Pragtfulde sensommer-København prydes årligt af 2 kontrapunktiske kunstmesser: den mere etablerede og akademiske Chart på overophedede Charlottenborg – og så en mere bling, mere luftig messe i Lokomotivværkstedet. Det er ikke avantgarde, kunstnerstyret eller ungt; det er rene salgsmesser, der viser, hvad der sælger – og hvad gallerierne tror, der sælger – og derfor er det interessant som et tidsåndstermometer. 

Jeg løb igennem en sand billedstorm, og groft generaliserende bemærkede et mix med mindre race, etno- og klimakunst, digikunst, næsten intet politisk eller aktivistisk eller nogle spritnye-agendasættende nybrud. 

Til gengæld var der meget traditionel olie, nogle er nostalgiske, skamløse samplere eller har hukommelsestab, for de kunne have været lavet før 1966 – plus en masse Polke-kloner, vilde citater og fabulerende abstrakt gestik – der ikke rammer mig. 

Der er stadig meget zombie-materialitet på markedet, investeringssike visuelle møbler på kanten af rent design, der kan varme køberen med identitetssus over materialeundersøgelser. 

Et afbræk i denne bølge er en kæmpe retro-fetish for op art, for hvis man ikke har så meget at sige, kan man altid få flader til at flimre – og spille dybt omkring perception. 

Tag ud og tjek begge messer. Der er masser af cool værker til bestyrelseslokaler, venteværelser og noget der passer til din sofa og dine fradrag. Det er en fest – især indbyggerne i disse biotoper er interessante at nærstudere. 

QUIZ: Her er mit subjektive udvalg af det bedste og det dummeste: Gæt, hvilke værker der er fra Enter og fra Chart…

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

STATE OF THE ART – se en Morten Vammen dokumentar her nu!

The post CHART/ENTER 2026 – det hurtige gennemløb af billedstormen appeared first on BLAZAR.

Årets sci-fi western? Ridley Scott er 88 år og arbejder stadig – det er svært ikke at beundre. Suset fra min barndoms stilskabende visionære Blade Runner har fået mig til at følge Scott igennem tykt og – som her – tyndt.

Bevares, der er da flotte flybilleder, solide stjerner, gameragtige shootouts med fjollede zombie-skins og et lille skud crazy dystopisk surrealisme, men manglen på humor og sprog gør det til et langstrakt sentimentalt ritual, der kunne have været et aktuelt take på USA lige nu, men desværre fortaber sig i klichéer, retrokonservatisme og følelsesporno.

Kompetente Scott har ellers lavet film i snart et halvt århundrede:Alien, Blade Runner, Thelma & Louise, Gladiator, Black Hawk Down, The Martian. Mesterværker, makværker, science fiction, historiske kolosser, horror, melodrama og mærkelige mellemvarer. I gennem alle genreskiftene dukker den samme figur op igen og igen:

Det kompetente menneske inde i en enorm maskine. Ripley på Nostromo. Maximus i Romerriget. Mark Watney på Mars. Balian i Jerusalem. Soldaterne i Mogadishu. I The Dog Stars får han endelig lov til at fjerne maskinen; en pandemi har stort set tømt verden for mennesker. Traumatiserede og følsomme Hig lever ved en lille lufthavn sammen med den bevæbnede survivalist Bangley og flyver poetiske patruljer over et mennesketomt landskab  i en lillebitte Cessna til tonerne af kitchy ambient country, der hele tiden fortæller os, hvad vi skal føle – før vi føler det.

Det er western oversat til postapokalypse: lufthavnen er fortet, riflen hænger stadig over døren, flyet har erstattet hesten, og ude bag horisonten findes enten frelse eller mennesker, der vil slå dig ihjel.

I praksis er det en langsom postapokalyptisk cowboyfilm med hund, flyvemaskine, sorg, solnedgange og så meget velmenende humanisme og manglende karakterudvikling,  at jeg undervejs begynder at savne xenomorfen.

En hel verden befolket med halve mennesker. Scott kan bare det der med at bygge universer, så filmen er selvfølgelig flot. Han har altid været bedre til rum end til psykologi. Nostromo er ikke bare et rumskib, men en arbejdsplads. Los Angeles i Blade Runner har klima, trafik, reklamer, affald, klasseforskelle og ensomhed. Rom i Gladiator er nærmest filmens egentlige hovedperson. Scott behøver ikke fortælle os, hvordan verden føles. Han bygger følelsernes biotoper.

Problemet i The Dog Stars er de flade mennesker, han sætter ind i den. Hig er følsom og såret. Bangley er hård og pragmatisk. De gode er gode. De farlige er farlige. Kvinderne repræsenterer varme, håb, kærlighed og muligheden for, at menneskeheden alligevel kan fortsætte – men der er ingen lag, ingen indre konflikt eller uforudsigelig udvikling. 

Her venter man længe på, at karaktererne opdager det, publikum forstod for en halv time siden – og alle ender, hvor man regner med fra start.  Hig skal lære, at selv efter tabet kan man leve igen. At andre mennesker er nødvendige. At kærligheden kan vende tilbage i andre former. Det ville f.eks have været mere spændende med en homoromance i det hyperisolerede kollektiv i mellem unge Hig og barkede Bangley, spillet af flinke Jacob Elordi og den evige Josh Brolin.

Ironien døde under pandemien? The Dog Stars forestiller sig en verden, hvor næsten hele menneskeheden er død. Det mest utrolige er, at humoren også er uddød.

Tænk på Alien. Scotts rumarbejdere sidder og brokker sig over løn og bonusser midt i en af filmhistoriens mest ikoniske science fiction-verdener.

I The Dog Stars får tingene lov til at betyde præcis det, de ligner. Hunden er Hunden. Sorgen er Sorgen. Solnedgangen er solnedgangen. Kærligheden er kærligheden. Når filmen bliver højtidelig, findes der ingen i den, som gider prikke hul på højtideligheden.

Og det er næsten imponerende, fordi metalaget ligger lige foran snuden på den 88-årige Scott, der laver en film om en mand, der fortsætter med at flyve, efter at den verden, han kendte, er forsvundet. Scott kunne næsten have lavet filmen om sig selv – måske er mange af hans altid kompetente og pragmatiske hovedpersoner selvportrætter?

Corona uden politik Filmens pandemi sender selvfølgelig ekkoer tilbage til corona. Isolationen. Nærhedsangsten. Civilisationens pludselige skrøbelighed. Forestillingen om, at det normale samfund, vi opfatter som urokkeligt, der måske kun er nogle få katastrofale måneder fra opløsning.  Corona var jo ikke bare en sygdom. Den var stat, videnskab, medicinalindustri, misinformation, ensomhed, fællesskab, konspirationer, økonomi, teknologi, overvågning og en global diskussion om forholdet mellem individet og kollektivet.

Scotts take på corona kan destilleres til: Kan en sørgende mand lære at elske igen? Det er imponerende upolitisk. Tilbage står naturen, våbnet, håndværket, parforholdet, familien, troen og det lille overskuelige fællesskab – og de religiøse, der tilsyneladende har fået en af de bedre pladser efter verdens undergang. Filmen begynder med det 21. Århundredes angst og ender med det 19. Århundredes svar.

Apokalypsen som restaureringsprojekt Det er derfor mere præcist at kalde The Dog Stars retrokonservativ end konservativ, Dens længsel går baglæns. Når vores komplicerede civilisation fjernes, finder mennesket tilbage til nogle angiveligt mere autentiske grundelementer: natur, fysisk kunnen, kærlighed, tro, familie og et lille fællesskab. Det er westernmyten i sin reneste form.

Den moderne western har ellers brugt årtier på at pille den myte fra hinanden. Unforgiven spørger, hvad den heroiske revolvermand egentlig var for et menneske. Den revisionistiske western undersøger volden, racen, kapitalen og løgnen bag forestillingen om den frie frontier. Scott gør næsten det modsatte. Han bruger apokalypsen til at samle myten igen, for når staten, storbyen, internettet, bureaukratiet og resten af modernitetens larm er væk, står den kompetente mand tilbage med sit våben og sin maskine. Og måske en kvinde/moder. Det er ikke revolution. Det er restoration.

Det er i virkeligheden en gammel Scott-idé. Hans film kan være mistroisk over for næsten alle systemer. Corporationen kan være ond. Imperiet er korrupt. Militæret kan fejle. Religion kan blive fanatisk. Patriarkatet kan være brutalt. Men Scott er sjældent interesseret i at afskaffe systemet. Han vil bare have de rigtige mennesker til at betjene det.

Det mest komiske eksempel er næsten Alien. Weyland-Yutani er et psykopatisk selskab, der betragter sine ansatte som forbrugsmateriale. Men Ripley overlever ikke, fordi hun gør oprør mod reglerne. Hun overlever, fordi hun vil følge dem.

Det samme gælder Gladiator. Rom er korrupt, masserne er manipulerbare, politikerne er svage og Commodus er ond — men næsten værre: inkompetent. Hvem skal redde Rom? Generalen. Den stærke mand, der ikke ønsker magten og derfor fortjener den. Scotts egentlige politiske filosofi begynder derfor at ligne en slags teknokratisk aristokratisme: Systemet er nødvendigt, men kan udvikle sig farligt, så de bedste bør have ansvaret.Inkompetente mennesker med magt er den egentlige katastrofe. The Dog Stars tager dette mønster til dens logiske slutpunkt.

Hvis systemerne bliver for komplicerede, kan man simpelthen lade dem alle sammen gå under og begynde forfra med nogle få mennesker, der ved, hvordan man starter en motor, og måske genetablere paradis på sigt.

Apokalypse western, brought to you by Coke. The Dog Stars er pakket med sodavandsbilleder, som med Scotts reklamefilmsbaggrund får den velkendte fetichistiske glans. Det er en anden gammel Scott-specialitet. Han får Tyrell Corporation til at se fantastisk ud. Han får Romerriget til at se fantastisk ud. Han får militærmaskinen til at se fantastisk ud. Gucci, rustninger, våben, biler, uniformer. Manuskriptet siger: Vær skeptisk over for magten – men kameraet siger: Se hvor fucking fed magten ser ud.  

