NEKROLOG: København har mistet en af sine store kulturambassadører, sammenkoblere og mixmestre – Henrik Marquart – aka bl.a. DJ Phase 5 og DJ Don’t Care… kært barn har mange navne. Han er død uden forgående sygdom – alt for tidligt – af en blodprop i hjertet, kun 59.
Jeg mødte storgrinende Henrik, der altid boblede af slang, anekdoter og insiderviden, i det vanvittige post-punk-gadekryds mellem skate/graffiti/breakdance/electro & rap – før det blev en vare, norm og en kliché.
Rent geografisk mødtes vi i bermudatrekanten mellem Storkespringvandets rullere, Stadens tåge, pladebutikkernes larm og Nygade Bios spillemaskiner. Huset var også et spot på ruten, hvor hans søster og far regerede – jeg kendte allerede hans mytologiske onkel Frank fra Gammeltorv-scenen.
Dengang krævede det nerve, karakter og originalitet at begå sig i en uformateret subkultur, der ikke bare var en tutorial på nettet med tilhørende webshop, men hårdt optjent erfaring og research.
Jeg er ikke læge, men hvis man kan kæderyge som Henrik – og stadig holde hans tempo, så har man ADHD + høj IQ, og det var en fornøjelse, når han hackede virkeligheden med sit grin.
Vi kan undre os over, hvorfor en sort marginaliseret halvkriminel subkultur rammer unge hvide relativt privilegerede middelklassebørn i København? Kedsomheden, restløsheden, oprøret og manglen på muligheder på egne præmisser. Hiphoppens magi fortryllede byen, gjorde hverdagen værdig og gjorde de medvirkende til superhelte.
Om natten mødtes vi bag mixere på Nice, Blue Note, Umatic, Spliffer, Barbue, Fever, Nasa og hvad det ellers altsammen hed – de samme få basdrenge, der rodede med datidens primitive trommemaskiner og købte specialimporterede 12″ fra NYC, der forstod, at pladespilleren kunne bruges som instrument.
Henrik var iskold (DJ Don’t Care) – han gik metodisk til gulvet, spillede ukendte, fremtidige hits med en times mellemrum i forskellige mix, til folk nynnede dem på vej ud af klubben. Han forstod at spille soul for kvinderne, men kastede de helt hardcore rap-ting ind som kontrast, så det ikke blev for tamt. Ejeren elskede ham; baren var åben to timer længere, når Henrik spillede.
En Phase 5-ur-scene: en nat i Umatic-kælderen; stedet blev drevet af et broget hold, der stillede op for Konservative, samlede raceheste og senere blev taget med en båd med seks ton hash, rekord.
Først spillede Joakim et jamaicansk inspireret sæt: vi drak Bossa Juice med mango og røg pollen-Nepal, Out of Control dansede, én hiver et glasskår ud af hovedet efter et headspin. Susan Kamil sidder som en indisk Grace Jones og holder hof. Ansigter fra Pladsen, Graf-drengene, Staden, Jamaica, Libanon, Agami-brødrene, Pisserenden og Bernadotteskolen – et mini-FN – danser til OPP, UMC og EPMD. Ingen smartasses, ingen vold. Sonny Typhoon cutter den op, så toner Phase frem.
Alle lyddrenge vidste, at “Fight the Power” var det hotteste både i streetdance-kredse og i Brooklyn, men Henrik teaser os hele natten med småbidder af andre PE-bangers, så Snaps “The Power”, så Chill Rob G’s original af “The Power”, så Trouble Funk-breaket, PE bruger. Han væver en opadgående spiral af signaler, til han til sidst smider bomben, rummet eksploderer, og alle danser på væggen til efter lukketid.
Fever i Boltens gård var nok klimakset, en dansk udgave af Tunnel i NYC. Det var en sjov, inkluderende tid, et præ-ekko af al den streetkultur, der ramte mainstream senere i 90’erne.
I studiet var der heller ingen regler. Henrik var ikke typen, der fedtede med hihats i dagevis eller gemte hemmelige tricks. Han mærkede sig frem, pumpede bunden og tævede sin Akai-sampler. Hans produktioner for Al Agami, No Name Requested og MC Clemens er bare toppen af isbjerget, lyt her.
