besynderlig alliance i en demonstration, hvis budskab må være temmelig ubehageligt at opleve for eksempelvis en sygeplejerske med pakistansk baggrund – de  308.ooo indvandrere og efterkommere fra MENA-landene brillierer ved deres fravær – smart – det må være forvirrende at opleve også for dem.

Jeg er blevet nysgerrig. Jeg elsker en god tossemagnet – det er spændende at se højrepopulismens sande ansigt live,  men mit barn får hurtigt nok af al den ytrings- og forsamlingsfrihed, så vi vælger en anden, mere rolig rute. Kort efter hører vi brag og massiv udrykning fra den ellers totalt fredede Classensgade. Vi ser nogle forfjamskede og forslåede gymnasieelever, måske fra Det Frie, flygte fra området. Det må være moddemonstrationen. Et hurtigt kig på telefonen viser, at de to demonstrationer tilsyneladende risikerer at støde sammen omkring hjørnet af Dag Hammarskjölds Allé og Kristianiagade.Når FCK og Brøndbys hooligans finder fælles værdier Jeg tænker, at hvis nogen skal lave ballade, er det oplagt at flygte gennem kirkegården, så vi går den vej. Og ganske rigtigt: Vi møder en større gruppe maskerede unge mænd og drenge i for stort eller for småt North Face-tøj. De kommer marcherende som en lille hær, hvide, skaldede eller maskinklippede, nogle med bøllehatte eller kasketter. Mange er meget veltrænede, andre tydeligt skæve eller høje, med de største alfaer forrest. Jeg har aldrig set noget så paramilitært i Danmark før. De lunter af sted i formation. Bagest går en slags SoMe-manager og filmer optoget. For den virkelige slagmark er selvfølgelig online. Det er sjældent, at jeg ikke tager billeder, men jeg bliver for en gangs skyld paranoid her, så telefonen bliver i lommen. Efterfølgende finder jeg omtale af hooligans fra både FCK og Brøndby sammen – en sjældenhed. Der er også oplysninger om deltagere fra andre danske klubmiljøer og forbindelser til den internationale højreekstreme Active Club-bevægelse.

Hundrede meter efter dem kommer kampklædt politi luntende. Men selvom en ældre dame fortæller betjentene, hvor de maskerede romerlyskastere løb hen, sætter politiet ikke efter dem. De er vist mest interesserede i dem fra Det Fri Gymnasium. De maskerede fortsætter tilsyneladende mod metroen, og senere rapporteres der om tumult ved Kongens Nytorv. Lidt mærkeligt. Man skulle tro, at der sad en indsatsleder og holdt øje med overvågningsvideoerne fra stationerne – men hej, der skal vel være lidt ballade, så budgettet kan holdes oppe.

Hammer, segl og identitetspolitisk gøgl: Vi vælger at kigge nærmere på den mindre, separate moddemonstration, der står og råber forvrængede klichéer, pænt afskærmet af et massivt politiopbud over for den amerikanske ambassade. Der er en del nonbinære med farvet hår, min gamle lærer i fløjlsbukser, nogle blege fyre, der bruger meget tid på dreadlock-appropriation, og nogle fuldstændig knuste palæstinensere, som nogen burde tilbyde psykologisk førstehjælp.

Men så får jeg øje på bannere med hammer og segl. Et symbol, der ikke alene repræsenterer drømmen om et postkapitalistisk samfund, men også totalitære regimer og millioner af døde. Måske er det de samme tosser, der sætter plakater op med massemorderen Mao? Man skulle næsten tro, de var false flag-agenter udsendt for at miskreditere den i forvejen temmelig tamme venstrefløj.

På nuværende tidspunkt har jeg desværre fået bekræftet stort set alle mine fordomme om yderpolerne i dansk politik. Det er en ret uskøn samfundsfagsekskursion for mit barn, så vi vender tilbage til hverdagens trygge københavnske overflødighedshorn og samler kastanjer.

Indbrud i mit ekkokammer Da barnet sover, kan jeg ikke lade være med at undersøge dagens gadeteaters digitale aftryk uden for mine sædvanlige ekkokamre. Der dukker en heilende mand op iført en T-shirt med teksten »White Boy Offender« og et SS-dødningehovede. Og så dukker der en anden version af billedet op, hvor armen er nede, og SS-symbolet er erstattet af et The North Face-logo. 

Normalt er jeg alt for fin til at diskutere politik, især på nettet med fremmede, men som fotograf og AI-bruger må jeg protestere mod denne virkelighedsopløsning. Jeg lægger naivt et opslag op om det. Straks er der mennesker, der påstår, at det er en autonom provokatør, eller at billedet er fake. Selv en video af manden minsker ikke deres faktaresistens, og de begynder at kalde mig landsforræder. Det er bare starten på en regulær lorteorkan.