Dog Stars er læsset med americana-brands: Coca-Cola, Sprite, Taco Bell, McDonald’s, Bulleit og Carhartt – f.eks. er sodavanden blevet et skinnende relikvie fra den tabte civilisation, men filmen er sågar snedig nok til at lade Hig fortælle os, at sodavanden kan slå dig ihjel. Så er den klaret. Neutraliser reklamen ved at skrive en kritisk replik ind i manuskriptet. Scott kan forestille sig en verden næsten uden mennesker, men ikke uden konsumerisme.

Følelsen via produktionsdesign: Scotts magi er stilen, designet, settet, musikken, lyset – og han er ofte blevet beskyldt for at være en kølig reklamefilmsinstruktør, der interesserer sig mere for neon-regnen på vinduet end mennesket bag det.

The Dog Stars har det modsatte problem. Den er for sentimental. Hunden. Tabet. Ensomheden. Musikken. Naturen. Kærligheden. Håbet. Menneskeheden. Det er nærmest kitsch, og det er ærgerligt, at der ikke er et sjovt metalag til at få det til at glide ned.

Det er følelsesporno: ikke fordi det er forkert at være sentimental, men fordi filmen så omhyggeligt placerer alle knapperne foran dig og derefter helt rituelt trykker på dem én efter én. 

Bevares, Scott har selvfølgelig altid været sentimental. Gladiator er ekstremt sentimental. Black Hawk Down er sentimental omkring kammeratskab. The Martian omkring menneskelig opfindsomhed. Blade Runner ender med dødelighed og medfølelse. Ripley redder katten. Forskellen er, at de bedste Scott-film har genre, humor, karakterer og modsætninger, der yder sentimentaliteten modstand. Her står den nøgen.

Maximus er Ridley Scott med et sværd. Men her bliver The Dog Stars alligevel interessant. For måske er alle Scotts kompetente helte ikke bare et tilbagevendende tema. Måske er de selvportrætter. Måske er Scott derfor heller ikke så følelsesmæssigt kølig, som rygtet siger. Måske er handling hans følelsessprog. Du er ikke det, du siger. Du er det, du gør, når noget går galt.

Og her ligger måske også forklaringen på, hvorfor The Dog Stars bliver så meget svagere, når Scott forsøger at fortælle os direkte, hvad mennesker føler. Han er bedre til mennesker, der gør noget.

Den sidste kompetente mand Og så bliver det svært helt at hade filmen. For bag alt det sentimentale gøgl står Ridley Scott selv. 88 år gammel. Stadig på arbejde. Stadig interesseret i maskiner, landskaber, mennesker med praktiske færdigheder og folk, der fortsætter, når alle rationelle argumenter siger, at de burde holde op. Han kunne være gået hjem efter Alien. Efter Blade Runner havde han skabt to billeder af fremtiden, som populærkulturen stadig lever af og kloner. Efter Gladiator havde han absolut intet tilbage at bevise. Alligevel fortsætter han. På et tidspunkt bliver »han gør det for pengene« en utilstrækkelig forklaring. Han må elske arbejdet. Ikke nødvendigvis kunstnerrollen med dens romantiske mytologi om inspiration og syv års perfektionisme. Han elsker filmproduktion. Det enorme apparat af mennesker, der skal få noget til at eksistere, som ikke eksisterede i går. Ridley Scott laver film om kompetente mennesker, der forsøger at få gigantiske maskiner til at fungere.Og på den anden side af kameraet står en kompetent gammel mand og forsøger at få en gigantisk maskine til at fungere.

Det er derfor næsten rørende, at hans nye film handler om en mand, der bliver ved med at flyve og søge, efter at hans verden er forsvundet. SPOILER ALERT: En mand der skyder fremmede, overvinder traumerne, så han endelig kan parre sig med Margaret Qualley – i en kristen kult. Hvem fuck er målgruppen til årets sci-fi western?

★★☆☆☆☆

The post ANMELDELSE: The Dog Stars – Gud, guns og sodavand appeared first on BLAZAR.

Jeg oplever, at Martin Halls hovedværk ikke var en bestemt plade, bog eller forestilling. Det var Martin Hall, attituden, silhuetten, myten og insisteren på, at et menneske kunne forme hele sit liv som kunst.Martin Hall er død i sin seng, kun 63 år. Det klør i mig; jeg har hørt Ballet Mecaniques stærke debut hele dagen – den er fuldt på højde med Wire eller Pop Group og burde være en international post-punk-klassiker, der har transporteret mig tilbage til dengang musik betød noget.

Martins exit er desvære endnu et tegn på, at generation X fader ud i bakspejlet nu. Sort Sol spiller på Det Kongelige Teater, Lars Hug hygger sig og Lars von Trier er syg…og oprøret er blevet kulturarv og pensum.

Nu brander mange sig med en nekrolog som da Jørgen Leth døde, selvom det ikke er menneskeligt muligt at overskue eller finde en tråd i de flyttekasser med værker, som Martin producerede. Her er mit forsøg:

FLASHBACK; Engang vrimlede indre by med originaler, ikke den slags uniformerede performative uniforme online-kloner vi ser i dag, men bare et sammenrend af mennesker, der uden skærmhjælp bar deres hjerte uden på tøjet og udviklede deres ydre stil og indre liv i eget tempo.

Især i sidegaderne omkring Strøget opførte den  brogede skare deres private flanørteater, der virkelig strittede ud i en næsten modemæssigt DDR-agtig by, der ellers var domineret af post-hippie jeans, håndværkertøj og suits. Som musikken havde tøjet betydning dengang, og nogle gange skulle vi løbe for livet fra rakkere i hvide træsko, Bispebjerg bokseklub, uropatruljen  eller Bullshit-psykopaterne. 

MIN INDRE BY – FØR & NU

Nogle var det, man senere vil kalde autentiske modeikoner, f.eks. Lars Top (Sods/Sort Sol) perfektionerede sin egen gotiske glampunk-uniform, der blev kopieret af mange og stadig er under udvikling. 

POST PUNK KØBENHAVN

Joy Division var store og dyrkedes af en hær af frustrerede unge mænd i lange, gamle overfrakker med fedtet kostskolesideskilning og undercut, der flirtede med Crowley, Nietzsche, Burroughs, Kierkegaard, Céline og et let fascistisk look, der var godt til at pisse alle af og virkede som aktiv prævention. 

En stak ud fra flokken, den unge smukke Martin Hall – der toppede alles look med plusfours, knæstrømper, fedtet tilbageskrabet kanariehår, kappeagtig duffelcoat, asketisk skjorte med kinakrave og pancake – et mix af vandringsmand, den enfoldige morder, asketisk boheme og Bowies Low-cover gjort levende som flanør midt i den københavnske middelmådighed – som postpunkens svar på Frederiksbergs Marquis de Sade.

MARTIN HAll LIVE HER

I Rockmaskinen, Saltlageret, i besatte huse, på gallerier og i Odd Fellow Palæet satte han den på det tidspunkt stærkt stagnerende punkscene på plads med koncerter, der ofte var koordinerede ambitiøse multimedie-performances med højt til loftet. Jeg har aldrig været vild med Martins inderlige sangstemme, men Martin kunne spille alt, selv violin – hvilket var ret unikt på scenen dengang – og når Hall spillede med Before eller Sods/Sort Sol, trak han musikken væk fra den sædvanlige punkrock og ind i et mere teatralsk, dissonant og europæisk rum. 

Han blev en slags guru for mange og er det sikkert stadig. Desværre oplevede jeg ham som et usikkert og neurotisk offstage – det var jeg sandsynligvis også.

Dette paradisiske ur-postpunk-miljø jagtede den næste nye ting, den næste provokation, den næste lyd, den nye ide – men tiltrak desværre en rockere, kedelige copycats og det sneede med speed og senere heroin.

FAVORITE POST-PUNK/POST-DISCO/ELECTRO CLASSICS

Martin fandt også legendariske sidemen som Morten Versner (rip), Martin Krogh (rip) og Henrik Møllb (rip) og producerede en lind strøm af fanzines, kassettebånd og vinyl under en vifte af navne – klart inspireret af Roxy Music, Pop Group, David Sylvian, New Order, Bowie, Throbbing Gristle, PTV, ACR og senere Brel og Scott Walker – pyt med det, dansk kultur har altid været en gang oversættelser, og med så godt et mix kunne Hall ikke gå helt galt i byen. Der kom en lind strøm af manifester, som scenen brugte som inspiration, selvom de også grinede af den pretentiøse stil.

VENDEPUNKTET: Hall rykkede over på kunstscenen og blev clean via Emin Foundation, en esoterisk syntese fra 1970’erne: Gurdjieff og Ouspensky som metodisk grundstamme, Steiner og teosofien som åndeligt udviklingsbillede, nyplatonismen som kosmisk arkitektur og New Age-kulturen som ramme for øvelser, personlig transformation og alternative erkendelsesformer med base på Sønder Boulevard. Emin Foundation helbredte ikke Halls behov for en ophøjet rolle. Den gav rollen et nyt sprog.

Farvel punk, farvel til hedonisme – goddag til disciplin og synthesizers og trommemaskinen, så han slap for øvelokalernes sorte huller. Totalt i sync med New Orders udvikling, men uden det store gennembrud, for Hall var en enhjørning i dengang monokulturelle Danmark, men manglede hooks og branche-backup. I Danmark lignede han et fremmedlegeme. I udlandet risikerede han at ligne en særligt ambitiøs elev af allerede etablerede forbilleder. 

På det tidspunkt mistede Hall fascinationskraften i min optik, måske fordi den nye genstart via den spæde EBM/Acid/Techno/Hiphop – sampleren, kærligheden og svampene – bare gjorde hele postpunk-universet irrelevant.

