X-Tesla-generationens sidste ironiske, anti-autoritære krampetrækninger som børnefilmsprodukt? Siden starten af 00’erne har Wulff & Morgenthaler udkommet med «grænseoverskridende», absurd og «samfundskritisk» humor i alt fra tegneserier og tv-shows til film og børneuniverser. Med rødder i den kreative middelklasse balancerer de mellem det barnligt groteske og noget næsten nihilistisk, der sparker til alt fra megalomane iværksætterkvinder, svage mænd og velmenende men autoritære, slidte skolelærere – Mugge føles lidt som de sidste krampetrækninger fra en Tesla-generation i konstant selvironisk opbrud, der insisterer på at være «imod» som identitetsmarkør – selvom de i virkeligheden er sidste årtis establishment.
Den tredie film i Mugge-serien blander forstadssatire og familiedrama i børnehøjde med masser af påskeæg til forældrene. da filmen prikker til både højre- og venstrefløj, medier, moral og moderne identitet – men løsningerne og en dybere systemisk analyse eller bevisthedsudvidelse udebliver.
Plottet – eller rettere sagt moralen – er bygget på kritik af et fremtidigt VR-samfund, men fungerer som en slet skjult metafor for iPhones, datamining og den soma-agtige isolation, man ser i f.eks. offentlig transport. Det er fint, der er mening med galskaben, men der er lidt for mange forsøg på at være hip og ungdomsagtige. F.eks. er alle Mugges venner enten brillebærende eller svenske non-binære bodybuildere – det virker ret boomer-agtigt, ligesom al gamer-kritikken – plus filmen betjener sig af præcis den samme dopamin-overload taktik den kritiserer.
Wulff & Morgenthalers selværklærede ADHD-univers trænger til en redaktør. Det er fint, det er manisk, men der mangler et filter, der fjerner de mest bøvede jokes. Den virkelig grimme (men sikkert billige) visuelle stil kunne også optimeres i disse AI-tider. Sammen med musikken skaber det en fornemmelse af discount-energidrik-overdosis.
Min 9 årige børneanmelder giver den 4 ud af 6 stjerner, da hun spiller voksen for tiden er det svært at finde et match – men hun anbefaler den til børn ned til 6 år – og drenge op til 12. Hun savnede Dolph, men mener filmen bør oversættes og ses i udlandet, da filmen har er en særlig dansk ting verden kan lære af.
Konklusion: Børnefilmsgenren er i krise, så Mugge er det bedste bud lige nu i biografen… Der er masser at tale med sit barn om efter filmen, der sprudler af langt flere idéer i sekundet end noget, Disney har skidt ud de sidste 30 år.