DR´s Top 100 er ikke en liste over Danmarks bedste sange. Det er en liste over de sange, danskerne bruger som følelsesmæssige krykker, fællesskabsproteser og nationalt selvberoligende medicin. Det er ikke en musikkanon. Det er en musikalsk copingstrategi.En karaokeudgave af velfærdsstatens indre liv: sommer, mor, far, efterskole, skilsmisse, P4, lav sol over parcelhuskvarteret og en kollektiv længsel efter dengang, alle hørte det samme, fordi der ikke var andre kanaler.

DR har altid lavet lister, som om musik er sport. DR har også realityficeret musikken via uendelige konkurrenceformater, hvor ugens glade medietosse får en tur i spotlyset, før vedkommende skal tilbage og sælge balloner i Tivoli året efter.

DR har selv ramt det næsten præcist: Projektet handler om dansk musik, kulturarv, musikfællesskaber og yndlingssange, og ambitionen var ikke nødvendigvis enighed, men et fælles referencepunkt og en bred samtale. Ren konsensus-kanon — og nostalgi efter pre-streaming-tiden, da Danmark var en musikalsk monokultur styret af DR via playlister sammensat med “hjælp” fra de få store pladeselskaber.

Jeg har indsat danske pophits – der glimrer ved deres fravær på DR´s liste: 

1. Psykologisk: Danskerne stemmer ikke på sange — de stemmer på følelsesmæssige redskaber

At den lunkne “Lyse nætter” ender som nummer ét, er oplagt. Den er ikke sej. Den er ikke farlig. Den er ikke rytmisk revolutionerende. Den er en affektiv sikkerhedszone: lys, sorg, barndom, mor, sommer, tab, håb og fællessang reduceret til hule fraseringer oven på muzak.

Sonisk tapet med den særlige kvalitet, at jeg ikke kan huske, om jeg nogensinde har hørt det. Måske fik den flest stemmer, fordi Alberte starter med A og derfor lå øverst på stemmesedlen?

Nummeret fungerer i alle de rituelle rum, hvor danskerne bliver bløde: morgensamling, begravelse, bryllup, højskole, corona-fællessang og halvlunken slap sommerfest i udkanten.

En sang bliver ikke national, fordi den er bedst. Den bliver national, fordi den kan bæres af mange kroppe, uden at nogen føler sig dumme — eller føler for meget, eller noget uden for normalitetsskiven.

“Lyse nætter” er et dansk antidepressiv: ikke eufori, men lindring mod vinterens D-vitaminmangel og melankoli. Sangen siger: Verden er svær, men lyset vender tilbage. Meget dansk. Meget efter-corona, efter-krise, efter-ironi — og ren underkastelse under status quo.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er størst. Den vandt, fordi den gør mindst modstand. 2. Middelklassens fælles hukommelse

Den store vinder er ikke en genre. Det er genkendelighed og dermed tryghed i en kaotisk tid.

Det forklarer Kim Larsen, Gasolin’, Anne Linnet, Thomas Helmig, TV-2, Shu-bi-dua, Lars Lilholt, Sebastian, C.V. Jørgensen osv. Det er kunstnere, der leverer social infrastruktur: fester, radio, efterskoler, sommerhuse, værtshuse, konfirmationer, forældres pladesamlinger, P4 og bilferier.

Debatten bemærker også koncentrationen omkring Kim Larsen og Anne Linnet; de står for cirka hvert sjette bidrag. Det siger noget centralt: Danmark vil gerne have mange stemmer, men vender igen og igen tilbage til få tryghedsfigurer, ligesom Mor Mette og Papa Lars.

Kim Larsen er den danske folkefar: fræk, varm, arbejderromantisk, ikke truende og lidt anarkistisk — altså før han begyndte at tjene penge for alvor. Anne Linnet er den følelsesmæssige moder/intellektuelle storesøster: køn, tab, længsel, værdighed. Sammen udgør de en slags dansk følelsesforfatning.

3. Generationelt: Nostalgiens statskup

1980’erne alene fylder 31 sange, 1970’erne 16, mens 2020’erne kun har 7.

Det betyder, at listen ikke primært måler, “hvad unge streamer nu”. Den måler, hvad de store voksne generationer kan huske med kroppen og krybdyrhjernen. Og måske allermest, hvem der har tid til noget så oldnordisk som at stemme om sin identitet via musikforbrug på DR’s hjemmeside.

1980’erne står stærkt, fordi årtiet ligger perfekt i dansk kollektiv hukommelse: kassettebånd, DR-monopol, fællesskab før streaming-fragmenteringen, vinyl og en national pop/rock-kultur, hvor næsten alle kendte de samme sange. Det var den sidste store periode, hvor Danmark havde en nogenlunde fælles sonisk offentlighed.

Streaming har opløst fællesrepertoiret — men DR’s Top 100 forsøger at lime det sammen igen et sekund.

Nostalgi er tryghed med hukommelsestab. Den sælger tab som sandhed og gør længslen efter en enklere tid til kulturarv. Listen er derfor også en copingstrategi for at overleve forstillede liv.

4. Musikologisk: Den danske sang er melodisk, sangbar og følelsesmæssigt klar

Listen belønner ikke innovation. Den belønner melodi, dansk sprog, emotionel tydelighed, omkvæd, brugbarhed og rituel fleksibilitet.

Det er derfor, den eksperimenterende, elektroniske, hårde, mærkelige, klubbaserede, andenetniske eller æstetisk radikale musik har sværere vilkår. “Outsider”-musik kan være vigtigere kunstnerisk, men den fungerer dårligere som fælles nationalt stener-møbel. Den drypper dog ned som små stilcitater i denne kanon.

For en god DR Top 100-sang skal kunne tåle at blive sunget af en 12-årig, en mormor, en skolelærer, en fuld onkel, et DR-kor, et publikum på plænen og en person på randen af selvmord.

Det er en hård test. Det meste “smagfulde” musik fejler den, fordi den føler for meget og dermed bliver ekskluderende.

Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

5. Mediesociologisk: DR har lavet en samtalemaskine

Afstemningsformatet er genial public service: ikke fordi listen er sand, men fordi den får folk til at diskutere, hvad sandhed og relevans i musik overhovedet betyder. Samtidig aktiverer den deres nostalgiske baghjerne.

DR lavede en bruttoliste, lod folk stemme, afslørede placeringer i etaper og kulminerede med samsending og finale. Det gør Top 100 til en nationalt koreograferet uenighed. Man laver først en kanon, der genererer affekt, så alle kan hade den, forsvare den, savne sig selv i den og dermed deltage i fællesskabet — omkring noget så ligegyldigt som forbrug af musikalske minder og identitetsmarkører.

Derfor er brokken ikke en fejl. Brokken er produktet. Hovedretten, måske, for som bekendt spredes konflikt bedst.