Efter 90ernes postmoderne og metamoderne gøgl er Halls mix af essentiel alvor, klassisk europæisk kultur, righoldige metalag og manisk produktion desværre sjældent i dag i et kulturliv overtaget af formidlere, nepokids, tomme stiltyve og meme-gøglere. 

I dag forventes kunstnere at kunne forklare værket, næsten før det er skabt. Institutionerne belønner netværk, genkendelige diskurser og kommunikerbare identiteter. Sociale medier gør personaen obligatorisk, men samtidig mere ensartet. Referencer kan identificeres på få sekunder og mister deres mystik. Den tavse, ophøjede dandy er vanskelig at opretholde, når alle skal poste, forklare og være tilgængelige. 

Så ingen overtog Martin Hall. For øvelsens skyld har jeg delt rollen op i fire mindre og mere tidssvarende funktioner:

Halls greb blev kopieret, og han blev  efterhånden overhalet i det opmærksomhedsøkonomiske mainstream-ræs. Frøken Nielsen – senere Madame Nielsen – gjorde noget beslægtet med identitet og persona, men langt mere risikabelt. Claus Beck-Nielsen lod figuren invadere selve livet, kroppen og offentligheden. Nielsens  identitet kunne bryde sammen; Halls flanerende dandyrolle begyndte at virke gammeldags.

Blackman havde til gengæld noget af det, Hall manglede: ægte nepo overklassefilms, onliners med gennemslagskraft, humor, lummerhed, social sadisme og dermed adgang til almindeligt pølle-fjernsyn. Han kunne simulere camp, sofistikeret og selvbevidst uden at det krævede, at publikum havde læst Huysmans kontra kvikkere Martin Hall, der skulle etablere sin betydning men talte volapyk. Blackman kunne bare træde ind i rummet og imitere samme arketype, men så EB´s læsere også klikkede. Hall skulle hele tiden demonstrere sin betydning. Blackman kunne få betydningen til at ligne en medfødt egenskab uden at have andet end lidt jazztrommer.

Esben Weile Kjær minder om den unge Hall som æstetisk institutionsfigur: mode, klubkultur, popreferencer, performance, branding og samtidens kunstverden, men hvor Hall ville være europæisk dekadent, er Weile Kjær global kunstmesse-pop lavet til samlere og kuratorer fra Gen X der vil være unge, men sidder fast i et gammelt nummer af The Face. 

Tobias Rahim har selvmytologiseringen, poesien, kroppen, sårbarheden og den omhyggeligt konstruerede offentlige figur. Men han er næsten anti-Hall: folkelig, følelsesdirekte, erotisk, global og fællesskabsorienteret. Hall skabte afstand; Rahim skaber identifikation med sårbarheden. 

Så spring på, der er en ledig plads – vi mangler mennesker, der mener det, tror på kultur kan forandre verden og insisterer på at være renesancemennesker. 

Måske var det derfor, hans død kradser ekstra. Ikke fordi jeg elskede alle værkerne, men fordi han tilhørte en tid, hvor vi stadig troede, at et menneske kunne opfinde sig selv så konsekvent, at verden var nødt til at følge med.

Senere mødte jeg heldigvis mødte jeg den mere modne Hall igen via Henrik Møll: han var langt mere afslappet, tryg og mestrede den morsomme ping-pong – han gik stadig i enorm overfrakke om sommeren, men jeg fornemmede, at han ikke mere følte, at han skulle bevise noget eller berettige sin eksistens, at han faktisk kunne lægge masken og bare jamme, som var vi knægte foran Gry Records før stofferne og myterne accelererede. Han har udgivet røven ud af bukserne på alt og alle i Danmark, og var ikke længere gidsel i sit hovedværk – Martin Hall.

Klub BARBUE – dødvandet mellem postpunk & prototechno

The post Martin Hall – RIP appeared first on BLAZAR.

Nogle spår i kassegrums – jeg aflæser festivaller – der ligesom gallerier og gadeliv er tidsånds-termometre – og glimtvist udfaldsrum, der kan aktualisere fremtiden.  I år var vadestedet imellem fortids-Tisvildes leg med “ægthed” og nutidens kvantificerede effektivitet. Fremtiden vandt.
UDRENSNINGEN lige om lidt er det gamle Tisvilde, generation Jazzhouse, arkitekten i badekåbe med Weekendavisen og alle de nyskilte og rodehovederne fra generation X & Y VÆK – tilbage er et paradis renset for smagsdommere, chavs, rastaer, gøglere, spinatfugle, roadmen, tourister, hættemåger, flaskeborde, mullets, romaer, senior hipstere, ølbonger, joints, pimp-pusher-promotere, folk fra forkerte postnumre – ja selv nordlige bling bling flashere. Tænk grøn koncert uden fadølsbøtter – via Stick og Joe & the Juice, optimeret i Photoshop, unge høflige pæne trænede mennesker.

Musik i Lejet – paradis i Vejby

Bevares, der er stadig lidt mediedinosaurer og C-celebriteter der bruger MIL som en ung/dyr selfie-markør – plus kongens børn der hygger og den friske amerikanske milliardær-ambassadør – men det fylder ikke noget i det store billede, der mere tegnes af  dyre børn med både der lastmover på Stone Island, de cosplayer et mix af hooligan/britpop, Miami Vice og Kate Moss på Glastonbury.

For MIL er nu mere for mennesker, der er bedøvende ligeglade med kulturel kapital – der ikke skal bevise noget, der bare elsker at lege ens sammen, der mere vurderer hinanden på beliggenheden og størrelsen af (deres forældres) sommerhus end logoet på en bøllehat eller din vinylsamling. Det er ret sundt. NARKOMANUNGER Vi vil så gerne se de unge som ritalinblæste performancemonstre fanget imellem Joe & The Juice, Sats og CBS der vibecoder apps på toilettet. MIL viste et meget mere nuanceret billede, for selvom fakta fortæller, at lægerne deler drugs ud som aldrig før og billig stærk kokain og ketamin nærmest er blevet pensum i nattelivet, må man bifalde publikum på MIL, for de skjuler det forbilledligt. De køber ikke engang hele flasker mere. Bevares, de drikker da alkohol, men på en hyperkontrolleret måde, som om de er til et networking-event eller en kongres. Jeg så en – en – prøve at brække sig – det var alt. 

Det vildeste kontroltab, er at når looksmaxer drikker sig mod til at tage skjorten af for at flashe sin barberede helt jævnt brune sixpack, mens dem med mere sikker smag diskret ryster på hovedet. 

Ingen overdoser, spændte kæber, lokums-lusk eller pølsemandsposer og pilleark ved toiletterne. Men måske tager de kamera og brandbeviste unge her stoffer helt alene, nøje doseret som performance-fremmere, så ingen har taberklemme på dem, eller måske er de bare så lykkelige på MIL og har så mange andre fantastiske muligheder, at de ikke behøver modgift til den senkapitalistiske tristesse? OFFLINE LOVE Det allerbedste ved festivallen er næsten den dårlige mobildækning, der gør, at man faktisk er nødt til at interagere direkte i realtid med dem og det, der foregår omkring en. 

Læg dertil den nye tendens – der som så meget andet startede i technokældrene – hvor det ses som uhøfligt og dårlig smag at filme og tage selfies.  For de unge ved, at der allerede er masser af billeder af festivalen i skyen, så hvorfor se en koncert eller fest igennem en skærm? Skærm ses som et skjold for dem der ikke har overskud til at agere i første person live – så MIL er en ferie fra det digitale panoptikon-fængsel. MUSIKKEN Generalisten i mig skriver: jeg er erfarings- og samspilsramt og langt uden for X-faktor-segmentet – men jeg føler en slags emotionel kompression i dansk pop – de store følelser, tunge protein-ideer og AHA!-oplevelser udebliver – det virker mere som musikalsk wrestling, meme-mageri, realityshow og performativ inderlighedssimulation  – frem for “kunst”. Fuck jeg er gammel, men heldigvis oplever jeg ingen aldersfacisme her.Måske booker man inspireret af DR’s top 100 over danske hits; måske har man en meget effektiv algoritme, der booker artister som et demografisk haglgevær:  Christopher med Thomas Helmig,  Burhan G, Benjamin Hav & Familien, Dodo & the Dodos, GNAGS, Poul Krebs – alle artister, der excellerer i øreorme, jeg har gjort helt bevidste valg for at undgå, men alligevel via DR’s massive propagandamaskine ligger nær tågerne omkring krybdyrhjernen. 

DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange?

Jeg prøver noget, jeg slet ikke kender: unge Saveus har britpop-hår og minder mig om et mashup af hits fra 80erne og 90erne. Der er absolut intet, der skiller sig ud, det er næsten anonymt, men det er måske det sidste “ægte” og en kvalitet efter årtier med eccentiske, åh så individuelle popstjerner. Hellere minimalt tøj fra Uniqlo eller noget dyrt der ligner – end “et råb om hjælp fra modeugen” – bare som musik. 

Guldimund, der vist er fra provinsen men ligner en der har en båd i Hornbæk, kommer og synger “Vil du noget?” – en moderne slags “Hvor skal vi sove i nat?” – eller rettere det evige tema i dansk pop “hvorfor gik du fra mig til festen?”  – meget inderligt fremført med afsæt i nogle provinsgymnasietraumer og lysten til at smadre noget meget uspecifikt som bait til en ballade – uden ballade, bevares. Alle kigger på deres kommende partner og skråler det ind i hovedet på hinanden. Effektivt festværktøj! Kesi virker som et eksotisk dyr i MIL-kontekst, men posh har altid været fascineret af nosh – og omvendt. Den flotte Nørrebrodreng rapper ikke som Big Daddy Kane, men han skruer et overraskende dynamisk show sammen som en dj, der udløste massiv fællessang og crowdsurfing, til et bagkatalog der er meget mere end “Blå Himmel”.

Kesi er mere end ghettoturisme, de ærlige tekster kredser om det gode liv som både triumf og midlertidig tilstand: vennerne, byen, festerne, kvinderne, forbruget, pengene og følelsen af endelig at være kommet indenfor,  fra gadeuniverset ind i noget mere luksuriøst, romantisk og sommerligt. 

