Kulturnatten er endnu et eksempel på, at byen er et rent overflødighedshorn – vi bor i et voksentivoli i en guldalder, men det er umuligt ikke at føle FOMO – derfor har BLΛZAR sammensat en alternativ guide til Kulturnatten fredag den 9. oktober – hvor du slipper for akvarelmaling, prætentiøs kvotekunst, folkedans og velmenende kvoteafstemte museumsformidlere og tordenskjolds mediesexuelle med hudfarvede mikrofonbøjler.Denne rute prøver at undgå den provinsielle parade, hvor du bliver skubbet rundt i regnen i køer af page-stålhjelme med muleposer og pangfarvede detaljer på jagt efter det årlige kulturfix på de fine saloner med de bonede gulve, insta-tøser M/K i oversized gøglertøj der jagter kloge lokationer til deres selvaktualisering og masser af performativt følsomme singler på jagt efter et vinterhi-projekt. 

Men hvem orker at se kultur på et til lejligheden pakket museum, hvor statisterne knævrer og står i vejen for udsyn og tankevirksomhed – det er som at gå i biografen med en børnehave med store gratis slikposer. 

Heldigvis er der masser af muligheder, der normalt kræver universalnøgler og maskering: Højaktuelle bunkere for alarmister, hemmelige bøvede broderskaber, dakkadak-musik, paranoide militære installationer, du har betalt skat til – et stort herligt hurlumhejhus, Københavns underbevidsthed – med temaet alarmisme med et touch af goth – for  bag de mange åbne standard-museumsdøre hvor alle pludselig er begyndt at parfumere med elektronisk  musik – gemmer der sig en potientielt spektakulær aften:

Vi har lagt en rute gennem byen, som bevæger sig fra Frederiksbergs undergrund til Refshaleøens industrielle efterliv. Den er muligvis for ambitiøs, men det er tilladt at springe noget over, tage billeder af nogle små tallerkener i gult lys og drikke noget sponsoreret elektrolyt-vand undervejs.

18.00 – Cisternerne: I Cisternerne har Strøm og Unearth skabt et elektronisk lydværk med lysinstallationer i Københavns gamle vandreservoir. Her er mørkt, fugtigt og en analog efterklang på op til 17 sekunder, hvilket gør stedet til en af byens mest imponerende akustisk-autistiske oplevelser.  Mærk elektronisk musik i en mørk kælder – men helt uden svedige ravere, trommemaskine og elendig ventilation. Her er omgivelserne fredede. 

18.40 – Frederiksberg Slot: Dræberskolen – et par minutters gang fra Cisternerne ligger Frederiksberg Slot, der i dag huser Hærens Officersskole, der normalt er lukket for offentligheden. Mon ikke skolen snart skal flytte ind i en industripark i ydre Herlev, når forsvaret som de sidste opdager, hvad de kan sælge denne liebhaverejendom for spidsen af en frigat til Jeudan?

19.15 – platform BUNKER: Rolfsvej 10–12, Frederiksberg: I en bunker på Frederiksberg præsenterer platform BUNKER Alexander Brix Tillegreens Understrømme, en intim lydinstallation baseret på sinustoner, forskydninger og psykoakustiske fænomener – (Fortæl mig noget musik der ikke består af disse ingredienser? PR-tekst-ommer). Skulle verdenssituationen udvikle sig yderligere i den forkerte retning, er det muligvis også meget praktisk at vide, hvor indgangen og dåsemaden og diegestives-kiks ligger – personligt har jeg booket et hjørne under Israels plads, men måske er der bedre på 2000F.

19.35 – Frimurerlauget: Smallegade 33, Frederiksberg. Her er mulighed for at studere et socialt miljø, hvor tradition, hierarki, nepotisme og fællesskab stadig har en fysisk form – i en tid, hvor fællesskaber består af gruppechats, løbeklubber, gus og mennesker, der følger hinanden på Instagram, virker det eksotisk. Spørg gerne, hvad forklæderne betyder, og om VL-grupperne har overtaget. Hvordan det føles at være hemmelig efter alle hemmeligheder er online? Om der er satanistiske underloger? Om hvorfor kong Frederik ikke er med, og hvorfor de er begyndt at annoncere efter nye medlemmer. Og om der er en dresscode til efterfesten. Måske kan du overnatte i en kiste?

Op på cyklen, mod Nørrebro:

20.20 –  Brorsons Kirke, Rantzausgade 49 –  nu med synthesizer. ChurChill #51 forvandler Brorsons Kirke til et rum for ambient, elektroniske lydflader, religiøs arkitektur og moderne chilloutkultur, et af de få steder i København, hvor man kan tage skoene af, lægge sig ned og lukke øjnene, uden at nogen straks spørger, om man har brug for hjælp.

Så mod min indre by:BYMUSEET: Stormgade 18: HVA’ HAR DU TRAVLT FOR? Danmarks mest læste digter SPYO udstiller en labyrint af ord – vildt at se hans værker samlet i en kommunal kontekst. Oveni får du en åben stickers- og tegne/rulle-workshop, hvor du kan male på muleposer og lave dine egne klistermærker. Én mulepose eller stickers-sæt pr. gæst – til tonerne af  herlige MIKE SHERIDAN, der spiller korte intense liveset på sit cristal baschet kl.19:00, 20:30, 22:00. Aftenens must!

21.05 – Universitetsbiblioteket: Paul Auster møder DJ-kulturen, Fiolstræde 1, Indre By, I den gamle bibliotekssal kombineres litteratur, livepoesi og elektronisk musik med DJ Letizia Suenson. Fetishister og aura-nassere har  også mulighed for at opleve Paul Austers bogsamling – ellers kan man bare google den eller få en AI til at lave et ekstrakt og udgive den selv. Der er noget vidunderligt dekadent over elektronisk musik, der snart udløber der spiller i mellem tusindvis af bøger, som ingen længere har tid til at læse.

21.35 – Christiansborgs ruiner: Lulu Rouge, Prins Jørgens Gård 5, Under Christiansborg ligger resterne af tidligere slotte, borge og magtcentre, som gennem århundreder er blevet brændt ned, revet ned og bygget op igen.  Her har effektive Lulu Rouge skabt et lydværk til de historiske ruiner. Hold øje med agenter, der leder efter optimale steder at sprænge fundamentet, og Lars Boye generelt.

22.00 – Christiansborgs Slotskirke Fra ruinerne går turen direkte op i Christiansborg Slotskirke, hvor der er lysdesign af Mads Vegas, plus elektronisk musik, som engang var synonym med mørke klubber, ulovlige fester og mistænkelige subkulturer, men nu bliver præsenteret for at parfumere og tivolificere  statens fineste ceremonielle rum, for at simulere ungdom og lade som om der bliver budt på indhold – endnu et tegn på, at elektroniske musik har sejret og er blevet fuldstændig ufarlig. Pas på, at du ikke træder på en nykristen ketamin-kokser.

23.00 – Den Sorte Diamant: Spolebåndsmaskinernes hævn, Søren Kierkegaards Plads 1 – knas for kendere: Ensemblet Dybfølt arbejder med bibliotekets 12-kanals højttalersystem og en gammel Nagra-spolebåndoptager. Musikken optages, afspilles i halv hastighed og manipuleres rundt i det store rum som om laptops ikke var opfundet – en påmindelse om en tid, hvor elektronisk musik krævede maskiner, kabler, fysisk arbejde og en vis teknisk tålmodighed – ikke bare Ableton, samplepacks, YouTube-tutorials eller Suno. Måske er processen og den analoge fetishisme og indbyggede friktion selve indholdet her, måske sker der noget magisk? Koncerten begynder klokken 23.00 og varer omkring 20 minutter.

