Tænk en pragtfuld modeuge for voksne – der hvert år tiltrækker en bred vifte af godtfolk, der valfarter for at se, hvad kunstbranchens ypperste købmænd har opsamlet i oraklernes studier, hvad de tror rer investeringssikre visuelle møbler, der rammer tidsånden, boligstilen, identitetsproduktionen og investeringsbehovene lige nu.
Et overflødighedshorn af zombieformalisme, pop, keramik, herligt tomme pasticher, texturalisme, neo-infantil hygge-modernisme, Scherfig-agtige jungler med dyr, Tal R-samples, pastel neo-seapunk med toner af utopisk håb, skamløs historieløs kitch, dyrt nips – og sublime hjerneknipsere. 
Det er den samme udødelige post-postmoderne buffet, hvor alle de gamle retter bare bliver stående i frossen form, og konkurrerer med de få dugfriske gentænkninger af, hvad et værk kan være.
Min oplevelse var dog, at den diffuse klimakunst, tamme kønskunst, afrokunst og minoritetskunst er på tydeligt tilbagetog, efter Trump er kommet til – og længere tids oversaturering af nostalgiske, oprørske æstetikker frem for reelt aktivistisk indhold eller bare lidt smerte.
På vej frem er en masse 3D-objekter, gerne i stof. Ja, selv traditionelle malerier kravler ud af lærredet – måske som en modvægt til verdens accelererende skærmforbrug. Billederne stritter simpelthen ud i rummet. Der er meget, der ser rigtig lækkert – og skrøbeligt – ud.
Jeg havde forudset en masse AI-kunst, men det var helt forkert. Den eneste nye trend, jeg spottede, var det, jeg i mangel af bedre har døbt “grandma-ism” eller bare “mormor”: stadig en masse neo-Matisse – men endelig er landskabsmalerierne tilbage, uden miljøkatastrofer, ironi eller grimme vindmøller, eller som Søren Martinsens syretrips-fortolkninger af naturen. Nej – bare helt straight landskabsmaleri og foto, uden skam, pretention eller smart tåget titel. Under samme paraply en del stilleben af hverdagsstuer, gerne med sofaer, så man kan hænge en sofa over sin sofa…personligt er jeg bange for nostalgi, da den ofte demonstrerer en mangel på fremtidstro – ja måske bare en grundangst.
Der er stadig mange værker, der ligner noget fra en dyr unika Hay-boutique, lavet af en arkitekt til et venteværelse. Værker må ikke udsende nogen forvirrende – og dermed ekskluderende – følelser eller signaler, noget der bare blender ind, men løfter rummet med immanent lækker teksturel værdi. Nogen vil mene, det er befriende med kunst, der ikke skal mene eller kommunikere noget, men desværre bliver det sjældent sublimt – som f.eks. at kigge på skyer.xTo konkurrerende messer – Enter i Lokomotivhallerne (Lars Seiers hold) er mere international og bling uden skam – kontra Chart på Charlottenborg/Tivoli, der er mere klassisk Bredgade/Politiken Plus-senior-hipster og tættere på museumsfolket og de unge på akademiet. Der er massive overlap – nogle gallerier helgarderer og repræsenterer på begge messer – men hej, different strokes for different folks – it’s all good.
Naturligvis er alle værker på begge messer garneret med performance, flagship-store-agtige brand-pop-up-stande, designmøbler, talks, vip-middage, retro-indie-rock og tamme DJs, der spiller turistisk afrobeat eller svag house.
Jeg noterer en larmende mangel på systemkritik, oprør eller skildring af senkapitalismens mentale slagside – eller kritik af kunstnernes egne vilkår. Men hej, oprør er umuligt på et galleri eller på en messe, og ingen orker høre på brok, hvis man ikke kan visionere et alternativ eller sælge en vision.
Måske er jeg bare et naivt barn, der er vokset op med kunst som et ekspressivt frirum for ikke-sproglige tosser & genier, der kan veksle mental grundforskning og følsomme visioner til penge og massernes bevidsthedsudvidelse.
Nu virker det mere, som om de overlevende kunstnere er nepo-kids og nogen, der lader som om de er nepo-kids, der prøver at lave investeringssikre visuelle møbler – styret af gallerister, der er styret af samlere.
Det er altid herligt at have en platform hvor man diskret og smagfuldt kan kloge sig via penge – at købe kunst – især med hjertet – er stadig sjovere og mere overskudsagtigt end natklub-borde, guldbarer, både og alt det andet gøgl hvor man kan aktualisere og iscenesætte sin velstand…?
Måske er kultur-feltet bare ikke det vilde vesten mere indholdsmæssigt. Alt er afprøvet, prærien er blevet til kortlagt by, hvor der bare kommer nye forudsigelige forstader på. Det virker, som om alle går i andres fodspor og sko, så man kan købe en Frederik eller en Tal og reaktualisere sit gamle Cobra-bras.
Jeg venter spændt på det næste nybrud, men måske er historien gået i stå, måske er resten af kunsthistorien bare et remix, måske søger originalerne andre græsgange udenfor kunstverdenens sponsortunge dopede Tour de France.
Men hej, husk Enter og Chart næste år, det er stadig en herlig oplevelse, hvor ideerne danser. Der er en ny tredje messe, der vender tilbage en gang om måneden, lavet af folk, der sætter liv og lemmer på spil for at male ulovligt på vores reklameindsmurte by, der har doneret værker til flygtninge. Uplandsgade 52 – hold øje med det. Gæt hvilke værker der kommer fra hvilken messe….
Her er mit stærkt subjektive udvalg af skidt og kanel fra en fabelagtig kunst-weekend:
Uplandsgade 52 – hold øje med kommende udstillinger – næste gang er 4/5 oktober. Ses!