Han skriver i meget talte slogans, stemninger og øjebliksbilleder, der fastholder følelsen af fællesskab og fremdrift, men hvor Gilli ofte tilfører samme univers mere mørke, krimi, skæbne og distance, er Kesi den varme, udadvendte vært: mindre tragedie, mere fællesskab, flirt og fremdrift. 

Grundfortællingen er enkel: Han fik det liv, han drømte om som ung, men opdager gradvist, at selv det gode liv har en udløbsdato. Nedenunder ligger en voksende bevidsthed om tid, alder og angst for tabet af momentum. Det bliver spændende at se hvordan han lyder om bare 5 år. Jeg tror, det er hårdt at være Kesi, men Nordsjælland elsker en altid en vinder. NATTEMUSIK Der står en netværks-dj-kurator omkring 30 der ligner en ung Rainer Werner Fassbinder – nej, det er ikke Harske Hubbi, trods overskæg, mullet, mandesmykker – det er en rollespillende vinylsamler der spiller house, der ville være helt standard i Kødbyen, men han er obskur her, for han tilhører den gamle verden, og kun få gider det.  Selv da han spiller Diana Ross og kaster håndklædet med med den måske lavest hængende frugt på USB-nøglen: ABBA’s “Give Me a Man” after midnight, er det kun hans entourage, der danser. Måske er det fordi alt, der ligner undergrund, ses som fake og uden succes på MIL. Måske er det bare fordi Emil Lange, der har et program på P3 og har tunet sit sæt efter mange års afsoning som après-ski-DJ, spiller samtidig. Trafik er alt her.

Nogle musikere vælger umulige opgaver. Papa’s Got a Brand New Bag er et James Brown-jamband, der fokuserer på funk-godfathers’ katalog før han tabte til disco og PCP. Det er en umulig opgave – JB havde et af verdens strammeste bands, der blev indspillet helt råt analogt og derfor samplet på hundredetusindvis af hiphopnumre,  men ritualet er peppet op med Joseph Agami, Al og Kukus totalt undervurderede bror, hans rap danser over trommeikonet Leon Lundrups altid bundsolide groove. Det er min aftenens eneste oplevelse af et band der spiller uden radiohits, backtrack og autotune – og de suger en del publikum til sig, selvom de mere nettrafik-tunge artister suger masserne.

Alt kører snorlige, der er ingen kø til noget og rene toiletter og frisk sushi kl.2.30. Backstage var – som på Roskilde – endnu tammere end festivalpladsen. Jeg bemærker, at det lille udsigtstårn er nu blevet reserveret til brands og partnere, der hver får et afmålt tidsrum ligesom på en restaurant.  Jeg burde have blevet lørdag og hørt Kidd, men storbyen kaldte…

Jeg ser en stor og lysende fremtid for MIL og Tisvilde – der burde gøres til en slags gated community eller frilandsmuseum. Helekilden vil bygge et fabelagtigt resort med 1000 friske senge – og jeg kommer helt sikkert tilbage til MIL igen og igen!

DEN ULTIMATIVE FESTIVAL GUIDE!

The post MUSIK I LEJET er FREMTIDEN! appeared first on BLAZAR.

Festivaller er smarte – da ingen har tid til at gå på natklubber eller ferniseringer mere, kan man få et færdigt formateret fællesskab i en nem pakke – vælg en popkultur-flavor der passer til din sociale aspiration –  og position på spektret  – og perform tabte fællesskaber – og dyrk kuraterede kontroltab i en nem boullionterning…for at kompensere for at skammen ved at sidde med Apple-tamagochien resten af året – her er en nem oversigt – komplet med årshjul – med de klassiske sociale slagmarker: 

Bas Under Buen Mere UK/Jamaica end Distortion, færre uppers, mindre mediekneppet og mere røg og dermed lavere tempo, mere bas. Dystopisk DDR-beton, teenagere i Jagtvej 69 T-shirts, ægte glæde og en subkultur ingen rigtig laver penge på i Danmark…endnu. 

Bloom Videnskab og natur for nysgerrige matematiske typer, der gerne vil være klogere – eller flashe de er det – uden at blive beskidte. Børn og asbergers på kringlede dates. 

BornHack Hacker-lejrskole som teknologisk kloster: telte, kode, kabler, open source og asketisk frihed uden PR-bureau. Høj han-procent, risiko for skovtrance-udslip.

KUNSTQUIZ/2025/TIDSÅNDSRAPPORT

Chart/Enter Art Fair Perfekt, hvis du vil flashe dine bløde værdier – og diskret demonstrere, at du har råd til de finere ting i livet – men da alt er prøvet på kunstscenen for 50 år siden og alt forventes af de forkælede, udebliver orgiet totalt. Tænk “visuelle møbler med investeringspotentiale og signalværdi” – ikke hjerteknipsere. Chart er mere institutionel og københavnsk, Enter er mere bling og nordlig. 

Copenhagen Fashion Week / CFW Stil som arbejdsdisciplin. Vigtige sko og fake grøn samvittighed, fastalavn for voksne. Et ekskluderende hækkeløb, hvor du aldrig er tynd, ung eller rig nok. Peaker potentielt hvis du scorer en indkøber fra en provinsbutik eller en nordmand M/K eller tage lortesnavs med en influencer.

Copenhagen Jazz Festival Synkront med Rosseren kommer de grå pantere med pagehår frem i indre by for at hylde pæne børn fra hjem med klaver fra hele verden, der simulerer forskellige afroamerikanske perioder af musik og misbrug. Nok den eneste festival uden retro-rock, playback pop og dj-gøgl. Check især jams omkring midnat, hvor alle har et horn med.

Copenhagen Pride Meget hedonistisk på en lidt regnbueklaphat- og glidecreme-agtig måde, men også nostalgi efter frigørelse som folkefest med sponsorer og konfetti – der fejres historiske sejre. Måske burde de også holde det i Randers eller Moskva – hvor praden stadig kan mærkes ægte og gøre en forskel?

COPENHELL – mig og metal

Copenhell Metal er punk lavet til wrestling, store armbevægelser, men kun koreograferet, simuleret fare. Nu: performativ pilgrimsfærd og corporate overlevelseskursus? Øl, ild og formateret larm – uniform, troskab, etikette og en overraskende asketisk orden under kranierne. Stadig mange rollespillere, vinyltosser og mennesker der kun kommer frem fra mandehullerne et par gange årligt. Er ved at blive infiltreret af ældre spadehungrende X-Roskilde-fans og fodboldpiger. 

CPH:DOX Verdenssmerte med totebag. Dokumentarfilm som moralsk selvforbedring, urban alvor og adgang til at føle noget rigtigt og ægte på passende afstand i en biograf – med naturvin bagefter. Genialt det år efter år kan lade sig gøre at fylde de remake-hærgede biografer med film der ofte mener og betyder noget.

UGENS MUST: DISTORTION — KØBENHAVNS INTERNATIONALE BYFEST!

Distortion Altid skønt at se byens potentiale og krop uden overjeg – et par dage hvor gaderne ikke bare er transport, men disco. Bas, brands, ungdom og nostalgi efter københavnsk kaos som officiel begivenhed. Bevist nusset look, reelt en smurt maskine med perfekt rengøring. Gadefesterne er stadig herligt anarkistiske – der kan man risikere at møde venner, der faktisk laver en udviddet privatfest – uden at tjene penge eller bygge brands på Insta. Distortion Ø er mere blevet en stramt koreograferet boilerroom-march klar til at blive opkøbt af Live Nation.

Festegnen Forstads-hedonisme og ægte ghetto, ikke bare distressed forældrekøb. Mindre kulturel kapital, mere krop, brændt Brøndby-Brian møder Betinna – helt uden ironi. Prøv det mens det stadig er ægte på den helt forlorne 90er måde. Tessa og Suspekt er vist allerede videre…lad være at tage FCK-merch på.

FOLKEMØDE: FUTURE FLASHBACKS

Folkemødet Backstage Perfomativt demokrati om dagen, studehandler om natten. Coke, utroskab, gamle kønsroller og aftaler uden referat, Lobbymarked på Djøfstortion. De kalder sig kommunikatører, men er reelt reklamefolk i Jesper Buchs tøj.

Folkemødet officielt Grundtvig med navnesticker. Paneler, civilsamfund, hørskjorter, rosé og troen på, at den gode samtale stadig eksisterer og kan heale alt. Et orgie af velmenende mennesker og politi – og en isoleret magtelite der simulerer åbenhed for selfies, før de skal spise på Nordland eller på en lobbyists båd. Ville være sjovt at se, hvordan det ville gå, hvis man holdt det i Tingbjerg. Et must for folk med uniformsfetish – hver tredje person til festivalen arbejder med sikkerhed.

Golden Days Kulturarv som dannet melankoli. Historien pakket ind i foredrag, pæne lokaler og følelsen af, at fortiden havde bedre typografi. Nationalromantik uden racisme, dannet nostalgi uden livline til samtiden. 

Gravity Strand-arena-“rave” for folk, der vil have klassedelt rave som showformat med lasers, skabstrance, blød techno, afrobeat-lounge, VIP-områder, The Keys-område og masser af insta. Det nye Sensation White?

Grøn Koncert Et skamløst monument over DR og lokalradioernes monokulturelle dominans:  hits, fadøl, solskoldning og kollektiv pophukommelse. Folkelig hedonisme uden unødvendig ironi. Det er helt ok at skråle med. It ainy broke so why fix it?

Heartland Koreograferede tandløse samtaler udenfor Bestsellers Slot, vin og blød beige luksus. En festival for dem, der gerne vil være dannede frie, men helst med program, parkering og god kaffe. Scor en nyskilt gymnasielærer fra provinsen til slowdating der drømmer om en coldplay-ske til en talk, hvor en P1-vært blæser Gyldendals nye tandløse håb, mens de bytter aura og målgrupper. 