At skrive om indvandringsrelaterede emner er åbenbart et abrakadabra-trylleord, der kan åbne en direkte kanal til det reneste had, og selv mennesker, jeg kender, forsøger at gaslighte mig omkring, hvad der skete ved demonstrationen – selvom de ikke var til stede. Mennesker, jeg ellers anser for mere end normalt begavede, begynder at skrive så ubehagelige og generaliserende ting om muslimer, at jeg må lukke dem ned. Argumentation og nuancering er umulig. Der er ikke tale om holdninger, der kan diskuteres, men om følelser, der skal bekræftes, og ren digital road rage.

Jeg modtager trusler – og jeg var simpelthen nødt til at blokere folk. Eller var de bots, betalt af udenlandske anti-EU-aktører? Jeg begynder pludselig at se anderledes på mine omgivelser. Jeg bemærker et Dannebrog på en nabos væg og begynder irrationelt at betragte min egen bolig som et potentielt mål. Tankevækkende nok sker dette samme weekend, som AfD vinder stort i Sachsen-Anhalt i Tyskland, og turtlerne marcherer truende i Dover. Jeg har kigget ned i ytringsfrihedens honningkrukke og er blevet smittet med paranoia. Man kan komme til at hade på baggrund af konkrete erfaringer. Men mange af dem, jeg er så dum at diskutere med online, synes primært at have deres holdninger fra skærmen – tror jeg – for jeg har aldrig boet i Tingbjerg.

En bekendt fra kulturverdenen – ja, jeg kender desværre ikke nogen fiskere eller landmænd – skriver til mig fra sit eksil i Jylland. Han har, som så mange andre kreative, tabt til nepotisme, narcissister og netværksnasseprinsesser og er startet forfra i Den Rådne Banan. Det er jo det, vi fra de fine saloner med de bonede gulve forventes at kalde det, hvis vi skal leve op til fordommene.

Han fortæller om sit saunagus- og wellnesscenter, der ifølge ham bliver tyranniseret af indvandrere, som har overtaget byen, efter at rockerborgene blev lukket. Hans lokale betjent er angiveligt magtesløs og sover med en pistol under hovedpuden. Vi skændes lidt videre, men bliver enige om at mødes og spadsere en tur snart. Puha.

DOMINANSDYNEJAKKEVÆLGERNE Hans verdenssyn og indvandrersyn er meget langt fra min indre by, hvor jeg har festet med mennesker af alle nationaliteter siden firserne. Også med de helt tunge, der senere endte på forsiden og bag tremmer – uden nævneværdig friktion. Som jeg plejer at sige: Jeg har haft flere problemer med folk fra Hørsholm end med folk fra Nørrebro.

Selvfølgelig har jeg gennem skolesystemet oplevet mislykket integration og restriktive religiøse forestillinger, der burde høre fortiden til. Men jeg har også en grundlæggende tro på, at meget af det vil forsvinde med tiden, fordi uddannelse er for tillokkende, og iPhonens magt er for stor.

Men igen: Måske lever jeg bare i en privilegieblind boble, hvor jeg har råd til at være nysgerrig frem for kedeligt fordomsfuld og rasende, så jeg begynder at kigge nærmere på de mange hadefulde profiler, der kommenterer mit opslag. Nogle ligner bots, andre ganske almindelige mennesker med a-kasse og rækkehus. Der åbner sig en verden af mennesker, der tydeligvis føler, at nogen har taget røven på dem: Medierne. Samfundet. Woke. Og især indvandrerne. Den overordnede idé er, at hvis bare islam forsvandt, ville Danmark på magisk vis blive tryllet tilbage til den gode gamle Olsen-Banden-verden, og statsbudgettet ville svulme op af alle de sparede milliarder.Systemets muslimske stedfortræder Umiddelbart tror jeg ikke, at disse menneskers livskvalitet er defineret af indvandring. Jeg tror snarere, den er defineret af kapitalfonde, boligspekulanter, mediemonopoler, manglende økonomisk råderum, teknologiangst, fraværet af alternativer, defekte relationer, generel hyperliberal tristesse og selvfølgelig ulighed. Men fair nok, de er frustrerede. De står med næsen presset mod Instagram-ruden og betragter et liv, de aldrig selv får adgang til – og får samtidig at vide, at det er dem, der er noget galt med. Så der er brug for en proxy-skurk, en slags socialøkonomisk voodoo-dukke.

En kapitalfond har ikke noget ansigt. En algoritme kan man ikke råbe ad på gaden. Det kan man til gengæld med en indvandrer – det er også nemmere end at råbe ad chefen, banken eller partneren. Så en kompliceret og abstrakt utilfredshed får en konkret menneskelig skikkelse, man kan rette sin vrede imod. For det kan være næsten umuligt for et menneske med et samfundsmæssigt Stockholm-syndrom at indse det mere systemiske bag sin utilfredshed. Det vil skabe ubærlig kognitiv dissonans, som at forsøge at skille siamesiske tvillinger ad.