Op på cyklen mod Reffen:

23.20 – Nyholm, Holmen, Ubåden Sælen: Et flydende panikrum: her kan man opleve, hvordan mennesker har levet, pruttet og arbejdet i en af de mest klaustrofobiske maskiner, der nogensinde er opfundet – få indretningstips til din toværelseslejlighed her. Hold øje med ubåds-Madsens disciple. Mærk hvorfor Mette siger “KØB KØB KØB” – selvom russerne ikke  engang kan klare Ukraine.

23.40 – B&W-hallerne: Refshalevej 177A, Refshaleøen. I de enorme B&W-haller præsenterer Det Kongelige Teater DA NIENTE, et elektronisk værk af den danske pioner Gunner Møller Pedersen fra 1977, fortolket af SØS Gunver Ryberg: lys, feedback og et gigantisk pendul. Det postindustrielle tivoli mod en industriel kulisse, der sikkert også rummer en klatrevæg og et golfcenter. Hvor tusindvis af arbejdere tidligere byggede skibe til verdenshavene, kan man nu stå og lytte til lydkunst – det er klart derfor boligpriserne på Reffen stiger.

Alternativ deroute:

Politimuseet – Slaget om Ryesgade. En historisk gennemgang af BZ-bevægelsens konfrontation med politiet i 1986, med blandt andre den gamle gadekæmper René Karpantschof – i politiets PR-bygning. Kræver tilmelding.

SMil København. BDSM-foreningen åbner dørene med rundvisninger, foredrag og demonstrationer – live show? Måske lidt lummert og anakronistisk i en verden efter 50 shades of gray, hvor verden ifølge visse tænkere er overtaget af skjult SM? OBS: Kun for voksne.

BIG i Nordhavn. Milliardæren Bjarke Ingels gjorde det rockstjerneagtigt at være arkitekt igen – med sin legende konceptuelle tilgang har han skabt nye sociale akser og udfaldsrum overalt i verden – tænk f.eks. de hyperfotograferede kaktustårne – oprindeligt bygget som billige ungdomsboliger, men reelt et dyrt hotel for Novo-programmet fra Indien og escortpiger. Oplev Bjarkes hovedkvarter, underspillet, diskret og brutalistisk udefra, men en oase indeni.

DR Byen. Propaganda-ministeriet indefra: kom bag kulisserne hos de blå lejesvende på Danmarks Radio og se, hvordan den nationale virkelighed bliver produceret, redigeret og sendt ud til resten af befolkningen – se narcissisterne trække i den røde mellemgang før de skal ind og have deres 3 minutter i mediesolen. Spis en madpakke i Bamses hus, måske falder skorstenen ned?Praktisk: Kulturnatten finder sted fredag den 9. oktober kl. 18–24. Kulturpasset koster 125 kroner og giver også adgang til offentlig transport i hele hovedstadsområdet fra kl. 16 til 04.

Se program, find din egen vej og lav tilmeldinger til meget særlige arrangementer på kulturnatten.dk.

Vi anbefaler fornuftige sko, et åbent sind, beta-blokkere, lommelærke, kondomer og en realistisk forventning om, at man sandsynligvis ender med at bruge mere tid i en kø end fordybet foran et værk – så kig rundt eller dans med de andre statister om kulturtotempælene i dette fabelagtige underholdningsindustrielle kompleks.

SES!

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

The post GUIDE: KULTURNATTEN FOR DIG, DER IKKE MAGTER KONTORNATTEN appeared first on BLAZAR.

STATE OF THE ART

ØJET I NATTEN

DE GRÆNSELØSE

MODEUGEN

THE ISLAND

VINDERNE: ERIK BRANDT

VINDERNE: JEAN VON BADEN

VINDERNE: ERIK DAMGAARD

VINDERNE: CATH DANNESKIOLD

VINDERNE: MICKEY BEYER

NATTELIV FOR BEGYNDERE

SHORTS

The post VAMMENS VIDEOER HER appeared first on BLAZAR.

Need a record to test your sound system, your friendships – and your perception?Never have so many people released so much music. It has become easy to make – and release – music. MIDI generators, Splice sample libraries, loops, DAWs and AI prompting – all available on your phone now, with no studio or skills required – are everywhere, even on the charts.

At the same time, our shrinking attention spans and access to the entire history of music have made it so that often only the most heavily promoted, dopamine-triggering, retro-sounding meme hits reach a broad audience.

The antidote: Copenhagen’s Mike Sheridan could easily choose to drift along with that trend, but on his new record he has chosen to do precisely the opposite of both the mainstream and the “underground”: to make something slow, difficult, meticulous and present – completely stripped of trends, retro, meta-layers and irony.

Mike Sheridan? As a teenager, Mike emerged in the vacuum after Trentemøller went indie rock and Copenhagen’s post-electroclash club scene was turning into a druggy Boiler Room cliché. Mike deserted the dancefloor and started moving freely between indietronica-pop, jazz collaborations, installation music and soundtracks.

Now he has made a wonderful record – Touch – that is clearly born out of sheer pleasure for sound exploration – not in order to get a hit, fill a dancefloor or target a market niche. OK … perhaps the record can be used as a funding application – or as a strong argument for a Berlin Atonal booking …but fortunately “Touch” can do so much more than that.

I’ve lived with the record for a few days now. It’s like moving into a new apartment … you may meet the neighbours in a new way … if you turn it up. Played quietly, the record becomes more like a living ambient sculpture slowly unfolding.

My immediate thought: highly suitable for a horror film, an S&M ritual or simply a walk through the city to alter your perspective. It hums, crackles and hisses wonderfully!

I experience the record as a document of presence: no meta-layers, no irony, pure investigations of material that emit spicy frequency matter and lead to emotional experiences – if you’re open to them.DARK AMBIENT? I get the sense that many people are rediscovering ambient works right now, as fatigue sets in with formulaic electronica and with the hunt for “the great song” dressed up in a thousand genre-mutated shit de jour disguises.

But ambient? Isn’t that fake meditation music, complete with bloated hi-fi-test synth pads for stoners, background music for Hollywood and quack clinics?

Yes and no…like so many other genres, ambient has an emotional and stylistic spectrum ranging from gentle sonic wallpaper to deep, demanding compositions that have more to do with industrial, classical music or dub than with new-age crap involving MIDI gong baths and birdsong.

When ambient works, it can colour a room and be used immersively, like lighting or perfume, but it can also function as a serious listening experience, like classical music or jazz – like back when the stereo system was the most sophisticated piece of technology in the home, and you arranged the furniture between the speakers and simply stared into space while your body vibrated.

Mike has managed to create an album without melody, lyrics or beats. Here, the method is more about transformations of timbre that encourage the listener to co-create inside their own head – you unpack it yourself, without instructions. Good ambient can be both a present, substantial main course and a background perfume at low volume – and Touch excels in both positions.

This is not an easy record. There is no Brian Eno fluff here. It tastes more like sinister drone from Coil, Tibetan ritual music, Peter Leander, Sunn O))) without the guitars, gentle dynamic Merzbow or early Murcof before the crystalline piano took over.

Despite its apparently raw and organic output, the record is luxuriously mastered and cut by Berlin master Rashad Becker, and you quickly forget the individual ingredients: rubbing the rare Cristal Baschet sound sculpture – a kind of metal-and-water organ – the muttering of the EMS-style modular synth, the effects chains – all the sources blend into one – into Pro Tools with no Ableton gymnastics involved.