Henrik arbejdede bl.a. med ULTRAMAGNETIC MC’s, BLACK SHEEP, TONY TONI TONE, BRIAN MCKNIGHT, A TRIBE CALLED QUEST, BRANDY, VANESSA WILLIAMS, LIFERS GROUP,THIRD WORLD, HOUSE OF PAIN, SNOOP DOG, WHA WHA WATSON, TOWER OF POWER – plus enorme mængder af danske artister.
Klip til Nasa midt i nullerne, angstpaladset. Den hvide rumkapsel fra Kubricks 2001. Alt skulle være eksklusivt, selv fiskene i bassinet er hvide. Fortidens kældre med graffiti, hængerøve, ALIS og hættetrøjer er erstattet af champagne og coke og solbrændte selvskabstømmere i hvidt tøj, blandet med Herlufsholm-modeller og de MTV- og Hollywood-stjerner, der er i byen.
Det blinkende dansegulv styres af Henrik – altid den samme, altid i shorts, altid hiphop, altid helt zen-glad/ligeglad. Her spillede han den onde digitale bollemusik: Beyoncé, Nelly, Timbaland, Pharrell og Scott Storch-produktioner – men han rider pladerne, som var de battle tools i en park i Bronx, så danserne kaster sig rundt som på rodeotyre. Han overstyrer næsten sadistisk, presser eufori ud af ellers dødt materiale i et bling-bling-plastpalads, til det bliver forløsende som fortidsgospel i Harlem.
Som alle følsomme sjæle, der står bag den tossemagnet, en mixer er, weekend efter weekend, blev han træt af dårlige anlæg, grådige restauratører, dumme branderter, dj-rivalisering, bøvede bandeslagsmål, egotrips, groupier og alt det andet lort, der foregår i skyggen af dansegulvet. Som andre store afdøde lydborgmestre, der har leveret ungdommens soundtrack siden 80erne – Fatman og Kjeld Tolstrup – blev Henrik træt.
Han blev især træt af en musikindustri, der bruger én som wc-papir – på trods af det syge CV…men pga. talentet havde Henrik et godt run på måske 25 år og definerede den københavnske “urban”-lyd, men tog bagsædet, da house og E invaderede hovedstaden. 
Tiden havde skiftet – DJ Paris Hilton-æraen var startet. Nu var dj’er blevet some-brands, sponsor-reels og smukke unge mennesker på Boiler Room, ikke passionerede specialister. De store studier lukkede, og selvom Henrik var pioner, mistede han interessen, lige som det begyndte at peake og blive lukrativt med trap og mavedanshall.
Der kom barnevogne og arbejde imellem vores topmøder, men hver gang vi kolliderede, var der altid nyt, for Henriks nysgerrighed var uendelig – for eksempel kastede han sig over moombahton, et mix af slowed-down Dutch house og reggaeton, omkring 108–115 bpm (!!!) . Så røg han på Twitch som den første, jeg kender – plus han omfavnede forkætrede AI-musiktjenester, ligesom han skamløst omfavnede sampleren i 80’erne. Næstsidste gang jeg mødte ham, skulle vi ryge med DJ Premier og Alchemist. Sidst jeg talte med ham, havde han lavet penge på Pokémon-kort. Igen hackede Henrik virkeligheden.
Jeg vil altid savne Henriks humør, no-bullshit-klarsyn og generøsitet, hans evne til af se folk – og få dem til at føle sig set. Det lyder absurd i dagens digitale uvirkelighed, begrebet “ægte “- men Henrik var ægte. Han koblede mennesker sammen, kom med DIY-virkeligheds-hacks og havde altid nye idéer og nye purunge talenter med – uden at tage spotlyset, en ægte bagmand og inspirator. Han forstod, at al musikken er vores – allesammens – et kraftigt stof, ikke et egotrip i et stjernesystem eller parfume til at sælge drinks eller sneakers. Hvil i fred.