Jeg har pjækket fra Distiortion i mange år -men er nærmest nyforelsket.
FLASHBACK Klip til sen-90erne hvor Københavns spirende men fragmenterede klub og ravescene – via den franske Bobo Thomas – fik en fælles samlende ramme. En uge om året kunne man få et armbånd der gav adgang til hele klub-kataloget – rammet ind af en episk anarkistisk afslutningsfest på en frisk hemmelig lokation.
Scenen startede i det små omkring Stereo Bars cast af senior-hipstere, naturvins-fetishister, vinyl-jonglører, goa-overlevere, konceptkunstnere, klatmalere, Christianitter, kaospiloter, Punk-Royal-jyder, udvekslings-studerende og lommemarkeds-stylister der club-cruisede sammen i dobbeltdækker-busser og i Havnerundfarten til lyden af hoppende techno-dj-pick-ups.
For København har altid manglet en ordentlig byfest – og selv om jeg lider af salsa-fobi og hader wiggers må jeg erkende karnevallet var magisk de første år i indre by, indtil forstædernes knivstikkere overtog og seancen skalleredes ned ude i fælledparken.
Distortion blev hurtigt en nærværende utopi, et menneske-museum hvor nye sociale akser blev aktiveret – byen blev vendt på vrangen og der opstod rodede temporære autonome zoner helt organisk. Smukke øjeblikke, hvor masserne føltes så trygge de lukkede kaos ind, tabte egoet og overlevede nattens ballade. Den monotone hverdag blev udstillet i dette cirkus af lyst og muligheder.
Heldigvis var der mange kræfter der så potientialet i at støtte Distortion som en frisk ny byfest – med passede kommunal armslængde – så ansvaret når det går galt – for det gør den slags ofte – var uddelegeret til en frisk franskmand udefra, ikke en kulturborgmester.
Thomas var trådt i karakter som situationistisk general, der også rebrandede København som den sjoveste by i Skandinavien. Jeg har selv spillet foran Børsen lige efter en Helle Thorning tale…det var pisse sjovt.
Distortion bed sig fast – og blev “Politiken-læsere i Nørgaard tøjs” darling – indtil festen svulmede op og blev for folkelig, for hedonistisk, for rave. Distortion eksploderede i størrelse og så kom backlashet – men “Tistortion” ramaskriget gjorde bare Fleurquin trodsig, han tabte sit ellers sikre boheme-stilkompas og lukkede op for det rave-industrielle komplex, der kom fodbold dakke-dak trance-trap & EDM på programmet for stereotype sunny beach-basarms-chav med fake raybans der klatrer i lygtepæle med en sixpack i bæltet.
De små subkultur-konger, smagsdommere og resteratører der oprindeligt var fundamentet for Distortion distancerede sig fra monsteret, ligesom kommunen var fremme med pegefingeren.
Jeg blev selv for magelig i de år og optaget af de “finere” ting i livet – orkede ikke dåseøl og wc-køer og lyden af udbrændte PA systemer der bankede rippede MP3 filer op i det røde. Måske er jeg bare erfaringsramt, men nattelivet føles ikke som det mest spændende sted i samfundet mere.
Ø I 23 fik jeg lyst til at være turist i min egen by igen – og jeg må tilstå at Distortion – nu har ramt en balance imellem åben fri gadefest med næsten lige som mange hobby-djs som dåseøls-dansere – og en stramt kurateret prof festival langt ude på Reffen – Distortion Ø – men stadig inkluderende og uden herakier og boble-borde, vip-områder & kø. Selv backstage-området er bare funktionelt og kedelig i forhold til selve festen udenfor hegnet, hvor det passé og føles upassende at tage billeder til insta (eller til denne artikel), da Distortion er en nærværende fuld-kontaktsport i 2023. Jeg opgiver hurtigt enhver form for overblik i techno-trylleskoven, der bombarderes af femi-trance, neo-dakkedak og tysk labtop-dub-techno. Der sker meget imellem scenerne, de erfarne event-arkitekter forstår en ordentlig fest skal have afkroge, køkkener og dark rooms – ikke bare scener og barer.
Jeg møder en susende gammel klubkriger der er lidt stiv i betrækket, han råber: “coke er for dyrt og restløst – nu suser jeg på et afmålt mix af ketamin og MDMA. ” Vildt med en heroisk dose i kaotisk setting – jeg ville ikke turde indtage det mix på et privathospital i Alperne. Heldigvis har den gamle medicinmand et større entourage af bodyguards og en ædru kone der konstant hælder kildevand på ham for at forhindre den totale nedsmeltning.