Når folk siger “hvor er metal?”, “hvor er elektronisk musik?”, “hvorfor er Volbeat så højt?”, “hvorfor er Kim Larsen overalt?”, “hvorfor kan jeg ikke stemme frit?” — så sker præcis det, DR ønskede: Musik bliver samtalestarter.

Jeg er tydeligvis også selv hoppet på den. Det var også sjovt at se selv de mest radikale artister føre digital valgkamp for deres plads i Koda-kanonvarmen.

6. Psykologisk skygge: Danmark vil gerne lege moderne, men trøstes af det gamle

Der ligger en smuk modsætning i listen:

Danmark ser sig selv som progressivt, digitalt, åbent, ungt og urbant. Men når vi skal vælge vores vigtigste sange, vælger vi ofte barndom, radio, fællessang, forældre, tab, sommer, folkelighed og trygge kønsroller.

Det er ikke hykleri. Det er psykologi.

I usikre tider søger mennesker ikke nødvendigvis det nye. De søger det, der allerede har overlevet. Derfor bliver sangene små arvestykker. Man stemmer ikke kun på “Kvinde min” eller “Forårsdag”. Man stemmer anonymt på normalitet uden skam. Man stemmer på sin far, sin ungdom, sin første lejlighed, sin efterskole, sin mor i køkkenet, sin døde ven, sin egen forestilling om Danmark og det gode liv.

7. Den korte konklusion

DR’s Top 100 viser Danmark som et land, der ikke elsker musik som æstetisk risiko, futuristisk visionsrum eller euforisk nydelsesmiddel, men som social lim og beroligelse.

Det er en blød, nostalgisk, melodisk, dansksproget, let melankolsk og ekstremt fællesskabsorienteret liste. Den siger: Vi vil gerne lege individuelle, men vi længes efter at kunne synge det samme. Vi vil gerne være moderne, men vi stoler mest på det, vi allerede har grædt til. Vi vil gerne have kunst — eller rettere markere os over for andre med vores avancerede smag — men når vi stemmer anonymt, vælger vi trygge sange, der kan holde os i hånden.

DR er en propagandamaskine, der leverer et overskueligt verdensbillede og balsam mod sårene fra den indre senkapitalistiske permakrise.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

8.Hitformlen

Det hvide menneskes blues:
“Hvorfor gik du fra mig til festen / Sommeren gled forbi”

Hvis man skærer dansk kanonpop op på obduktionsbordet, finder man ikke revolution, begær eller rytmisk fare. Man finder tryghedsteknik.

Et sæt næsten faste komponenter går igen: flade synthpads, ufunky bas, chorusguitar, halvbluesede bends, festivalvenlige trommer, store sidste omkvæd og en vokal, der lyder, som om den både har mistet kærligheden og husket at betale sin licens.

Hvis vi trækker puddelrock, skamløse versioneringer af udenlandske hits, DR’s pigekors-højskolesangbogsversioner og DR-boostede produkter som Depeche Mode-coverbandet Nephew — eller Suspekt, der sikkert fik DR-boosteren, fordi der manglede “prol” på playlisterne — fra, er der en formel: et sammenfaldende mønster i musikken.

Flade synthpads

Ikke som futurisme, men som føle-tæppe. De ligger der for at sige: Nu er vi alvorlige, men ikke farlige. 80’er/90’er-pad’en bliver dansk popmusikalsk tåge: længsel, landskab, DR-drama, lys over vand. DX7- og Juno-106-pad-presets. Sikre valg fra internationale hits.

Stive gatede 80’er-snares

Ikke Prince-funky eller Trevor Horn-luksuriøs, men mere kommunal storladen halrock. Autoritær, men tryg. En rytmisk danseinspektør, der dikterer selv den mest klumpfodede dansemuses puls.

Chorusguitar

Den danske melankolimaskine. Rent, vådt, lidt Dire Straits, lidt TV-2, lidt regn på forruden. Den signalerer følsom mand med jakke, bilnøgler og uafklaret skilsmisse.

Ufunky bas

Meget vigtigt. Bassen i dansk kanonpop må ikke true kroppen for meget. Den skal støtte sangen, ikke tænde røven. Derfor får vi ofte “funktionær-bas”: pæn, stabil, lidt flad, uden den sorte musiks elastik. Bas som betalingsservice i ottendedele.

Vestkyst-farrock-piano

Det brede, lidt amerikansk-aspirerende klaver: Springsteen, Billy Joel og Elton John filtreret gennem motorvej, parcelhus og “skal vi ikke lige tage én til?”. Det er følelsesmæssigt effektivt, men også enormt farsk. Klaveret som denimjakke — eventuelt elektrisk eller DX7.

Kor uden ord

Scatsang: åh-åh, ah-ah, na-na, uh-oh-ih-yeah. Melodien skal kunne synges af folk, der kun kan 60 procent af teksten. Helst med en vokalfrase, der kan råbes eller nynnes. Det er følelser som attitude. Inderlighedstegn uden tekstligt ansvar. God kontrast til den tørre mandevokal. Man behøver ikke mene noget. Man kan bare stå i mængden og være rørt.

Akustisk guitar som autenticitetsgarant

Når den kommer ind, ved man: Dette menneske mener det. Akustisk guitar i dansk pop er ikke nødvendigvis folk — det er troværdighedsparfume. “Nu kommer den ægte hvide mands blues.” Signal til, at der må tudes alene på den øde parkeringsplads.

Halvbluesede bends uden rigtig blues

Den danske rockguitar kan godt lide bluesens tegn, men ikke dens farlighed eller smerte. Lidt bend, lidt vibrato, lidt “jeg har levet”, men ingen egentlig snavs, sex, fattigdom, forvrængning, kaos eller trance.

Radiovenlig modulation / stort sidste omkvæd

Kanonsangen skal løfte sig til sidst. Ikke nødvendigvis fordi sangen kræver det, men fordi følelsen skal certificeres. Det sidste omkvæd er ofte et følelsesmæssigt MitID — og en ekstra øreorm, så virussen sidder helt fast.

Trommer, der spiller “sang”, ikke groove

Trommerne er arrangør-trommer: vers, bro, omkvæd, crash, break. De fungerer som trafiklys, ikke som dansende krop. De er renset for Afrika, for funk, for trance. Fadbamse-festival-GPS.

Lyd af studiebudget uden prangende glamour

Meget dansk pop har den særlige lyd af kompetent studie, men uden amerikansk luksus eller britisk excentrisk arrogance. Det er velproduceret, men sjældent dekadent. Mere “god lydmand, der dokumenterer nogle pissedygtige livemusikere” end “visionær sonic fiction”.

Festivalegnethed er måske selve den skjulte produktionsregel. Det skal lyde som noget, der kan stå på en stor dansk scene kl. 21.15 med fadøl, regnjakker, klap på alle fire slag og 12.000 mennesker, der ikke nødvendigvis er fans, men gerne vil løftes blidt i ballongyngen.

