Engang var metal noget mennesker dyrkede hele livet – metal var en tatovering – og et fravalg. Idag virker det mere – som alt andet – som et karneval, et mode, en attitude man leger med til en velkoreograferet gennembranded event i evig udvikling.En slags vrestling for voksne, hvor man ikke kan komme til skade, et karneval hvor selv aktiehandlere kan tage dagens uniform på og forsvinde i masserne – præcis som en fantrøje til en fodboldkamp, og nyde det frirum Copenhell er – hverdagen er sat ud af kraft – og vi kan få et pusterum fra skadinavisk design, politisk korrekthed, nymoralisme wellness og fitness og dyrke det uperfekte et sekund. Men metal er banalt set – som techno, gabber og D&B – en måde at cope med tabubelagte følelser – og erkende vi alle har tabt – og skal dø.  En slags træning til at overleve den moderne stress, en slags afladning igennem symbolsk rituel aktualisering af “det negative” – bare i tryg tegneserieform, et Disneyland for mennesker med fortrængt vrede. Det er nu engang nemmest at give sig hen til det helt tomme, eller måske at underkaste sig markedets menneskekværn og lære at nyde det, eller bare lade sig underholde?Professor i musikpsykologi William Forde Thompson mener metal forløser vrede, sorg og angst – ikke ved at fjerne følelserne eller tage stilling,  men ved at give dem krop, system og rytme. Når du står i moshpitten, får du lov at mærke alt det, du normalt pakker væk. Metal fungerer som et slags ydre kontroleret stormvejr der lynafleder det mere kaotiske indre stormvejr. Vi kan også læse metal som et symptom på det kapitalistiske realismes mørkeste skygge. Det larmer på forudsigelige måder, men udretter ingenting – metal er et “safe space” for systemgodkendt hygge-nihilisme.Måske er doom, black og drone metal mere ægte hauntologisk: en besværgelse af det tabte fremtidshåb, hvor støjen er klagesang over alt det, vi aldrig blev, alle de følelser vi aldrig havde, alle de vikingetogter vi aldrig var på, al den smerte vi har ved at fravælge egne behov for markedets gøgl. Klart der er et kæmpe marked for et fælleskabs-ritual i dagens hyperfragmenterede ensomhedskultur: alle kan være med, der er flad struktur og det er stort set umuligt at spille smart på Copenhell – der har spredt metal-palletten ud til også at indkludere røvballerock, big beat og 80er ikoner som Billy Idol. Alt andet end dakkedak, lå lå lå, trap og tiktok. 

Flashback: da rock blev for landligt, bluesy og hippie-agtigt i 1970erne – eller for studendikost og esoterisk og gemt bag volde af keyboards, concepter og lasere – der begge føltes virkelighedsfjerne og forældede efter Manson, Alamont, Vietnam og oliekrisen – opstod metal – der reelt bare var en tilbagevenden til Kinks og Who, til ren ungdommelig nihilisme og adrenalin. 

Ligesom med datidens opblomstrene Gru tegneserier, Rocky Horror, glam, knallertbander og gyserfilm kunne man så LEGE med bagsiden af idealismen og månelandningens kolaps, uden det reelt førte til andet end selvskade, hylende ører og spredt hærværk på vej til og fra Brøndbyhallens koncerter.Jeg var ikke så vild med sange om riddere og motorcykler fremført at mande-mænd i spandex med der gokker på træpikke mens de viner og slår med mankerne, jeg var mere til punk og senere industrial, da disse former var mindre formaterede, renere og mere artikulerede i deres analyse og kritik af systemsammenbrudet.

Metal blev – b.la via Kiss – til en slags wrestling. Metal mestrede dog – ligesom rap – både at være under og overgrund samtidig og har da udviklet sig. Selvom det minder om cosplay, er Copenhell stadig en god fest – prøv det!

SUBKULTURERNES DØD?

The post COPENHELL – mig og metal appeared first on BLAZAR.

DISCLAIMER: Jeg ved intet om metal. Efterdønningerne af Corona har dræbt flere mere generiske festivals – omvendt trives stramt kuraterede genre-specifike events.