It is almost impossible to distinguish what is live sound, what is processing and what is Mac – resulting in a fitting soundtrack for a raw report from a world on fire … or whatever you happen to associate between the speakers.THE OBJECT: The Touch vinyl is a beautiful object, with handsome, austere Klein-blue artwork by Andreas Korsgaard Rasmussen, printed in two colours – heavy vinyl, a beautifully produced sleeve, two versions with only 150 copies of each … straight into the vault. Plus: there is also a DJ slipmat! 

I can recommend seeing Sheridan live. He controls every detail and delivers an enveloping, unusual listening experience that forces you to be present in your body – without dancing.

I’m soon going to open a DJ set with this record. It’s perfect for resetting the room, checking the sound system and clearing the air.

The big question after such an uncompromising release is:

Where does Mike go from here?

GET TOUCH HERE

MIKE SHERIDAN UPDATES HERE

The post MIKE SHERIDAN / Touch / Album Review appeared first on BLAZAR.

Jeg oplever, at Martin Halls hovedværk ikke var en bestemt plade, bog eller forestilling. Det var Martin Hall, attituden, silhuetten, myten og insisteren på, at et menneske kunne forme hele sit liv som kunst.Martin Hall er død i sin seng, kun 63 år. Det klør i mig; jeg har hørt Ballet Mecaniques stærke debut hele dagen – den er fuldt på højde med Wire eller Pop Group og burde være en international post-punk-klassiker, der har transporteret mig tilbage til dengang musik betød noget.

Martins exit er desvære endnu et tegn på, at generation X fader ud i bakspejlet nu. Sort Sol spiller på Det Kongelige Teater, Lars Hug hygger sig og Lars von Trier er syg…og oprøret er blevet kulturarv og pensum.

Nu brander mange sig med en nekrolog som da Jørgen Leth døde, selvom det ikke er menneskeligt muligt at overskue eller finde en tråd i de flyttekasser med værker, som Martin producerede. Her er mit forsøg:

FLASHBACK; Engang vrimlede indre by med originaler, ikke den slags uniformerede performative uniforme online-kloner vi ser i dag, men bare et sammenrend af mennesker, der uden skærmhjælp bar deres hjerte uden på tøjet og udviklede deres ydre stil og indre liv i eget tempo.

Især i sidegaderne omkring Strøget opførte den  brogede skare deres private flanørteater, der virkelig strittede ud i en næsten modemæssigt DDR-agtig by, der ellers var domineret af post-hippie jeans, håndværkertøj og suits. Som musikken havde tøjet betydning dengang, og nogle gange skulle vi løbe for livet fra rakkere i hvide træsko, Bispebjerg bokseklub, uropatruljen  eller Bullshit-psykopaterne. 

MIN INDRE BY – FØR & NU

Nogle var det, man senere vil kalde autentiske modeikoner, f.eks. Lars Top (Sods/Sort Sol) perfektionerede sin egen gotiske glampunk-uniform, der blev kopieret af mange og stadig er under udvikling. 

POST PUNK KØBENHAVN

Joy Division var store og dyrkedes af en hær af frustrerede unge mænd i lange, gamle overfrakker med fedtet kostskolesideskilning og undercut, der flirtede med Crowley, Nietzsche, Burroughs, Kierkegaard, Céline og et let fascistisk look, der var godt til at pisse alle af og virkede som aktiv prævention. 

En stak ud fra flokken, den unge smukke Martin Hall – der toppede alles look med plusfours, knæstrømper, fedtet tilbageskrabet kanariehår, kappeagtig duffelcoat, asketisk skjorte med kinakrave og pancake – et mix af vandringsmand, den enfoldige morder, asketisk boheme og Bowies Low-cover gjort levende som flanør midt i den københavnske middelmådighed – som postpunkens svar på Frederiksbergs Marquis de Sade.

MARTIN HAll LIVE HER

I Rockmaskinen, Saltlageret, i besatte huse, på gallerier og i Odd Fellow Palæet satte han den på det tidspunkt stærkt stagnerende punkscene på plads med koncerter, der ofte var koordinerede ambitiøse multimedie-performances med højt til loftet. Jeg har aldrig været vild med Martins inderlige sangstemme, men Martin kunne spille alt, selv violin – hvilket var ret unikt på scenen dengang – og når Hall spillede med Before eller Sods/Sort Sol, trak han musikken væk fra den sædvanlige punkrock og ind i et mere teatralsk, dissonant og europæisk rum. 

Han blev en slags guru for mange og er det sikkert stadig. Desværre oplevede jeg ham som et usikkert og neurotisk offstage – det var jeg sandsynligvis også.

Dette paradisiske ur-postpunk-miljø jagtede den næste nye ting, den næste provokation, den næste lyd, den nye ide – men tiltrak desværre en rockere, kedelige copycats og det sneede med speed og senere heroin.

FAVORITE POST-PUNK/POST-DISCO/ELECTRO CLASSICS

Martin fandt også legendariske sidemen som Morten Versner (rip), Martin Krogh (rip) og Henrik Møllb (rip) og producerede en lind strøm af fanzines, kassettebånd og vinyl under en vifte af navne – klart inspireret af Roxy Music, Pop Group, David Sylvian, New Order, Bowie, Throbbing Gristle, PTV, ACR og senere Brel og Scott Walker – pyt med det, dansk kultur har altid været en gang oversættelser, og med så godt et mix kunne Hall ikke gå helt galt i byen. Der kom en lind strøm af manifester, som scenen brugte som inspiration, selvom de også grinede af den pretentiøse stil.

VENDEPUNKTET: Hall rykkede over på kunstscenen og blev clean via Emin Foundation, en esoterisk syntese fra 1970’erne: Gurdjieff og Ouspensky som metodisk grundstamme, Steiner og teosofien som åndeligt udviklingsbillede, nyplatonismen som kosmisk arkitektur og New Age-kulturen som ramme for øvelser, personlig transformation og alternative erkendelsesformer med base på Sønder Boulevard. Emin Foundation helbredte ikke Halls behov for en ophøjet rolle. Den gav rollen et nyt sprog.

Farvel punk, farvel til hedonisme – goddag til disciplin og synthesizers og trommemaskinen, så han slap for øvelokalernes sorte huller. Totalt i sync med New Orders udvikling, men uden det store gennembrud, for Hall var en enhjørning i dengang monokulturelle Danmark, men manglede hooks og branche-backup. I Danmark lignede han et fremmedlegeme. I udlandet risikerede han at ligne en særligt ambitiøs elev af allerede etablerede forbilleder. 

På det tidspunkt mistede Hall fascinationskraften i min optik, måske fordi den nye genstart via den spæde EBM/Acid/Techno/Hiphop – sampleren, kærligheden og svampene – bare gjorde hele postpunk-universet irrelevant.

Efter 90ernes postmoderne og metamoderne gøgl er Halls mix af essentiel alvor, klassisk europæisk kultur, righoldige metalag og manisk produktion desværre sjældent i dag i et kulturliv overtaget af formidlere, nepokids, tomme stiltyve og meme-gøglere. 

I dag forventes kunstnere at kunne forklare værket, næsten før det er skabt. Institutionerne belønner netværk, genkendelige diskurser og kommunikerbare identiteter. Sociale medier gør personaen obligatorisk, men samtidig mere ensartet. Referencer kan identificeres på få sekunder og mister deres mystik. Den tavse, ophøjede dandy er vanskelig at opretholde, når alle skal poste, forklare og være tilgængelige. 

Så ingen overtog Martin Hall. For øvelsens skyld har jeg delt rollen op i fire mindre og mere tidssvarende funktioner:

Halls greb blev kopieret, og han blev  efterhånden overhalet i det opmærksomhedsøkonomiske mainstream-ræs. Frøken Nielsen – senere Madame Nielsen – gjorde noget beslægtet med identitet og persona, men langt mere risikabelt. Claus Beck-Nielsen lod figuren invadere selve livet, kroppen og offentligheden. Nielsens  identitet kunne bryde sammen; Halls flanerende dandyrolle begyndte at virke gammeldags.

