Her er lidt snapshots fra de dele af den kreative klasse der er under afvikling: Kunstneren Jakob Jakobsen startede en vigtig debat da han blottede den stress og psykiske pres der følger med at være kunstner i en markedsdrevet virkelighed – han droppede helt ud af branchen og lod sig indlægge – og fik så statens kunstfond…lidt for sent.
Engang var det muligt for en talentfuld non-nepo baby at dimittere fra filmskolen, journalisthøjskolen eller kunstakademiet – talentet fik så en lotto-tur i galleri-gyngen et par år – før markedets uendelige nyhedsfetish krævede nyt blod at investere i. For dem ikke blev hængende – eller var gode til at fedte sig ind på institutionerne – stod den på undervisning og morgenrengøring – farvel krea-drøm – velkommen til prekariatet, stresende flexploitation & selvcensurende flexisme.
De overlevende kulturarbejdere – der ikke er forest i ræset – fik kradset nok penge sammen til at producere noget er det tam selvcensureret formalisme eller rituel nostalgi efter grænseoverskridelse eller en slet skult jobansøgning – for tænk hvis man kunne få bare en lille tur til i borgerskabets ballongynge?
Talentet er ikke så afgørende for kulturkrigerens skæbne i dette elite-løb, det er mere alt det udenom, der er glidecreme til succesen. For krea-rollen er bare nemmere for børn med forældre med kunstsamler-netværk, der kan holde hof i rummelige forældrekøbslejligheder og kender koderne og spiller efter noderne. Ligesom det bare er nemmere at være kreativ hvis man ikke behøver at tænke på penge – og ikke konstant skal bruge energi på at stirre på sin skrantende mac efter fonde og tage Mcjobs.
For det er dyrt at være kreativ – f.eks det at have både atelier/studie/kontor og lejlighed. Eller rende rundt og netværke og socialisere -for kreative går konstant rundt og pitcher- så mange knækker af stress og opsuges så af forstæderne uden fristelser, hvor de kan skralde for at supplere deres ikke-inflationsregulerede bistandshjælp. Glem rejser, nyt tøj – eller at sende børnene til dans eller sport. Til gengæld gør de nye venner på jobcentret alt for at traumatisere x-kreative yderligere – og hvis de formaster sig til at skrive en kronik eller tager et freelance-job, der kan eksponere deres kvaliteter for potientielle arbejdsgivere, falder saktions-hammeren – det koster at kreere.
Kender du typen? Min ven har lige udgivet et album, der ikke lige ramte hit-algoritmen. Så gik han så kraftigt på døds-druk, at han nådigst blev lukket ind på Digevej´s psykiatriske afdeling, da han havde lært den magiske indgangs-bøn, der kræves for at blive lukket ind for at blive lukket ned: at påstå “man er til skade for sig selv og/eller andre”. Derinde mødte han indiferente lægestuderende der gemte sig bag kaffemaskinen der ukritisk udleverede al det knas han nu kunne huske navnene på fra medicinhåndbogen – plus der var kokain i lange baner – bare han havde mobile pay. På Digevej mødte han flere stjerner, f.eks Fields-manden – før han blev sluppet ud i skydeteltet. 
Der var mange sikkerhedsvagter, men ikke nogen egentlig behandling på Digevej, da min ven ikke kvalificerer til det, da han både er dranker og “tosset”…jeg tror det er en meget lille niche der kun er en af delene – men pyt, så er de penge sparet – og så dør staklerne vel tidligere – der er jo fuld beskæftigelse. Hvis jeg havde tid ville jeg fyre antabus på ham, så noget åndedrætsyoga og et hus på landet med en sød kæreste – over 10 kilomenter væk fra en vodka-udbyder. For når de slipper ham ud fra Digevej er det tilbage til en ensom smadret lejlighed uden glæde eller mål – og så tilbage til Digevej når naboerne, vennerne og den lokale bar har fået nok.
Kender du typen 2? Kunst-akademi-krigeren har spillet rockstjerne alt for længe – hans selvbillede er helt ude af sync med virkeligheden – så nu er hans publikum reduceret til hans rige blæste kæreste – indtil han kommer til at pande hende en i en brandert som han plejer – og ender på gaden igen med sine tre børn – hvor han igen skal forsøge at platte kollega-konkurenter for samler-kontakter, selvom han foragter gallerister og mennesker generelt og alle skræmmes af hans sultne ånde og bagtaler hans kalkulerede konceptuelle klatmaleri. For ingen kan leve af en årlig soloudstilling når galleristen tager 50 procent, så det er nemt at ende med en uendelig bar-regning betalt med malerier – plus sultne og fulde folk sjældent får store ideer.
Kender du typen 3? Min veninde har PTSD og er på kontanthjælp – hendes digter-job blev til et tekst-forfatterjob – der er overtaget af praktikanter med AI. Nu skal hun skilles – efter at have opgivet håbet om parforhold og familie – efter 8 år i et forhold med psykisk vold. Naturligvis vil hun have sin 6 årige søn 7/7, men kommunen kan kun dække indskud og husleje på halvdelen af det de udbetaler hende, 5.500. Held og lykke med at finde et sted hun kan have et barn boende der ikke ligger over halvanden time væk fra barnets skole i København. Så hun bliver hængende i det skadelige dysfunktionelle forhold – mens hun håber på et et skodjob så hun kan få en dyr skodbolig nær barnets skole. Tror du staten giver hende psykologhjælp?