For den indsigt vil også kunne få dem til at føle sig svage. Den vil give dem ansvaret tilbage. Ikke for alle de strukturer, de er underlagt og har troet på, men for deres egne liv og muligheden for at forsøge at ændre dem. Og ligesom for mig er det for smertefuldt, abstrakt og komplekst at tænke på et reelt alternativ.

Det er nemmere at hade en gruppe mennesker, man ikke taler med. Eller at gøre en dårlig oplevelse med en taxachauffør eller et krydret måltid til en samlet teori om civilisationens undergang.

Det er nemmere at sparke ned end op – præcis ligesom jeg selv foragter bonderøvene i mit feed. Jeg slipper for at tage de konkrete problemer alvorligt, når jeg kan reducere kritik af indvandring til racisme eller ordgejl, eller reducere enhver vred mand fra provinsen til en ubegavet bonderøv eller en Lars Boye-jamband-type, der bare beviser min overlegne gode smag.Medierne forstærker mekanismen. Konflikt rammer krybdyrhjernen bedst, og indvandring er en perfekt proxykonflikt, som kan fylde hele den offentlige samtale, så vi slipper for den langt større diskussion om samfundsmodeller, ejerskab, psykisk klima, teknologi, magt og fordeling.

Eliter har gennem historien brugt del og hersk som politisk metode. Brexit-kampagnen og finansieringen af den er et oplagt moderne eksempel på, hvordan identitet, nationalfølelse og økonomiske interesser kan flettes sammen til at slå splid og dermed få magt. Hvem mon betaler for at sprede islamhad i Danmark nu?The Show Must Go On Nu erfarer jeg, at hele dette gadeteater skal opføres igen. Denne gang med et opdateret budskab om at være »imod islamisme OG nazisme«(ikke racisme?) – efter de nu ganske veldokumenterede nazi-episoder, der bl.a. involverede en spyttende pølsemand … måske skulle der have stået »imod islamisme OG racisme« i stedet? Der er også anmeldt en moddemonstration igen.

Så tjek det. Det er et menneskestudie, en temperaturmåling på Danmark og et uhyggeligt stykke samtidsteater –  lad være med at tage mindre børn med. Jacob Harris holder tale…

I mit stille sind håber jeg, at hele balladen bliver ignoreret, ligesom Paludan efterhånden blev det, efter at hans provokationer havde kostet samfundet over 100 millioner kroner i politiindsatser. Jeg håber bare, at det bliver afviklet fredeligt. Ingen bliver mindre fanatiske eller klogere af at få tæsk eller tåregas.Min komplicerede fædrelandsfølelse Oplevelsen har fået mig til at tænke på at  jeg elsker Danmark, men vores forhold har været kompliceret i lang tid. Jeg kommer fra en familie med frihedskæmpere, og jeg respekterer veteranerne, der troede på vores demokratiske projekt og var villige til at betale den højeste pris. Desværre blev nogle af dem sendt af sted på forudsætninger, der senere viste sig at være falske.  Jeg føler, at Dannebrog blev kidnappet af Dansk Folkeparti allerede i 90’erne.

Sidst jeg var i Marokko, var det ikke fodbold, H.C. Andersen, Katja Kean eller Christiania, de huskede os for, så jeg havde et islandsk badge på indersiden af jakken klar for at undgå at skulle stå til regnskab for en politik, jeg aldrig har stemt på. Tænk, at jeg skal skamme mig over, at mit land løber ærinder for USA og over dårlige sange til Grand Prix. Siden er jeg holdt op med at skamme mig – ligesom Eminem og Trump, men det er en anden historie.

Jeg føler ikke denne Danmarksdemo repræsenterer mit Danmark, men jeg smyger mig uden om sagens kerne: at tage stilling til demonstrationens emne, immigration. Jeg bor jo ikke i Tingbjerg. Jeg spiser japansk mad, drikker fransk vin, når maven kan tåle det, har en amerikansk telefon, der er lavet af kinesere, nægter at se danske film og er afhængig af amerikanske techgiganter, der datamalker mig. Og jeg håber stadig naivt, at EU kan holde kaos ude lidt endnu før Kina eller AI vinder – og at alle sikkert har stort set samme farve om 200 år.

Jeg tror, at alt er politisk, men ikke nødvendigvis partipolitisk. Jeg har længe haft en mistanke om, at de vigtigste beslutninger træffes i VL-grupper og andre lukkede fora, mens Folketinget leverer det distraherede standupshow. Demonstrationer har jeg heller aldrig haft meget fidus til. De virker mest som en effektiv måde at få registreret folk med politisk bias og en identitetsmaskine. Men måske er det også bare en bekvem undskyldning for ikke selv at deltage – se bare vejrudsigten – plus der er for tæt imellem måltiderne i Danmark til der kommer revolution. Jeg ved, at hverken mennesker, der marcherer med nazister, eller mennesker, der reducerer deres modstandere til idioter, kommer til at løse dem.

