Reality-tvs Mozart – folkehelten Sidney Lee – er død  – alt for tidligt – under tragiske omstændigheder. Nyheden lukkede Ekstra Bladets hjemmeside ned i mange timer.  Tragedien fik mig til at tænke – selvom jeg er for fin til at se tv eller kender ham personligt: Lee var – måske uden at vide det – danmarks største performancekunstner, der snedigt forudsage og eksponerede tidens overfladiske forfængelighed og den nye opmærksomhedsøkonomi – en skamløs tid hvor man leger med køn, race og det “ægte” er opløst til fordel for ren skærmkarisma.  Lee var et mesterligt meme – før nogen viste hvad det var – en selviscenesat attitude relativist som Master Fatman,  eller Mads Holger – men bare med lagt bredere appel. En original der blev gjort til landsbytosse i vores bette Andeby.

Mit første møde med Sidney var nedenstående legendariske video, hvor han bodypainter sin glatte metrokrop foran sydstatsflag og flippermaskiner. Han spiller ikke hverken rig eller klog – han hviler skamløst i at spise micro-bølgemad og pulver-mos – han er totalt i øjenhøjde med et enormt tabuiseret segment der normalt bliver fortrængt, hånet eller talt ned til i middelklassemedierne. Han er massernes sorte huls stemme og virkede blid og sød. WOW.

 

Jeg var flabbergasted og tænkte det måtte være snedig mockumentary, metod-acting eller fiktion – en tvivl Lee genialt spillede på mange år efter i nedenstående aprilsnar-klip, hvor han afslører hans karakter – måske – bare er et akademisk funderet psykologisk medieeksperiment:

Lee mestrede at skabe negativ opmærksomhed som en Støjberg, Hornsleth eller Paludan – han forstod at noget irriterende rammer dybere ind i seernes hjernebark end traditionelt talent eller klassiske budskaber. Lees budskab var vist bare “se mig, elsk mig”.

Måske kan man indlæse et dybere “hvad er ægte i dag?” lag i hans performance. Spillede han? Spiller vi allesammen? Hvad er identitet idag? Lee opfandt et stærkt personligt brand der kombinerede traditionelt hårde tegn med blid metrobevisthed og mestrede at være uautentisk på den autentiske måde med et bizzart. forstadsmix af heavy letmetal, metrosexualitet, wrestling, gamerkultur, LA drømme, netporno og Red Bull – og underligt nok virke ægte og nærværende bag bodypaint, Bandana og nitter.

Lees brands rødder var ikke Politikens perfekte pensum men et mix af den fortrængte underklasse-virkeligheds børnevoksne på steroider. Dem de med den gode smag fortrænger eller nyder at pege fingre af – perfekt til “godt det ikke er mig” tv og som parasocial lynafleder for de ensomme.

Den søde mand blev naturligvis kanonføde i den social-Darwinistiske realityverden, der med sine gentagende kannibalistiske gladiatorkampe spredte usunde asociale koder og opdrog nye generationer ensomme menneskers asociale færdigheder. “Hvordan er hun udseenendes-mæssigt?” “Du er stemt ude.” Machiavellisk og uempatisk Reality-tv gav billigt gode seertal og lavede reklamekroner, så det blev inspiration og model for store dele af mediebilledet. Den forfærdelige konsekvens var så et feedback-kredsløb, hvor det afskyelige og afstumpede verdensbillede blev reproduceret af masserne, der så ræsonerede endnu mere med kanibal-medierne. Klart den laveste fællesnævner sælger bedst, men dumhed avler dumhed – gid nogen var deres ansvar bevist og ikke bare var hult grådige – se bare hvordan det går for FIe Laursen. Nu er realityens børn så igang med at realisere sig selv på tiktok, snapchat og insta…

Narren Lee blev bygget op og revet ned igen og igen, uden nogen producenter eller journalister tænkte på hans helbred eller fremtid – for de medvirkende giver deres liv, men bliver ikke rige eller frie af reality. Hele Danmark ejede ham, men han havde sikkert ikke råd til at stoppe spillet selv om det måske gjorde ondt – for hvad  er plan B? Hvor er exit-programmet i reality? Hvor er huset i Spanien? Det var producenterne der fik det…

Der burde være en strammere lovgivning om de medvirkendes vilkår i medierne – og en stramning af injurieloven, så medierne ikke kan smadre folks liv for en lille bøde og et dementi på side 27 med småt. 

Nettet er fyldt med gætterier om Lee var blevet kørt ned af et s-tog eller han som en anden George Floyd er blevet dræbt af politiet – måske var det derfor EB.DK var nede, for at forhindre  seerne i at brænde byen ned i protest? Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) er på sagen…

Lee lå utvivlsomt inde med vigtig viden om det onde. underholdningsindustrielle kompleks, der har reality-ficeret ikke bare næsten alle andre medier, men også selve den danske sjæl. 

Desværre er sandheden langt mindre dramatisk og mere sørgelig. Nu selvundersøger politiet hans død, da de var til stede under tragedien. Det må være op til familien at løfte sløret for hans sidste timer.

Gid der var flere originaler. Nogen burde rejse en statue. Hvil i fred.