Blackman havde til gengæld noget af det, Hall manglede: ægte nepo overklassefilms, onliners med gennemslagskraft, humor, lummerhed, social sadisme og dermed adgang til almindeligt pølle-fjernsyn. Han kunne simulere camp, sofistikeret og selvbevidst uden at det krævede, at publikum havde læst Huysmans kontra kvikkere Martin Hall, der skulle etablere sin betydning men talte volapyk. Blackman kunne bare træde ind i rummet og imitere samme arketype, men så EB´s læsere også klikkede. Hall skulle hele tiden demonstrere sin betydning. Blackman kunne få betydningen til at ligne en medfødt egenskab uden at have andet end lidt jazztrommer.

Esben Weile Kjær minder om den unge Hall som æstetisk institutionsfigur: mode, klubkultur, popreferencer, performance, branding og samtidens kunstverden, men hvor Hall ville være europæisk dekadent, er Weile Kjær global kunstmesse-pop lavet til samlere og kuratorer fra Gen X der vil være unge, men sidder fast i et gammelt nummer af The Face. 

Tobias Rahim har selvmytologiseringen, poesien, kroppen, sårbarheden og den omhyggeligt konstruerede offentlige figur. Men han er næsten anti-Hall: folkelig, følelsesdirekte, erotisk, global og fællesskabsorienteret. Hall skabte afstand; Rahim skaber identifikation med sårbarheden. 

Så spring på, der er en ledig plads – vi mangler mennesker, der mener det, tror på kultur kan forandre verden og insisterer på at være renesancemennesker. 

Måske var det derfor, hans død kradser ekstra. Ikke fordi jeg elskede alle værkerne, men fordi han tilhørte en tid, hvor vi stadig troede, at et menneske kunne opfinde sig selv så konsekvent, at verden var nødt til at følge med.

Senere mødte jeg heldigvis mødte jeg den mere modne Hall igen via Henrik Møll: han var langt mere afslappet, tryg og mestrede den morsomme ping-pong – han gik stadig i enorm overfrakke om sommeren, men jeg fornemmede, at han ikke mere følte, at han skulle bevise noget eller berettige sin eksistens, at han faktisk kunne lægge masken og bare jamme, som var vi knægte foran Gry Records før stofferne og myterne accelererede. Han har udgivet røven ud af bukserne på alt og alle i Danmark, og var ikke længere gidsel i sit hovedværk – Martin Hall.

Klub BARBUE – dødvandet mellem postpunk & prototechno

The post Martin Hall – RIP appeared first on BLAZAR.

Nogle spår i kassegrums – jeg aflæser festivaller – der ligesom gallerier og gadeliv er tidsånds-termometre – og glimtvist udfaldsrum, der kan aktualisere fremtiden.  I år var vadestedet imellem fortids-Tisvildes leg med “ægthed” og nutidens kvantificerede effektivitet. Fremtiden vandt.
UDRENSNINGEN lige om lidt er det gamle Tisvilde, generation Jazzhouse, arkitekten i badekåbe med Weekendavisen og alle de nyskilte og rodehovederne fra generation X & Y VÆK – tilbage er et paradis renset for smagsdommere, chavs, rastaer, gøglere, spinatfugle, roadmen, tourister, hættemåger, flaskeborde, mullets, romaer, senior hipstere, ølbonger, joints, pimp-pusher-promotere, folk fra forkerte postnumre – ja selv nordlige bling bling flashere. Tænk grøn koncert uden fadølsbøtter – via Stick og Joe & the Juice, optimeret i Photoshop, unge høflige pæne trænede mennesker.

Musik i Lejet – paradis i Vejby

Bevares, der er stadig lidt mediedinosaurer og C-celebriteter der bruger MIL som en ung/dyr selfie-markør – plus kongens børn der hygger og den friske amerikanske milliardær-ambassadør – men det fylder ikke noget i det store billede, der mere tegnes af  dyre børn med både der lastmover på Stone Island, de cosplayer et mix af hooligan/britpop, Miami Vice og Kate Moss på Glastonbury.

For MIL er nu mere for mennesker, der er bedøvende ligeglade med kulturel kapital – der ikke skal bevise noget, der bare elsker at lege ens sammen, der mere vurderer hinanden på beliggenheden og størrelsen af (deres forældres) sommerhus end logoet på en bøllehat eller din vinylsamling. Det er ret sundt. NARKOMANUNGER Vi vil så gerne se de unge som ritalinblæste performancemonstre fanget imellem Joe & The Juice, Sats og CBS der vibecoder apps på toilettet. MIL viste et meget mere nuanceret billede, for selvom fakta fortæller, at lægerne deler drugs ud som aldrig før og billig stærk kokain og ketamin nærmest er blevet pensum i nattelivet, må man bifalde publikum på MIL, for de skjuler det forbilledligt. De køber ikke engang hele flasker mere. Bevares, de drikker da alkohol, men på en hyperkontrolleret måde, som om de er til et networking-event eller en kongres. Jeg så en – en – prøve at brække sig – det var alt. 

Det vildeste kontroltab, er at når looksmaxer drikker sig mod til at tage skjorten af for at flashe sin barberede helt jævnt brune sixpack, mens dem med mere sikker smag diskret ryster på hovedet. 

Ingen overdoser, spændte kæber, lokums-lusk eller pølsemandsposer og pilleark ved toiletterne. Men måske tager de kamera og brandbeviste unge her stoffer helt alene, nøje doseret som performance-fremmere, så ingen har taberklemme på dem, eller måske er de bare så lykkelige på MIL og har så mange andre fantastiske muligheder, at de ikke behøver modgift til den senkapitalistiske tristesse? OFFLINE LOVE Det allerbedste ved festivallen er næsten den dårlige mobildækning, der gør, at man faktisk er nødt til at interagere direkte i realtid med dem og det, der foregår omkring en. 

Læg dertil den nye tendens – der som så meget andet startede i technokældrene – hvor det ses som uhøfligt og dårlig smag at filme og tage selfies.  For de unge ved, at der allerede er masser af billeder af festivalen i skyen, så hvorfor se en koncert eller fest igennem en skærm? Skærm ses som et skjold for dem der ikke har overskud til at agere i første person live – så MIL er en ferie fra det digitale panoptikon-fængsel. MUSIKKEN Generalisten i mig skriver: jeg er erfarings- og samspilsramt og langt uden for X-faktor-segmentet – men jeg føler en slags emotionel kompression i dansk pop – de store følelser, tunge protein-ideer og AHA!-oplevelser udebliver – det virker mere som musikalsk wrestling, meme-mageri, realityshow og performativ inderlighedssimulation  – frem for “kunst”. Fuck jeg er gammel, men heldigvis oplever jeg ingen aldersfacisme her.Måske booker man inspireret af DR’s top 100 over danske hits; måske har man en meget effektiv algoritme, der booker artister som et demografisk haglgevær:  Christopher med Thomas Helmig,  Burhan G, Benjamin Hav & Familien, Dodo & the Dodos, GNAGS, Poul Krebs – alle artister, der excellerer i øreorme, jeg har gjort helt bevidste valg for at undgå, men alligevel via DR’s massive propagandamaskine ligger nær tågerne omkring krybdyrhjernen. 

DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange?

Jeg prøver noget, jeg slet ikke kender: unge Saveus har britpop-hår og minder mig om et mashup af hits fra 80erne og 90erne. Der er absolut intet, der skiller sig ud, det er næsten anonymt, men det er måske det sidste “ægte” og en kvalitet efter årtier med eccentiske, åh så individuelle popstjerner. Hellere minimalt tøj fra Uniqlo eller noget dyrt der ligner – end “et råb om hjælp fra modeugen” – bare som musik. 