Kulturnatten Kommunal magi efter lukketid. Børn, cykelhjelme, åbne institutioner og følelsen af, at byen stadig tilhører borgere med stålgråt pandehår og meget store badges. 

Musik i Lejet – paradis i Vejby

Musik i Lejet Alle er ens klædt og i kontrol – men dem med forældre med de gode gener og de bedste sommerhuse vinder. Bemærk, at man har købt gen x brokkerøvende med et område med Montmartre sølvbryllupsfunk og fri bar.

NorthSide Nostalgisk, men mindre end Grøn Koncert — og mindre hedonistisk. Bæredygtig voksenfestival som kontrolleret selvrealisering med økoøl for århusianere – fedt hvis man vil mærke et ekko af hvad der skete for 10 år siden. Sikkert pisse hyggeligt.

Reptilmesse Krybdyr, terrarier, foderinsekter og mænd i fleecetrøjer med stor viden om fugtighedsprocenter. Småborgerlig hobbykultur med slet skjult eksotisk underliv: parcelhusets indre jungle. På spektret. Fedt hvis man vil simulere eksentrisk, der er nu ikke noget som en slange til at boppe et Hay hjem op.

Roskilde Camp Urinstøv, øl, ungdomsritual og første store frihed. En midlertidig slum hvor kroppen overskrides, mens Orange Feeling leger kulturarv. Risiko for at høre noget ægte ungt nyt i folks egne camps og få sygdomme og od. Roskilde Media/backstage Engang kunne de vigtige armbånd en masse lækkert, gratis massage, fri bar, direkte adgang til smaskede stjerner og gamle elever. Nu er mediebyen/backstage NGO, netværksnasseri, Aperol i beherskede mængder, selfies og modne festivalgæster der leger arbejdsplads eller holder øje med deres børns lækre venner. Er tryllet fra cokeorgie til iPhone-ladestation med fotovæg.

Smukfest Skovens voksenfrikvarter for jyde-københavnere, der gerne vil være stjerner i deres gamle biotop. Fadøl, fællessang, sponsorhygge og følelsen af, at man stadig kan være lidt vild med firmakortet og man er fremme på beatet.

Stella Polaris Elektronisk musik som småborgerlig ro. Perfekt picnic-parade, chillout uden trip, øko rosé, beige hør, børn, solcreme og hjem før mørket bliver for ærligt. Sidst spillede de en Peter Gabriel-ballade…

Tønder Festival Folk, sweater, lokal bryg og autenticitet. Nostalgisk traditionsdyrkelse uden skam. Jeg ville lyve hvis jeg skrev mere, har ikke været der.3daysofdesign Lamper, showrooms, totebags og dyr ro. Skandinavisk kapital med god typografi og en stol, der forklarer din personlighed og pæne lækre turister med dyre kameras – smart sted for dem der er blevet for gamle til modeugen og for overfladiske til alt det klogeri på Chart/Enter.

Syd for solen Efter at have satset på herlige AFX-twin og andre lurendrejere, virker det som om SFS nu som så mange andre satser på de ældre bekvemme typer, der ikke magter telt og natteroderi, men bare vil høre noget blid indie-spade.

OBS: Der er naturligvis en underskov af småfestivaller, der kommer og går – jeg savner f.eks IDM-festivallen Click  og funky Vangauard. Nu er der nogle andre spillere,  jeg vil undlade at give opmærksomhed, da de så vil blive ødelagt af posthipstere, før de så får dødskysset af Politiken, Gaffa og Soundvenue. De små festivaller skal have lov at udvikle sig organisk i eget tempo…find dem selv…eller lav en festival selv. 

The post DEN ULTIMATIVE FESTIVAL GUIDE! appeared first on BLAZAR.

DR´s Top 100 er ikke en liste over Danmarks bedste sange. Det er en liste over de sange, danskerne bruger som følelsesmæssige krykker, fællesskabsproteser og nationalt selvberoligende medicin. Det er ikke en musikkanon. Det er en musikalsk copingstrategi.En karaokeudgave af velfærdsstatens indre liv: sommer, mor, far, efterskole, skilsmisse, P4, lav sol over parcelhuskvarteret og en kollektiv længsel efter dengang, alle hørte det samme, fordi der ikke var andre kanaler.

DR har altid lavet lister, som om musik er sport. DR har også realityficeret musikken via uendelige konkurrenceformater, hvor ugens glade medietosse får en tur i spotlyset, før vedkommende skal tilbage og sælge balloner i Tivoli året efter.

DR har selv ramt det næsten præcist: Projektet handler om dansk musik, kulturarv, musikfællesskaber og yndlingssange, og ambitionen var ikke nødvendigvis enighed, men et fælles referencepunkt og en bred samtale. Ren konsensus-kanon — og nostalgi efter pre-streaming-tiden, da Danmark var en musikalsk monokultur styret af DR via playlister sammensat med “hjælp” fra de få store pladeselskaber.

Jeg har indsat danske pophits – der glimrer ved deres fravær på DR´s liste: 

1. Psykologisk: Danskerne stemmer ikke på sange — de stemmer på følelsesmæssige redskaber

At den lunkne “Lyse nætter” ender som nummer ét, er oplagt. Den er ikke sej. Den er ikke farlig. Den er ikke rytmisk revolutionerende. Den er en affektiv sikkerhedszone: lys, sorg, barndom, mor, sommer, tab, håb og fællessang reduceret til hule fraseringer oven på muzak.

Sonisk tapet med den særlige kvalitet, at jeg ikke kan huske, om jeg nogensinde har hørt det. Måske fik den flest stemmer, fordi Alberte starter med A og derfor lå øverst på stemmesedlen?

Nummeret fungerer i alle de rituelle rum, hvor danskerne bliver bløde: morgensamling, begravelse, bryllup, højskole, corona-fællessang og halvlunken slap sommerfest i udkanten.

En sang bliver ikke national, fordi den er bedst. Den bliver national, fordi den kan bæres af mange kroppe, uden at nogen føler sig dumme — eller føler for meget, eller noget uden for normalitetsskiven.

“Lyse nætter” er et dansk antidepressiv: ikke eufori, men lindring mod vinterens D-vitaminmangel og melankoli. Sangen siger: Verden er svær, men lyset vender tilbage. Meget dansk. Meget efter-corona, efter-krise, efter-ironi — og ren underkastelse under status quo.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er størst. Den vandt, fordi den gør mindst modstand. 2. Middelklassens fælles hukommelse

Den store vinder er ikke en genre. Det er genkendelighed og dermed tryghed i en kaotisk tid.

Det forklarer Kim Larsen, Gasolin’, Anne Linnet, Thomas Helmig, TV-2, Shu-bi-dua, Lars Lilholt, Sebastian, C.V. Jørgensen osv. Det er kunstnere, der leverer social infrastruktur: fester, radio, efterskoler, sommerhuse, værtshuse, konfirmationer, forældres pladesamlinger, P4 og bilferier.

Debatten bemærker også koncentrationen omkring Kim Larsen og Anne Linnet; de står for cirka hvert sjette bidrag. Det siger noget centralt: Danmark vil gerne have mange stemmer, men vender igen og igen tilbage til få tryghedsfigurer, ligesom Mor Mette og Papa Lars.

Kim Larsen er den danske folkefar: fræk, varm, arbejderromantisk, ikke truende og lidt anarkistisk — altså før han begyndte at tjene penge for alvor. Anne Linnet er den følelsesmæssige moder/intellektuelle storesøster: køn, tab, længsel, værdighed. Sammen udgør de en slags dansk følelsesforfatning.

3. Generationelt: Nostalgiens statskup

1980’erne alene fylder 31 sange, 1970’erne 16, mens 2020’erne kun har 7.

Det betyder, at listen ikke primært måler, “hvad unge streamer nu”. Den måler, hvad de store voksne generationer kan huske med kroppen og krybdyrhjernen. Og måske allermest, hvem der har tid til noget så oldnordisk som at stemme om sin identitet via musikforbrug på DR’s hjemmeside.

1980’erne står stærkt, fordi årtiet ligger perfekt i dansk kollektiv hukommelse: kassettebånd, DR-monopol, fællesskab før streaming-fragmenteringen, vinyl og en national pop/rock-kultur, hvor næsten alle kendte de samme sange. Det var den sidste store periode, hvor Danmark havde en nogenlunde fælles sonisk offentlighed.

Streaming har opløst fællesrepertoiret — men DR’s Top 100 forsøger at lime det sammen igen et sekund.

Nostalgi er tryghed med hukommelsestab. Den sælger tab som sandhed og gør længslen efter en enklere tid til kulturarv. Listen er derfor også en copingstrategi for at overleve forstillede liv.

4. Musikologisk: Den danske sang er melodisk, sangbar og følelsesmæssigt klar

Listen belønner ikke innovation. Den belønner melodi, dansk sprog, emotionel tydelighed, omkvæd, brugbarhed og rituel fleksibilitet.

Det er derfor, den eksperimenterende, elektroniske, hårde, mærkelige, klubbaserede, andenetniske eller æstetisk radikale musik har sværere vilkår. “Outsider”-musik kan være vigtigere kunstnerisk, men den fungerer dårligere som fælles nationalt stener-møbel. Den drypper dog ned som små stilcitater i denne kanon.

For en god DR Top 100-sang skal kunne tåle at blive sunget af en 12-årig, en mormor, en skolelærer, en fuld onkel, et DR-kor, et publikum på plænen og en person på randen af selvmord.

Det er en hård test. Det meste “smagfulde” musik fejler den, fordi den føler for meget og dermed bliver ekskluderende.

Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

5. Mediesociologisk: DR har lavet en samtalemaskine

Afstemningsformatet er genial public service: ikke fordi listen er sand, men fordi den får folk til at diskutere, hvad sandhed og relevans i musik overhovedet betyder. Samtidig aktiverer den deres nostalgiske baghjerne.