Midtempo som dansk komfortzone

Ikke for hurtigt til at være følelsesløst, ikke for langsomt til at dø i et telt. Det danske nationaltempo ligger ofte dér: nok puls til fællesskab, nok ro til sentimentalitet.

Tryg dynamik: Vers: setup. Bro: forventning. Omkvæd: lys på publikum. Sidste omkvæd: alle med.

Det er festdramaturgi for mennesker med øl i hånden. Hits skrevet og produceret med en slags indbygget Roskilde/Skanderborg/Grøn Koncert-logik via radio, så nummeret kan transformere privat melankoli til kollektiv forløsning.

Melodisk sentimentalitet oven på rytmisk forsigtighed

Kernen. Følelsen må gerne være stor. Rytmen må helst ikke være for kropslig. Danmark tillader tårer hurtigere end hofter.

Mandestemmen med ru samvittighed

Den lidt hæse, jordbundne “jeg har været på værtshus, men jeg elsker mine børn”-vokal. Ikke soul. Ikke crooner. Ikke punk. Mere: nyskilt dansk mand stirrer ud over havet.

Kvindestemmen som lys, værdighed og sorg

Anne Linnet/Sanne/“Forårsdag”-aksen: Kvinderollen i kanonen er ofte bærer af klarhed, tab, kærlighed og moralsk tyngde. Hun må gerne være dybere end manden, men helst på en smuk, melodisk og melankolsk måde.

9.Diagnose

Dansk kanonpop vil gerne lyde som frihed, men den er ofte arrangeret som forsikring.

Den vil have rockens autenticitet, gospelens fællesskab, soulens følelse, new wave’ens glossy synths og amerikansk highway-patos — men filtreret gennem et land, hvor ingen må svede for grimt, begære for tydeligt eller miste den hvide taktfasthed.

Resultatet er smukt, trygt, rørende — og ofte tandløst.

Det er derfor, den forglemmelige “Lyse nætter” vinder. Ikke fordi den er den objektivt bedste danske sang, men fordi den er en af de mest effektive danske vira til kollektiv selvberoligelse.

“Lyse nætter” vandt ikke, fordi den er Danmarks bedste sang. Den vandt, fordi den lyder som den slutter fred med nederlaget og det uforløste liv.

BONUS BEAT

The post DR’s følelseskanon – Top100 – listen over Danmarks bedste sange? appeared first on BLAZAR.

Vi lever i en konfliktofil tid, hvor vi ser positioner frem for personer, hvor mediesadister har frit løb til at veksle spark nedad for lukrativ nettrafik –  der karmaløst former nye  (a)sociale koder, der erstatter reel samtale: syndefaldet startede vel med at Reality-tv lærte os at stemme mennesker ud. Sladderpressen lærte os at grine af ofrene bagefter, mens vi hyggede os. Sociale medier lærte os at gøre dommen permanent. Og den fine presse lærte os at kalde det hele for kultur, stil og moral.

“Hvis du stiller dig op på scenen, risikerer du tomatregn”: Medierne elsker at fortælle, at de bare afspejler virkeligheden — eller mere ærligt: markedet. Reality bare viser, hvordan mennesker er. At sladder bare siger det, folk alligevel tænker. At sociale medier bare er frie platforme. At den mere ophøjede presse bare er et sted for kvalitet, analyse og etik. Det er vrøvl uden ansvar.

Medieformaterne afspejler ikke bare mennesket. De omtræner det. De former vores blik, vores reflekser, vores sprog og vores forestilling om, hvad et menneske overhovedet er. Ikke en sjæl. Ikke en karakter. Ikke et indre liv. Men en figur. En position. En profil. En overflade, der skal læses, vurderes, kalibreres og helst aktivere krybdyrfølelser, fordi de rammer hurtigst og skaber mest trafik.

Reality var undervisning i socialdarwinisme. Reality-tv lignede i mange år bare letbenet skraldeunderholdning: sol, botox, taktiske tårer, halvfulde bekendelser og mennesker, der simulerede noget autentisk, folkeligt og spontant. En “godt det ikke er mig”-gabestok for lykkeridere og effektjagere.

Men reality var mere end det. Det var et pædagogisk apparat. “Han er stemt ude.”

En tilsyneladende uskyldig sætning med brutale konsekvenser. En nøgle til et helt verdensbillede. Du er kun med, så længe du fungerer i spillet. Relationer er midlertidige. Alliancer er taktiske. Din værdi afhænger ikke af karakter, men af effekt og evnen til at skabe affekt. Ingen kerne, kun performance. Løgn og intrige ophøjet til elitesport.

Reality lærte ikke bare deltagerne at spille spillet. Det lærte seerne at se verden som et spil. Den stærkeste vinder ikke. Bare den, der fungerer bedst i andres blik.

En hel generation af ensomme og søgende mennesker fandt parasociale oplevelser i reality og blev opdraget af det. Det stoppede ikke, når skærmen slukkede. Det gled ud i arbejdslivet, kærligheden, vennegrupperne, kulturen og politikken.

Voksne mennesker med AirPods og surdej begyndte at tale om deres egen tilværelse som et udstemningsshow med kontorlandskab. Hvem har momentum? Hvem læser rummet? Hvem tabte mødet? Hvem fylder for meget? Hvem er en dårlig culture fit? Hvem er basically stemt ude, uden at HR siger det højt? Hvem er ikke inviteret med på skiferie?

Reality var ikke bare tv. Det var onboarding til arena-samfundet.

Sladdermedier gør brutaliteten hyggelig. Hvis reality var skolen i eliminering — en gladiatorkamp — så var sladderen den lystige folkedomstol der stenede bagefter.

Et program som Det, vi taler om er ikke bare sladder. Det er efterbehandlingen af reality-logikken. Her legitimeres sadismens nydelse: nogen sagde noget forkert,  var for synlige, for selvfede. Nogen gik i stykker offentligt. Nogen havde dårlig smag i tøj, timing, ansigt, moral eller ekskærester. Nogen holdt op med at levere den aftalte vare med den aftalte maske – og var dumme nok til at vise svaghed — og gribbene, der havde bygget dem op, sidder altid klar til at rive dem i stykker i en offentlig menneskeofring.

Misundelse, hånelyst, foragt og skadefryd bliver her vasket rene i ironi, tempo og latter. Ikke som noget lavt, men som noget kvikt. Ikke som smålighed, men som ærlighed. Ikke som aggression, men som katarsis. Det er en genial mental vaskemaskine.Rå smålighed kommer ind. Kulturel kapital kommer ud. Hånelyst hyldes som skarphed. Misundelse bliver til analyse. Foragt kaldes mediekritik. Sadistisk skadefryd bliver til: “Nu siger vi bare det, alle andre tænker.”