Jeg er ikke vild med nogen ismer generelt, men tror naivt på, at verden bliver bedre, hvis man elsker sin næste – så vi mærker, at vi ikke bare er positioner, men personer igen. Knep din modsætning, eller tag i det mindste ud og mød dem live. Kærligheden vinder måske.

PS: Den bedste is er stadig siciliansk is i Skydebanegade, men den åbner først til foråret. Nu fører Isoteket.

Dines Isaksen

Tak for lån af billeder - der er kun brugt AI en gang - gæt hvor?

The post FRA GOURMETIS TIL GADEKAMP appeared first on BLAZAR.

LISTEN ON MOST PLATFORMS HERE

On Touch Grass, Danish electronic music veteran Morten Vammen revisits the lost art of the long-form dance track. Four interconnected versions move between ambient, dub, disco, house, and techno. An alternative to the relentless intensity and instant gratification of contemporary club culture, the EP proposes something different: a sensual, utopian dancefloor with room to breathe.

Establishing a sonic utopian social space “When I’m out DJing, I often need a long track that works as a slow, soft, airy, luxurious intro. Something I can put on while I wander around the room checking the acoustics, but which gradually accelerates to a tempo where I can start mixing in disco, house and techno. The Touch Grass (intro accelerator) mix can do all that – it sets a mood – and take it to the next level.”

The whole production process was completely old-school, jamming with no AI or pre-made loops. The vibe and aesthetic are slightly retro-futuristic, opening up a space somewhere between Detroit, Chicago and Berlin on one side, and The Loft and Mediterranean dub on the other.

I ended up making several dubs, some harder and faster, allowing me to return to the track later in a set. Then I tried listening to all four versions back to back, which reminded me of Manuel Göttsching’s classic E2-E4, only with a bit more low-end. Perfect as a kind of energetic ambient backdrop that can just as easily work loud and danced to.“I’ve grown tired of the relentless ketamine techno currently dominating festivals and basement clubs. To my ears, it lacks sensuality, arrangements and nuance. It reminds me of gabber, only without the humour and anger. It’s music designed for clowning around to drops on Boiler Room. Which is fine, and probably a reaction to all the real-world alarmism and inequality, but just like punk, the form eventually becomes as formulaic and predictable as the blues.“

“I was already tired of playing terror sets back in the early ’90s – but its hot again. Maybe that’s what happens when you’re a young producer with ADHD who’s more preoccupied with Instagram than studio sessions. Or maybe people strive for monotony – maybe its an advantage when you’re completely fucked at 7 a.m.?  Speed and noise are great spices, but they’re not my main course.”

Touch Grass attempts to reclaim the dancefloor as a sensual, utopian, organic social space. Not another soundtrack to the pending apocalypse, but a tool to open new utopian spaces.

No grass was used in the recordings.

Touch Grass is out now – LISTEN ON MOST PLATFORMS HERE

The post Sonic utopia? Morten Vammen / Touch Grass E.P. appeared first on BLAZAR.

STATE OF THE ART

ØJET I NATTEN

DE GRÆNSELØSE

MODEUGEN

THE ISLAND

VINDERNE: ERIK BRANDT

VINDERNE: JEAN VON BADEN

VINDERNE: ERIK DAMGAARD

VINDERNE: CATH DANNESKIOLD

VINDERNE: MICKEY BEYER

NATTELIV FOR BEGYNDERE

SHORTS

The post VAMMENS VIDEOER HER appeared first on BLAZAR.

Need a record to test your sound system, your friendships – and your perception?Never have so many people released so much music. It has become easy to make – and release – music. MIDI generators, Splice sample libraries, loops, DAWs and AI prompting – all available on your phone now, with no studio or skills required – are everywhere, even on the charts.

At the same time, our shrinking attention spans and access to the entire history of music have made it so that often only the most heavily promoted, dopamine-triggering, retro-sounding meme hits reach a broad audience.

The antidote: Copenhagen’s Mike Sheridan could easily choose to drift along with that trend, but on his new record he has chosen to do precisely the opposite of both the mainstream and the “underground”: to make something slow, difficult, meticulous and present – completely stripped of trends, retro, meta-layers and irony.

Mike Sheridan? As a teenager, Mike emerged in the vacuum after Trentemøller went indie rock and Copenhagen’s post-electroclash club scene was turning into a druggy Boiler Room cliché. Mike deserted the dancefloor and started moving freely between indietronica-pop, jazz collaborations, installation music and soundtracks.