Mens Djøfstortion-eliten netværker i selfie-fjollemøde-boblen på krøllebølle-øen åbner et hyggehelvede på Reffen: Copenhell er en gennemtænkt gennembrandet totalinstallation med flad struktur. Copenhell er tankevækkende:
Guns N´Roses: dengang de var 90ernes Aerosmith havde jeg en pervers glæde ved Axl Roses outfits – blandingen af kropsnære cykelshorts, små junkie-solbriller, kæder, duperet hår, bandanas, slangeskindsstøvler, nitter og en pangfarvet Armani blæser med vat-skuldre man kan lande fly på er selv idag en fest. Sidst jeg så ham var han medicin-hævet, havde approprieret ghetto-corn-roll-hår og havde en iltmaskine backstage – det var en af den slags koncerter hvor man nærmest møder op for at se om artisten dør på scenen.Senere småslumrede Axl tudseagtigt på Nasa og blev pænt parkeret og forladt på Cozy bar som en slags karmahug for hans afstumpede tekst: “immigrants and faggots/They make no sense to me(They come to our country/And think they’ll do as they please/Like start some mini-Iran/Or spread some fucking disease/ And they talk so many goddamn ways/It’s all Greek to me”. Bøsserne troede han var en eller anden drengebands-dude pga. Axls garn… I 2023 er Axl friskere – man kan næsten ikke se hans øjne for bar filter – han ligner Donald Trumps lillebror – iført spritnyt østtysk kontor-biker-kluns og totalt blottet for selvironi. Han hviner stadig som en syg kælling i en tegnefilm henover en bøvet bluesrock-bund mens bagtæppet blinker som en enarmet tyveknægt eller fyrer klodset Amiga-grafik af der ligner noget fra en eurodance video om teenage angst fra 94.Lyspunktet er Stash eller Slash der faktisk kan spille en ond guitar – og får lov til det – ud over det hele. Han har ret oplagt en Eric Claphat t-shirt på – endnu en fingernem hvid fyr med smag for blød blues og heroin – og Slash skifter til en ny sikkert sponsoreret spade i hvert nummer, som var det en guitar-messe.
Men årets version af helvede spænder bredt – fra kropslig mosh pit til gotisk hængekøje chill out – til tonerne af alt fra pompøs tågehorns far-rock til commandoraids fra de nyeste subgenrer, frugterne fra det næsten uendeligt muterende metal-stamtræ – der er sket en del siden The Kinks indspillede “You really got me” i 1964. Resterne af Texanske Pantera spiller uden guitaristen Dimebag Darrel, der blev skudt på scene af en skør fan – og trommeslageren Vinnie Paul, der døde ung af et hjerteslag.Men Pantera virker stadig – sangeren prinser rundt og råber i badesandaler, trommeslageren er fra legendariske Anthrax og pisker en mægtige lydmur op, der blæser støvet på pladsen vandret. Det virker fint tak.For de forsamlede far-kroppe føles Copenhells mørke fantasifoster tydeligvis mere relevant end natklubbernes uendelige flaskebordes selfie-ræs.
I en tid hvor epidemier og atomtrusler igen er præsente føles metal som en metode til at kramme angsten ihjel, se den uundgåelige død i øjnene og omfavne forfaldet og det menneskelige.Det hele bliver taget et niveu op da svenske Meshuggah angriber efter solnedgang. Deres suveræne polyrytmik og – tør jeg skrive det – jazz-funky grooves – med modificerede mekaniske guitarkaskader på toppen og flimrende lysshow skærer igennem luften.