DR lavede en bruttoliste, lod folk stemme, afslørede placeringer i etaper og kulminerede med samsending og finale. Det gør Top 100 til en nationalt koreograferet uenighed. Man laver først en kanon, der genererer affekt, så alle kan hade den, forsvare den, savne sig selv i den og dermed deltage i fællesskabet — omkring noget så ligegyldigt som forbrug af musikalske minder og identitetsmarkører.

Derfor er brokken ikke en fejl. Brokken er produktet. Hovedretten, måske, for som bekendt spredes konflikt bedst.

Når folk siger “hvor er metal?”, “hvor er elektronisk musik?”, “hvorfor er Volbeat så højt?”, “hvorfor er Kim Larsen overalt?”, “hvorfor kan jeg ikke stemme frit?” — så sker præcis det, DR ønskede: Musik bliver samtalestarter.

Jeg er tydeligvis også selv hoppet på den. Det var også sjovt at se selv de mest radikale artister føre digital valgkamp for deres plads i Koda-kanonvarmen.

6. Psykologisk skygge: Danmark vil gerne lege moderne, men trøstes af det gamle

Der ligger en smuk modsætning i listen:

Danmark ser sig selv som progressivt, digitalt, åbent, ungt og urbant. Men når vi skal vælge vores vigtigste sange, vælger vi ofte barndom, radio, fællessang, forældre, tab, sommer, folkelighed og trygge kønsroller.

Det er ikke hykleri. Det er psykologi.

I usikre tider søger mennesker ikke nødvendigvis det nye. De søger det, der allerede har overlevet. Derfor bliver sangene små arvestykker. Man stemmer ikke kun på “Kvinde min” eller “Forårsdag”. Man stemmer anonymt på normalitet uden skam. Man stemmer på sin far, sin ungdom, sin første lejlighed, sin efterskole, sin mor i køkkenet, sin døde ven, sin egen forestilling om Danmark og det gode liv.

7. Den korte konklusion

DR’s Top 100 viser Danmark som et land, der ikke elsker musik som æstetisk risiko, futuristisk visionsrum eller euforisk nydelsesmiddel, men som social lim og beroligelse.

Det er en blød, nostalgisk, melodisk, dansksproget, let melankolsk og ekstremt fællesskabsorienteret liste. Den siger: Vi vil gerne lege individuelle, men vi længes efter at kunne synge det samme. Vi vil gerne være moderne, men vi stoler mest på det, vi allerede har grædt til. Vi vil gerne have kunst — eller rettere markere os over for andre med vores avancerede smag — men når vi stemmer anonymt, vælger vi trygge sange, der kan holde os i hånden.

DR er en propagandamaskine, der leverer et overskueligt verdensbillede og balsam mod sårene fra den indre senkapitalistiske permakrise.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

8.Hitformlen

Det hvide menneskes blues:
“Hvorfor gik du fra mig til festen / Sommeren gled forbi”

Hvis man skærer dansk kanonpop op på obduktionsbordet, finder man ikke revolution, begær eller rytmisk fare. Man finder tryghedsteknik.

Et sæt næsten faste komponenter går igen: flade synthpads, ufunky bas, chorusguitar, halvbluesede bends, festivalvenlige trommer, store sidste omkvæd og en vokal, der lyder, som om den både har mistet kærligheden og husket at betale sin licens.

Hvis vi trækker puddelrock, skamløse versioneringer af udenlandske hits, DR’s pigekors-højskolesangbogsversioner og DR-boostede produkter som Depeche Mode-coverbandet Nephew — eller Suspekt, der sikkert fik DR-boosteren, fordi der manglede “prol” på playlisterne — fra, er der en formel: et sammenfaldende mønster i musikken.

Flade synthpads

Ikke som futurisme, men som føle-tæppe. De ligger der for at sige: Nu er vi alvorlige, men ikke farlige. 80’er/90’er-pad’en bliver dansk popmusikalsk tåge: længsel, landskab, DR-drama, lys over vand. DX7- og Juno-106-pad-presets. Sikre valg fra internationale hits.

Stive gatede 80’er-snares

Ikke Prince-funky eller Trevor Horn-luksuriøs, men mere kommunal storladen halrock. Autoritær, men tryg. En rytmisk danseinspektør, der dikterer selv den mest klumpfodede dansemuses puls.

Chorusguitar

Den danske melankolimaskine. Rent, vådt, lidt Dire Straits, lidt TV-2, lidt regn på forruden. Den signalerer følsom mand med jakke, bilnøgler og uafklaret skilsmisse.

Ufunky bas

Meget vigtigt. Bassen i dansk kanonpop må ikke true kroppen for meget. Den skal støtte sangen, ikke tænde røven. Derfor får vi ofte “funktionær-bas”: pæn, stabil, lidt flad, uden den sorte musiks elastik. Bas som betalingsservice i ottendedele.

Vestkyst-farrock-piano

Det brede, lidt amerikansk-aspirerende klaver: Springsteen, Billy Joel og Elton John filtreret gennem motorvej, parcelhus og “skal vi ikke lige tage én til?”. Det er følelsesmæssigt effektivt, men også enormt farsk. Klaveret som denimjakke — eventuelt elektrisk eller DX7.

Kor uden ord

Scatsang: åh-åh, ah-ah, na-na, uh-oh-ih-yeah. Melodien skal kunne synges af folk, der kun kan 60 procent af teksten. Helst med en vokalfrase, der kan råbes eller nynnes. Det er følelser som attitude. Inderlighedstegn uden tekstligt ansvar. God kontrast til den tørre mandevokal. Man behøver ikke mene noget. Man kan bare stå i mængden og være rørt.

Akustisk guitar som autenticitetsgarant

Når den kommer ind, ved man: Dette menneske mener det. Akustisk guitar i dansk pop er ikke nødvendigvis folk — det er troværdighedsparfume. “Nu kommer den ægte hvide mands blues.” Signal til, at der må tudes alene på den øde parkeringsplads.

Halvbluesede bends uden rigtig blues

Den danske rockguitar kan godt lide bluesens tegn, men ikke dens farlighed eller smerte. Lidt bend, lidt vibrato, lidt “jeg har levet”, men ingen egentlig snavs, sex, fattigdom, forvrængning, kaos eller trance.

Radiovenlig modulation / stort sidste omkvæd

Kanonsangen skal løfte sig til sidst. Ikke nødvendigvis fordi sangen kræver det, men fordi følelsen skal certificeres. Det sidste omkvæd er ofte et følelsesmæssigt MitID — og en ekstra øreorm, så virussen sidder helt fast.

Trommer, der spiller “sang”, ikke groove

Trommerne er arrangør-trommer: vers, bro, omkvæd, crash, break. De fungerer som trafiklys, ikke som dansende krop. De er renset for Afrika, for funk, for trance. Fadbamse-festival-GPS.

Lyd af studiebudget uden prangende glamour

Meget dansk pop har den særlige lyd af kompetent studie, men uden amerikansk luksus eller britisk excentrisk arrogance. Det er velproduceret, men sjældent dekadent. Mere “god lydmand, der dokumenterer nogle pissedygtige livemusikere” end “visionær sonic fiction”.

Festivalegnethed er måske selve den skjulte produktionsregel. Det skal lyde som noget, der kan stå på en stor dansk scene kl. 21.15 med fadøl, regnjakker, klap på alle fire slag og 12.000 mennesker, der ikke nødvendigvis er fans, men gerne vil løftes blidt i ballongyngen.

Midtempo som dansk komfortzone

Ikke for hurtigt til at være følelsesløst, ikke for langsomt til at dø i et telt. Det danske nationaltempo ligger ofte dér: nok puls til fællesskab, nok ro til sentimentalitet.

Tryg dynamik: Vers: setup. Bro: forventning. Omkvæd: lys på publikum. Sidste omkvæd: alle med.

Det er festdramaturgi for mennesker med øl i hånden. Hits skrevet og produceret med en slags indbygget Roskilde/Skanderborg/Grøn Koncert-logik via radio, så nummeret kan transformere privat melankoli til kollektiv forløsning.

Melodisk sentimentalitet oven på rytmisk forsigtighed

Kernen. Følelsen må gerne være stor. Rytmen må helst ikke være for kropslig. Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

Mandestemmen med ru samvittighed

Den lidt hæse, jordbundne “jeg har været på værtshus, men jeg elsker mine børn”-vokal. Ikke soul. Ikke crooner. Ikke punk. Mere: nyskilt dansk mand stirrer ud over havet.

Kvindestemmen som lys, værdighed og sorg

Anne Linnet/Sanne/“Forårsdag”-aksen: Kvinderollen i kanonen er ofte bærer af klarhed, tab, kærlighed og moralsk tyngde. Hun må gerne være dybere end manden, men helst på en smuk, melodisk og melankolsk måde.

9.Diagnose

Dansk kanonpop vil gerne lyde som frihed, men den er ofte arrangeret som forsikring.

Den vil have rockens autenticitet, gospelens fællesskab, soulens følelse, new wave’ens glossy synths og amerikansk highway-patos — men filtreret gennem et land, hvor ingen må svede for grimt, begære for tydeligt eller miste den hvide taktfasthed.

Resultatet er smukt, trygt, rørende — og ofte tandløst.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er Danmarks bedste sang. Den vandt, fordi den lyder som den slutter fred med nederlaget og det uforløste liv.

BONUS BEAT

The post DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange? appeared first on BLAZAR.

Her er en guide til de mest signifikante tendenser via skønne danefæ:

Klæder skaber folk, folk skaber klæder, men klæder skaber også situationer – eller hinter om hvilke situationer vi drømmer om. Men mange klæder sig i andres drømme – af mangel på mod eller fantasi. Men altid spændt ud i det elastiske felt imellem lysten til at høre til – og omvendt – at være helt særlig.