Now he has made a wonderful record – Touch – that is clearly born out of sheer pleasure for sound exploration – not in order to get a hit, fill a dancefloor or target a market niche. OK … perhaps the record can be used as a funding application – or as a strong argument for a Berlin Atonal booking …but fortunately “Touch” can do so much more than that.

I’ve lived with the record for a few days now. It’s like moving into a new apartment … you may meet the neighbours in a new way … if you turn it up. Played quietly, the record becomes more like a living ambient sculpture slowly unfolding.

My immediate thought: highly suitable for a horror film, an S&M ritual or simply a walk through the city to alter your perspective. It hums, crackles and hisses wonderfully!

I experience the record as a document of presence: no meta-layers, no irony, pure investigations of material that emit spicy frequency matter and lead to emotional experiences – if you’re open to them.DARK AMBIENT? I get the sense that many people are rediscovering ambient works right now, as fatigue sets in with formulaic electronica and with the hunt for “the great song” dressed up in a thousand genre-mutated shit de jour disguises.

But ambient? Isn’t that fake meditation music, complete with bloated hi-fi-test synth pads for stoners, background music for Hollywood and quack clinics?

Yes and no…like so many other genres, ambient has an emotional and stylistic spectrum ranging from gentle sonic wallpaper to deep, demanding compositions that have more to do with industrial, classical music or dub than with new-age crap involving MIDI gong baths and birdsong.

When ambient works, it can colour a room and be used immersively, like lighting or perfume, but it can also function as a serious listening experience, like classical music or jazz – like back when the stereo system was the most sophisticated piece of technology in the home, and you arranged the furniture between the speakers and simply stared into space while your body vibrated.

Mike has managed to create an album without melody, lyrics or beats. Here, the method is more about transformations of timbre that encourage the listener to co-create inside their own head – you unpack it yourself, without instructions. Good ambient can be both a present, substantial main course and a background perfume at low volume – and Touch excels in both positions.

This is not an easy record. There is no Brian Eno fluff here. It tastes more like sinister drone from Coil, Tibetan ritual music, Peter Leander, Sunn O))) without the guitars, gentle dynamic Merzbow or early Murcof before the crystalline piano took over.

Despite its apparently raw and organic output, the record is luxuriously mastered and cut by Berlin master Rashad Becker, and you quickly forget the individual ingredients: rubbing the rare Cristal Baschet sound sculpture – a kind of metal-and-water organ – the muttering of the EMS-style modular synth, the effects chains – all the sources blend into one – into Pro Tools with no Ableton gymnastics involved.

It is almost impossible to distinguish what is live sound, what is processing and what is Mac – resulting in a fitting soundtrack for a raw report from a world on fire … or whatever you happen to associate between the speakers.THE OBJECT: The Touch vinyl is a beautiful object, with handsome, austere Klein-blue artwork by Andreas Korsgaard Rasmussen, printed in two colours – heavy vinyl, a beautifully produced sleeve, two versions with only 150 copies of each … straight into the vault. Plus: there is also a DJ slipmat! 

I can recommend seeing Sheridan live. He controls every detail and delivers an enveloping, unusual listening experience that forces you to be present in your body – without dancing.

I’m soon going to open a DJ set with this record. It’s perfect for resetting the room, checking the sound system and clearing the air.

The big question after such an uncompromising release is:

Where does Mike go from here?

GET TOUCH HERE

MIKE SHERIDAN UPDATES HERE

The post MIKE SHERIDAN / Touch / Album Review appeared first on BLAZAR.

DR´s Top 100 er ikke en liste over Danmarks bedste sange. Det er en liste over de sange, danskerne bruger som følelsesmæssige krykker, fællesskabsproteser og nationalt selvberoligende medicin. Det er ikke en musikkanon. Det er en musikalsk copingstrategi.En karaokeudgave af velfærdsstatens indre liv: sommer, mor, far, efterskole, skilsmisse, P4, lav sol over parcelhuskvarteret og en kollektiv længsel efter dengang, alle hørte det samme, fordi der ikke var andre kanaler.

DR har altid lavet lister, som om musik er sport. DR har også realityficeret musikken via uendelige konkurrenceformater, hvor ugens glade medietosse får en tur i spotlyset, før vedkommende skal tilbage og sælge balloner i Tivoli året efter.

DR har selv ramt det næsten præcist: Projektet handler om dansk musik, kulturarv, musikfællesskaber og yndlingssange, og ambitionen var ikke nødvendigvis enighed, men et fælles referencepunkt og en bred samtale. Ren konsensus-kanon — og nostalgi efter pre-streaming-tiden, da Danmark var en musikalsk monokultur styret af DR via playlister sammensat med “hjælp” fra de få store pladeselskaber.