Sladderen er ikke bare en ventil. Den er en legitimering af en ubehagelig tone og en social kode. Et rum , hvor man kan føle sig beskidt gratis – og stadig opleve sig selv som intelligent, fri og socialt velfungerende. Man er ikke ond. Man er bare kontant og ærlig. Man er ikke smålig. Man gennemskuer bare spillet. Man er ikke misundelig. Man har bare bedre smag. Brutalitet er sjældent stærkest, når den skriger. Den er stærkest, når den fniser over et glas sponsoreret hvidvin.

Proxy-had Noget af det mest bekvemme ved medierne er, at de giver os et sted at parkere følelser, vi ikke kan bruge dér, hvor de egentlig hører hjemme — dér, hvor hverdagen gør ondt. Vi skælder ikke chefen ud. Vi forlader ikke det defekte ægteskab. Vi konfronterer ikke vores venner. Vi gør ikke oprør mod vores økonomiske afhængighed. Vi ser ikke ærligt på vores egen fejhed, skyld, misundelse og skam. Det er for dyrt. For risikabelt. For smertefuldt. For tæt.Så i stedet forskyder vi affekten. Vi lufter den by proxy.

Spark kun nedad Vi hælder aggressionen, misundelsen, foragten, hævntørsten og hånelysten over i mennesker, vi højst har en parasocial relation til. Kendte, værter, popfigurer, realitydeltagere, komikere, skuespillere. Mennesker, vi ikke kender, men som er synlige nok til at bære vores projektioner og fjerne nok til, at det føles risikofrit. Det er nemmere at hade eller elske Jørgen Leth end at skændes med sin egen far.

Det er derfor, sladderformater føles lettende. Rent tabuiseret had uden konsekvens. Tilladelse til at være aggressiv uden at tage kampen med dem, der faktisk strukturerer ens liv. Vi orker ikke opgør med dem, der virkelig undertrykker os. Så vi kompenserer og nyder, at en hybrisfigur bliver slagtet, en forældet popstjerne latterliggjort eller en tom tv-vært får tæsk for at være menneske — mens vi kalder ritualet debat, sladder eller kulturkritik.

De parasociale ofre bliver følelsesmæssige syndebukke for konflikter, som vi ikke kan løse tættere på vores eget liv. Det kendte offer bliver en beholder for alt det, vi ikke kan sende de rigtige steder hen: ydmygelsen fra arbejde, afmagten over systemet, bitterheden i parforholdet, skammen over vores egne kompromiser, irritationen over vennerne, angsten for at være utilstrækkelig, magtesløsheden og hadet mod den version af os selv, vi ikke kan holde ud at se på.

Medierne tilbyder en dukke, vi kan stikke nåle i, mens vi fortæller os selv, at vi bare følger med.

Den “fine” presse er ikke et alternativ — bare andre koder Weekendavisens læser og Paradise-seeren er ikke nødvendigvis modsætninger. Den finere del af pressen er meget ofte præcis det samme system i højere opløsning.

Samme drift. Samme rangorden. Samme selvhævdelse. Samme lyst til at differentiere sig.
Samme behov for at sige: “Jeg er ikke som de andre.”Samme eksklusionsfunktion. Forskellen er bare valutaen og tegnene.

Hvor reality arbejder med skønhed, sex, karisma, alliancer og social overlevelse, arbejder den “fine” presse med smag, dannelse, moral, sensibilitet og analytisk overlegenhed. Hvor sladdermediet siger: “Se hvor latterlig hun er,” siger kulturspalten oftere: “Se, vi har bedre smag end dig.”

Aggressionen forsvinder ikke. Den sublimeres bare ud i forbrug af stil, kultur og bløde holdninger. Misundelse bliver til smagskritik. Flokinstinkt bliver til værdifællesskab.
Selvpromovering bliver til moralsk positionering.

Man stemmer ikke folk ud med sms’er. Man gør det med tone, framing, udeladelser, kanonisering og social kulde. Man siger ikke: “Du må ikke være med.” Man siger: “Det her er bare ikke interessant” i en tone, der betyder: “Du er æstetisk og moralsk diskvalificeret.”

Reality ydmyger folk for åbent kamera, og sladderpressen gnider salt i sårene. Den fine presse ekskluderer og ydmyger gennem hierarkier af smag, moral og intelligens.

Det mest irriterende ved den fine presse er ikke dens elitisme, men dens uærlighed om sin egen drift. Reality ved godt, den er beskidt. Sladderpressen ved godt, den lever af den indre svinehund og hån. Men kultur- og meningseliten forestiller sig ofte, at dens egne aggressioner er ren etik, ren kvalitet eller ren fornuft. Som om moral ikke også kan være parfume. Som om smag ikke også er et våben. Som om dannelse ikke ofte bare er en mere subtil måde at sige: “Jeg er bedre end dig.”

Vi fortrænger det ofte, men vi er flokdyr. I størstedelen af vores historie har det været livsvigtigt at kende sin plads, aflæse andres intentioner og undgå eksklusion. Anerkendelse var ikke luksus. Det var sikkerhed. Udskamning kunne være katastrofal. Derfor er vi ekstremt følsomme over for status, rang, alliance og social læsbarhed.

Vi er også sammenlignende dyr. Vi oplever os selv i forhold til andre. Mere ønsket eller mindre ønsket? Mere raffineret eller mere ordinær? Mere sikker, smuk, klog, korrekt, vigtig? Reality måler det i karisma og begær. Den fine presse i moral og kulturel kapital. Driften er den samme.

Hvorfor vokser denne mentalitet så kancerøst? Fordi de passer perfekt til tidsånden. De vokser, fordi de taler til et samfund, hvor det sociale er blevet mere usikkert, mere performativt og mere markedslignende. Vi lever i et klima af statusangst, identitetsuro og konstant symbolsk evaluering. Job, kærlighed, bolig, krop, netværk, følgere, moral, smag — næsten alt opleves nu som noget, der kan optimeres, tabes, sammenlignes og offentliggøres på et splitsekund.

I sådan et samfund bliver medier, der hjælper os med at aflæse rang og navigere, ikke bare underholdende. Hvem er oppe? Hvem er nede? Hvem er færdig? Hvem har momentum? Hvem er latterlig? Hvem er legitim? Hvem er ren? Hvem er fortabt? Er jeg stadig med?

Samtidig lever mange mennesker i hverdage, der er både understimulerede og overstimulerede. Arbejdsliv, logistik, notifikationer, administration, skærme, praktisk støj, svækket fællesskab. Resultatet er en sult efter intensitet. Gladiator-medier leverer det hele i koncentreret form: konflikt, begær, skam, hævn, sejr, undergang. Risikofrit parasocialt liv på steroider.

Derfor har de et marked. Ikke på trods af deres brutalitet, men på grund af den.De sælger ikke bare drama. De sælger orientering. De sælger lettelse. De sælger stedfortrædende deltagelse. De sælger den lille varme ved, at det ikke var dig, der blev flået denne gang. De mediale gladiatorkampe har marked, fordi vi allerede selv lever i arenaen.