Guldimund, der vist er fra provinsen men ligner en der har en båd i Hornbæk, kommer og synger “Vil du noget?” – en moderne slags “Hvor skal vi sove i nat?” – eller rettere det evige tema i dansk pop “hvorfor gik du fra mig til festen?”  – meget inderligt fremført med afsæt i nogle provinsgymnasietraumer og lysten til at smadre noget meget uspecifikt som bait til en ballade – uden ballade, bevares. Alle kigger på deres kommende partner og skråler det ind i hovedet på hinanden. Effektivt festværktøj! Kesi virker som et eksotisk dyr i MIL-kontekst, men posh har altid været fascineret af nosh – og omvendt. Den flotte Nørrebrodreng rapper ikke som Big Daddy Kane, men han skruer et overraskende dynamisk show sammen som en dj, der udløste massiv fællessang og crowdsurfing, til et bagkatalog der er meget mere end “Blå Himmel”.

Kesi er mere end ghettoturisme, de ærlige tekster kredser om det gode liv som både triumf og midlertidig tilstand: vennerne, byen, festerne, kvinderne, forbruget, pengene og følelsen af endelig at være kommet indenfor,  fra gadeuniverset ind i noget mere luksuriøst, romantisk og sommerligt. 

Han skriver i meget talte slogans, stemninger og øjebliksbilleder, der fastholder følelsen af fællesskab og fremdrift, men hvor Gilli ofte tilfører samme univers mere mørke, krimi, skæbne og distance, er Kesi den varme, udadvendte vært: mindre tragedie, mere fællesskab, flirt og fremdrift. 

Grundfortællingen er enkel: Han fik det liv, han drømte om som ung, men opdager gradvist, at selv det gode liv har en udløbsdato. Nedenunder ligger en voksende bevidsthed om tid, alder og angst for tabet af momentum. Det bliver spændende at se hvordan han lyder om bare 5 år. Jeg tror, det er hårdt at være Kesi, men Nordsjælland elsker en altid en vinder. NATTEMUSIK Der står en netværks-dj-kurator omkring 30 der ligner en ung Rainer Werner Fassbinder – nej, det er ikke Harske Hubbi, trods overskæg, mullet, mandesmykker – det er en rollespillende vinylsamler der spiller house, der ville være helt standard i Kødbyen, men han er obskur her, for han tilhører den gamle verden, og kun få gider det.  Selv da han spiller Diana Ross og kaster håndklædet med med den måske lavest hængende frugt på USB-nøglen: ABBA’s “Give Me a Man” after midnight, er det kun hans entourage, der danser. Måske er det fordi alt, der ligner undergrund, ses som fake og uden succes på MIL. Måske er det bare fordi Emil Lange, der har et program på P3 og har tunet sit sæt efter mange års afsoning som après-ski-DJ, spiller samtidig. Trafik er alt her.

Nogle musikere vælger umulige opgaver. Papa’s Got a Brand New Bag er et James Brown-jamband, der fokuserer på funk-godfathers’ katalog før han tabte til disco og PCP. Det er en umulig opgave – JB havde et af verdens strammeste bands, der blev indspillet helt råt analogt og derfor samplet på hundredetusindvis af hiphopnumre,  men ritualet er peppet op med Joseph Agami, Al og Kukus totalt undervurderede bror, hans rap danser over trommeikonet Leon Lundrups altid bundsolide groove. Det er min aftenens eneste oplevelse af et band der spiller uden radiohits, backtrack og autotune – og de suger en del publikum til sig, selvom de mere nettrafik-tunge artister suger masserne.

Alt kører snorlige, der er ingen kø til noget og rene toiletter og frisk sushi kl.2.30. Backstage var – som på Roskilde – endnu tammere end festivalpladsen. Jeg bemærker, at det lille udsigtstårn er nu blevet reserveret til brands og partnere, der hver får et afmålt tidsrum ligesom på en restaurant.  Jeg burde have blevet lørdag og hørt Kidd, men storbyen kaldte…

Jeg ser en stor og lysende fremtid for MIL og Tisvilde – der burde gøres til en slags gated community eller frilandsmuseum. Helekilden vil bygge et fabelagtigt resort med 1000 friske senge – og jeg kommer helt sikkert tilbage til MIL igen og igen!

DEN ULTIMATIVE FESTIVAL GUIDE!

The post MUSIK I LEJET er FREMTIDEN! appeared first on BLAZAR.

Festivaller er smarte – da ingen har tid til at gå på natklubber eller ferniseringer mere, kan man få et færdigt formateret fællesskab i en nem pakke – vælg en popkultur-flavor der passer til din sociale aspiration –  og position på spektret  – og perform tabte fællesskaber – og dyrk kuraterede kontroltab i en nem boullionterning…for at kompensere for at skammen ved at sidde med Apple-tamagochien resten af året – her er en nem oversigt – komplet med årshjul – med de klassiske sociale slagmarker: 

Bas Under Buen Mere UK/Jamaica end Distortion, færre uppers, mindre mediekneppet og mere røg og dermed lavere tempo, mere bas. Dystopisk DDR-beton, teenagere i Jagtvej 69 T-shirts, ægte glæde og en subkultur ingen rigtig laver penge på i Danmark…endnu. 

Bloom Videnskab og natur for nysgerrige matematiske typer, der gerne vil være klogere – eller flashe de er det – uden at blive beskidte. Børn og asbergers på kringlede dates. 

BornHack Hacker-lejrskole som teknologisk kloster: telte, kode, kabler, open source og asketisk frihed uden PR-bureau. Høj han-procent, risiko for skovtrance-udslip.

KUNSTQUIZ/2025/TIDSÅNDSRAPPORT

Chart/Enter Art Fair Perfekt, hvis du vil flashe dine bløde værdier – og diskret demonstrere, at du har råd til de finere ting i livet – men da alt er prøvet på kunstscenen for 50 år siden og alt forventes af de forkælede, udebliver orgiet totalt. Tænk “visuelle møbler med investeringspotentiale og signalværdi” – ikke hjerteknipsere. Chart er mere institutionel og københavnsk, Enter er mere bling og nordlig. 

Copenhagen Fashion Week / CFW Stil som arbejdsdisciplin. Vigtige sko og fake grøn samvittighed, fastalavn for voksne. Et ekskluderende hækkeløb, hvor du aldrig er tynd, ung eller rig nok. Peaker potentielt hvis du scorer en indkøber fra en provinsbutik eller en nordmand M/K eller tage lortesnavs med en influencer.

Copenhagen Jazz Festival Synkront med Rosseren kommer de grå pantere med pagehår frem i indre by for at hylde pæne børn fra hjem med klaver fra hele verden, der simulerer forskellige afroamerikanske perioder af musik og misbrug. Nok den eneste festival uden retro-rock, playback pop og dj-gøgl. Check især jams omkring midnat, hvor alle har et horn med.

Copenhagen Pride Meget hedonistisk på en lidt regnbueklaphat- og glidecreme-agtig måde, men også nostalgi efter frigørelse som folkefest med sponsorer og konfetti – der fejres historiske sejre. Måske burde de også holde det i Randers eller Moskva – hvor praden stadig kan mærkes ægte og gøre en forskel?

COPENHELL – mig og metal

Copenhell Metal er punk lavet til wrestling, store armbevægelser, men kun koreograferet, simuleret fare. Nu: performativ pilgrimsfærd og corporate overlevelseskursus? Øl, ild og formateret larm – uniform, troskab, etikette og en overraskende asketisk orden under kranierne. Stadig mange rollespillere, vinyltosser og mennesker der kun kommer frem fra mandehullerne et par gange årligt. Er ved at blive infiltreret af ældre spadehungrende X-Roskilde-fans og fodboldpiger. 