Engang kunne en tømrer kendes på farven af tøjet – og  en børsmægler på hans høje hat – men i  dag zapper vi ind og ud af kostumerne, den ene dag performer vi som FCK-cooligans, den næste dag kan vi holde et oplæg på CBS, torsdag slummer vi på Mayhem til noisefest i læder, fredag leger vi med nordsjællandske preppies på havnen i docksides og laller rundt og leger subkultur stadig findes til en festival lørdag. Alt er performance, så lad os lege med cosplay for voksne. Hvem sagde, at den danske mand er ude og skide?DANEFÆ/COSPLAY? Ærkekøbenhavneren, en af de sidste indfødte, der ikke er flygtet til reservatet. Han overlevede 80’ernes og 90’ernes hedonistiske orgier og al Generation X’s ironiske vrøvl. Skilsmissen gjorde, at han solgte sit kartoffelrækkehus på det helt forkerte tidspunkt. Nu bor han til leje i Nansensgade med en masse vinyl og romaner og kæmper for at overleve som freelancer i kulturindustrien, da forskerstillingerne på Uni er skåret væk. Han føler, at efter at Storebæltsbroen blev bygget, er hans fødeby blevet et dumt Tivoli besat af jyske kræmmere, kapitalfonde, forældrekøbs-cokehoveder, romaer, indiske fintech-programører, designer-bager-køer og gourmetsexuelle turister. Selv Dan Turell, La Glace, Perchs og Andy’s er fake nu, så han går mest i Busck og Grand Bio. Han længes efter den gang kritisk bevidsthed var sexy.DAGENS DANEFÆ/COSPLAY: Den retrokonservative: laktose-resistent. Kommer fra landet, men skjuler det ved at hylde Radi8s provinsbashing. Har meget specialviden om brands, han ikke har råd til (endnu)– biler, ure og drikkevarer. Søger generelt ekskluderende fællesskaber. Elsker at blive kaldt nazist i en debat, da han ser det som modstanderens skakmat. Savner Mads Holger som vejrhane, uden at forså hans sørgmodige ironi. Kloger sig med klassisk musik, når der er gæster. Hader alt postmoderne, kan bedst lide ting fra før modernismen, ting uden metalag, der forestiller noget. Tager stiltips fra Wall Street og Peaky Blinders. Flirter med kristendommen for at prøve at pisse farvede af og tiltrække en trad wife. Skammer sig over stadig at læse Euroman.Danefæ eller cosplay? Senior-roadman-fyren er ligesom camouflage usynlig i naturen og noget af det mest synlige i byen. Gorp-kongen er altid vild med Japan, indierock fra Island eller punk fra Bhutan, grime, ferniseringer, hvor  design og kunst mødes, og performancekunst udført af unge ubarberede kvinder. Erfaren, sjov og evigt ung. Er sjældent i naturen. Danefæ/cosplay? Ditlevs mor har altid udskammet mandekroppen, og efter hans afvænning fra pornoafhængighed, The Smiths, en falleret karriere på onlyfans og et par eksperimenter på Den Anden Side er han nu afklaret med, at seksualitet er en social konstruktion, ikke en biologisk lov. Han er imod overbefolkning, og valget af seksualitet har frigjort utrolig meget tid, så han er ved at skrive en digtsamling om Sass Larsen-sagen.DANEFÆ/COSPLAY? Torkild og Uffe tager ind til midtbyen hver weekend for at finde en mage – helst en smuk nyskilt arving, de kan dupere med vigtig viden om stil, de har fra deres livslange abonnement på Euroman. Til dagligt styrer de en herreekvipering i Lyngby, eller var det Fisketorvet? Schhh! Lige nu er Uffe lidt sur over at blive drillet med de pangfarvede ankelsokker.DANEFÆ/COSPLAY? Efter at have bestået YouTube-universitetet er Lars godt træt af pressen, politikerne og politiet. Efter coronaskilsmissen er han begyndt at vinde mange spændende diskussioner med folk, han ikke kender på Facebook, hvor han også er blevet medlem af forskellige klubber med andre systemkritikere, der har åbnet hans øjne for,  at det ikke kun er araberne, russerne og idioterne fra hans gamle jamband , men også AI, der prøver at tage røven på ham. Han har ikke været i hæren, men taler som en veteran. Som ægte liberalt fritænker, der ikke er fællesskabsorienteret, har han taget konsekvensen – han er flyttet på landet og prepper.  Nu er han næsten selvforsynet; han mangler bare en købekone fra et land, der ikke er ødelagt af feminisme. Der sker for lidt på hans aflytningsfri walkie, så han vinder lige en diskussion mere, mens han venter på, at den nye med Volbeat udkommer.DANEFÆ ELLER COSPLAY? Torben-Teen-dude: post-corona stress, drømmer om efterfest med Kesi, job på Joe & The Juice, er klar til CBS, træner lidt, snus, er træt af fake gangster rap, stemmer SF, er meget i tvivl om puttefest.DANEFÆ eller COSPLAY? Ler-Leif, den sidste mohikaner: Efter at reservatet har solgt ud, er han nødt til at trille til hovedstaden for at ordne småtingene. Han savner Pisserenden i gamle dage. Har haft et forslag oppe på fællesmødet om hans skurvogn skal kunne  sælges som ejerbolig – for han vil til Ebeltoft, på Filippinerne eller til Nakskov, for han har fået nok af larm. Svært ved at huske navne på andre end progrockmusikere. Mener man kun træder i glasskår, hvis man har dårlig karma. Spiller en ond spade.DANEFÆ:  Kinesiskfødt Lin Yuchen har læst datalogi på DTU, arbejder nu med fintech og bor på Havneholmen. Han regner med at flytte til Austin eller Stockholm snart, hvor der er bedre løn og mindre racisme. Argentinske Martina er her på Working Holiday-residence permit i et år. Hun blogger om mad og design og laver cute moodboards på Insta og læser Kierkegaard.DANEFÆ eller COSPLAY? Toke lever et stramt kurateret liv, hvor han som kreativ freelancer lever af lån i sin accelererende forældrekøbslejlighed, plus lidt aktiespil på siden. Han vasker ikke sine underbukser, han brænder dem. Han skal ud og lede efter den helt rigtige barnevogn snart. Her er en sang om hamDanefæ eller cosplay? Therian: Menneskeheden er tydeligvis pilrådden, så hvorfor ikke starte forfra og kontakte ens indre urtotemdyr? Next level cosplay, smart anti-overvågning, godt til at udvide normalitetsbegrebet – letter presset på psykiatrien.DANEFÆ: TASSY er Danmarks største nulevende digter – og klart den mest læste, da dansk litteratur i dag er en sekt i et sneglehus. Efter at have dyrket adrenalinrus via graffiti – hvor han gav samfundet – der altid afkræver ord – smukke, ulæselige ord – tilbage de forkerte steder gratis i det offentlige rum, helt uden statens kunstfond – med risiko for bøder – og for at miste førligheden på de natlige ekspeditioner på baneterrænet. Nu fremkalder han byens uudtalte subtekster på mure overalt. Reklamebureauerne kimer ham ned, men han sælger aldrig ud.DANEFÆ/COSPLAY? Hipster eller Roma? Outdoorsy Ulf var kæmpe it-chef, før han opdagede meth. Så røg han på Digevej med skyderen fra Fields, men da skyderiet ikke gav hverken flere bevillinger til psykiatrien eller evidens for psykofarmakaens helseeffekter, ramte han gaden. Han mener, at galskab ikke er genetisk eller biologisk, men nærmere en naturlig reaktion på senkapitalistisk stress og meningsløshed. Han har droppet sin deltidstjans som model for store modehuse, da alle hvide indtægter bliver trukket i hans bistand. Nu passer han pindsvin.DANEFÆ/COSPLAY: Biker-perlen: en fusion af stilelementer fra Dubai, Drake, rockere, fodboldspillere og gadebander. Phillip Plein er stort. Looket tiltrækker myndighederne, så man altid kan få en kammeratlig samtale, men de har jo luret på Insta allerede. De smarteste køber looket på Temu, så bliver de ikke rullet.DANEFÆ/COSPLAY: Jægeren: HK-Anders vil helt op – Royal Run var kun starten. Golf blev for prollet, et slapt netværk for efterlønnere. Nu drømmer han om at komme på jagt med Bestseller-klanen og kongen i Skotland, drømmer om at hænge med gamle penge for at banke de nye på plads. Jagt er et herligt alternativ til en dyr båd eller en anstrengende paddle. PS. Han vil gerne have fjernet billedet. Han hader at blive fanget  med den flove døgnboks. Normalt drikker han mest Pingus.DANEFÆ/COSPLAY: Spinatfuglen – ser livet som en reception, altid klar med en anmeldelse, en kogebog eller endnu en nøgleroman med synsninger og tredjehåndserfaringer fra hans kedelige voyeurliv for lidt peanuts. Kostumet er købt via Vinted. Skriver hvad som helst for en middag, en rejse eller et stykke tøj, må netværke konstant for at holde skindet på næsen i en verden af AI.. skyder akavede selfies med kendte og unge kvinder, drømmer om en ung muse.Danefæ/cosplay: Americana: drømmer om en tid før nettet – dengang det var ham og hans 3 drenge i bandet mod hele verden, så op på kværnen mod solnedgangen – omgivet af kvalitetsting, der er lavet i hånden af ærlige hvide mennesker, der bare holder. Postmodernisme er noget lort. Samler Blues fordi det er rart at høre nogen har det værre end ham.DANEFÆ/COSPLAY: iværksætter, løve, podcast-gæst, lobbyist. Kært barn har mange roller. Har lånt sin au pairs bil, da Teslaen er til salg. Synes Alex er blevet lidt plat, men har ikke tid til selv at stemme. Husk, at Palantir-aktien stadig er på vej op. Overvejer et holdingselskab på Filippinerne. Tager stadig på CBS fredagsbar, hvor han djer melodic afrohouse og vasker champagne. Patagonia vesten er skudsikker mod hippiekritik.DANEFÆ/COSPLAY: Petanque-Peter: han læser både Information og Weekendavisen, drømmer om at bo på Christianshavn eller Østerbro – tegner med lineal og samler franske tegneserier. Klar på lidt jazzfestival, at trutte i en grå kalkun og  lidt gestikulerende ekspressionisme.DANEFÆ/COSPLAY: Post-hipsteren/storby-nomaden på evig flugt fra mainstream – er allerede træt af vinyl-cocktails; han dyrker homo-cosplay for at komme ind i ellers lukkede venindegrupper. Tager stil-tips fra de ægte – hjemløse, Jarl Friis Mikkelsen i 80’erne – og ungdomshusaktivister, for så at købe designerversionerne i små sidegadebutikker og flagship stores.DANEFÆ/COSPLAY: Papa –  efter at have lavet et livsstilsfængsel af lækre artefakter fra Illums Bolighus, en fornuftig tilværelse og en økologisk familie, låser han sig  inde i mindst 40 min. dagligt – gerne til konen er faldet i søvn – så lister han ud fra det velstylede vådrum.Danefæ/cosplay: Gus-mesteren: før rodende han med reality, makup-artisteri eller dealeri – så ændrede Aquaman og ayahuasca hans liv – nu er han terapøjt for en større menighed, når han ikke spiller skovtrance. Arrangerer spirituelle swingerfester for mellemledere. Lider af keta-Inkontinens.DANEFÆ/COSPLAY: Strategifyren: efter deprimerende afsoning i den døende reklame-/mediebranche er han endt som freelancerrådgiver og redaktør på eget medie. Han veksler mellem champagnesocialisme og det nye blå-sorte marked for kommunikation, hvis aggression appellerer til hans fortid som mobbeoffer. Havde håbet på, at læsning af Byung-Chul Hans “The Burnout Society” ville opløfte ham efter bivirkningerne af al den dyre vin. Den sidste borgerlige med reol?Danefæ/cosplay: Longevity-dude: efter en lukrativ karriere med at flytte andres penge rundt – er tempoet faldet – han er blevet dybere, han tager mange vigtige spirituelle kurser for at performe mere holistisk på jobbet, men han har lagt shamballa-smykkerne lidt væk. Stil-inspirationen kommer fra datteren på Øregaard. Han kan godt lide alt, hvad der er nyt, ungt og dyrt. Har engang læst en biografi af Bill Gates og bladret i Hellas. Hører Wim Hoff og alt om udødelighed. Flover sig over at lure efter smuglercoke på stranden, da han er stoppet.Kom til at hakke en ned, der lignede Michael McDonald eller hans far til Hornbæk Havnefest til tonerne af Moonjam.Danefæ/cosplay: Black Douche: æstetisk præst for douchebags fra Nord, der skammer sig over deres bralrende nyrige stil, de vil have noget mere subtilt, klogt og dybt. Black-douche-præsten rådgiver så om en pseudo-asketisk poetisk minimalisme med masser af teksturer og sløret SM-vibe. Mester i at vælge farver og fonde og skabe pretentiøse lounges/venteværelser mens han  hører Niels Frahm, Joy Division eller Max Richter på vinyl. Skammer sig over at træne med Michael Jackson på sine AirPods. Det menneskelige Bonzai træ.DANEFÆ/COSPLAY: Hvid bro: måske den virkelig ægte og ligeglade med livsstilscirkus. Han bærer sin non-status med stolthed, tilhører ofte det, man i Tyskland kalder den asociale randzone. Klicheen om wiggeren, chav uden ironi. Hører mest dakkedak, dansk rap – chiller til Michael Learns to Rock, Hugorm, Minds & Shubberne.DANEFÆ/COSPLAY: Øster-bro: signalerer “post-materiel” stil og kontrol, prøver at få symbolsk æstetisk orden i en kaotisk kalender fyldt med Aula, Zetland, en menopausende hustru, gourmentsexuel praksis og uendelige møder på arbejdet. Vejer vandet til filterkaffen.DANEFÆ/COSPLAY: Overtræneren: job og discotek er fusioneret til træningscenteret, hans andet hjem, hvor han altid er klar til at dele kost-tips. Har lært at man også skal træne ben, men har stadig meget små sko.  Bliver meget aggressiv, hvis du nævner steroider, looksmaxing eller Grindr. Har ofte dårlig mave, tager smertestillende og hader rygere.DANEFÆ/COSPLAY: Weekendkrigeren: ked på kontor eller service til hverdag, hører meget true crime og analyser af bold, skriger ad folk, når han kører bil. Logoet giver ham magt – så han transformeres til farlig mand i weekenden. Han gad godt at høre Oasis live. Slås kun i flok.DANEFÆ/COSPLAY: Konvertitten: om det er katolisisme, Islam, rasta eller metal gør ikke så stor forskel: du melder dig ud på en måde der stikker en ansigtstatovering: fuck damer, fuck kaos, ja tak til faste regler, ortodoks er kontrol – “fuck om der er flere bakterier i mit skæg end på din telefon”. Aktiv prevention mod en masse BS. Det mest punk valg i dag.DANEFÆ/Cosplay: Sankt Trope, Bostad, Skagen, Skovshoved. Livs-snyderen elsker den gamle verden, hvor alt og alle har et priskilt i panden. Det er bare lidt ensomt at konkurrere så meget, så en lille hund er en handy samtalestarter. Importerer også vin, drømmer om Formel 1 i Monaco – eller i indre København.DAGENS DANEFÆ/COSPLAY: Håndværker eller kriminel? Jobs der overlever AI. Den moderne globaliserede Brian-stil er blevet approprieret af alle fra BFL til VL-gruppemedlemmers børn. Stilen signalerer fare, uden for reglerne, ADHD, vold, stoffer – noget virkeligt midt i alt det tamme teater.Dagens danefæ/cosplay: Post-Corona dude: glem Oscars, Grammys, gastrosexualitet, nyheder, natteliv og damer – glem gaden, glem en uddannelse, glem naturlig dopamin. Har umenneskeligt hurtige reflekser, er hæs af at råbe af de andre i Counter. Tænk Matrix-badekaret med et stik i nakken. Peaker på Black Friday.DAGENS DANEFÆ/COSPLAY: Den retrokonservative: laktose-resistent. Kommer fra landet, men skjuler det ved at hylde Radi8s provinsbashing. Har meget specialviden om brands, han ikke har råd til (endnu)– biler, ure og drikkevarer. Søger generelt ekskluderende fællesskaber. Elsker at blive kaldt nazist i en debat, da han ser det som modstanderens skakmat. Savner Mads Holger som vejrhane, uden at forså hans sørgmodige ironi. Kloger sig med klassisk musik, når der er gæster. Hader alt postmoderne, kan bedst lide ting fra før modernismen, ting uden metalag, der forestiller noget. Flirter med kristendommen for at prøve at pisse farvede af og tiltrække en trad wife. Skammer sig over stadig at læse Euroman.