Kender du typen 4? En enlig mor med band ringer – hun har forsøgt at få udredt sin meget energiske søn – det endte med hun selv betaler private aktører for udredningen – og nu er den 6 årige på retalin – reelt amfetamin – selvom hjernen først er færdigudviklet når du fylder 26. Jeg harmes. Hvad med hun stopper med at give barnet sukker og iPad? Hvad med et extra år i skovbørnehave? Hvad er det for et system der får forældre til at vælge at give deres små børn stoffer – fordi det er vigtigt at sidde stille og lære 2 tabellen i samme tempo som gennemsnittet? For mit indre øje ser jeg et pre-ekko af knægtens fremtid som amfetamin-akrobat på amar-sletten.
Kender du typen 5? Keld er fotograf, men der er intet at lave, da de kreative og producenterne – efter at have brugt år på at forhandle en overenskomst – er blevet lukket ude af de virkelige magthavere – streaming-tjenesterne – plus DR og TV2 har stop for indkøb af nyproduktioner resten af året. Det bugner med billigt internationalt indhold, der er ikke sende-flader der skal fyldes mere, man kan altid snuppe en genudsendelse mere…Keld skyder også reklame, men er blevet udskiftet med unge interns med den nye iPhone og efterbehandling for småpenge i indien online eller AI. Han kan ikke betale renterne på sit Alexa-kamera, så han har solgt det alt for billigt. Til trods for han har været igennem danmarks næstdyreste uddanelse på filmskolen og har en kaminhylde fyldt med priser overvejer han en karriere i DSB.
Kender du typen 6: Værst er det for en belæst før succesfuld x-livsstils-journalist, der efter en rave-krig ved millenium har været tungt medicineret. Når foråret så kommer prøver han at trappe ud, da han er træt af at stene på piller – fair nok, men kedsomheden og ensomheden er der jo stadig, så rusmidler kickstarter en manisk fase, der ender med agression, trusler og anholdelser oftere og oftere. Så er det tilbage til piller og elektrochok – men der er hans netværk allerede slidt helt op og pakker sig. Måske ville en mere helhedsorienteret konstant indsats – der ikke kun er medicinsk – kunne redde staklen?
Politikerne ser ikke stemmer i at hjælpe disse mennesker – de har lige skåret ydelsen til de psykisk syge unge med kr. 4.098 – for at fremme….hjemløshed?
Politikerne forstår ikke kultur – under coronaen var det tydeligt de mest tænkte på lønmodtagerne og aktionærerne. Resultatet var mange af de farvelige små kreative firmaer måtte lukke – væk er de finurlige glædesspredere der laver debat og ægte sociale akser – hvilket har givet en social slagside – min anonyme x-kunstnerven fra forstaden siger;
“Der er noget råddent i Danmark – og alle kender en der har været uheldig – men ingen bakker dem op politisk. Vi vil hellere give penge til militær-industrien så de kan producere flere veteraner – vi også skider på. Det kan blive dig når som helst. Lad os hjælpe hinanden, lad os stille krav til politikerne – Lad os bygge vores eget parallel-samfund op ved siden af systemets mislykkede samfund. Lad os dyrke glysofat-frie grøntsager og bytte dem for hvad naboen har på lager, lad os bygge netværk op hvor vi hjælper og støtter hinanden.”
En anden x-balletdanser joiner koret: “Vi var curlingbørn generation 1,0 – nu står vi med Curlingbørn 2,0 som vi lader vokse op på en illusion som vores forældre gjorde. Alt kan lade sig gøre, du kan blive alt, hvor er du dygtig og kreativ. Måske du sku blive kunstner eller forfatter eller musiker lille stjernebarn. Men måske skulle vi fortælle dem sandheden så de selv får børn og først der opdager de ikke kan forsørge deres nye afkom for 50000 kr arbejdslegat hver 3 år. Lær dine børn de er i samme båd som dig og at de ikke bliver Picasso eller Hemmingway og at de ikke er fri som systemet siger. De vil kun blive røvslikkere og ludere – for klassesystemet findes stadig og afgør hvor i herakiet de ender. Wake the fuck up. Vi lever i 3. Verdenskrig og verden er styret af store virksomheder og deres lobbyister. Danmark er blevet en slavestat under USA, DTU er skabt for at udvikle våbensystemer. Vi har 200 fabrikker i Danmark der laver våbendele der har slået millioner af mennesker ihjel. Kunst er bare et røgslør der skal få os til at tro vi er frie. Jeg læste et sted at Beatles og moderne kunst blev opfundet for at få generationen splittet fra deres deres forældres generation, del og hersk Del kønnene op. Det racer op. Så omvendt skal vi samle os og bygge en parallel verden op. Så bryder jobcentrene, børserne og slavestaten sammen til sidst. For det er en stor undertrykkende hallucination. Der er ingen folkeslag. Der er ingen russere. Der er ingen arabere. Der er ingen tredje verdener. Der er intet Vesten. Der er kun ét holistisk system af systemer, et stort sammenvævet, interagerende, multinationalt herredømme via dollars. Hvis du skal overleve eller udfordre det system må du væk og lave dit helt eget ikke-system.”
En fyr med regning på Byens kro, der overvejer at flytte til Bornholm – stemmer i: “Kultur er (som alkohol) samfundets lim. Kulturen kunne være et laboratorium der løfter vores bevisthed, inspirerer og laver nye sociale rum – men er endt som et meget dyrt kræmmermarked for de få – og en identietsproducerede fradragsberettiget hobby for de ringe. Der er blevet talt meget om erhvervslivet og de kreative ofte et kortvarigt tvagsægteskab der mest handler om branding og fradrag – så hvad med erhvervslivet og det offentlige tog resterne af den kreative specialklasse under deres vinger på en værdig og konstruktiv måde istedet for at nedbryde dem via de jobcentre, der kun laver jobs til deres egne ansatte?”