Min makker, en hærdet rave-veteran, bliver ganske utilpas – han går i panik og spurter mod RIP-områdets mere tamme rammer.
Prøv Meshuggah – de er klart i min kanon for fucked up gulvrenser-musik sammen med Carcass, Throbbing Gristle, Public Enemy, DJ The Producer og Ryojo Ikeda. Måske er Metals rituelle grænseoverskridelse med horror-glam, antydningen af hobby-satanisme, vikingetrip, oprør, Nietzsche & biker-romantik forudsigelig og fake, men dens udgangspunkt er ægte – en hellig vrede mod magten og pumpende undertrygt livslyst og længsel efter eventyr, skoldmøer og skibskatastrofer en overreguleret verden. Eller er metal ekkoer af uformulerede følelser af fremmedgørelse og meningsløshed, depression, ensomhed, tabt kærlighed, tømmermænd og dødsangst? En tribal coping strategi? Er metal en overlevelses-ventil for vores negative følelser? Eller er det bare en silverbacks dødsrallen efter han har fyldt sig med Jack D mens han slår sig på brystet?Er Metal et sundt alternativ til hooliganisme? Eller er Metal bare den uartikulerede wrestling udgaven af punk? Nevermind.Jeg glæder mig ved at se hele hverdagens billede-økonomi blive vendt om, her er grim godt, ondt er godt i denne kirke for den hensynene maskulinitet.Der er kommet flere kvinder til med årene  – selvom bjørne-mænd skyldløst kan grubbe topmaver til tonerne af spandex-klædte mandekællingers hvin når de gruber deres træpikke og river i osteklingerne i varmen fra flammekanonerne på scenen.
Metal-troldene siger undskyld når jeg spilder naturvin på dem – jeg gætter på de er nyskilte biokemikere med asberger eller ægte mennesker fra Nakskov. Der er ikke nogen der måler pik eller gør sig til – og alle verdens problemer kan relativeres med en fadbamse – eller 6 i en pap-holder mellem fødderne mens man nikker sammen i lydinfernoet.Der er nul narko og nul slagsmål og en del gamle punkere. Vi tager magten tilbage ved at være ligeglade med alt deres livsstilslort denne weekend.Hvor kommer de fra? Hvor er de til hverdag, de skønne masser? Der er meget få ironiske voyeur-turister her. Hvis alle danskere var som publikummet på Copenhell ville verden være et bedre sted.
Klart metal også er blevet en slags cosplay for Danske Bank medarbejdere oversmurt som formel 1 racere i spritnyt logo-merc fra de mange boder.De samme mennesker er sikkert på Heartland iført Patagonia-fleece og tidens rigtigste meninger eller til Royal Run i lycra for at hylde kondi-prinsen senere på året. Nevermind. For Copenhell er ikke blevet dødskysset af Politiken- abonnenter og influenzers endnu, der er fred i Valhalla – for Copenhells kernekvalitet er stadig at det er er umuligt at være prætentiøs, smart, dyr eller lækker – det er skønt med et pusterum fra livsstilsfængslet. Det var årets stikprøve fra overflødighedshornet på Reffen – bare rolig – helvedet kører videre derude nu!