Slås aldrig på udebane Jeg interviewede engang Erik Clausen en aften, hvor han tilfældigvis var på forsiden af Ekstra Bladet, anklaget for at have banket ludere, hvilket ikke ligefrem var on brand for en folkelig multigøgler. Kilderne var anonyme prostituerede — med den pikante detalje, at avisen på den tid også selv tjente penge på annoncer for netop prostituerede, de dyreste på markedet pr. centimeter.

Jeg spurgte ham, om han ville gå rettens vej eller tage til genmæle mod det karaktermord, der var ved at blive rullet ud. Clausen var helt fattet. Han sagde, at det ville være nytteløst. Et modsvar ville bare afføde flere historier. En sag ville bare forlænge serien om ham. Alt ville stadig foregå på Ekstra Bladets præmisser, i deres boksering, hvor de både ejer tovene, klokken, dommeren og publikum.

Selv hvis han vandt, ville gevinsten være symbolsk: måske en lille bøde, måske et lille formelt dementi gemt væk bagi avisen, længe efter at forsiden havde gjort sin skade. Mistanken ville være massiv. Så hellere håbe, at der var en større fisk på forsiden i morgen, der kunne presse hans syndefald om i bakspejlet. For når først de har gjort dig til figur, kan selv dit forsvar blive til deres indhold.

Selv juraen afslører, hvor billigt mediesadismen ofte slipper. Pressenævnet kan kritisere, men ikke selv tilkende erstatning; det må ofret slæbe videre til domstolene med. Og når tallene endelig kommer, ligner de ofte en hån. I Dragsdahl-sagen: 100.000 kroner. I en ærekrænkelsessag fra Københavns Byret i marts 2026: 75.000 kroner. Det er ikke ingenting. Men det er stadig småt ved siden af den sociale radioaktivitet, som forsiden, rygterne og googlingen efterlader. Oprejsningen  er ren lotto, men med minimal gevinst.

Spark nedad og slik opad Det er heller ikke hvem som helst, der ender som ofre i denne maskine. Mediesadismen rammer sjældent de magtfulde, men de mest eksponerede.Det er en vigtig forskel.Man går ikke nødvendigvis efter dem, der styrer pengene, ejer platformene, finansierer partierne eller sidder med den reelle strukturelle magt. Det ville ellers være fair, især når medierne kalder sig magtkritiske. Men nej. Man går efter dem, der kan ses. Dem, der har ansigt, krop, stemme, tøj, affekter, fejltrin og en dramaturgi, der kan sælges. Dem, der drømmer og flyver højt.

Det er derfor, ofrene så ofte er skuespillere, popstjerner, tv-værter, komikere, realityfigurer og de mere pyntede randeksistenser i magtens periferi. Folk, der i en periode er nyttige som underholdning, identifikation eller glimmer.

Så længe de leverer, er de fredede. Så længe de genererer klik, begær, stil, kaos eller folkelig varme, bliver de bygget op, profileret, inviteret ind og gjort større. Men alle har en sidste salgsdato. I det øjeblik de viser svaghed, mister grebet, går af mode, virker for slidte, for pinlige, for ustabile eller for lidt profitable, kommer knivene frem.

Ofrene gennemgår en næsten rituel bevægelse: først inflation, så mæthed, så nedrivning. Medierne bygger dem op for at rive dem ned, og nedrivningen er ofte mere indbringende end opbygningen. Publikum elsker opstigning, men det elsker fald endnu mere. Især når faldet rammer nogen, man allerede har fået lov at føle lidt for meget omkring.

Det betyder ikke, at toppolitikere, erhvervsledere eller ejere aldrig kritiseres. Det gør de. Men der er en mærkbar forskel på hvordan systemet behandler reel magt og performativ synlighed. Den reelle magt er ofte abstrakt, juridisk bevæbnet, netværksbeskyttet og mindre sexet dramaturgisk. Den har advokater, bestyrelser, kommunikationsfolk og adgang til lukkede rum. Den kan true, trække annoncer væk, lukke døre og gøre livet besværligt. Den er dyrere at gøre til folkelig underholdning.

Derfor ender den ofte med mildere behandling, flere nuancer, større forsigtighed og mere “kompleksitet” — eller med dyrkelse af dens skamløshed, hustleri og kynisme som kvaliteter.Den eksponerede kulturfigur eller ugens glade handicappede har sjældnere den slags skjolde. Kendt, men ikke rigtig beskyttet. Omtalt, men ikke strukturelt tung. Perfekt bytte. Ikke så magtesløs, at publikum får dårlig samvittighed, men heller ikke så magtfuld, at det bliver farligt at gå til angreb. En mellemting mellem idol og offerdyr.

Det er derfor, mediesadismen så ofte forklæder sig som “kritik af eliten”, mens den i praksis går efter de dekorative lag: de kendte ansigter, de følelsesmæssige figurer, de let aflæselige symboler. Dem, der ejer maskinen, slipper billigere end dem, der danser i den. Ofrene er svage nok til ikke at kunne tage hævn.

Portræt af mediesadisten Mediesadisten er sjældent bare et ondt menneske. Det ville næsten være for enkelt. Oftere er det en person, der har lært at omdanne egne sår til metode. En, der kender koden, fordi vedkommende selv har stået udenfor, været til grin, været den forkerte, den oversete, den underlegne, den socialt sultne. Netop derfor ved mediesadisten, hvor man skal stikke kniven ind. Ikke nødvendigvis fordi vedkommende er stærkere end andre, men fordi han eller hun har gjort sårbarhedsradar til profession.

Der ligger tit et urealiseret ønske om egen storhed i figuren. Ikke bare succes, men hovedrolle. Ikke bare anerkendelse, men centralitet. Mediesadisten ville i en anden verden måske selv have været stjernen, kunstneren, værten, geniet, den elskede figur midt i lyset. Men den position blev aldrig helt indfriet. I stedet opstår den sekundære magt: at leve af andres karisma, andres skandaler, andres fald, andres ansigter, andres opladning. En vampyrpraksis. Man kan ikke selv lyse nok, så man lever af at stå tæt på dem, der gør.

Det er derfor, mediesadisten så ofte inviterer kendte ind, omgås dem, spiser med dem, drikker med dem, kalder dem “venner”, kun for i det skjulte at ville sidestille sig med dem — eller endnu bedre: hæve sig over dem. Interviewet, portrættet, sladderen, den intime tone, den frække adgang, alt det er ikke bare journalistik eller selskabelighed. Det er en måde at lægge beslag på andres aura. En måde at sige: Jeg er også med i billedet. Jeg er ikke bare den, der observerer hovedrollen. Jeg er den, der fordeler lys.