DANEFÆ/COSPLAY? Mediesadisten dækker sit konfliktofile sind bag myten om magtkritik, selv om han reelt kun sparker ned og max afslører noget sjusk med barregning, som hans ulønnede intern har fundet i en skraldespand. Har ikke venner mere, ser kun mennesker som historier, som brikker under bussen i hans narcissistiske ræs. Samler snavs til senere på alt og alle, drømmer om et dobbeltliv som agent, er reelt holdningsagent for de blå-sorte lobbyister. Har givet slip på virkeligheden for længst, lever i sin gonzo-fiktion, ender sandsynligvis ensom med skrumpelever. DANEFÆ/COSPLAY? Ali er oprindeligt fra Pakistan, men vokset op i Danmark. Efter traumatiske oplevelser som ergoterapeut lavede han et karriereskift og er nu politiker. Han kan kritisere indvandringen hårdere end nogen hvid kan, hvilket gør, at han konstant skal skrive klummer til Berlingske og hænge ud med bodyguards, der keder sig – for ingen orker at hoppe på Ali uden for internettet. Selv familien ringer ikke mere. Han er nu flyttet til Hellerup. Han går meget i kirke på Instagram og forhandler et sponsorat med Øffer, dem med de bedste flæskesvær. PROVINS-TURISTEN: leg med looket, der skal nok være en masse indfødte Københavnersnuder – altså dem der ikke er vegetarer – der drømmer om en tur i høet på sådan en ægte ulækker statsstøttet bondegårdsfabrik. Hvis du vil tale politik, så tag mindst 3 zoner væk fra Hovedbanen. Husk madpakke, Københavnernes uspiselige mad koster det hvide ud af øjnene – alternativt kan du flotte dig med en tur i Grøften i Tivoli, men husk en pæn skjorte. Pas på de der flokke af ens mennesker i North Face-hættetrøjer.Tak gud for google maps. Post-gender: tag hvad du kan lide fra alle, mix det op og se om der stadig er nogen der stadig giver en fuck. Live accessories: mix dit look op det op med en komplementær eller kontrapunktisk ven. Finans-crackeren: efter en hård uge som day trader endte han på Salon med nogle kunder, men stak så af til Culture Box – han kendte heldigvis ikke nogen, men fik en ny hobby ved et tilfældigt møde ved WCet. Nu går han ikke på club mere – og holder frokostpause alene i en kælderskakt. Forskeren/formidleren: rollespil, math-metal, Marvel, Wu-Tang, let Asperger – dyrker alt, hvad man kan samle på, foretrækker systemer og regler frem for fri leg. Pisse fornuftig, men har underligt krabbagtigt følelsesliv. Ingen gider at have ham i en debat, trods hans kæmpe indsats, er god for dansk BNP. Munken: har det samme tøj på som da han var 15. Efter at have overlevet 30 års rave-krige og rollen som førsteelsker er han landet på simple living. Simulerer lykkelig trods massiv desillusionering efter at have prøvet alt, undtagen incest og folkedans, for det har han fortrængt. Kanariefugl i en kulmine der ikke orker kritik mere. Heltinden, begærets mål, bagpersonen, dukke-føreren, hjemmestyret. Men hov, klæder mændene sig mere ud for hinanden nu?

Part 2 her

VAMMENS CONTENT SERVICES

GUIDE TIL COSPLAY I KØBENHAVN PART 2

The post KENDER DU TYPEN? GUIDE TIL MASKULINT COSPLAY I KØBENHAVN appeared first on BLAZAR.