Prøv Copenhell 2024!

GUIDE: Musikgenre-ævl

The post COPENHELL 2023 appeared first on BLAZAR.

Mens Djøfstortion-eliten netværker derudaf i fjollemøde-boblen åbner der sig synkront et hyggehelvede på Reffen: Copenhell er en gennembrandet gennemtænkt sanseoplevelse i en konsekvent totalinstallation.  Selv Vipén – der hedder Rip her – er hverken værre eller bedre end det der foregår på resten af festivalen, der også spænder over alt fra kropslig mosh pit til gotisk hængekøje chill out.

Metalpuristerne – loyal for life – brokker sig over Metallica – der åbenbart peakede for 20 år siden og nu åbenbart tiltrækker popturister til metal-Jerusalem.  Den hårde kerne – onde udenpå men smørbløde indeni – er kede at det ikke siger noget særligt om dem at de hører Metallica mere. Hvor det før kostede en outsiderstatus, en masse tid og besvær at være med i en ekskluderende metal-kult, er det nu bare en tshirt – ligesom en fodboldtrøje eller en smoking – det er bare et tegn på vi prøver at flyde ind i et flygtigt fællesskab, rent rollespil – overfladen ser vild ud – indenfor et stramt konservativt format – men er reelt det hel lige så trygt formateret som blues eller disco.Mange metalturister er her vist mest for at synge med på den der MTV single mens scenen oplyses af flammer og så tage en selfie, men euforien udebliver – energien er mere indigneret og sammenbidt – måske den ubeviste bagside af senkapitalismen, et sort hul af fortrængt sort postrevolutionær anti-energi.Jeg har ikke nærstuderet Metallicas værker, men det har altid undret mig over hvad bandet præcis er så vrede over? Er prisen på deres Jean-Michel Basquiat malerier faldet? Eller er det ekkoer af uformuleret fremmedgørelse og meningsløshed, tabt kærlighed, tømmermænd og dødsangst? Er det en ventil for vores negative følelser? Eller er det bare en gorilla fyldt med Jack D der slår sig på brystet? Eller Metal bare den uartikulerede wrestling udgaven af punk?Jeg har respekt for Metallicas karriere-fokus, men kan ikke mærke musikken – heller ikke live, hvor den flinke Danglish trommeguru har skruet ned for den fede bassist – for metal er mellemtone og store egoer – og det får numrenes tunge tonser-grooves til at stoppe i tide og utide når Ulrich tampe hans berømte fills. Det bliver aldrig vildt eller farligt – men har det været det nogensinde? Heldigvis forsvinder den indebrændte vibe som dug for solen da koncerten slutter – så starter den glade, høflige og voksne fest igen. Så er glamrockerne Kiss mere ægte med deres totalt syntetiske tomme totalteater, der ikke er bange for klicheer og er overraskende energiske – især i forhold til deres alder – de er over 70.Måske var der for lidt Alternative metal, Avant-garde metal, Airfix metal, Bay Area thrash metal,Beatdown hardcore, Biker metal, Black metal, Blackened death metal, Blackgaze, Celtic metal, Christian metal, Clown metal, Countrycore, Crossover thrash, Death ‘n’ roll, Death metal, Deathcore, Djent, Doom metal, Drone metal, Electronicore, Extreme metal, Florida death metal, Folk metal, Funk metal, Glam metal, Goregrind, Gothic metal, Grindcore, Groove metal, Hypebeastmetal, Indigenous metal music, Industrial metal, K-metal, Kawaii metal, Latin metal, Legometal, Medieval metal, Melodic death metal, Melodic metalcore, Metalcore, Meta-metal, Mime-metal, Moonjam-metal, Nagoya kei, Neoclassical metal, Neue Deutsche Härte, New wave of traditional heavy metal, Nintendocore, Nu metal, Pagan metal, Pirate metal, Pop metal, Pornogrind, Posh-metal, Post-metal, Power metal, Progressive metal, Progressive metalcore, Rap metal, Sludge metal, Speed metal, Stoner rock, Snuffmetal, Symphonic black metal, Symphonic metal, Thrash metal, Trad-metal, Unblack metal, Viking metal, Warmetal, Wokemetal, Visual kei—?

Jeg er helt med på samtlige festivaller har booket sikkert efter coronanedturen, men det ville være sjovt hvis Copenhell udvidede fremtidens bookings med dom drone, hardcore techno og dark ambient – meget af det meget hårdere end nogen form for metal – der kunne give en mere varieret oplevelse – uden at gå på kompromis med  Copenhells kernekvalitet – at det er er umuligt at være prætentiøs, smart, dyr eller lækker. Det er ægte. Prøv Copenhell 2023!

Stop jer selv LA.

BRIAN-STIL – flashback

The post Copenhell Rapport 2022 / Metallica  appeared first on BLAZAR.

“No-dak ikke Kodak øjeblikke”..de fortrængte billeder….

Døm ikke en satan-bibel på coveret: hvert år skal jeg til Copenhell, selvom jeg hader Metal og ikke kan læse identiske bandnavne skrevet med ulæselig norsk dødsmetal-font. Copenhell er en fest for øjet, og alle fraglerne er kravlet ud af deres hemmelige hule for helt uironisk at dangdere den i et parallelt univers komplet med vikinge-lejr, mjød, svedhytter, mosh-pit og satanisme. Men sjældent har så mange stilistisk udfordrede dyrkere af aggressiv musik været så søde. Klicheen om bongrygning og rollespil er nærliggende, men jeg gætter på, de er vegetarer og plejer moderløse sorte egern-unger i deres fritid, mens de opfinder kuren mod kræft.  130 kg mænd med hjemmesyede Maiden-patch-veste, der siger undskyld, når jeg skubber og er uterlig. Jeg håber ikke, det er ved at blive endnu en ironisk Københavnerbegivenhed. Midt i alt den anakronistiske plastik-nitte-attitude er der noget meget fint og ægte menneskeligt på spil på Copenhell. SES!

The post VI ELSKER COPENHELL appeared first on BLAZAR.