CPH:DOX Verdenssmerte med totebag. Dokumentarfilm som moralsk selvforbedring, urban alvor og adgang til at føle noget rigtigt og ægte på passende afstand i en biograf – med naturvin bagefter. Genialt det år efter år kan lade sig gøre at fylde de remake-hærgede biografer med film der ofte mener og betyder noget.

UGENS MUST: DISTORTION — KØBENHAVNS INTERNATIONALE BYFEST!

Distortion Altid skønt at se byens potentiale og krop uden overjeg – et par dage hvor gaderne ikke bare er transport, men disco. Bas, brands, ungdom og nostalgi efter københavnsk kaos som officiel begivenhed. Bevist nusset look, reelt en smurt maskine med perfekt rengøring. Gadefesterne er stadig herligt anarkistiske – der kan man risikere at møde venner, der faktisk laver en udviddet privatfest – uden at tjene penge eller bygge brands på Insta. Distortion Ø er mere blevet en stramt koreograferet boilerroom-march klar til at blive opkøbt af Live Nation.

Festegnen Forstads-hedonisme og ægte ghetto, ikke bare distressed forældrekøb. Mindre kulturel kapital, mere krop, brændt Brøndby-Brian møder Betinna – helt uden ironi. Prøv det mens det stadig er ægte på den helt forlorne 90er måde. Tessa og Suspekt er vist allerede videre…lad være at tage FCK-merch på.

FOLKEMØDE: FUTURE FLASHBACKS

Folkemødet Backstage Perfomativt demokrati om dagen, studehandler om natten. Coke, utroskab, gamle kønsroller og aftaler uden referat, Lobbymarked på Djøfstortion. De kalder sig kommunikatører, men er reelt reklamefolk i Jesper Buchs tøj.

Folkemødet officielt Grundtvig med navnesticker. Paneler, civilsamfund, hørskjorter, rosé og troen på, at den gode samtale stadig eksisterer og kan heale alt. Et orgie af velmenende mennesker og politi – og en isoleret magtelite der simulerer åbenhed for selfies, før de skal spise på Nordland eller på en lobbyists båd. Ville være sjovt at se, hvordan det ville gå, hvis man holdt det i Tingbjerg. Et must for folk med uniformsfetish – hver tredje person til festivalen arbejder med sikkerhed.

Golden Days Kulturarv som dannet melankoli. Historien pakket ind i foredrag, pæne lokaler og følelsen af, at fortiden havde bedre typografi. Nationalromantik uden racisme, dannet nostalgi uden livline til samtiden. 

Gravity Strand-arena-“rave” for folk, der vil have klassedelt rave som showformat med lasers, skabstrance, blød techno, afrobeat-lounge, VIP-områder, The Keys-område og masser af insta. Det nye Sensation White?

Grøn Koncert Et skamløst monument over DR og lokalradioernes monokulturelle dominans:  hits, fadøl, solskoldning og kollektiv pophukommelse. Folkelig hedonisme uden unødvendig ironi. Det er helt ok at skråle med. It ainy broke so why fix it?

Heartland Koreograferede tandløse samtaler udenfor Bestsellers Slot, vin og blød beige luksus. En festival for dem, der gerne vil være dannede frie, men helst med program, parkering og god kaffe. Scor en nyskilt gymnasielærer fra provinsen til slowdating der drømmer om en coldplay-ske til en talk, hvor en P1-vært blæser Gyldendals nye tandløse håb, mens de bytter aura og målgrupper. 

Kulturnatten Kommunal magi efter lukketid. Børn, cykelhjelme, åbne institutioner og følelsen af, at byen stadig tilhører borgere med stålgråt pandehår og meget store badges. 

Musik i Lejet – paradis i Vejby

Musik i Lejet Alle er ens klædt og i kontrol – men dem med forældre med de gode gener og de bedste sommerhuse vinder. Bemærk, at man har købt gen x brokkerøvende med et område med Montmartre sølvbryllupsfunk og fri bar.

NorthSide Nostalgisk, men mindre end Grøn Koncert — og mindre hedonistisk. Bæredygtig voksenfestival som kontrolleret selvrealisering med økoøl for århusianere – fedt hvis man vil mærke et ekko af hvad der skete for 10 år siden. Sikkert pisse hyggeligt.

Reptilmesse Krybdyr, terrarier, foderinsekter og mænd i fleecetrøjer med stor viden om fugtighedsprocenter. Småborgerlig hobbykultur med slet skjult eksotisk underliv: parcelhusets indre jungle. På spektret. Fedt hvis man vil simulere eksentrisk, der er nu ikke noget som en slange til at boppe et Hay hjem op.

Roskilde Camp Urinstøv, øl, ungdomsritual og første store frihed. En midlertidig slum hvor kroppen overskrides, mens Orange Feeling leger kulturarv. Risiko for at høre noget ægte ungt nyt i folks egne camps og få sygdomme og od. Roskilde Media/backstage Engang kunne de vigtige armbånd en masse lækkert, gratis massage, fri bar, direkte adgang til smaskede stjerner og gamle elever. Nu er mediebyen/backstage NGO, netværksnasseri, Aperol i beherskede mængder, selfies og modne festivalgæster der leger arbejdsplads eller holder øje med deres børns lækre venner. Er tryllet fra cokeorgie til iPhone-ladestation med fotovæg.

Smukfest Skovens voksenfrikvarter for jyde-københavnere, der gerne vil være stjerner i deres gamle biotop. Fadøl, fællessang, sponsorhygge og følelsen af, at man stadig kan være lidt vild med firmakortet og man er fremme på beatet.

Stella Polaris Elektronisk musik som småborgerlig ro. Perfekt picnic-parade, chillout uden trip, øko rosé, beige hør, børn, solcreme og hjem før mørket bliver for ærligt. Sidst spillede de en Peter Gabriel-ballade…

Tønder Festival Folk, sweater, lokal bryg og autenticitet. Nostalgisk traditionsdyrkelse uden skam. Jeg ville lyve hvis jeg skrev mere, har ikke været der.3daysofdesign Lamper, showrooms, totebags og dyr ro. Skandinavisk kapital med god typografi og en stol, der forklarer din personlighed og pæne lækre turister med dyre kameras – smart sted for dem der er blevet for gamle til modeugen og for overfladiske til alt det klogeri på Chart/Enter.

Syd for solen Efter at have satset på herlige AFX-twin og andre lurendrejere, virker det som om SFS nu som så mange andre satser på de ældre bekvemme typer, der ikke magter telt og natteroderi, men bare vil høre noget blid indie-spade.

OBS: Der er naturligvis en underskov af småfestivaller, der kommer og går – jeg savner f.eks IDM-festivallen Click  og funky Vangauard. Nu er der nogle andre spillere,  jeg vil undlade at give opmærksomhed, da de så vil blive ødelagt af posthipstere, før de så får dødskysset af Politiken, Gaffa og Soundvenue. De små festivaller skal have lov at udvikle sig organisk i eget tempo…find dem selv…eller lav en festival selv. 

The post DEN ULTIMATIVE FESTIVAL GUIDE! appeared first on BLAZAR.

DR´s Top 100 er ikke en liste over Danmarks bedste sange. Det er en liste over de sange, danskerne bruger som følelsesmæssige krykker, fællesskabsproteser og nationalt selvberoligende medicin. Det er ikke en musikkanon. Det er en musikalsk copingstrategi.En karaokeudgave af velfærdsstatens indre liv: sommer, mor, far, efterskole, skilsmisse, P4, lav sol over parcelhuskvarteret og en kollektiv længsel efter dengang, alle hørte det samme, fordi der ikke var andre kanaler.