Grådighed er ofte en stærkere motor end moral. Ikke nødvendigvis kun økonomisk grådighed, selv om penge, status og trafik selvfølgelig betyder noget, men en mere eksistentiel grådighed: sulten efter opmærksomhed, position, adgang, kontrol og immunitet. Mediesadisten ved, at trafik er hævet over moral. Alle skrupler falmer, når tallene er gode nok. At den moderne offentlighed tilgiver næsten alt, hvis det performer. Derfor bliver kynismen ikke en fejl i systemet, men en professionel kompetence.

Der er også ofte et narcissistisk træk i figuren — ikke nødvendigvis i den vulgære, spejlforelskede form, men i den mere krænkbare og sultne variant. En person, der både føler sig forbigået og berettiget. Som længes efter beundring, men ikke tåler, at andre får den ubetinget. Som derfor udvikler en praksis, hvor andre mennesker både er råstof, adgangskort og potentielle ofre. De skal bruges, men de skal også kunne punkteres, hvis de bliver for store, for frie eller for lidt kontrollerbare.

Magtoptagetheden er central. Ikke nødvendigvis formel magt, men den mere flydende, moderne version: evnen til at sætte dagsorden, skabe frygt, få folk til at ringe tilbage, få folk til at fedte, lække, sladre, beskytte sig, servere nye navne. Mediesadisten lever ikke bare af historier, men af den atmosfære, der opstår omkring ham eller hende: den lille elektricitet af, at folk ved, at denne person kan gøre mig synlig eller smadre min uge. Det er en meget berusende form for magt, især for mennesker, der måske aldrig følte sig stærke nok uden den.

Og netop derfor muterer omgangskredsen. “Ægte” venner bliver en risiko. De ved for meget. De kan læse maskinen bag rollen. De kan gennemskue, at fortrolighed i dette univers altid har en latent markedsværdi. Derfor erstattes de gradvis af mere nyttige mennesker: informanter, satellitter, sladderkilder, opportunister, folk, der gerne vil levere næste offer, næste sexvideo, næste sexvideo uden sexvideo, næste sprække i en facade. Mediesadisten får færre venner og flere kilder. Færre fortrolige og flere medskyldige. Til sidst lever personen i et miljø, hvor loyalitet er midlertidig, og alt kan omsættes.

Så opstår figuren som en slags medieassassin til leje. Ikke nødvendigvis direkte købt, men funktionelt tilgængelig for enhver, der kan levere stof, hævn, adgang, drama eller et navn med nok opladning. En person, der i praksis stiller sit apparat til rådighed for sociale likvideringer, ofte forklaret som “frisprog”, “afsløring”, “kritik” eller bare “det, alle taler om”. Karma bliver noget, der gælder andre. Ikke en selv. For mediesadisten lever i forestillingen om, at position og timing kan ophæve moral. At mikrofonen er en slags aflad.

Det vigtige er dog ikke at gøre mediesadisten til en dæmon. Det er for nemt. Den mere præcise og mere ubehagelige sandhed er, at figuren er et produkt af samme kultur, som belønner ham eller hende. Mediesadisten findes ikke kun, fordi nogen er syge i hovedet. Figuren findes, fordi systemet belønner præcis denne blanding af krænkbarhed, opportunisme, social intelligens, lav skruppel, magtbegær og appetit på offentlig menneskeofring. Det er ikke bare en defekt person. Det er en type, som markedet aktivt fremelsker.

Mediesadismens regnskab For udøverne af mediesadisme er prisen ofte overraskende lav. En kendelse. En dårlig uge. Et beløb. Et surt møde. Et halvhjertet dementi. En symbolsk næse. Måske en bøde, som i medieøkonomiske termer ligner en driftsomkostning snarere end en moralsk katastrofe. Al omtale er god omtale. Fuck moral og virkelighed. Det eneste, der er virkeligt, er målbar trafik. Men for de ramte kan samme historie blive til et alvorligt, meget virkeligt efterliv. Ikke bare tab af ansigt, men tab af arbejde, tillid, søvn, kredibilitet og socialt fodfæste. Ikke bare en mediestorm, men år med rygter, isolation, selvlede, arbejdsløshed, angst, depression og en krop, der ikke længere kan finde ro.

Når først et menneske er gjort til figur i den offentlige arena, kommer en eventuel oprejsning næsten altid for sent og i for lille skrift — og den er, modsat den sociale radioaktivitet, ikke tatoveret på ofret. Den, der offentliggør og tager en skalp, kan gå videre til næste historie. Måske stadig omgivet af en svinende autentisk vennegruppe, men stadig en magnet for folk med appetit på sociale snigmord. Den, der rammes, skal bagefter leve i kroppen, i Google-søgningen, i arbejdsgiverens tøven, i vennekredsens stilhed, i børn, der spørger, i naboer, der kun læste overskriften. Det er ikke bare en sag eller en artikel. Det er et nyt livsvilkår — socialt, psykisk og nogle gange dødeligt — defineret af en digital domstol uden reelt ansvar.

Zeitgeist? Vi har flyttet værdi fra karakter til performance, fra kerne til aflæselighed, fra væren til effekt. Vi siger, at vi hylder autenticitet, mens vi træner hinanden i iscenesættelse og gentager andres rentable løgne. Vi siger, at vi vil det menneskelige, men belønner det, der kan klippes, postes, vurderes og cirkulere. Vi siger, at vi søger sandhed, men meget af medieøkonomien lever af hån, sammenligning, social dom, angst og eksklusion.

Et sundt samfund producerer rum, hvor mennesker kan være mere end deres markedsværdi. Et sygt samfund gør næsten alt til en test af aflæselighed, tilpasning og social omsættelighed. Alt er en transaktion. Handling er en handel.

Det er derfor at væksten i denne mentalitet føles kanceragtig. Logikken breder sig ind i stadig flere vævstyper. Det, der begyndte i reality, findes nu i dating, jobkultur, forældreskab, politik, kulturjournalistik, selvhjælp, aktivisme og branding. Samme cellekode. Nye organer.Til sidst kunne hele samfundet ikke længere kende forskel på menneske og content.

Den blinde vinkel Også kulturkritik er en måde at positionere sig på. Også foragten for foragten kan blive en raffineret form for selvhævdelse. Man slipper ikke nødvendigvis ud af arenaen ved at gennemskue den; man kan lige så vel ende med bare at tage plads på en dyrere balkon, hvor man lader som om man ikke står nede i stormhavet, men på bredden af floden — og kalder udsigten for erkendelse. Teksten her kan i sin lyst til at afsløre rangkampen selv komme til at spille med på den. Som endnu en stemme, der differentierer sig, hæver sig og nyder sit eget banale klarsyn. Hvis der er noget håb i kritikken, ligger det derfor ikke i forestillingen om et rent udenfor, men i den mere ubehagelige indrømmelse: at også essayisten, læseren og hele distancen er viklet ind i det samme kredsløb. Ingen er uskyldige. Nogle har bare bedre ord for deres deltagelse.