Jeg har indsat danske pophits – der glimrer ved deres fravær på DR´s liste: 

1. Psykologisk: Danskerne stemmer ikke på sange — de stemmer på følelsesmæssige redskaber

At den lunkne “Lyse nætter” ender som nummer ét, er oplagt. Den er ikke sej. Den er ikke farlig. Den er ikke rytmisk revolutionerende. Den er en affektiv sikkerhedszone: lys, sorg, barndom, mor, sommer, tab, håb og fællessang reduceret til hule fraseringer oven på muzak.

Sonisk tapet med den særlige kvalitet, at jeg ikke kan huske, om jeg nogensinde har hørt det. Måske fik den flest stemmer, fordi Alberte starter med A og derfor lå øverst på stemmesedlen?

Nummeret fungerer i alle de rituelle rum, hvor danskerne bliver bløde: morgensamling, begravelse, bryllup, højskole, corona-fællessang og halvlunken slap sommerfest i udkanten.

En sang bliver ikke national, fordi den er bedst. Den bliver national, fordi den kan bæres af mange kroppe, uden at nogen føler sig dumme — eller føler for meget, eller noget uden for normalitetsskiven.

“Lyse nætter” er et dansk antidepressiv: ikke eufori, men lindring mod vinterens D-vitaminmangel og melankoli. Sangen siger: Verden er svær, men lyset vender tilbage. Meget dansk. Meget efter-corona, efter-krise, efter-ironi — og ren underkastelse under status quo.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er størst. Den vandt, fordi den gør mindst modstand. 2. Middelklassens fælles hukommelse

Den store vinder er ikke en genre. Det er genkendelighed og dermed tryghed i en kaotisk tid.

Det forklarer Kim Larsen, Gasolin’, Anne Linnet, Thomas Helmig, TV-2, Shu-bi-dua, Lars Lilholt, Sebastian, C.V. Jørgensen osv. Det er kunstnere, der leverer social infrastruktur: fester, radio, efterskoler, sommerhuse, værtshuse, konfirmationer, forældres pladesamlinger, P4 og bilferier.

Debatten bemærker også koncentrationen omkring Kim Larsen og Anne Linnet; de står for cirka hvert sjette bidrag. Det siger noget centralt: Danmark vil gerne have mange stemmer, men vender igen og igen tilbage til få tryghedsfigurer, ligesom Mor Mette og Papa Lars.

Kim Larsen er den danske folkefar: fræk, varm, arbejderromantisk, ikke truende og lidt anarkistisk — altså før han begyndte at tjene penge for alvor. Anne Linnet er den følelsesmæssige moder/intellektuelle storesøster: køn, tab, længsel, værdighed. Sammen udgør de en slags dansk følelsesforfatning.

3. Generationelt: Nostalgiens statskup

1980’erne alene fylder 31 sange, 1970’erne 16, mens 2020’erne kun har 7.

Det betyder, at listen ikke primært måler, “hvad unge streamer nu”. Den måler, hvad de store voksne generationer kan huske med kroppen og krybdyrhjernen. Og måske allermest, hvem der har tid til noget så oldnordisk som at stemme om sin identitet via musikforbrug på DR’s hjemmeside.

1980’erne står stærkt, fordi årtiet ligger perfekt i dansk kollektiv hukommelse: kassettebånd, DR-monopol, fællesskab før streaming-fragmenteringen, vinyl og en national pop/rock-kultur, hvor næsten alle kendte de samme sange. Det var den sidste store periode, hvor Danmark havde en nogenlunde fælles sonisk offentlighed.

Streaming har opløst fællesrepertoiret — men DR’s Top 100 forsøger at lime det sammen igen et sekund.

Nostalgi er tryghed med hukommelsestab. Den sælger tab som sandhed og gør længslen efter en enklere tid til kulturarv. Listen er derfor også en copingstrategi for at overleve forstillede liv.

4. Musikologisk: Den danske sang er melodisk, sangbar og følelsesmæssigt klar

Listen belønner ikke innovation. Den belønner melodi, dansk sprog, emotionel tydelighed, omkvæd, brugbarhed og rituel fleksibilitet.

Det er derfor, den eksperimenterende, elektroniske, hårde, mærkelige, klubbaserede, andenetniske eller æstetisk radikale musik har sværere vilkår. “Outsider”-musik kan være vigtigere kunstnerisk, men den fungerer dårligere som fælles nationalt stener-møbel. Den drypper dog ned som små stilcitater i denne kanon.

For en god DR Top 100-sang skal kunne tåle at blive sunget af en 12-årig, en mormor, en skolelærer, en fuld onkel, et DR-kor, et publikum på plænen og en person på randen af selvmord.

Det er en hård test. Det meste “smagfulde” musik fejler den, fordi den føler for meget og dermed bliver ekskluderende.

Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

https://www.youtube.com/watch?v=esx5thg5HMs

5. Mediesociologisk: DR har lavet en samtalemaskine

Afstemningsformatet er genial public service: ikke fordi listen er sand, men fordi den får folk til at diskutere, hvad sandhed og relevans i musik overhovedet betyder. Samtidig aktiverer den deres nostalgiske baghjerne.