DR har altid lavet lister, som om musik er sport. DR har også realityficeret musikken via uendelige konkurrenceformater, hvor ugens glade medietosse får en tur i spotlyset, før vedkommende skal tilbage og sælge balloner i Tivoli året efter.

DR har selv ramt det næsten præcist: Projektet handler om dansk musik, kulturarv, musikfællesskaber og yndlingssange, og ambitionen var ikke nødvendigvis enighed, men et fælles referencepunkt og en bred samtale. Ren konsensus-kanon — og nostalgi efter pre-streaming-tiden, da Danmark var en musikalsk monokultur styret af DR via playlister sammensat med “hjælp” fra de få store pladeselskaber.

Jeg har indsat danske pophits – der glimrer ved deres fravær på DR´s liste: 

1. Psykologisk: Danskerne stemmer ikke på sange — de stemmer på følelsesmæssige redskaber

At den lunkne “Lyse nætter” ender som nummer ét, er oplagt. Den er ikke sej. Den er ikke farlig. Den er ikke rytmisk revolutionerende. Den er en affektiv sikkerhedszone: lys, sorg, barndom, mor, sommer, tab, håb og fællessang reduceret til hule fraseringer oven på muzak.

Sonisk tapet med den særlige kvalitet, at jeg ikke kan huske, om jeg nogensinde har hørt det. Måske fik den flest stemmer, fordi Alberte starter med A og derfor lå øverst på stemmesedlen?

Nummeret fungerer i alle de rituelle rum, hvor danskerne bliver bløde: morgensamling, begravelse, bryllup, højskole, corona-fællessang og halvlunken slap sommerfest i udkanten.

En sang bliver ikke national, fordi den er bedst. Den bliver national, fordi den kan bæres af mange kroppe, uden at nogen føler sig dumme — eller føler for meget, eller noget uden for normalitetsskiven.

“Lyse nætter” er et dansk antidepressiv: ikke eufori, men lindring mod vinterens D-vitaminmangel og melankoli. Sangen siger: Verden er svær, men lyset vender tilbage. Meget dansk. Meget efter-corona, efter-krise, efter-ironi — og ren underkastelse under status quo.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er størst. Den vandt, fordi den gør mindst modstand. 2. Middelklassens fælles hukommelse

Den store vinder er ikke en genre. Det er genkendelighed og dermed tryghed i en kaotisk tid.

Det forklarer Kim Larsen, Gasolin’, Anne Linnet, Thomas Helmig, TV-2, Shu-bi-dua, Lars Lilholt, Sebastian, C.V. Jørgensen osv. Det er kunstnere, der leverer social infrastruktur: fester, radio, efterskoler, sommerhuse, værtshuse, konfirmationer, forældres pladesamlinger, P4 og bilferier.

Debatten bemærker også koncentrationen omkring Kim Larsen og Anne Linnet; de står for cirka hvert sjette bidrag. Det siger noget centralt: Danmark vil gerne have mange stemmer, men vender igen og igen tilbage til få tryghedsfigurer, ligesom Mor Mette og Papa Lars.

Kim Larsen er den danske folkefar: fræk, varm, arbejderromantisk, ikke truende og lidt anarkistisk — altså før han begyndte at tjene penge for alvor. Anne Linnet er den følelsesmæssige moder/intellektuelle storesøster: køn, tab, længsel, værdighed. Sammen udgør de en slags dansk følelsesforfatning.

3. Generationelt: Nostalgiens statskup

1980’erne alene fylder 31 sange, 1970’erne 16, mens 2020’erne kun har 7.

Det betyder, at listen ikke primært måler, “hvad unge streamer nu”. Den måler, hvad de store voksne generationer kan huske med kroppen og krybdyrhjernen. Og måske allermest, hvem der har tid til noget så oldnordisk som at stemme om sin identitet via musikforbrug på DR’s hjemmeside.

1980’erne står stærkt, fordi årtiet ligger perfekt i dansk kollektiv hukommelse: kassettebånd, DR-monopol, fællesskab før streaming-fragmenteringen, vinyl og en national pop/rock-kultur, hvor næsten alle kendte de samme sange. Det var den sidste store periode, hvor Danmark havde en nogenlunde fælles sonisk offentlighed.

Streaming har opløst fællesrepertoiret — men DR’s Top 100 forsøger at lime det sammen igen et sekund.

Nostalgi er tryghed med hukommelsestab. Den sælger tab som sandhed og gør længslen efter en enklere tid til kulturarv. Listen er derfor også en copingstrategi for at overleve forstillede liv.

4. Musikologisk: Den danske sang er melodisk, sangbar og følelsesmæssigt klar

Listen belønner ikke innovation. Den belønner melodi, dansk sprog, emotionel tydelighed, omkvæd, brugbarhed og rituel fleksibilitet.

Det er derfor, den eksperimenterende, elektroniske, hårde, mærkelige, klubbaserede, andenetniske eller æstetisk radikale musik har sværere vilkår. “Outsider”-musik kan være vigtigere kunstnerisk, men den fungerer dårligere som fælles nationalt stener-møbel. Den drypper dog ned som små stilcitater i denne kanon.

For en god DR Top 100-sang skal kunne tåle at blive sunget af en 12-årig, en mormor, en skolelærer, en fuld onkel, et DR-kor, et publikum på plænen og en person på randen af selvmord.

Det er en hård test. Det meste “smagfulde” musik fejler den, fordi den føler for meget og dermed bliver ekskluderende.

Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

5. Mediesociologisk: DR har lavet en samtalemaskine

Afstemningsformatet er genial public service: ikke fordi listen er sand, men fordi den får folk til at diskutere, hvad sandhed og relevans i musik overhovedet betyder. Samtidig aktiverer den deres nostalgiske baghjerne.

DR lavede en bruttoliste, lod folk stemme, afslørede placeringer i etaper og kulminerede med samsending og finale. Det gør Top 100 til en nationalt koreograferet uenighed. Man laver først en kanon, der genererer affekt, så alle kan hade den, forsvare den, savne sig selv i den og dermed deltage i fællesskabet — omkring noget så ligegyldigt som forbrug af musikalske minder og identitetsmarkører.

Derfor er brokken ikke en fejl. Brokken er produktet. Hovedretten, måske, for som bekendt spredes konflikt bedst.

Når folk siger “hvor er metal?”, “hvor er elektronisk musik?”, “hvorfor er Volbeat så højt?”, “hvorfor er Kim Larsen overalt?”, “hvorfor kan jeg ikke stemme frit?” — så sker præcis det, DR ønskede: Musik bliver samtalestarter.

Jeg er tydeligvis også selv hoppet på den. Det var også sjovt at se selv de mest radikale artister føre digital valgkamp for deres plads i Koda-kanonvarmen.

6. Psykologisk skygge: Danmark vil gerne lege moderne, men trøstes af det gamle

Der ligger en smuk modsætning i listen:

Danmark ser sig selv som progressivt, digitalt, åbent, ungt og urbant. Men når vi skal vælge vores vigtigste sange, vælger vi ofte barndom, radio, fællessang, forældre, tab, sommer, folkelighed og trygge kønsroller.

Det er ikke hykleri. Det er psykologi.

I usikre tider søger mennesker ikke nødvendigvis det nye. De søger det, der allerede har overlevet. Derfor bliver sangene små arvestykker. Man stemmer ikke kun på “Kvinde min” eller “Forårsdag”. Man stemmer anonymt på normalitet uden skam. Man stemmer på sin far, sin ungdom, sin første lejlighed, sin efterskole, sin mor i køkkenet, sin døde ven, sin egen forestilling om Danmark og det gode liv.