Konfliktofili Ingen historie uden konflikt. Reality gør det råt. Sladder gør det hyggeligt og normalt. Den fine presse gør det moralsk, livsstilsagtigt og æstetisk. Under det hele ligger den samme beskidte præmis: Et menneske er kun noget i det omfang, det kan ses, læses, vurderes og cirkuleres.

Det mørkeste ved reality, sladder og den fine presses moralske parfumering er derfor ikke bare at de viser os det værste i mennesket. Det er, at de lærer os at opleve det værste som normalt. Som spil. Som analyse. Som kultur. Som professionalisme. Som noget, man lige sætter på, mens kaffen løber igennem og barnet bliver glemt i institutionens Aula-tråd. Tragedie som underholdning. Uempati som vare – og som social kode, lige til at kopiere.

Finale: Fra menneske til format Vi taler tit, som om den store trussel er misinformation, AI eller algoritmer. Men måske ligger en lige så alvorlig deformation et andet sted: i den langsomme vænning til at opfatte mennesket som format, som tegn, ikke et blødt dyr.

Ikke som et væsen med modsætninger, sårbarhed, tvetydighed og indre vægt, men som noget, der skal konvertere. Noget, der altid kan udskiftes, nedgraderes, vurderes, genopfindes eller stemmes ud. De her medier tilbyder en model af det sociale, som mange allerede mærker i kroppen: den permanente vurdering, den usikre status, frygten for at være for meget eller for lidt, længslen efter at tælle og den mørke lettelse, når en anden ryger først. Det begyndte som tv.  Så blev det en psykologi, en adfærd, en paranoia. Så blev det en samfundsform. Først lærte medierne os at stemme mennesker ud. Så lærte de os at grine bagefter.
Til sidst lærte de os at kalde det dømmekraft, moral, kultur, stil og personlig udvikling.

Universalsvaret er det samme som altid, bare mindre uskyldigt end det lyder: stem med dine penge, dine valg og din tid.

Tænk over, hvilket hul den her tidsrøvende mediestøj egentlig fylder i dit liv. Det er sjældent information. Det er meget oftere usund underholdning forklædt som indsigt, debat, kultur eller oplysning. Et affektivt junkfeed, der holder dig varm, ophidset og halvtom på samme tid.

Og man bliver, som bekendt, hvad man spiser. Uempatiske medier skaber uempatiske ekkoer og koder vores samtaler. Hvis du hver dag fodrer dig selv med hån, konflikt, ragebait, rangkamp, pinlighed og parasocial afreagering, er det ikke bare noget, du forbruger. Det er noget, der langsomt flytter ind i dig og former dit blik på andre mennesker.

Måske skal injurieloven opgraderes. Måske er det tid til at slukke lidt oftere og bruge lidt mere tid på de autentiske relationer –  de mennesker, du faktisk kender IRL. Tage de konflikter, der faktisk er dine. Genindtag det  liv, der ikke kommer med speak, panel eller pushnotifikation. For alternativet er, at vi en dag opdager, at vi ikke bare har erstattet virkeligheden med mediestøj; i stedet for at deltage balanceret i virkeligheden kan vi nemt drukne i støjen.

The post OM MEDIE-SADISME og PROXY-HAD — FRA PARADISE TIL WEEKENDAVISEN appeared first on BLAZAR.

En kommentar om kultur, klasse og den evige fake-debat om kunstnernes politiske bias.

Smagsdommeren og mediesadisten Lars Bukdahl fra blåsorte Berlingskes eget tillæg, Weekendavisen, og den stirrende bottleflipper og udenlandsdansker Anders Samuelsen har lige begået endnu et medie-harakiri – denne gang med deres synsninger om kunstnernes politiske bias.

De lever i to asynkrone, anakronistiske elfenbenstårne, men spiller begge dørmænd, for kultur handler åbenbart om identitetsproduktion via eksklusion.

Det er påfaldende, at kulturlivet ikke kommer med modsvar, men de dukker sig vel som så ofte før… at kritisere kan virke ekskluderende i et presset kulturmarked, hvor der er flere dansere end djs. Jeg har måske tourette, jeg er frygtløs:

Bukdahl har svært ved at fordøje, at unge marginaliserede semi-incels søger løsninger, identitetsløft, opmærksomhedsballade – eller måske snarere forklaringer – på højrefløjen – som modgift mod den post-postmoderne tristesse – nu hvor venstrefløjen er blevet usynlig, slatten norm eller bare ikke kan tilbyde hverken gøgl eller virkelige alternativer.

Samuelsen ser omvendt kunstneren som den ideelle liberale helt, når han lykkes: en slags superiværksætter eller Tour de France-vinder. Altså: Når kunstneren når i mål volumemæssigt, er det dér, de blå opdager ham. For en stor mand har en dyr bil, en god musiker kan fylde Parken, og en god bog er en bestseller – eller klassisk og kanoniseret.

Det har, positivt set, inspireret mig til at tænke følgende:

Denne debat illustrerer, at det ikke er sjovt at være venstreorienteret mere. Man skal konstant skamme sig, moralisere, selvregulere og begræde verdens gang. Der er konstant modstand og forfald i bytte for et lille identitetssus.

Omvendt kan man som borgerlig bare skamløst fyre den af og drive med strømmen uden konsekvenser, som var det en naturlov. Man tror på den stærkes ret, tror på, at man er på vinderholdet, og accepterer undertrykkelse uden skyld, skam eller stressende kognitiv dissonans. Markedet virker, de stærke har ret…

Nu har neorindalisten Samuelsen har den frækhed at pisse på de sidste rester af kulturlivet, der endnu ikke er blevet mainstream, eller rettere, han har ikke tid til – eller forstår. “Lad falde hvad ikke kan stå…” logik.

Konflik – eller rettere en debat om en debat – giver clicks og der sidder en redaktør og griner, mens der bliver solgt et par annoncer mere…

Det er dumt, medierne burde bruge mere plads på at vise kulturen ufordøjet – den rene vare – frem for at lade narcissistiske vejrhaner bruge kulturen som gidsel i deres søgen efter opmærksomhedstrafik.  Nå nej, medierne lever jo af at tygge drøv på virkeligheden og lave den til konfliktstof…

Lad mig – inspireret af Anders – forestille mig en verden uden kultur, hvor der kun er reklamer. Biograferne er erstattet af blockbusters på streaming, der igen bare er reklamer for legetøj, ure, tøj, drikkevarer og biler: en slags langformat influencer-reels. Dokumentarfilm er blevet reality-tv. Musikken klares af en blanding af X-faktor, Universal, Live Nation og Spotify og er tilpasset biorytmerne fra dit sportsur. Kulturlivet leverer ikke ny bevished, det er minder mere om mode eller design. Der er nu reklamer på alle medier, selv DR. I det offentlige rum er de få spæde kunstforsøg erstattet af Formel 1, Royal Run, folkedans og militærparader. Litteraturen er reduceret til kendisbiografier skrevet af ghostwritere, selvhjælpsbøger, lufthavnslitteratur og krimier. Museerne viser nationalromantik og retro, kunstnere, der allerede er kanoniserede eller døde, for at holde den del af den skattefri antikbranche, som endnu ikke er blevet ædt af krypto, i live. Kunstfondene og bestyrelserne, der kaster de sidste krummer ud til nepokids med forlommer, de eneste der kan overleve i længere tid i spillet, er besat af alt andet end skabende kunstnere. 