Så rammer jeg den franske fest-general & sølvræv Tomas Flyerking, der vælter rundt alene 72 timer efter festens start – vi orker ikke drikke mere, men ender alligevel oppe på hovedscenen med DJ Beige fra Detroit i solopgangen – så bliver Thomas besat af en ung Iggy Pops sjæl og begynder at tyre palmer ud til publikum – der bare griber dem og opfører en slags stammedans eller bruger planterne som vifter. Han er blevet hvidhåret – det tror fanden efter 25 år som ansvarlig for Københavns største byfest – men ser bedre ud end da eventyret startede.
Foran scenen smelter en skøn blandning af turister, proto-ravere, byrotter, crusties med dreads, natklub-ikoner fra 90erne, ægte hippier, Tulum-jetset dealere, terapeuter og millionærer sammen på tværs af alder, race, klasse og rusmiddel-præferancer – der er ingen Brian-energi, bander, hools, cool smartness, overdoser, drugrape eller vold, kun fremmede der er klar til at kramme nye venner. Måske er MDMA eller pot bare rarere end alkohol.
Der hænger non-binære atleter i ringe i loftet. Den gullige fuldmåne danner sammen med Copenhill og kraftværkets skorstene og kraner et bagtæppe af stor skønhed.
Detroits Moodyman læner sig lidt for meget op af geniale Prince – i stedet for at spille sine egne klassiske funky syrede tech/house/gospel ting. Hans mix er slappe, men hans valg af tracks forbløffer – efter stram stilren house lister han Womack & Womacks “Teardrops” ind – og selvom de fleste foran scenen gik i børnehave da den udkom er de med på teksten som var det en Helmig koncert…Moodyman topper den med Arrested Developments ulidelige “Everyday People” der sender mig tilbage til traumer på Park og Jazzhouse i 90erne – jeg er rystet og stirrer olmt over mixeren til en grinene Moodyman, der straks skifter til noget tempo-ustabil eksperimenterede minimal tech-soul. “I love you!” mumler han over microfonen. En labelejer forærer sine farvede limited edition 180 grams vinyler til Detroit-DJ’s backstage – en sonisk flaskepost.
Et par moderelaterde byrotter har piftet sig så stramt op jeg ikke kan se deres øjenfarve i morgenlyset – den ene springer ud på mig – den andens skæve sports-tøj – der er smart på første række ved en catwalk – skaber desværre – mixet med hans spændte kæbe – et skræmmende hooligan-agtigt udtryk. Gad vide hvad der reelt var i deres cuttede “coke”?
Jeg savner dog Distortion Ø genopdager vintage-undergrunden: hvor er Ohoi, Dub-scenen fra Bolchefabrikken, Copenhardcore, fantastiske erfarne djs som f.eks Bjørn Svin, Daniel San, Madvig, Vammen, Klaus Boss, Opiate eller Bjarke?Der bliver booket lidt hukommelsesløst.
På en mindre scene virker det som om DJ Jean Von Baden vil have hævn – måske har for mange lounge-jobs og corporate events fået ham til at pakke en solid gang tysk techhouse og iføre sig en glimmerjakke der ville gøre Elton. Den gamle go-go danser entertainer med livet som indsats og ender i en læder-harnisk og feedback, en regn af ekkoer der renser luften før Kollektive Turmstrasses mere kontrolerede laptop-live-sæt. Da jeg som en anden sportsjournalist spørger Jean “hvad føler du nu?” Svarer han “der var 20 minutter hvor de Cambodianske svampe gjorde jeg bare spillede ned i et sort hul -helt blind…” tror nu ikke andre bemærkede det…folket havde hænderne over hovedet.
Men trods normalitetens mangeårige dødskys af ravekulturens æstetisk og indhold føles Distortion vital – for ligegyldigt hvor meget minimal techno der er blivet spillet i tøjbutikkerne og hvor mange forklarende artikler og rave-mode der er gået mainstream kan selve fest-akten føles aktuel igen her – den transcenderer total ritualisering og egne traditioner. Distortion er stadig mere end en eskapistisk ventil, detet utopisk udfaldsrum. Eller som Colonel – der barsler med en dokumentarfilm om Distortion – siger: “Dont go to museum /Thomas Dalvang Fleurquin is the King of relational aesthetic” Måske danser Distortion – traditionen tro – videre til efterfest ude ved vindmøllerne?
Ses i 2024!