7. Den korte konklusion

DR’s Top 100 viser Danmark som et land, der ikke elsker musik som æstetisk risiko, futuristisk visionsrum eller euforisk nydelsesmiddel, men som social lim og beroligelse.

Det er en blød, nostalgisk, melodisk, dansksproget, let melankolsk og ekstremt fællesskabsorienteret liste. Den siger: Vi vil gerne lege individuelle, men vi længes efter at kunne synge det samme. Vi vil gerne være moderne, men vi stoler mest på det, vi allerede har grædt til. Vi vil gerne have kunst — eller rettere markere os over for andre med vores avancerede smag — men når vi stemmer anonymt, vælger vi trygge sange, der kan holde os i hånden.

DR er en propagandamaskine, der leverer et overskueligt verdensbillede og balsam mod sårene fra den indre senkapitalistiske permakrise.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

8.Hitformlen

Det hvide menneskes blues:
“Hvorfor gik du fra mig til festen / Sommeren gled forbi”

Hvis man skærer dansk kanonpop op på obduktionsbordet, finder man ikke revolution, begær eller rytmisk fare. Man finder tryghedsteknik.

Et sæt næsten faste komponenter går igen: flade synthpads, ufunky bas, chorusguitar, halvbluesede bends, festivalvenlige trommer, store sidste omkvæd og en vokal, der lyder, som om den både har mistet kærligheden og husket at betale sin licens.

Hvis vi trækker puddelrock, skamløse versioneringer af udenlandske hits, DR’s pigekors-højskolesangbogsversioner og DR-boostede produkter som Depeche Mode-coverbandet Nephew — eller Suspekt, der sikkert fik DR-boosteren, fordi der manglede “prol” på playlisterne — fra, er der en formel: et sammenfaldende mønster i musikken.

Flade synthpads

Ikke som futurisme, men som føle-tæppe. De ligger der for at sige: Nu er vi alvorlige, men ikke farlige. 80’er/90’er-pad’en bliver dansk popmusikalsk tåge: længsel, landskab, DR-drama, lys over vand. DX7- og Juno-106-pad-presets. Sikre valg fra internationale hits.

Stive gatede 80’er-snares

Ikke Prince-funky eller Trevor Horn-luksuriøs, men mere kommunal storladen halrock. Autoritær, men tryg. En rytmisk danseinspektør, der dikterer selv den mest klumpfodede dansemuses puls.

Chorusguitar

Den danske melankolimaskine. Rent, vådt, lidt Dire Straits, lidt TV-2, lidt regn på forruden. Den signalerer følsom mand med jakke, bilnøgler og uafklaret skilsmisse.

Ufunky bas

Meget vigtigt. Bassen i dansk kanonpop må ikke true kroppen for meget. Den skal støtte sangen, ikke tænde røven. Derfor får vi ofte “funktionær-bas”: pæn, stabil, lidt flad, uden den sorte musiks elastik. Bas som betalingsservice i ottendedele.

Vestkyst-farrock-piano

Det brede, lidt amerikansk-aspirerende klaver: Springsteen, Billy Joel og Elton John filtreret gennem motorvej, parcelhus og “skal vi ikke lige tage én til?”. Det er følelsesmæssigt effektivt, men også enormt farsk. Klaveret som denimjakke — eventuelt elektrisk eller DX7.

Kor uden ord

Scatsang: åh-åh, ah-ah, na-na, uh-oh-ih-yeah. Melodien skal kunne synges af folk, der kun kan 60 procent af teksten. Helst med en vokalfrase, der kan råbes eller nynnes. Det er følelser som attitude. Inderlighedstegn uden tekstligt ansvar. God kontrast til den tørre mandevokal. Man behøver ikke mene noget. Man kan bare stå i mængden og være rørt.

Akustisk guitar som autenticitetsgarant

Når den kommer ind, ved man: Dette menneske mener det. Akustisk guitar i dansk pop er ikke nødvendigvis folk — det er troværdighedsparfume. “Nu kommer den ægte hvide mands blues.” Signal til, at der må tudes alene på den øde parkeringsplads.

Halvbluesede bends uden rigtig blues

Den danske rockguitar kan godt lide bluesens tegn, men ikke dens farlighed eller smerte. Lidt bend, lidt vibrato, lidt “jeg har levet”, men ingen egentlig snavs, sex, fattigdom, forvrængning, kaos eller trance.

Radiovenlig modulation / stort sidste omkvæd

Kanonsangen skal løfte sig til sidst. Ikke nødvendigvis fordi sangen kræver det, men fordi følelsen skal certificeres. Det sidste omkvæd er ofte et følelsesmæssigt MitID — og en ekstra øreorm, så virussen sidder helt fast.

Trommer, der spiller “sang”, ikke groove

Trommerne er arrangør-trommer: vers, bro, omkvæd, crash, break. De fungerer som trafiklys, ikke som dansende krop. De er renset for Afrika, for funk, for trance. Fadbamse-festival-GPS.

Lyd af studiebudget uden prangende glamour

Meget dansk pop har den særlige lyd af kompetent studie, men uden amerikansk luksus eller britisk excentrisk arrogance. Det er velproduceret, men sjældent dekadent. Mere “god lydmand, der dokumenterer nogle pissedygtige livemusikere” end “visionær sonic fiction”.

Festivalegnethed er måske selve den skjulte produktionsregel. Det skal lyde som noget, der kan stå på en stor dansk scene kl. 21.15 med fadøl, regnjakker, klap på alle fire slag og 12.000 mennesker, der ikke nødvendigvis er fans, men gerne vil løftes blidt i ballongyngen.

Midtempo som dansk komfortzone

Ikke for hurtigt til at være følelsesløst, ikke for langsomt til at dø i et telt. Det danske nationaltempo ligger ofte dér: nok puls til fællesskab, nok ro til sentimentalitet.

Tryg dynamik: Vers: setup. Bro: forventning. Omkvæd: lys på publikum. Sidste omkvæd: alle med.

Det er festdramaturgi for mennesker med øl i hånden. Hits skrevet og produceret med en slags indbygget Roskilde/Skanderborg/Grøn Koncert-logik via radio, så nummeret kan transformere privat melankoli til kollektiv forløsning.

Melodisk sentimentalitet oven på rytmisk forsigtighed

Kernen. Følelsen må gerne være stor. Rytmen må helst ikke være for kropslig. Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

Mandestemmen med ru samvittighed

Den lidt hæse, jordbundne “jeg har været på værtshus, men jeg elsker mine børn”-vokal. Ikke soul. Ikke crooner. Ikke punk. Mere: nyskilt dansk mand stirrer ud over havet.

Kvindestemmen som lys, værdighed og sorg

Anne Linnet/Sanne/“Forårsdag”-aksen: Kvinderollen i kanonen er ofte bærer af klarhed, tab, kærlighed og moralsk tyngde. Hun må gerne være dybere end manden, men helst på en smuk, melodisk og melankolsk måde.

9.Diagnose

Dansk kanonpop vil gerne lyde som frihed, men den er ofte arrangeret som forsikring.

Den vil have rockens autenticitet, gospelens fællesskab, soulens følelse, new wave’ens glossy synths og amerikansk highway-patos — men filtreret gennem et land, hvor ingen må svede for grimt, begære for tydeligt eller miste den hvide taktfasthed.

Resultatet er smukt, trygt, rørende — og ofte tandløst.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er Danmarks bedste sang. Den vandt, fordi den lyder som den slutter fred med nederlaget og det uforløste liv.

BONUS BEAT

The post DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange? appeared first on BLAZAR.