Men hov … det er jo allerede virkeligheden. 

Resten af kulturmarkedet pirrer ikke den blå klichémand. Han har simpelthen ikke tid til at fordybe sig i ukendtes kreative værker; det er en dårlig investering, der måske er affødt af tvivlende tanker om livet.

De skal nærmest bare udrenses eller ud og grave grøfter. Han illustrerer perfekt klichéen om den blå kulturforbruger, der egentlig er mere til sport. Den blå kliché har for travlt med selv at leve livet i første person til at se på tabernes skitser.

Men det, der måske irriterer den blå/røde, er, at kulturproduktionen rummer en skjult, indbygget kritik. De fleste laver kultur, fordi de søger noget andet end status quo, eller fordi de ønsker at kaste et andet blik på virkeligheden.

Det føles ikke fyldestgørende bare at arbejde, forbruge og forplante sig. Den kreative vil skabe en verden, der ikke findes endnu, eller vise andre sin egen indre verden – eller dele sit blik på verden. Man vil innovere og afsløre. Det kan virke, men denne praksis bliver ofte overtrumfet af nogen, der laver noget ud fra en allerede angivet rute eller tradition: noget sikkert, trygt, bevarende og genkendeligt, som alle kan forstå, investere i og hænge over sofaen.

Det, begge debatpoler misforstår, er, at kunstnerens politiske orientering ikke primært er defineret af ideologi, men skabt af livssituationer. Kreative er flade og arbejder ofte alene, langt fra det “normale” arbejdslivs koder. Derfor ser de samfundet udefra. De er reelt outsidere, og selv om de i Politiken ses som nogle af de fineste mennesker, er de også blandt de fattigste, men de er stille med det for manglende succes sælger ikke. Denne outsiderposition giver klart en bias mod noget kritisk, der ofte er hinsides politiske banaliteter.

Og hverken de røde eller de blå kan få deres hjerner rundt om, at der findes mennesker, der tilsyneladende laver noget meningsløst, fordi de mener noget – eller ikke kan lade være.

Plus, kunstnernes position provokerer både de røde og de blå. Kunsten fungerer næsten uden for de normale markedsrammer, uden pensionsordninger, fagforeninger og forudsigelighed. Se bare håndteringen af de kreative under covid-19. Alle glemmer, at kultur er grundforskning, masseterapi og social lim – og at den kaster langt mere af sig end de forholdsvis få støttekroner, staten investerer i den.

Reelt er der maksimalt tusind kunstnere i Danmark, der kan leve noget, der ligner et middelklasseliv, hele livet, af deres kunst. Bevares, der er en masse formidlere, som lever fint af de kreatives afledte sideeffekter. Resten, der  ikke kan knække markedskoden, ikke magter networking, ikke kan lave værker, der indskriver sig i en tradition eller tidens debat, eller ikke magter legatsøgning og underkastelse under den bedagede galleri-model, overlever på freelancejobs, foredrag, undervisning, legater, sort værksalg, kontanthjælp, morgenrengøring og overtræk.

Nogen burde lave en analyse af de psykiske sideeffekter ved at operere i kulturbiotopen. Mit gæt er, at det kræver en stærk vilje, en knivspids megalomani, en snert autisme – men mest effektivt: en narcissistisk personlighed, hvis man skal overleve. Ligesom i mediespillet.

Kulturarbejderen er nød til at opretholde sit boheme-, shaman- og mentalarkitekt-look, der tit står i kontrast til, at vedkommende reelt producerer visuelle møbler, der skal udstråle tidsløs investeringssikkerhed og generere herlighed, signal, tryghed og identitet hos samleren.

Jeg må ikke skrive det, men nepokids født med en økonomisk faldskærm har altid en fordel. De har mere stamina, mere tid, bedre materialer. De kan holde hof og rejse, og de har ofte arvet et netværk i branchen af formidlere og samlere. De møder de rigtige mennesker på de rigtige ferier, i de rigtige sommerhusområder. De kan blive ved med at skabe uden at tænke på huslejen – og vinde på stamina, efter kollegaen/konkurrenten er blevet underviser, er flyttet til Nakskov eller har drukket sig ihjel.

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

For der er flere kunstnere, end der er kunstsamlere. Det marked skaber selvcensur og indbygget konservatisme, plus en benhård konkurrence, hvor alle på overfladen er venner, men stikker knive i ryggen på hinanden for at overleve – uden fagforeninger, overenskomster, a-kasse eller andre fælles fronter.

For det er tabu at være flad, også for kunstnere. For igen orker at købe noget af en desperado, der lugter af sult. Beggars aren’t choosers.

Kunstnere er ikke røde eller blå, nej de er bare så flade, at de ikke har den luksus at mene noget klart formuleret, der kan ekskludere dem. Markedet gør, at de foretrækker åbne værker og statements hævet over politik. Markedet censurerer.

Bevares, der kommer en tam grænseoverskridelse hvert 10. år, noget med et dødt dyr, race eller en buste – det er bare PR før gavebutikken åbner.

De eneste, der tør melde klart ud og larme lidt, har enten penge med fra andre aktiviteter – eller vil bare have trafikken. Som en Hornsleth, en Brammer, en Bukdahl eller en Samuelsen.

Derfor er debatten om den røde kunstner en af de mest dovne debatter i coverband-Danmark. Den handler ikke om kunst. Den handler om kommentatorer, der bruger kunstnere som rekvisitter i deres egen desperate identitetsproduktion.

Lad mig foreslå noget radikalt: Gå ud og se kunsten på første hånd, før den er blevet tygget om til konfliktstof eller reduceret til banal binær politik af smagsdommere og dørmænd.

Læs bogen, hør musikken, se forestillingen eller filmen, gå ind på det lille galleri, køb noget direkte af en levende kunstner, før vedkommende er blevet kanoniseret, alkoholiseret eller flyttet til Nakskov.

Eller endnu bedre: Lav noget selv.

Disclaimer: Dette er en kommentar til en debat om to artikler, jeg ikke har tid til at læse. Artiklerne er gemt bag betalingsmure, så man er sikker på, at ingen kreative har råd til at læse dem og dermed ikke kan kommentere.

Den gråblå presse – myten om de røde lejesvende, den frie presse – og PR-maskinens totale dominans

The post RANT: Kunstnere er ikke røde. De fleste er bare flade appeared first on BLAZAR.