Hvordan måler man pik med en prins? Jesper Grands smukke Hærvejen er – imod min forventning – ikke bare kongerøgelse, for her bliver der heldigvis kradset i dybe Joakims overflade. Jeg fik medlidenhed, og mener stadig, Joakim er den mest kongeagtige i den gamle butik, selv nu – efter storebror er trådt i karakter.Filmen er interessant anskuet som et studie i konsekvenserne af social kontrol – et begreb vi ellers mest bruger om kvinder i parallelsamfund. Tænk at vokse op med så defineret en rolle og livsbane, totalt afskærmet fra befolkningens virkeligheder, i ekstremt restriktive rammer – som offentlig ejendom, som ikon, ikke person.
Scenen er Hærvejen, der trylles til Danmarks Camino, fyldt med stiliserede tableauer, hvor reservekongen får modspil af den tilsyneladende uimponerede mønsterbryder Steffen Jacobsen. Ud over at være overlæge og krimiforfatter skal han forestille at repræsentere det underdanmark, han er opvokset i. Tænk Mark Twains roman Prinsen og tiggerdrengen. 
Reelt er det bare retro nyrig Hornbæk-kulturkapital kontra royal-retro-konservativ kulturel kapital. Steffen simulerer modstand og anakronistisk oprørsattitude og leger hofnar, selvom han udmærket ved, at det her er hans billet endnu dybere ind i toppen. Det er designer-Americana-rock’n’roll-cowboy mod royal Saint-Tropez i beige hør – men begge med den lille halsklud og en diskret funktionspromille. Det havde været mere spændende hvis Joakim gik en tur med Jens Haaning i Nordvest, eller med Tessa i Skagen – eller bare med Suzanne Brøgger – eller hvem der nu er tilbage af åndsfyrster i denne populistiske afviklingstid. 
Dog italesætter Steffen præcist den royale dialogs mangel på pingpong: Han kan spørge om alt muligt, og der svares charmerende og høfligt – men altid i strakt arm – måske fordi Joakim er vokset op med, at royale ikke skal intimidere undersåtter med spørgsmål. Måske for at dæmme op for, at samtalen trapper op i intimitet og der bliver spurgt ind. Det er et godt øjeblik, der åbner for der bliver vendt en del traumatisk gods og flashet følsomhed, men desværre er alt det, vi ikke kan tale om, larmende tydeligt.
Så hellere gemme sig bag fine historiske betragtninger og national-romantik. Et besøg i en nazi-bunker udløser naturligvis også refleksioner om det accelererede forsvar i dag – som matcher Joachims rolle i den nye sikkerhedspolitiske paranoiafortælling. Bevares, Joakim er en god fortæller. Han besidder en næsten Asperger-agtig glæde ved at memorere og surfe historiske fakta brilliant. Han burde have sin egen historiske serie, omgivet af kontrapunktiske forskere.
Jeg håber, filmen får et internationalt efterliv, da den skildrer den måde, danske mænd kan tale følsomt sammen på – tilsyneladende uimponerede og respektløst – om livet og døden. Selvom mændene reelt er brands, der kontrapunktisk subtilt konkurrerer om sendetid, forekommer de desværre meget ensomme i filmen. Mødet og den virkelige kontakt udebliver – hvilket ikke gør filmen mindre interessant.
Hærvejen kan ses på DR fra søndag den 8. Juni 2025.