DR lavede en bruttoliste, lod folk stemme, afslørede placeringer i etaper og kulminerede med samsending og finale. Det gør Top 100 til en nationalt koreograferet uenighed. Man laver først en kanon, der genererer affekt, så alle kan hade den, forsvare den, savne sig selv i den og dermed deltage i fællesskabet — omkring noget så ligegyldigt som forbrug af musikalske minder og identitetsmarkører.

Derfor er brokken ikke en fejl. Brokken er produktet. Hovedretten, måske, for som bekendt spredes konflikt bedst.

Når folk siger “hvor er metal?”, “hvor er elektronisk musik?”, “hvorfor er Volbeat så højt?”, “hvorfor er Kim Larsen overalt?”, “hvorfor kan jeg ikke stemme frit?” — så sker præcis det, DR ønskede: Musik bliver samtalestarter.

Jeg er tydeligvis også selv hoppet på den. Det var også sjovt at se selv de mest radikale artister føre digital valgkamp for deres plads i Koda-kanonvarmen.

6. Psykologisk skygge: Danmark vil gerne lege moderne, men trøstes af det gamle

Der ligger en smuk modsætning i listen:

Danmark ser sig selv som progressivt, digitalt, åbent, ungt og urbant. Men når vi skal vælge vores vigtigste sange, vælger vi ofte barndom, radio, fællessang, forældre, tab, sommer, folkelighed og trygge kønsroller.

Det er ikke hykleri. Det er psykologi.

I usikre tider søger mennesker ikke nødvendigvis det nye. De søger det, der allerede har overlevet. Derfor bliver sangene små arvestykker. Man stemmer ikke kun på “Kvinde min” eller “Forårsdag”. Man stemmer anonymt på normalitet uden skam. Man stemmer på sin far, sin ungdom, sin første lejlighed, sin efterskole, sin mor i køkkenet, sin døde ven, sin egen forestilling om Danmark og det gode liv.

7. Den korte konklusion

DR’s Top 100 viser Danmark som et land, der ikke elsker musik som æstetisk risiko, futuristisk visionsrum eller euforisk nydelsesmiddel, men som social lim og beroligelse.

Det er en blød, nostalgisk, melodisk, dansksproget, let melankolsk og ekstremt fællesskabsorienteret liste. Den siger: Vi vil gerne lege individuelle, men vi længes efter at kunne synge det samme. Vi vil gerne være moderne, men vi stoler mest på det, vi allerede har grædt til. Vi vil gerne have kunst — eller rettere markere os over for andre med vores avancerede smag — men når vi stemmer anonymt, vælger vi trygge sange, der kan holde os i hånden.

DR er en propagandamaskine, der leverer et overskueligt verdensbillede og balsam mod sårene fra den indre senkapitalistiske permakrise.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

8.Hitformlen

Det hvide menneskes blues:
“Hvorfor gik du fra mig til festen / Sommeren gled forbi”

Hvis man skærer dansk kanonpop op på obduktionsbordet, finder man ikke revolution, begær eller rytmisk fare. Man finder tryghedsteknik.

Et sæt næsten faste komponenter går igen: flade synthpads, ufunky bas, chorusguitar, halvbluesede bends, festivalvenlige trommer, store sidste omkvæd og en vokal, der lyder, som om den både har mistet kærligheden og husket at betale sin licens.

Hvis vi trækker puddelrock, skamløse versioneringer af udenlandske hits, DR’s pigekors-højskolesangbogsversioner og DR-boostede produkter som Depeche Mode-coverbandet Nephew — eller Suspekt, der sikkert fik DR-boosteren, fordi der manglede “prol” på playlisterne — fra, er der en formel: et sammenfaldende mønster i musikken.

Flade synthpads

Ikke som futurisme, men som føle-tæppe. De ligger der for at sige: Nu er vi alvorlige, men ikke farlige. 80’er/90’er-pad’en bliver dansk popmusikalsk tåge: længsel, landskab, DR-drama, lys over vand. DX7- og Juno-106-pad-presets. Sikre valg fra internationale hits.

Stive gatede 80’er-snares

Ikke Prince-funky eller Trevor Horn-luksuriøs, men mere kommunal storladen halrock. Autoritær, men tryg. En rytmisk danseinspektør, der dikterer selv den mest klumpfodede dansemuses puls.

Chorusguitar

Den danske melankolimaskine. Rent, vådt, lidt Dire Straits, lidt TV-2, lidt regn på forruden. Den signalerer følsom mand med jakke, bilnøgler og uafklaret skilsmisse.

Ufunky bas

Meget vigtigt. Bassen i dansk kanonpop må ikke true kroppen for meget. Den skal støtte sangen, ikke tænde røven. Derfor får vi ofte “funktionær-bas”: pæn, stabil, lidt flad, uden den sorte musiks elastik. Bas som betalingsservice i ottendedele.

