Tag en pause fra designerbagerkøen, VIP-bordet og løbeklubberne – behold telefonen i lommen og smid lakhytteskoene – prøv bare være her lige nu til bassen, for endnu en gang samles expats, senior-ravere, kulturkrigere, børn or hele Europas fineste til en lille uge med ren nydelse, hvor byens rum ikke roterer om job, transport og forbrug, men om hedonistisk anarki – ikke destruktivt kaos — på tværs af alder og uniform. Distortion spiller ikke smart. Det er rodet, og måske netop derfor fylder festivalen 28.
Et hyggeligt massekontrol-tab, der som et plus ikke kræver telt eller ture igennem transportskærsilden, da alt er i cykel-, havnebus- eller gåafstand. Programmet er renset for sponsorrock, TikTok-trap og meme-pop, der desværre har tryllet de gamle festivaler om til noget, der føles som at være lænket til en branded studentervogn. Plus: Roskilde er udsolgt, så handl lokalt.
Oplev socialgrupper og fordomme blive rystet rundt til alverdens lyde, thi Distortion er meget mere end fortidens tech-house-nusseri. I dag er programmet et stilistisk overflødighedshorn — fra børneraves over afrobeat og UKG til noget, der endnu ikke har fået genrespændetrøje på – hovedretten er at høre musik og møde mennesker, du ikke kender endnu.
Check gadefesterne først, prøv så f.eks Distortion X, der tager den brede danske pop/rap-folkefest for de unge med f.eks. Kesi.
Distortion Ø på Reffen er mere international techno, hard techno, house og rave for de mere modne med f.eks. Moodymann og Kevin Saunderson.
ONSDAG
De herlige gratis gadefester starter med en situationistisk åbningsceremoni foran den franske ambassade kl. 18-22. Hop i metroen, før det slutter, så du når Black Coffees blide og opløftende afrohouse-lounge på Rådhuspladsen — tænk slikket Ibiza i hørskjorte. Hop på svedige Module, før Black Coffee slutter, og kom foran i køen til 09…
TORSDAG
Vesterbro er et stort gratis hurlumhejhus med alt fra børnedistortion i Enghaveparken over langbordsmiddage til Fergus og Kaarill på H15. Jernbanebyen er pop med Kesi — med billet. Personligt vil jeg hellere høre gode gamle Extrawelt (DE) og seje Anastasia Kristensen på Den Anden Side til 05.
FREDAG
Havnefest — bare bevæg dig langs havnen, tjek ved Knippelsbro og Soho House, og gå langs vor smukke havn mod Reffen, til du når epicentret:
Rave-labyrinten Distortion Ø:
Let generaliseret guide til de 6 scener:
Rave Stage
Den hårdeste og mest peak-time. Hurtig techno, schranz, industriel/hard techno, moderne rave og psy-mørke. Sara Landry, Trym, Anetha, Charlie Sparks, Øtta osv.
Forest Stage
Groovy og inkluderende. House, garage, neodisco — f.eks. WhoMadeWho, Carlita, Interplanetary Criminal, Parra for Cuva, Pegassi og MCR-T.
Oasis Stage
Stor scene med deep house, Detroit og rødderne — f.eks. Kevin Saunderson fredag og Moodymann lørdag.
Sunrise Stage
Melodisk techno, emotionelt, fake-ethno, “spirituelt” og mere chill.
Shadow Stage
Skovtrance, høj BPM, undergrund og dakkedak-hippie. Arcanum Collective kuraterer fredag og Quake lørdag ifølge guiden.
Delphi stage: Det hemmelige påskeæg er ikke på kortet: Mads “Mussedims” Lorentzen har håndplukket artister: Jussimassidjteam, Mads Lorentzen, Allan Lindrum, Tadoh og Abstract Glitches. Lørdag fra 18 med Morten Vammen, Anders/Rolf, Snerik Färg, Shannon the Cannon og Baby Squid til 06.
LØRDAG
Igen: Distortion Ø. Moodymann — Detroit-housens Prince — og Morten Vammen kl. 18 på den hemmelige Delphi-scene.

Alternativt kan du alle dage club-hoppe i K mellem Culture Box, Den Anden Side, H9, Hive, Jolene, Klub Werkstatt, Module, Pumpehuset eller Søpavillonen, hvis du har armbånd.
SØNDAG Find den legendariske hemmelige efterfest på gocartbanen ved Copenhill – gode gamle Jean spiller fra 06. Husk solbriller, badebukser og solcreme — før du skal rotere og svede på puden med hylende ører.
Alt i alt en bred buffet – eneste anke er manglen på bookings af f.eks D&B og Dubstep (check Bas under buen den 11 juli) – og alle de lokale stjerner og tålmodige specialister, der har bygget scenen op…pyt, en anden god gang….God fornøjelse!
COPENHAGENS SECRET SOUNDTRACK