Vestkyst-farrock-piano

Det brede, lidt amerikansk-aspirerende klaver: Springsteen, Billy Joel og Elton John filtreret gennem motorvej, parcelhus og “skal vi ikke lige tage én til?”. Det er følelsesmæssigt effektivt, men også enormt farsk. Klaveret som denimjakke — eventuelt elektrisk eller DX7.

Kor uden ord

Scatsang: åh-åh, ah-ah, na-na, uh-oh-ih-yeah. Melodien skal kunne synges af folk, der kun kan 60 procent af teksten. Helst med en vokalfrase, der kan råbes eller nynnes. Det er følelser som attitude. Inderlighedstegn uden tekstligt ansvar. God kontrast til den tørre mandevokal. Man behøver ikke mene noget. Man kan bare stå i mængden og være rørt.

Akustisk guitar som autenticitetsgarant

Når den kommer ind, ved man: Dette menneske mener det. Akustisk guitar i dansk pop er ikke nødvendigvis folk — det er troværdighedsparfume. “Nu kommer den ægte hvide mands blues.” Signal til, at der må tudes alene på den øde parkeringsplads.

Halvbluesede bends uden rigtig blues

Den danske rockguitar kan godt lide bluesens tegn, men ikke dens farlighed eller smerte. Lidt bend, lidt vibrato, lidt “jeg har levet”, men ingen egentlig snavs, sex, fattigdom, forvrængning, kaos eller trance.

Radiovenlig modulation / stort sidste omkvæd

Kanonsangen skal løfte sig til sidst. Ikke nødvendigvis fordi sangen kræver det, men fordi følelsen skal certificeres. Det sidste omkvæd er ofte et følelsesmæssigt MitID — og en ekstra øreorm, så virussen sidder helt fast.

Trommer, der spiller “sang”, ikke groove

Trommerne er arrangør-trommer: vers, bro, omkvæd, crash, break. De fungerer som trafiklys, ikke som dansende krop. De er renset for Afrika, for funk, for trance. Fadbamse-festival-GPS.

Lyd af studiebudget uden prangende glamour

Meget dansk pop har den særlige lyd af kompetent studie, men uden amerikansk luksus eller britisk excentrisk arrogance. Det er velproduceret, men sjældent dekadent. Mere “god lydmand, der dokumenterer nogle pissedygtige livemusikere” end “visionær sonic fiction”.

Festivalegnethed er måske selve den skjulte produktionsregel. Det skal lyde som noget, der kan stå på en stor dansk scene kl. 21.15 med fadøl, regnjakker, klap på alle fire slag og 12.000 mennesker, der ikke nødvendigvis er fans, men gerne vil løftes blidt i ballongyngen.

Midtempo som dansk komfortzone

Ikke for hurtigt til at være følelsesløst, ikke for langsomt til at dø i et telt. Det danske nationaltempo ligger ofte dér: nok puls til fællesskab, nok ro til sentimentalitet.

Tryg dynamik: Vers: setup. Bro: forventning. Omkvæd: lys på publikum. Sidste omkvæd: alle med.

Det er festdramaturgi for mennesker med øl i hånden. Hits skrevet og produceret med en slags indbygget Roskilde/Skanderborg/Grøn Koncert-logik via radio, så nummeret kan transformere privat melankoli til kollektiv forløsning.

Melodisk sentimentalitet oven på rytmisk forsigtighed

Kernen. Følelsen må gerne være stor. Rytmen må helst ikke være for kropslig. Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

Mandestemmen med ru samvittighed

Den lidt hæse, jordbundne “jeg har været på værtshus, men jeg elsker mine børn”-vokal. Ikke soul. Ikke crooner. Ikke punk. Mere: nyskilt dansk mand stirrer ud over havet.

Kvindestemmen som lys, værdighed og sorg

Anne Linnet/Sanne/“Forårsdag”-aksen: Kvinderollen i kanonen er ofte bærer af klarhed, tab, kærlighed og moralsk tyngde. Hun må gerne være dybere end manden, men helst på en smuk, melodisk og melankolsk måde.

9.Diagnose

Dansk kanonpop vil gerne lyde som frihed, men den er ofte arrangeret som forsikring.

Den vil have rockens autenticitet, gospelens fællesskab, soulens følelse, new wave’ens glossy synths og amerikansk highway-patos — men filtreret gennem et land, hvor ingen må svede for grimt, begære for tydeligt eller miste den hvide taktfasthed.

Resultatet er smukt, trygt, rørende — og ofte tandløst.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er Danmarks bedste sang. Den vandt, fordi den lyder som den slutter fred med nederlaget og det uforløste liv.

BONUS BEAT

The post DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange? appeared first on BLAZAR.